The Project Gutenberg EBook of Ved vejen, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: Ved vejen

Author: Herman Bang

Release Date: August 13, 2004 [EBook #13175]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VED VEJEN ***




Produced by Steen and Heidi Christensen and Distributed Proofreaders
Europe





HERMAN BANG.



VED VEJEN




Kjbenhavn

1886




I

Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget.--Satan til lidt
Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saa
smaat over Regnskaberne.

Han fik tndt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han gik
saadan op og ned, stram i Tjet, og Hnderne i begge Jakkelommerne,
saa' man Ljtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt
Rundingen fra Kavalleriet.

Fem-seks Bnderkarle var kommet og stod og skrvede i en Klump
midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slbte Godset frem,
en enlig grnmalet Kasse, der saa' ud som' den var tabt ved Kanten af
Vejen.

Prstens garderhje Datter rev Perronlaagen op og kom ind.

Stationsforstanderen slog Hlene sammen og hilste.

-Hvad vil Frkenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var "paa
Perronen" konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa
Klubballerne i Nstved i gamle Dage ved Kavalleriet.

-Gaa, sagde Prstens Datter. Hun havde nogle underlige daskende
Gestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaa
den, som hun talte med.

-Forresten kommer Frken Abel hjem.

-Allerede--fra Byen?

-Ja--a.

-Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen
spillede med hjre Haands Fingre i Luften, og Prstefrkenen lo.

-Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og lb fra dem....

Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendes
ldste, Louise. De var ledsaget af Frken Jensen. Enkefruen saa'
resigneret ud.

-Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst.

Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise
om Foraaret og Ida-Yngst om Hsten.

De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i Kbenhavn. "Min Sster
Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde
Sal og levede af at male Storke, der stod paa t Ben, paa
Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Dtrene af med alle gode
nsker.

Hun havde nu sendt dem af i ti Aar.

-Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst.

-Ja, de Breve, sagde Frken Jensen.

-Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa' mt
paa Louise-ldst. Fru Abel maatte trre jnene ved Tanken.

De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at
skndes og sy ny Bestning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de
aldrig.

-Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde
Familielivet, sagde Enkefruen....

Frken Jensen nikkede.

Der blev Hundeglam henne ved Kro-Omdrejningen, og en Vogn rullede
frem.

-Det er Kirs, sagde Prstefrkenen. Hva' ska' de? Hun gik hen over
Perronen til Laagen.

-Ja--Proprietr Kir kom ud af Vognen--det maa De nok sige--ligger
Madsen ikke der og faar Tyfus midt i den vrste Tid, saa man maa srge
for Stedfortrder telegrafisk--og saa Fa'en vd, hva' man faar for
Skrab ... Han kommer nu....

Proprietr Kir kom ind paa Perronen.

-Landbohjskole har han da--om det ku' hjlpe--og det med bedste
Karakter ... Naa--go' Morgen--Bai. Stationsforstanderen fik Haandslag
... Er der gi'et no'ne Omgange nede hos Jer? ... Og Konen?....

-Jo--Tak ... Saa De henter Forvalter idag....

-Ja--vmmelig Historie--og just i den vrste Tid....

-Naa--et nyt Mandfolk til Egnen, siger Prstefrkenen og rangler med
Armene, som om hun paa Forhaand gav ham n paa ret. Med lille
Stations-Bentzen bli'r det saa halv syvende....

Enkefruen er febrilsk. Hun havde sagt det hjemme: Louise-ldst maatte
ikke gaa ud med de Brunelsstvler.

Louise-ldst's Sknhed er Fdderne ... Smalle Aristokratfdder....

Og hun havde sagt det....

Frken Louise var inde i Ventesalen og satte Slr. Frknerne Abel
gjorde i udskaaret Bryst med Pibekraver, Stenkulsperler og Slr.

Bai gik om ad Kkkenet for at melde sin Kone Forvalteren ...
Prstefrkenen sad og dinglede paa den grnmalede Kasse. Hun tog Uhret
op og saa' paa Klokken:

-Gud, hvor det Mandfolk gr sig kostbar, sagde hun.

Frken Jensen sagde: Ja--Toget synes at vre ikke saa faa Minutter
forsinket. Frken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, navnlig naar hun
talte med Prstens Datter. Hun satte ikke Pris paa Prstens Datter.

-Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen.
Frken Jensen var ikke saa sikker i de fremmede Ord.

-Men--dr er jo den dejlige Kone. Prstefrkenen satte op fra Kisten
og fr over Perronen mod Fru Bai, der var kommet ud paa Stentrappen.
Naar Prstefrkenen hilste hjertelig, saa' det ud som et voldeligt
Overfald.

Fru Bai smilede stille og lod sig kysse.

-Gud forbarme sig, sagde Prstefrkenen, faar vi ikke uventendes en ny
Hane til Gaarden. Der er han!

De hrte Stjen af Toget der borte fra og den strke Klapren, naar det
gik over Aabroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over
Engen.

Prstefrkenen og Fru Bai blev staaende paa Trappen. Frkenen holdt
Fru Bat om Livet.

-Der er Ida Abel, sagde Prstefrkenen, Jeg kender hende paa Slret.
Et bordeauxfarvet Slr stod ud af et Vindu.

Toget holdt, og Dre blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine "Goddag"
saa hjt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne.

Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm--hun stod endnu paa Trinet:

-Der er en Herre med Toget--hertil--

-Hvem er han? Det gik som Kp i Hjul.

Ida-Yngst var nede. Der var Herren ... En blondskgget, hjst sindig
Herre, som fik Hatske og Futeraler ud af en Rgkup.

-Og Tante--Tante Mi, skreg Enkefruen.

-Hold din Mund, sagde Ida-Yngst stille og arrigt. Hvor er Louise?

Louise sprang om paa Stentrappen foran Fru Bai og Prstefrkenen saa
barnligt, som om hun havde haft sin "Sknhed" i Knapstvler.

Nedenfor Trappen prsenterede Forvalteren sig for Hr. Kir.

-Ja, Satan til Historie--dr ligger Madsen--i den vrste Tid ... Naa,
vi vil haabe det bedste ... Hr. Kir slog den nye Forvalter paa
Skulderen.

-Gud hjlpe os, sagde Prstefrkenen. Et hjst almindeligt Husdyr.

Den grnmalede var inde, og Fllesmejeri-Spandene var hevet ud af
Godsvognen. Toget begyndte at gaa, da en Bonde skreg fra et Vindu.
Han havde ingen Billet.

Togfreren, en smkker Yngling, stram som en Husar i de elegante
Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet.

Bonden blev ved at skrige og skndes med Konduktren, der hang paa
Brdtet.

Og alle Ansigter paa Perronen saa' et jeblik efter Toget, som rullede
bort....

-Hm, det var det, sagde Prstefrkenen. Hun gik ind i Gangen med Fru
Bai.

-Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kir ud mod Bai, som gik forbi. De
tre stod lidt stille.

Louise-ldst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses
vildt midt i Dren.

-Aa Gud, sagde Enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks Uger....

-De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De trffer straks
Stedets Damer ... Mine Damer, tr jeg prsentere?

Frknerne Abel hrte op at kysses som paa Kommando.

-Frknerne Abel, sagde Hr. Bai: Hr. Huus.

-Ja, jeg har saamnd hentet min Yngste--fra Kbenhavn, sagde Enkefruen
umotiveret.

-Fru Abel, sagde Hr. Bai.

Hr. Huus bukkede.

-Frken Linde--det var Prstefrkenen--Hr. Huus.

Prstefrkenen nikkede.

-Og min Kone, sagde Hr. Bai.

Hr. Huus sagde et Par Ord, og de gik alle ind for at faa Tjet.

Proprietr Kir rullede af med Forvalteren. De andre gik. Da de kom ud
paa Vejen, havde de glemt Frken Jensen.

Hun stod og drmte inde paa Perronen, lnet til en Signalpl.

-Frken Jensen, skreg Prstefrkenen fra Vejen.

Frken Jensen fr op. Frken Jensen blev altid tungsindig, naar hun
saa' en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se "noget drage bort".

-Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen.

-Meget almindelig Forvalter, sagde Prstefrkenen, hun gik med Fru Bai
under Armen. Nette Hnder havde han.

De to Kyllinger gik bagest og skndtes.

-Hej, Frken Jensen, hvor De ta'er Fart, sagde Prstefrkenen.
Frkenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun viste
strkt sine jomfruelige Ben paa Grund af Efteraarsvden.

De gik langs den lille Stump Skov. Ved Vejdrejningen sagde Fru Bai
Farvel.

-Aa, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal,
sagde Prstefrkenen og langede sig frem over hende igen.

-Farvel....

-Fa'a'a'rvel....

-Hun taber ikke Vejret af det, hun skal ha' sagt, sagde Ida-Yngst.

Prstefrkenen fljtede.

-Nej--dr er Kapellanen, sagde Fru Abel ... God Aften, Hr. Pastor ...
God Aften....

Kapellanen tog til Hatten. Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne,
sagde han.

-Naa, Frken.--Og Befindendet!

-Tak, sagde Frken Abel.

-Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel.

-Saa? Hvor?

-Kir hentede sin ny Forvalter--rigtig et tiltalende Menneske. Ikke
Frken Linde?

-Aa ja....

-Prima, Frken Linde?

-F. F., sagde Prstefrkenen.

Prstefrkenen og Kapellanen talte altid i Jargon naar de var sammen
med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne
Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften.

Prstefrkenen gik aldrig mer i Kirke, naar Kapellanen prdikede,
siden hun en Sndag nr havde faaet ham til at le under Fadervor paa
Prdikestolen.

-Frken Jensen stritter af, som hun havde tndte Raketter et vist
Sted, sagde Kapellanen.

Frken Jensen var stadig forude.

-Naa, Andersen--Frken Linde skruplo--nu er De holbergsk.

De kom til Prstegaarden, som var den frste Gaard i Landsbyen, og
Prstefrkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen.

-Farvel, Frken Jensen, raabte Frken Linde hen ad Vejen. Der blev
svaret med et Pip.

-Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel
anden.

-Vor Herre bevares, sagde Frken Linde, en meget net Landbruger.

Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven.

-Hm, sagde Frken Ida--Familien Abel naaede Frken Jensen, der stod og
ventede paa et trt Sted--#den# lider vi nok paa, at han var kommet
for at sige Goddag til mig....

De gik lidt. Saa sagde Frken Jensen:

-Der gives saa mange Slags Mennesker.

-Ja, sagde Fru Abel.

-Jeg stter ikke Pris paa at vre sammen med den Familie, sagde Frken
Jensen ... jeg gaar helst af Vejen.

Frken Jensen var gaaet "af Vejen" i otte Dage: Siden Pastoren havde
sagt de Ord....

-Fru Abel--sagde Frken Jensen ... Hva' har en enlig Kvinde? Jeg sagde
det til Pastoren: Hr. Pastor, sagde jeg, De #interesserer# Dem for
Friskolen ... derfor sender Forldrene deres Brn i Friskole.

-Og hvad svarede han mig, Fru Abel?

-Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen ... De har i
Sogneraadet taget det halve Legat fra mit Institut (Frken Jensen
udtalte "tot")--#jeg# vil blive ved at gre min Pligt--selv om de
ta'er den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om
Legatsagen--

De tre Damer var bjede om ad den lille Vej, der frte op til
"Gaarden", en gammel hvid Bygning med to Lnger.

Enkefru Abel boede i Lngen til hjre, Frken Jensens Institut laa til
venstre.

-At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gaarden.

-Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Dren, hvor saa' I ud ved
Banen--saa man maatte skamme sig....

-Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-ldst, som
lste Slr foran Spejlet, naar #du# har Klderne.

Enkefruen tog Slber paa. Der var ingen Bund i hendes Stvler.

Frken Jensen fik langt om lnge Nglen op af Lommen og fik sig lukket
ind. Inde i Stuen gede Moppen et Par gnavne Bjf mod sin Frken og
blev liggende i sin Kurv.

Frken Jensen tog Tjet af og satte sig til at grde i en Krog.

Hun grd hver Gang, hun var alene, siden Pastor Linde havde sagt sine
Ord.

-De interesserer Dem for Skolen, Hr. Pastor, havde hun sagt, derfor
sender Forldrene deres Brn i Friskolen.

-Jeg skal sige Dem, Frken Jensen, hvorfor Forldrene sender deres
Brn i Friskolen, fordi Frken Srensen kan sine Ting, det havde
Pastoren svaret.

Frken Jensen havde kun betroet "Ordene" til Krokonen:

-Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun sagt--Kvindens
eneste Vrn er Taarer....

Frken Jensen sad og grd i sin Krog. Det begyndte at blive mrkt, og
tilsidst rejste hun sig og gik ud i Kkkenet.

Hun tndte en lille Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun
lagde en Dug over Hjrnet af Kkkenbordet og satte Brd og Smr frem
foran den enlige Tallerken.

Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange Stunder hen igen og
tnkte paa ny paa Prstens Ord.

Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran
sin tomme Madtallerken.

Frken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrd, bldt op i
det varme Vand.

Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortre Foderet
uden nsten at rre sig.

Frken Jensen havde tndt et ensomt Lys. Hun drak sin The med
Rugbrdssmrrebrd til--hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa
Firkanter.

Naar hun havde drukket The, gik Frken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i
Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun
Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen.

Hun laasede Dren og saa' efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind
under Sengen.

Saa kldte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hngte dem op paa
Spejlet.

Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen.

Frken Jensen sov ikke godt, siden Pastor Linde havde sagt--de Ord.

       *       *       *       *      *

Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun aabnede Laagen og gik
ind paa Perronen. Der var ganske tomt, saa stille, at man hrte de to
Telegraftraade surre.

Fru Bai satte sig paa Bnken udenfor Dren med Hnderne i Skdet og
saa' ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru
Bai, hvor der var en Stol eller en Bnk eller et Trappetrin.

Hun saa' ud over Markerne, de store Stykker Pljejord og lnger borte
Engene. Himlen var hj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for
jnene uden Annekskirken. Den saa' man med dens Takker og Taarnet der
yderst ude over den flade Mark.

Fru Bai frs og rejste sig. Hun gik hen mod Havehkken og saa' ind
over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel
langs Banen; forrest var der Kkkenhave, i den bageste Spids var der
en Plne med nogle hjstammede Roser foran Lysthuset under Hylden.

Hun saa' efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamnd
blomstret trofast iaar--hele Tiden.

Men nu maatte de snart dkkes til....

Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen L for
nogenting....

Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard
bag Plankevrket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn.

Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og
at sprede Kornet ud paa Stenene.

Hun holdt saa meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn.

Der havde vret saa fuldt af dem hjemme i den store Kbstadsgaard ...
Hvor de havde svrmet om Dueslaget der lige over Vrkstedsporten....

Det var som man hrte en Kurren og Murren blot man tnkte paa Gaarden
derhjemme.

Den #gamle# Gaard--for siden, da Faderen dde, solgte de baade
Vrksted og alt og flyttede.

Duerne flj ned om Fru Bai og nippede Kornene op.

-Marie, sagde Fru Bai, se dog, hvor den spttede er arrig.

Marie kom frem i Kkkendren og talte om Duerne. Fru Bai tmte Skaalen
ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bai's L'hombre, sagde hun.

Hun gik op ad Trappen: Hvor det bliver tidligt mrkt nu, sagde hun og
gik ind.

I Stuen var der Skumring og lunt, naar man kom udefra. Fru Bai satte
sig ved Klaveret og spillede.

Hun spillede aldrig uden i Mrkningen, altid de samme tre-fire
Melodier, sentimentale Smaasange, som hun spillede slbende og
langsomt, ganske med samme Foredrag, saa de alle kom til at ligne
hinanden.

Naar hun sad og spillede i den mrke Stue, tnkte Fru Bai nsten altid
paa sit Hjem. De havde vret mange Sskende, og der var altid saa
megen Afveksling derhjemme.

Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa
lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen.

Faderen sad i Sofaen i Skjortermer, og de stod rundtom Bordet, alle
Brnene, og langede til.

-Ret Jer, Unger, sagde Faderen.

Han sad og ludede med sin brede Ryg og Armene langt ud paa Bordet.

Moderen gik til og fra, hentede og bragte....

Ude i Kkkenet spiste alle Drengene paa Vrkstedet ved det lange Bord.

De fniste og skndtes, saa det hrtes gennem Dren, og med t rg de
sammen, saa man troede Huset skulde styrte om:

-Hva' mudrer I om? Faderen raabte og slog i Bordet inde i Stuen.

Ude i Kkkenet blev der ganske stille--en sagte Ragen bare af en
enkelt, som sgte noget op under Bordet efter Fgtningen.

-Himmelhunde, sagde Faderen.

Efter Middag sov han sin Time i Sofaen. Han vaagnede paa Klokkeslet:

-Nu er der vel tnkt udfrligt over Statens Bedste, sagde han og fik
Kaffen, fr han gik paa Vrkstedet.

-Da Faderen dde, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i Institut
med baade Konsul Lassons og Borgmesterens Fanny.

Og hun blev ogsaa bedt til Konsulens....

De andre Sskende kom alle ud. Hun blev ene hos Moderen.

De Aar var Katinkas bedste, dr i den lille By, hvor hun kendte alle,
og alle kendte hende. Om Eftermiddagen sad Moderen og hun i Stuen,
hver ved sit Vindu paa Forhjningen, hvor Moderen havde det Vindu med
"Spejlet"; Katinka broderede "fransk" eller lste.

Solen faldt i lyse Striber gennem Blomsterne i Vinduerne ud over det
hvide Gulv....

Katinka lste mange Romaner fra Lejebibliotheket, om fornemme Folk, og
ogsaa Digte, som hun skrev ind i en Bog....

-Tinka, sagde Moderen: Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule
Hat....

Tinka saa' op: Hun skal til Spil, sagde hun.

Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med
Fingrene, om de kom til "Halvti'et"....

-Det er dog grsseligt, hvor Ida Levy gaar skvt paa sine Hle, sagde
Tinka, hun saa' efter hende.

Det har hun fra sin Moder, sagde Moderen.

De gaar forbi, n efter n, Godsforvalteren og de to Ljtnanter, og
Fuldmgtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et
Par Ord om hver.

De vd, hvor hver gaar hen og hvad han skal der.

De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gr hver Dag de
samme Bemrkninger om de samme Ting.

Minna Helms gaar forbi og nikker.

-Saa' du Minna Helms, siger Moderen.

-Ja. Og Katinka ser efter hende og skrer Grimasser mod Solen:

-Hun kunde snart trnge til en ny Kaabe, siger

-Stakler--hvor skulde de faa 'et fra? Moderen ser i Spejlet ...
Ja--slle ser 'en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku' kante den. Men
det er nok som Fru Noes si'er--lidt har Fru Helms og lidt ta'er hun
sig a'et....

-Naar dog Fuldmgtigen gjorde Alvor af det, sagde Tinka.

Klokken blev fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og
to gik de op og nedad Gaden og mdtes og samlede sig i Klynge og lo og
snakkede og skiltes....

Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Mdrene med, og det
gik mere stille til, ud ad Stationsvejen.

-Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy: Hr.
Bai ... Saa har han fri iaften....

Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rd. For
Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai....

-Saa skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy.

Om Sndagen gik de i Kirke til Hjmesse. Alle var i Stadsen, og de
sang, saa det ld under Hvlvingerne, mens Solen stod ind gennem de
store Korvinduer....

Thora Berg var saa slem at sidde ved Siden af i Kirken.

Hun sad hele Tiden, mens Prsten var paa Prdikestolen, og sagde:
"Saa, du Gamle", og kneb i Armen....

Ja Thora Berg frte an til Galskaber.

Om Aftenen flj der en Regn af Smuld og Smaasten op paa Tinkas
Ruder....

Og de hrte et Spektakel og en Latter ned ad hele Gaden.

-Det er Thora, der gaar fra Selskab, sagde Tinka. De har vret hos
Borgmesterens.

Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de
unge Herrer. Hele Byen fik Lov at hre, naar Thora Berg gik hjem fra
Selskab.

Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende
altid med jnene, naar de var sammen. Tyve Gange om Dagen sagde hun
hjemme:

-Det har Thora sagt....

Egenlig omgaaes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, naar de
spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet--til Koncerterne
naar Militret spillede, hver anden Onsdag--talte de sammen. Tinka
blev altid ganske rd i Hovedet, naar de mdtes....

I Pavillonen var det ogsaa frste Gang, hun havde gjort Bekendtskab
med Bai ... Han havde straks den frste Aften danset mest med hende.

Og naar de lb paa Skjter, bd han hende altid op til at lbe. Det
var som de flj, og nsten som han bar hende ... Han kom ogsaa hjemme.

Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de "skrev
Sedler" og "En gik ud" og naar der blev "tnkt paa noget" ... Det var
altid Bai, og saa blev der en Latter.

Og hjemme talte Moderen altid om ham.

Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken
om Sndagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og
altid ... Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og
Indretning og alt det ... Veninderne hjalp hende med de mange Navne,
der var at sy, og alt, hvad der skulde smmes....

Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen. Symaskinen
gik, den lagde Sm, og den fstede Ende.

Og de drillede hende og lo og pludselig fr de op og flj ud i Haven
og rendte Plnen rundt under Stj og Latter, vilde som en Flok Fl....

Tinka var den stilleste af dem.

Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos
Levys, hvor de syede det Tppe, Tinka skulde staa Brud paa foran
Alteret--og Sangvelser til Salmerne de skulde synge i Koret....

Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke--den var saa fuld, Ansigt
ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op
og takkede og grd igen. Hun havde grdt hele Tiden som en Vandhane.

Og saa kom de herover til Stilheden.

I Begyndelsen af sit gteskab var Tinka skrmt og altid ngstelig, som
om nogen vilde overfalde hende.

Der var saa meget, som hun ikke havde tnkt sig, og Bai var saa
voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skrmt og usikker
som hun var....

Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen....

Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad
efterhngende, som det laa i hendes Natur.

Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Hkletj, og hun saa' paa
ham, som han sad bjet over sit Bord--Haaret, der krllede, faldt lidt
ned over hendes Pande.

Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde
helst blive staaende saadan ind til ham, stille--lnge vre saadan nr
ved ham:

-Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai.

Hun bjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den.

-Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu.

-Skriveper, sagde hun og gik fra ham.

Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og
Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte
nyt.

De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai's L'hombre, hvor
Fruerne fulgte med hveranden Gang.

Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke
af de bevgelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende
lang. Hun var lnge om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: "Kommer
imorgen".

Brn fik de jo ikke.

Da Katinkas Moder dde, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at
vre sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed.

Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin.
Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens
Assistenten gjorde det meste Arbejde. "Ljtnanten" lagde han kun an
uden Dre.

Et Barn havde han oppe i Byen.

-For Satan, sagde han til Kir, der var Ungkarl ... man er jo dog
gammel Kavallerist ... Og Pigen var saa klen som en Spurveunge....

Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor
det var i Pleje.

Saadan gik Tiden.

Lse som fr, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bgerne
var jo dog det bare Digt.

I sin Sekretr havde Fru Bai en stor Papske med mange visne Blomster,
Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det
var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og "sidste
Abonnement" i Pavillonen, naar der blev danset.

Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen
og sgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.

Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver
Kotillonsorden.

Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet.

-Det gamle Skrab, sagde han.

-Lad det ligge, Bai, sagde hun ... naar jeg nu har ordnet det.

Og hun skrev videre paa sine Herrenavne.

Hun lste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang
havde skrevet af.

I den verste Skuffe under Slvskabet i Sekretren laa hendes
Brudeslr og den visnede Krans af Myrter.

Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen....

Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting
til, saadan som det var hendes Vane.

En Gang imellem glattede hun bare med Hnderne over Slret....

Det var begyndt at blive ganske gult, Brudeslret.

Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede....

Ja--hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar....

... Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gstfrie Folk,
hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa
Stationen.

Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i
Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tjet.

Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes
milde Ansigt. Hun saa' ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne
til de store L'hombrer.

-Men der skulde vre et Par Brn, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen
travede hjem fra Bais med Pastoren ... De velhavende Folk--som havde
Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde dr ensomme
hen....

-Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Prsten.

-Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen.

Prstens havde haft ti Brn.

De syv havde Herren gemt som Smaa.

Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Brn at begrave i
Sognet.

       *       *       *       *       *

Fru Bai havde hrt op at spille. Hun sad og tnkte paa, at hun egenlig
skulde staa op og tnde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun
kunde tnde, og blev siddende.

Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og dkkede til The.

-Hvad er Klokken? sagde Fru Bai.

-Otte-Toget er meldt, sagde Marie.

-Det har jeg slet ikke hrt....

Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i
Kontoret.

-Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet.

-Er der Depesche?

-Ja.

-Til hvem?

-Aa, op i Byen....

-Saa skal Ane jo afsted....

Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme
og gaa i Mrke.

Lyden, frst langt borte, og saa Drnet, naar Toget gik over Aabroen,
og det store Lys, der lb frem, og endelig den tunge, vraltende Masse,
der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt
for hendes jne med Konduktrerne og den oplyste Postvogn og
Kupeerne....

Naar det saa var borte igen og Bruset hendet, laa alting tyst,
ligesom dobbelt stille.

Stationskarlen slukkede Lygterne, frst den ene paa Perronen, saa den
over Dren.

Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud
i det store Mrke.

Fru Bai gik ind.

De drak The, og Bai lste bagefter Bladene til en Toddy eller to. Bai
lste kun Regeringspressen. Han holdt selv "Nationaltidende" og lste
Kirs "Dagblad", som han tog ud af Posten.

Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik
"de vldigste over Nbbet". Og undertiden lste han enkelte Stninger
hjt og lo imellem.

Fru Bai hrte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik.
Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svrt svnig om Aftenen.

-Saa er det vel paa Tiden, sagde Bai.

Han rejste sig og fik en Haandlygte tndt. Han gik sin Runde for at se
om alt var lukket og Sporet stod rigtigt til Nattoget.

-Du kan gaa i Seng, Marie, sagde Fru Bai ud til Kkkenet. Hun vkkede
Marie, der sov siddende paa Trstolen.

-Godnat Frue, sagde hun svndrukken.

-Godnat.

Fru Bai flyttede Blomsterne i Stuen fra Vindueskarmen ned paa Gulvet.
Dr stod de om Natten i en Rkke.

Bai kom tilbage.

-Det bli'r koldt til Natten, sagde han.

-Jeg tnkte det--for Roserne ... jeg saa' til dem idag.

-Ja, sagde han, de maa dkkes nu.

Bai begyndte at klde sig af inde i Sovekamret. Dren stod aaben.

Han holdt meget af at gaa lnge frem og tilbage om Aftenen. Fra
Sovekamret til Stuen i strkt Neglig.

-Det Trampedyr, sagde han. Marie traadte haardt i oppe paa
Loftskamret.

Fru Bai lagde hvide Stykker over Mblerne og laasede ind til Kontoret.

-Kan jeg slukke, sagde hun.

Og hun slukkede Lampen.

Hun kom ind i Sovekamret, satte sig foran Spejlet og lste sit Haar
op.

Bai var i Underbukser og bad om en Saks.

-Pokker saa du bli'r mager, sagde han.

Katinka lagde Frisrkaaben om sig.

Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade
som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom.

De havde tiet lidt.

-Hm, ganske net Menneske--hva'?

-Ja--saadan at se til....

-Hva' sagde Agnes Linde?....

-Ogsaa, at han var ganske net.

-Hm--skrap Mund, det Pigebarn har.

-Og--Fa'en vd, hva' for en L'hombre han spiller....

Lidt efter sov Bai.

Naar Bai sov, aandede han strkt gennem Nsen.

Nu var Fru Bai vant til det.

Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Frisrkaaben bort og
saa' paa sin Hals.

-Ja hun var virkelig bleven mager.

Det var siden hun havde haft den Hoste i Foraaret.

Fru Bai slukkede Lysene og lagde sig ned i Sengen ved Siden af Hr.
Bai.




II


Det var de korte Dage.

Saa strid Regn og #saa# mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Vde.
Selv Frken Jensens bedste Elever kom i Trsko over Markerne til
Skolen.

Paa Stationen var Perronen en S. De sidste Smaablade fra Havehkken
kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktrerne lb om formummede
i vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under
Paraplyen.

Kirs Sdvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i
Regnkapper.

Forvalter Huus krte selv den frste Vogn til Stationen. Der var nok
at gre med Fragt og Klarering.

-Der er de fra Kirs, sagde Bai ind til sin Kone.

Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og
faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais.

Medens Fru Bai gik til og fra og dkkede til Kaffen, rumsterede Huus
og Karlene paa Perronen og ladede Skkene i Godsvognene. Katinka saa'
dem lbe forbi Vinduerne. De saa' saa vldige ud i deres Olietj.

Marie Pige svrmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit
Arbejde.

Hun blev aldrig frdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid:

-Og saadan en Rst han har....

Det var en bld, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie
just havde forliebet sig i den.

Naar Huus var frdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og
godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu.

-Ja--det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hnderne, hos Fru Bai
er der rart.

Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved
ham; mange Ord havde han ikke, og sjldent "fortalte" han noget. Men
han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i
Humr. Og man flte det rart, naar han bare #var# der.

Der kom et Godstog paa den Tid, og Bai skulde paa Perronen at
ekspedere.

Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De
smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang
rundt derude i Regnen.

Huus saa' til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem.
Katinka kom hen til ham, og de saa' til Planterne sammen. Han kendte
hver eneste af dem, om den skd eller om den stod stille, og hvad der
skulde gres med den.

Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de
nye Jordbrbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret.

Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa' til det og til
det.

Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som
der stadig var noget nyt at faa at vide, at sprge til Raads om og at
indrette.

De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt,
som det laa for dem begge.

Der var saamnd ligefrem nsten altid et og andet, der #ventede# paa
Huus--selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa
Rugaard solgte Sden.

Frken Ida Abel havde ogsaa tidt rinde paa Stationen. Hun stred sig
ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten.

-Gud, hvilket Vejr, Hr. Ljtnant.

-En Kop Kaffe, Frken--lidt indvendig Vde til at staa imod med ...
Huus er inde hos min Kone....

-Men er de fra Rugaard her?

-Ja, med Sd.

Ida-Yngst havde ikke anet det.

Fra Hjrneforhjningen paa Gaarden kunde "Kyllingerne" holde Rundskue
over hele Egnen.

Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne.

Hun begyndte at tage Papillotterne af Haaret.

-Hvor skal du hen? Louise-ldst gik med Krydderpose for Tandpine.

-Bringe Brev til Stationen....

-Mo'r--Louise hvinte--nu vil Ida rende igen. Hm, om du tnker, du faar
malet dr....

-Kommer det #dig# ved? Ida-Yngst slog Dren til Sovekamret i paa Nsen
af Med-Kyllingen.

-Gud bevar's, vil du gre dig latterlig--men du ta'er dine egne
Stvler. Det si'er jeg dig, Ida....

-Mo'r, si' til Ida, hun ta'er sine egne Stvler--altid render hun i
mine Knap til Stationen....

-Pyh, siger Ida, som er frdig med Pandegriflen.

-Og #mine# Handsker--maa jeg vre fri ... Louise snapper et Par
Handsker ud af Hnderne paa Ida. Og der smkkes igen med et Par Dre.

-Hva' var der dog, Brn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade
Hnder fra Kkkenet. Hun har skrllet Kartofler.

-Ida stjler mine Kl'er. Frken Louise-ldst grder af Arrigskab.

Enkefru Abel gr stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til
sine Kartofler....

-Sde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Dren--jeg kommer ikke ind. Goddag,
Hr. Huus, jeg ser saa rdsom ud ... Jeg kigger blot. Goddag....

Frken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben.

-Det er, naar det nrmer sig Jul--man har saa rdsom travlt ... Aa, De
tillader vel, Hr. Huus ... at jeg kommer forbi.

Frken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun.

Men hun sad ikke lnge. Der var altfor meget, hun maatte beundre.
Frken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt.

-Gud, det lille Tppe....

Frken Abel maatte ud at fle paa det lille Tppe.

-Aa, Hr. Huus, tillader De ... Hun skulde igen forbi.

Hun flte paa Tppet....

-Mo'er si'er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst.

Enkefru Abel kaldte undertiden Dtrene for sine "Flagreduer". Men
Navnet vandt ikke Hvd. Der var noget ved Louise-ldst, som absolut
udelukkede Begrebet "Due".

Og det blev ved "Kyllingerne".

Naar Frken Abel var arriveret, varede det ikke saa lnge, inden
Forvalter Huus brd op.

-Der var ikke Plads til saa mange i en Stue, hvor Frken Ida var,
sagde han.

       *       *       *       *       *

Det blev henimod Jul.

Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid
noget at besrge for Fru Bai, Bai maatte ikke hre det. De to hviskede
ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget.

Katinka syntes ikke, hun havde gldet sig i mange Aar til Julen,
saadan som hun gldede sig iaar.

Det laa ogsaa i Vejret.

Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden.

Naar Huus havde vret i Randers, blev han paa Stationen til The. Han
kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mrkning endnu.

-Vil De spille lidt, sagde han.

-Aa, jeg kan kun de Par--

-Men naar jeg nu gerne vil hre dem ... Han sad paa en Stol i en Krog
ved Siden af Sofaen.

Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det
kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han
sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke mrkede ham. Og
saa var han ogsaa ganske umusikalsk.

Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen
sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetj.

Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret.

-Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem vre hos sig selv, sagde han.

Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier.

-Han havde ogsaa vret med i sin Tid ... da de laa paa Skolen.

-Og Kbenhavn #havde# haft Fruentimmer ... naa--#det# er gaaet
tilbage...

-De si'er, de gaar til Rusland nu ... Ja--ka' sgu' gerne vre....

-Tilbage er 'et gaaet....

-Naar man har kendt Kamilla--Kamilla Andersen--brav Pige--brillant
Pige--

-Tog en srgelig Ende med hende, for hun styrtede sig s'gu ud af et
Vindu....

-#rgerrig# Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas
rgerrighed.

-Meget rgerrig Pige ... Kendte hende, brillant.

Bai snakkede hele Tiden. Huus rg sin Cigar og saa' ikke srlig
interesseret ud.

-Jeg sp'r jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i
Sommerferien, i Prstegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer, sprger
jeg. Er det #godt?#

-Smaapi'er, gamle Ven. Smaapi'er.

-Ja-a--de gaar til Rusland, si'er de--kan s'gu gerne vre.

Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa' paa Uhret.

-Det er vel paa de Tider, sagde han.

-Aa--hva'....

Men Huus maatte afsted: Det er dog en Trekvartersvej....

De gik ind til Fruen.

-Skal vi ikke flge Huus, sagde hun, Vejret er smukt....

-Saa gu'--at faa Benene rrt....

De fulgte.

Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede
under deres Fdder henad Vejen.

-Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka.

-Ja--en Mngde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han
havde vret hos sig selv.

-Ja, jeg tror det, sagde Katinka.

-Mrkeligt er det med Vejret, sagde Huus.

-Ja--det var Bai--den Kulde fr Jul.

-Og den holder Nytaar ind....

-Mener De?....

Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende.

Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat.

Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i
Dren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa' efter Sporet
til Nattoget.

Han kom tilbage. Naa--sagde han.

Katinka aandede ud i Luften, langt.

-Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i
Luften med Haanden.

De gik ind.

Bai laa i Sengen og rg en Stump Cigar. Saa sagde han:

-Ja--Huus er s'gu et rart Menneske ... Men han er en Trvetriller.

Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo.

Men Bai betroede Kir, at han troede s'gu ikke, Huus forstod sig no'et
paa Fruentimmer.

-Jeg fler ham jo saadan paa Tnderne--ser De, sagde han, om Aftenen,
naar han er nede hos os ... men jeg tror s'gu ikke han forstaar sig
stort paa Fruentimmer....

-Naa, gamle Bai, sagde Kir, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo
glad. #Alle# ka' jo ikke vre Kendere.

-Nej--heldigvis da ... og Huus--jeg tror s'gu ikke....

De blev kaldt ind til Kaffen.

       *       *       *       *       *

De sidste Dage fr Jul var der travlt paa Stationen. Der var en
Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet.

Frknerne Abel sendte Smaakort med Lyknskninger og spurgte om Pakker.

Frken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som
Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet.

-Mine Hnders Arbejde, Fru Bai, sagde Frken Jensen. Hndernes Arbejde
var til hendes Sster.

Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar....

-Det er Terminspengene, sagde Frken Jensen spidst, der er kommet til
Huse....

-Hun var saa belsset, da hun kom hjem....

-Jeg #tror# det nok.

-De er da hos Abels Juleaften?

-Nej ... vi boer Dr om Dr, Fru Bai ... men Abels ... har altid nok i
at huske paa sig selv....

-Tidligere har jeg jo altid vret hos Lindes, i Prstegaarden....

-Nej, Abels, sagde Frken Jensen--aa nej--det er ikke alle, som er
ens....

Fru Bai bad Frken Jensen, om hun maaske vilde tage tiltakke hos dem.

Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet.

-Mathias--sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme
Meddelelser--jeg har maattet be' Lille-Jensen her til Juleaften ...
hun ka' jo ikke gaa til Lindes....

-Naa, for min Skyld--Bai hadede "det lille Parykstativ"--ja naar #du#
bare faar Lemmeforsamling.

Bai gik lidt rundt.

-Ska' hun ikke til Abels, sagde han.

-Det er just det--de har jo ikke bedt hende, Mathias....

-Naa--det har de s'gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Stvlerne af
sig. Naa, det er jo din Fornjelse.

Fru Bai var glad over, hun havde faaet det sagt.

-Frken Jensen kom Klokken halv seks med Spaankurv og Moppe.

Hun gjorde Undskyldning for #Bel-ami#.

-Den er jo ellers hos Abels--jeg lukker den jo ellers altid ind hos
Abels. Men Saften, forstaar De, vilde jeg jo ndig ... men den gr
ingen Ulykke ... den #er# et stille Dyr.

Bel-ami blev anbragt paa et Tppe i Sovekamret. Dr blev den. Den led
af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede.

-Han sover af et godt Hjerte, sagde Frken Jensen, der fik Manchetter
og Krave op af Spaankurven.

Bel-ami var kun besvrlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut
mistet Smagen for Bevgelse.

Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem
Benene.

Naar ingen saa' det, tog Frken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami.

De spiste Klokken seks. "Tret" stod i et Hjrne. Lille-Bentzen var
med strget Hanekam og i Konfirmationsfrakke.

Han spiste som en Ulv.

Bai fyldte stadig Glassene og stdte til Frken Jensens og Bentzens
Bgere.

-Naa, Skaal, Frken Jensen.

-Skaal, min go'e Bentzen--det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han.
Han blev ved at fylde i.

Lille-Bentzen blev rd i Hovedet som en Hummer.

-Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Frken Jensen.

Dren stod aaben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig.

Kollegerne nskede hinanden "Gldelig Jul" langs ad Linjen. Bai gik
til og fra og svarede.

-Hils fra mig, sagde Katinka.

-Gldelig Jul fra Mundstrup, sagde Bai fra Apparatet.

-Ja, sagde Frken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor
Tid har ophvet Rummet, siger jeg saa tidt til dem.

Ved bleskiverne blev Frken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til
sig selv i Spejlet og sagde "Skaal".

Frken Jensen var i en ny Chignon, hun havde forret sig selv til
Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer.

Frken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv.

Efter Bordet, medens Tret blev tndt, forsgte Lille-Bentzen at
springe Buk over Marie-Pige ude i Kkkenet.

Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tnde. Hun vilde ogsaa
nok vre lidt alene.

-Gud vd, om Huus har faaet vores Pakke, sagde hun. Hun stod paa en
Stol og tndte an med en Vokskerte.

I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord--hun havde faaet det sendt
fra en Sster--og lagde det hen til Frken Jensen. Der saa' saa
fattigt ud paa Frken Jensens Plads; hun delte Sofaen med
Lille-Bentzen.

Katinka aabnede Dren til Kontoret, og de kom ind til Tret.

De gik omkring og saa' paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Frken
Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde
dem rundt paa Pladserne.

Marie-Pige kom ind i hvidt Forklde. Hun gik rundt med sine egne
Presenter i Favnen og flte paa Genstandene rundt i Krogene.

Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Tret brndte
stadig i sin Krog.

Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys paa Tret.

Bai halvkmpede med Svnen og sagde:

-Man bli'r skakmat af den Festivren, Frken Jensen, al den Juleglde
mtter, sagde han.

De var alle dsige og saa' paa Klokken. De to Damer begyndte stadig
igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet.

-Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden,
sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en
Stol under Pibebrdtet.

De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Tret,
og var meget svnige.

De var blundet ind et jeblik og fr sammen op i Skrk ved en Knitren
i Tret. Der var Ild i en Gren.

-Det er snart brndt ned, sagde Katinka og slukkede.

Lysene begyndte at brnde ned et efter et, og Tret blev mrkt. De
sad, helt vaagne igen, og saa' paa det slukkede Tr--kun et Par Lys
brndte svagt endnu.

De blev begge grebet af den samme stille Srgmodighed ved at se paa de
sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhvede det mrke, dde Tr.

Frken Jensen begyndte at tale. Frst hrte Katinka knap, hvad det
var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus.

Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde tnkt saa meget
paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.

Hele Tiden--

Hun nikkede til Frken Jensen og lod, som hun hrte til.

Frken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at
fortlle sin Krlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i
Fortllingen, da Katinka mrkede det og undrede sig over, hvordan
Frken Jensen kom til at fortlle det nu og til hende....

Det var en ganske simpel Historie om en Krlighed, som ikke var blevet
gengldt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes
Veninde.

Frken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone,
Lommetrkldet havde hun fremme, og en Gang imellem snftede hun lidt
og frte det hen over Kinderne.

Katinka blev lidt efter lidt rrt. Saa tnkte hun paa, hvordan det
lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun
alligevel haft en net lille Figur.

Og nu sad hun her forladt og alene.

Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Frken Jensens Hnder og
klappede dem sagte.

Den Gamle grd strkere under hendes Krtegn. Katinka blev ved at
klappe hendes Hnder.

De sidste Lysstumper brndte ned, og Juletret stod helt mrkt.

-Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frken Jensen, hvad for
Snarer de end lgger for hendes Fod.

Frken Jensen var igen landet ved Prsten og hans "Ord".

Katinka slap Frken Jensens Haand. Hun syntes, der var blevet ganske
koldt og uhyggeligt om det slukkede Tr.

Bai slog Dren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som
bragte en Pakke fra Huus.

-Lamperne, Marie, raabte Katinka og lb ind i Kontoret med Pakken.

Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Traade i, et stort et,
som kunde pakkes sammen til ingenting.

Katinka blev ved at staa med Sjalet. Hun var saa glad ved det. Hun
havde haft et ganske lignende, og det var hun for et Par Uger siden
kommet for Skade at brnde....

-Men dette var meget finere....

Og hun blev ved at staa med Sjalet.

Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle
et Par Snapse af den gte Rom i Theen.

Lille-Bentzen blev saa salig, at han lb over paa sit Kammer og
hentede nogle Digte, han havde skrevet paa mange Stumper Papir, bag
paa gamle Tariffer og Regnskaber.

Han lste hjt, saa Bai slog sig paa Maven af Latter. Katinka sad og
smilte med Huus' fine Sjal om sig.

Frken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen flj
halvflov ud i Kkkenet og valsede med Marie, saa hun hvinte.

De maatte alle hjlpe til at faa Bel-ami vkket, da Frken Jensen
skulde gaa; den vilde paa ingen Maade vk fra sit Tppe. Bai traadte
den paa Halestumpen, da Frken Jensen vendte sig.

Lille-Bentzen skulde flge hjem. Men Frken Jensen, der var saa rd
som en Hare for Mrke, vilde gaa alene.

Frken Jensen vilde ikke bre sin Bel-ami, naar nogen saa' det.

De fulgte hende alle ud til Perronlaagen og raabte "Gldelig Jul",
"Gldelig Jul" ud over Hkken.

Bel-ami hylede midt paa den snelagte Vej. Den gik ikke af Stedet.

Da Frken Jensen havde set, at de alle var gaaet ind, bjede hun sig
ned og tog Bel-ami op under Armen.

Frken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i
Julenatten.

Katinka slog Vinduerne op i Dagligstuen, saa den skrende Luft kom
ind.

-Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekrlig glad
ved at have haft Lille-Jensen i Aften.

-Det Skind, sagde Katinka. Hun blev staaende ved Vinduet og saa' ud
over den hvide Mark i Natten.

-Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede
Dren til Sovekamret.

Bentzen gik over Perronen til sit Kammer.

-Hun #tog# Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Hkken for at se
den Begivenhed. Gldelig Jul, Frue....

-Gldelig Jul, Bentzen.

Der blev lukket et Par Dre, og saa var det ganske stille.

Kun nu og da ld der en fin Summen i Telegrafens Traade.

       *       *       *       *       *

Katinka var ude at fodre Duerne, fr de gik i Kirke.

Det var hj og stille Luft, og Klokkerne ld ned forbi Skoven. Rundt
paa de hvide Marker saa' man Bnderne, som travede af, i Gaasegang,
langs de skovlede Stier, til Offer.

De ventede i Flok udenfor Kirken og nskede hinanden "Gldelig Fest".
Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede.

Saa stod de stille og saa' paa hinanden, til en ny kom til i Kredsen.

Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede "Jul" til
Huus, der stod tt ved Dren, og gik op til sin Plads.

Hun delte Stol med Abels, lige bag Prstens.

Kyllingerne Abel forsvandt i Slr og fantastiske Slyngninger.

Fru Linde havde jne i Nakken paa de store Offerdage. Hun "kldte" sig
og Frkenen for Offerdagene og Spdekalvene.

Frkenen gik aldrig i Kirke, naar der var "Tallerkenvals i Koret".

De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med,
store og smaa. Det ld saa strkt og glad op under Hvlvingerne.
Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vgge. Gamle Linde
talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser
fd, med tarvelige stilfrdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens
Fred ned over hans Kirke.

Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en
lang Marsch. Mndene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til
deres Plads uden at have fortrukket en Mine.

Konerne rokkede af, generte og rde i Hovederne, seende stift paa det
sammenlagte Lommetrklde.

Fru Linde havde jnene ved #Hnderne# ved Alteret.

Fru Linde havde vret Prstekone i fem og tredive Aar og siddet til
utallige Offerdage. Hun saa' paa #Hnderne,# hvor meget hver lagde.

Hnderne havde ikke samme Bevgelse, af Lommerne, naar de lagde lidt,
og naar de lagde mere.

Fru Linde anslog Offeret til et Middelaar.

Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man aandede op ude i den friske Luft,
og der blev en stornsken "Gldelig Jul" igen.

"Pastoren" kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetrklde, og
alle hilste og kniksede. Naa, Frken Jensen, saa nsker vi vel
hinanden Gldelig Jul, sagde "Gamle Pastor".

Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kir, saa
de to gik alene henad Vejen.

Solen laa over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gaardene
havde de Dannebrog ude paa Flagstngerne i den hje Luft.

Rundtom drog Kirkegsterne hjem i Flok.

Katinka havde endnu Julesalmerne i sit re, hun flte alting som i
glad Hjtidelighed.

-Julen er rar, sagde hun.

-Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i "Ja'et".

-Og han sagde det osse rigtig knt, lagde han lidt efter til.

-Ja, sagde Katinka, det var en rigtig kn Prken.

De gik lidt.

-Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for
Sjalet....

-Ingenting at takke for.

-Jo netop ... jeg blev saa glad. Jeg havde haft nsten Magen og halvt
forbrndt det.

-Ja, det vd jeg jo ... De havde det Sjal paa den Dag, jeg kom.

Katinka vilde sige: Hvor saa' De det? Men sagde det ikke. Hun vidste
heller ikke, hvorfor hun med t blev rd, og hun for frste Gang
mrkede, at de sagde ingenting og sgte om noget til at faa brudt
Tavsheden med.

De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede.

Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde.

-De gaar da med ind, sagde Katinka, og brer ikke Jul fra Huset.

De stod paa Perronen og hrte paa Klokkerne, mens de ventede paa Bai.

Huus blev der hele Dagen.

Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange
Glasassietter, sagde han:

-Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte:

-Ja, da--og lo af Fornjelse.

Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa' glad ud
af jnene.

Og hele Dagen hvilede der en stille Glde over Huset.

Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand.

-I Prstegaarden talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var
skuffet. Offeret var betydeligt #under# et Middelaar.

-Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun.

Pastoren sad og saa' eftertnksomt paa de mange #smaa# Mnter.

-Hvoraf kommer det? De Folk tror, vi kan leve som Liljerne paa en
Mark.

Fru Linde gr en Pavse og tller for sidste Gang de hele Kroner.

-Med Familje, sluttede Fru Linde.

-Naa, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste vre taknemlige
for Kapitelstaksten.

Prstefrkenen og Pastor Andersen morede sig med at vlte Mblerne i
Salen: de spillede Gulvkrocket.

-Jeg hytter mig for Mo'er, sagde Frken Agnes. #Alle# de udlere
Elementer er i Oprr hos Mo'er paa de store Offerdage.

       *       *       *       *       *

Julen gik.

Katinka syntes ikke, hun havde haft saa rar, hjemlig en Jul siden
lnge, ikke siden hun var hjemme. Ikke, at der skete noget srligt og
mer end ellers; de var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Frken
Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kir og Huus. Frknerne
Abel var til Eftermiddagstoget og blev ogsaa bedt ind. Og efter
Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til.

Noget srligt var der ikke. Men det var, som om alting var i saadan en
lykkelig Gnge.

Den eneste, der, "gnavede" lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i
den sidste Tid.

-Huus, sagde Katinka, sover De?

Huus fr helt sammen, som han sad.

Bai blev ganske smittet af det hele Veltilmode i Huset.

-Satan til Indflydelse Vejret kan ha'e, sagde han, naar han stod paa
Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget. Fler mig s'gu
forbavsende vel i denne Tid--forbavsende vel....

Og hele deres gteskab var i denne Tid som forrykket og rykket Aar
tilbage. Ikke paa nogen Maade voldsomt eller hidsigt, men fortroligt
og fornjet.

Det var Nytaarsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke Aaret
ind.

Der ld et vldigt Rabalder mod Plankevrket.

-Hva' Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i baade ham og Bentzen, der
spillede seks og treds, Peter ku' gerne spare paa Krudtet.

Det bankede paa Ruden, og Huus' Stemme raabte "Gldeligt Nytaar".

-Hva Fa'en--er det Huus, sagde Bai og stod op.

-Jeg tnkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt faaet
Hjertebanken af Rabalderet.

Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i Slde.

-Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik paa 'et....

-Godaften, Huus, Katinka kom frem i Dren. Vi drikker dog Aaret ind,
sagde hun.

De bandt Hesten ind i Varehuset, og Katinka gav den Bred.

De drak Aaret ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget. Det
kom forbi Klokken to.

-Spil et Stykke, Tik, sagde Bai.

Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til.

-Ja, sagde han, man var en svr Danser i sin Tid, hva' Tik? Han
kildede hende ned paa Halsen.

De gik ud paa Perronen. Himlen var mrk for frste Gang i lang Tid.

-Det gi'r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt ls Sne og tjattede det i
Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Fgtning en Stund.

-Dr har vi ham, sagde Bai. De hrte Toget som en fjern Brusen.

-Mrk er 'en s'gu iaften, sagde Bai.

Stjen kom nrmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys
kom nrmere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Mrket som et
stort lysjet Bestie.

Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod
af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.

Klaprende gik det bort, ud i Mrket.

-Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse
lidt.

Hun lnede sig op til sin Mand og strg Haaret mod hans Kind.

Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bjede sig ned og kyssede
hende.

Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind.

Huus var gram mod Dyret, da han krte hjem i Slden. Af Pidsken fik
det, saa det fg, og Forbandelser i Tilgift,

Mrkt var det, og der begyndte at komme Storm op.

Katinka kunde ikke sove. Hun vkkede Bai.

-Bai, sagde hun.

-Hvad er der? Bai vendte sig.

-Det er et slemt Vejr....

-Naa, vi er jo ikke tilss, sagde Bai; han halvsov.

-Men det fyger, sagde Katinka; tror Du, Huus er hjemme nu, Bai.

-Aa, vor Herre bevar'es....

Bai sov ind igen....

Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var paa Vejen i det
Vejr. Det var saa mrkt--og han var dog ny paa Egnen.

Hvor det var mrkeligt at tnke sig, at det kun var tre Maaneder,
siden Huus var kommet her....

Om han dog ogsaa var hjemme nu ... Katinka hrte igen efter Vejret,
der tog til ... Han havde ogsaa vret bedrvet iaften--siddet saadan
hen--hun kendte ham--og set forknyt ud ... Noget maatte der vre i
Vejen.

Noget var der i Vejen i den sidste Tid....

Men naar han bare var hjemme nu--saa--Vejret tog til....

Katinka blundede ind og sov ved Siden af sin Mand.

Anden Nytaarsdag var der Selskab i Prstegaarden.

Den halve Egn arriverede, og der var en Snakken og en Pludren gennem
alle Stuer helt ud i Gangen. Det gik altid saadan, al Verden fik
Tungebaandet lst, naar de kom i Prstegaarden.

Familien Abel mdte frst, da Ordsprogslegen var begyndt. De kom altid
forsilde.

-Tiden lber fra os, sagde Fru Abel. Vi kan aldrig rive os ls fra
Reden.

Naar Frknerne Abel skulde ud, gik de fra Middag rundt i Frisrkaaber
og skndtes. Fru Abel maatte klde sig paa i sidste Minut og saa'
altid ud, som om en Storm havde hrget hende.

De legede Ordsprogsleg, saa der ikke hang en Trevl urrt i noget
Kldeskab i Prstegaarden.

Frken Agnes spillede tyk Mand i Husmandens Benklder og bagefter
Grnlnder med Katinka til Grnlnderkone.

-Dejlige Kone, sagde hun, De er ikke snrpet.

De dansede Pingasut, saa Katinka var helt r. Fru Bai var saa glad, at
hun nsten var kaad.

Ida-Yngst stod for det andet Parti. Det var mest noget med Harem eller
med et stort Badested. Hvor det saa var, blev Ida-Yngst favnet og
trykket af en tyndslidt blond Sekondljtnant.

I Drene stimlede de ldre sammen og saa' til. Udenfor Salsvinduerne i
Haven stod Avlskarlen, de to Husmnd og Drengene og grinte ad deres
"knv" Frken.

Gamle Pastor Linde gik til og fra:

-De morer sig, de morer sig, sagde han og gik hen mellem de ldre.

Enkefru Abel saa' efter Pastoren; hun sad ved Siden af Mllerens Frue:

-Ja, her er livligt.

-Ja, sagde Mllerens Frue. Et livligt Prstehus. Tonen var lidt streng
paa "Prste".

Hendes Helene stod ved Siden af sin Moder. Hun vilde helst vre fri
for at lege med.

Mllerens havde bygget nyt Stuehus og vilde opad. De gav to Selskaber
om Aaret, hvor Folk sad i Kreds og stirrede paa de nye Mbler. Alt
#blev ved# at vre nyt.

Paa alle Mblerne var der Ting og Stykker, Frken Helene havde
forarbejdet.

Til daglig boede Familien i en Stue, i "Gammellngen". En Gang om Ugen
blev der lagt i Stuehuset, for at Mblerne ikke skulde tage Skade.

Frken Helene var eneste Barn. Hun var opdraget af Frken Jensen med
srligt Hensyn til Undervisning i fremmede Sprog. Hun var den
eleganteste Dame paa Egnen, med udprget Smag for Guldprydelser. Til
alle Toiletter var hun, inden Dre, i graa Filtsko og hvide
Bomuldsstrmper.

I Selskab blev hun let fornrmet og stillede sig hen ved Siden af sin
Moder med et surt Ansigt.

-Ja, siger Fru Abel, mine Kyllinger finder det jo undertiden lidt vel
livligt....

-Mo'er, siger Ida-Yngst, giv mig dit Lommetrklde.

-Straks. Ida-Yngst tager det noget ublidt fra Enkefruen.

Ida-Yngst skal spille med Natkappe og har opdaget, at hendes eget
Lommetrklde er lidt defekt.

-De er saa ivrige i Legen, siger Fru Abel til Mllerens Frue.

Ordsprogslegen er forbi, og de tager en "rask Blindebuk" fr Bordet.
Der er en Hvinen i Salen og en Stormen, saa den gamle Kakkelovn nejer
sig ved det.

-Kakkelovnen, skriger de, Kakkelovnen.

-Flsk, Flsk.

Ida-Yngst er saa udmattet, at hun segner. Hun kan ikke faa Vejret for
Hjertebanken: Fl, siger hun og lgger Ljtnantens Haand ind til sit
Bryst, hvor mit Hjerte banker.

Katinka er Blindebuk og bliver svunget, saa hun knap kan staa.

-Nej--se mig til den dejlige Kone, raaber Frken Agnes....

-Flsk--Flsk.

Katinka fanger Huus.

-Hvem er det?

Han bjer sig, og Katinka fler paa hans Haar: Det er Huus, raaber
hun. Gamle Pastor Linde klapper i Hnderne, at man skal tilbords.

-Huus, siger Katinka, hvad er der i Vejen? der er noget i Vejen med
Dem?

-Hvor falder det Dem ind?

-De er ikke saa glad i den sidste Tid ... som fr....

-Der er ingenting i Vejen, Fru Bai....

-Og jeg, siger Katinka, er netop saa glad....

-Ja, sagde Huus, det ser man.

Bai kom fra Spillebordet: Bevares, hvor ser du ud, sagde han.

Katinka lo: Ja, vi har danset grnlandsk. Hun gik tilbords med Huus.

Bai snapper Ida-Yngst fra Ljtnanten, der gaar bagefter med
Skolelrerens Sn.

-Hansen, siger Ljtnanten, hvem er den Pige?

-Aa, Moderen, den skve derhenne med Pastoren, hun sidder paa Aftgt
heroppe paa Gaarden.

-Satans Pige, siger Ljtnanten. Hun har s'gu et flot Bryst....

Alle kommer til Sde; Pastoren sidder for Bordenden. Han drikker under
Maden to Skaaler, "for de fravrende" og "for den gode Aand i
Selskabet". De er blevet drukket med de samme Ord i sytten Aar der i
Prstegaarden.

Tilsidst faar de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med
Frken Jensen.

Ljtnanten har faaet kilet en Stol ind bag Ida-Yngst. Der er saa
snver Plads, at de nsten maa sidde paa Skdet.

Man kan ikke hre renlyd, mens de ler og knalder og lser Deviser
hjt.

-Ja, siger gamle Linde, det er Ungdom.

-Huus, det er os, siger Katinka. Hun holder en Knaldert frem.

Huus tager i den: De fik Devisen, siger Katinka.

Huus lser paa det lille Papir: Dum Snak, siger han og river det over.

-Huus dog, hvad stod der?

-Alle Konditorsvende skriver om Krlighed, siger Ida-Yngst over
Bordet.

-Frken Ida--det er Ljtnanten--ska' vi to?

Ida-Yngst vender sig igen og futter med Ljtnanten: Gud, hvor er 'et
upassende, raaber hun. Hun faar en Devise om at kysse, som Ljtnanten
lser op med den lille Knebelsbart lige ind til hendes Kind.

Man flytter Stolene lidt ud fra Bordet, og Damerne vifter sig med
Servietterne. De unge er varme i Hovederne af Heden og Mlkepunchen,
som gaar rundt i store graa Kander.

En lille blegnset Student lader "Pastor Lindes patriarkalske Hjem"
leve, og alle rejser sig og skriger Hurra. Den lille Student klinker
privat med Pastoren.

-De lille "rde" Mandfolk, siger Gamle Linde, drikker De for mig?

-Man kan have Agtelse for #Personerne#, siger den lille Blegnse.

-Ja, ja, siger gamle Linde, ja, ja ... Ja, Ungdommen maa jo ha'e no'et
at kmpe om, ser De, Frue....

Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er saa livlig. Hun ligger
nsten i Armene paa Ljtnanten.

-Ja, Deres Velrvrdighed, siger hun.

-Ida, min sde Pige, (min sde Pige hrer det ikke), Ida-Yngst, drik
et Glas med din Mamma, siger Fru Abel.

-Skaal, siger Ida-Yngst: Ljtnant Nielsen--hun rkker ham sit
Glas--drik med Mo'er....

Enkefru Abel smiler: Aa--aa--hvad min Ida-Yngst har for Indfald....

Den lille Blegnse vd ikke, om Frken Helene har lst Schandorph....

Frken Helene lser "Tasken"....

-Jeg kalder hele Retningen den gteste Frugt af vor mgtige Brandes
... af Aandsfriheden.

-Brandes, det er jo #ham,# Jden, siger Frken Helene. Der er ikke
blevet anden Forestilling tilbage om "Aandsfriheden"--paa Mllen.

Studenten flyver op i den store Darwin.

Bai har sagt noget, saa Frken Jensen er blevet rd i Hovedet.

-De er saa slem, siger Lille-Jensen og slaar ham over Fingrene.

-Men Huus, siger Katinka: man maa jo ta' Livet, som det er ... og....

-Og?

-Og egenlig er det dog saa lykkeligt....

-Ljtnant, raaber Frken Ida: De er #styg#.

Gamle Pastor Linde sidder ved sin Bordende med foldede Hnder og
nikker.

-Skal vi saa sige Mo'er Tak for Mad, siger han og rejser sig.

Der bliver en Skraben og Takken for Mad Stuen rundt. Inde i Salen er
Agnes allerede ved Klaveret: der skal danses.

-Jeg vd ikke, om du har #set# Ida, siger Louise-ldst til Enkefruen.
Man maa gaa i Jorden over hende.

Ida Yngst er frste Par med Ljtnanten.

-Liv i 'et, raaber Frken Agnes fra Klaveret. Hun spiller "Paa min
Kanap" saa det klirrer i Strengene.

Bai danser med Katinka, til de skal Runde i Stuerne; med hinanden i
Hnderne svirrer de ud gennem Drene.

Gamle Linde er i Spidsen med den stnnende Jensen.

-Linde, Linde, raaber Fru Linde: dine gamle Ben. Frken Agnes slaar i
Tangenterne, saa det suser.

-Gud--jeg dr, siger Helene fra Mllerens....

Lige paa n Gang sprnges Kden. Stakaandet falder Parrene paa Plads
rundtom.

-Pyh, det gav Varme, siger Bai til Ljtnanten og trrer sig.

-Om vi saa' at finde en Bajer.

Ljtnanten er med. De gaar ind gennem Vrelserne.

I Spisestuen staar "Bajerne" opstillet i et Vindu.

-Er det Landbajer? siger Ljtnanten.

-N, den er af Carlsberg.

-Naa, den er jeg med paa.

-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. De gik ind i Prstens
Studerevrelse, en lille Stue med Oehlenschlgers og Mynsters samlede
Skrifter paa grnmalede Reoler og Thorvaldsens Kristus over
Skrivebordet.

De satte sig med llet ved Bordet:

-Ja, jeg mrkede den jo godt, sagde Bai, hvad den stod paa. Men jeg
tnkte, lad ham ha' Fornjelsen, tnkte jeg--og hun med....

-Ja, Satans Pige ... hun har s'gu et godt Bryst ... og skr' brillant
naar man danser, Forstander. Lgger sig lige til.

-Ja, hva' Satan ska' hun gre, stakkels Pige, sagde Bai og tmte sin
Bajer.

-Men hva' er #hun# for en Pige, sagde Ljtnanten. Han mente Frken
Agnes....

-Rar Pige, sagde Bai.

-Nej, dr er ingen Ting, sagde han, Veninde af min Kone.

-Ja saa, sagde Ljtnanten. Ja, jeg tnkte det: En Snakkepige--det er
af den Slags.

Konversationen gik over til strre Almindelighed: Disse
Landsbypiger--i det hele, mente Ljtnanten ... det er godt nok ... jeg
mener ... Men--ser De, Forstander--ingen #Dannelse#--Nej, Byen--vd
De--det er no'et ganske andet....

Ljtnanten havde "fundet no'et"--

-Ser De--man bor jo i Kvarteret ... Dr har de jo lagt #Slottet#--man
#maa# jo bo dr ... enten paa "Berren" eller paa "Vesten"....

-Men hva' er 'et for Smaapi'er? spurgte Bai.

-Kkke Smaapi'er--s'gu, kkke Smaapi'er....

-Ja-a--jeg vd det jo ikke ... man er jo gift Mand, Ljtnant ...
Skueretter, forstaar De, Skueretter--om man ogsaa er der ovre et Par
Dage....

-Skueretter, gentog han en Gang endnu.

-Tro De mig--kkke Pi'er, sagde Ljtnanten, dannede Pi'er....

-Men de si'er, de gaar til Rusland....

-Ja, de si'er det....

Pastor Linde kom ind: Naa, De sidder her, Stationsforstander, sagde
han, han gik gennem Stuen.

-Ja, Hr. Pastor--vi sidder her og filosoferer lidt--saa stille ... ved
en tyvrvet Bajer....

-Vrs'go, ja, her er rart. Prsten vendte sig i Dren: Derinde leger
de Panteleg, sagde han.

Bai og Ljtnanten gik ind til Pantelegen.

De var ved at falde i Brnden.

Den lille Student med den gteste Frugt faldt for Katinka:

-Der kysses, raabte Frken Agnes.

Katinka vendte Kinden til, at "Frugten" kunde kysse. Han var rd i
Hovedet og kom nrmest til at kysse hende paa Nsen.

Katinka lo og klappede i Hnderne: Jeg falder, jeg falder....

-For Huus, sagde hun.

Huus kom hen og bjede sig ned. Han kyssede hende paa Haaret.

-Jeg falder for Frken Jensen, sagde han. Hans Stemme slog over, som
om den var hs.

Frken Jensen tnkte endnu paa det Kys, da hun var kommet hjem i Seng
til #Bel-ami#.

Katinka stttede sig i Tanker lidt til den radikale Student.

       *       *       *       *       *

Gsterne var borte.

Frken Agnes stod i Salen og saa' sig om paa Valpladsen. Der var ikke
n Ting paa sin rette Plads; Glas stod i Krogene paa Gulvet, og
Buddingtallerkener var sat af Vejen op paa Bogskabet.

-Pyh, sagde hun og satte sig: det ligner en vis Mands Forstue.

Pastor Andersen var kommet ind: Naa, sagde hun, ja--De har saamnd
vret rar iaften.

-Frken Agnes, morer det Dem?

-Nej.

-Hvorfor gr De det saa?

-Det skal jeg sige Dem, fordi det morer de andre ... Men De vil altid
vre alene om at gre Mudder.

-Hjlp mig nu, sagde hun, at vi faar lidt Orden i 'et ... Hun begyndte
at flytte Mblerne paa Plads.

-Jeg gaar ikke ud med Ida mere, Mo'er, sagde Louise-ldst. Jeg gr
'et ikke--det si'er jeg dig--det er en Skandale for alle Mennesker.

-Fordi man la'er #dig# sidde. Jeg skulde vel gere dig Selskab--ikke?

Enkefruen blandede sig aldrig i Stridighederne. Hun vidste, det maatte
dog til, mens Papillotterne blev sat i Haaret. Hun gik stille rundt og
lagde Kyllingernes Tj sammen.

-Man bli'r s'gu trt af den megen Jubileren, sagde Bai. Han var ganske
stiv i Benene, mens de gik.

Katinka svarede ikke. Tavse gik de hen ad Vejen hjem.




III


Det var hen i Foraaret.

Om Eftermiddagen hentede Prstefrkenen Katinka, og de gik ned til
Aaen. Ved Bredden under et Par Pile tt ved Banens Bro havde
Lille-Bentzen slaaet en Bnk op. Der sad de og arbejdede til
Eftermiddagstoget kom. Konduktrerne paa Strkningen kendte dem og
hilste.

-Det bedste var at rejse, sagde Agnes Linde og saa' bort efter Toget.
Jeg tnker paa det hver Dag.

-Aa, men, Agnes....

-Jo, det var det bedste--for os begge to--enten han eller jeg ... tog
afsted.

Og de taler for tusinde Gang om det evige Tema.

Det var en Dag i Midten af Vinteren. Agnes Linde og Kapellanen kom
forbi fra Dammen, hvor de lb paa Skjter, og saa skulde Kapellanen
ind med et Brev og faldt i Snak med Bai.

Agnes kom ind i Dagligstuen med Skjterne paa Armen. Hun var meget
kort og sagde bare "Ja" og "Nej" til, hvad Katinka spurgte om ... Hun
havde saa staaet henne ved Vinduet og set ud, da hun pludselig gav
sig til at grde.

-Hvad er der, Frken Linde, er De syg? sagde Katinka og gik hen og
lagde Armen om hende. Hvad er der dog?

Agnes Linde kmpede med Graaden, men den blev strkere og strkere.
Hun tog Katinkas Arm bort:

-Lad mig gaa her ind, sagde hun og gik hen mod Sovekamret.

Og der inde kastede hun sig saa ned paa Sengen og fortalte Katinka det
altsammen i n Strm: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare
med hende, og hun holdt det ikke ud.

Fra den Dag af havde Katinka vret Prstefrkenens Fortrolige.

Katinka var vant til at vre "fortrolig". Hun havde ogsaa altid vret
det hjemme, som ung Pige. Til hende kom alle bldende Hjerter. Det laa
vel i hendes stille Vsen og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun
egnede sig saa godt til at hre paa andre.

Prstefrkenen kom nsten hver Dag, og hun blev hos Katinka timevis.
Det var det samme igen og igen: hendes Krlighed og ham. Og hver Dag
fortalte hun som noget nyt, hvad der var sagt de tusinde Gange.

Naar hun saa havde siddet og talt tre fire Timer og var kommet til at
grde tilsidst, pakkede Agnes sit Arbejde sammen:

-Jo, vi er saamn et Par rare Hns, sagde hun som Slut.

Nu, da Foraaret var kommet, sad de nede ved Aaen.

Agnes talte, og Katinka hrte til. Hun sad med Hnderne i Skdet og
saa' ud over Engene. Der blev slret derude, og Lavningen lignede en
stor blaa S. Man saa' ikke, hvad der var S og hvad der var Himmel,
det var alt kun t dmrende blaat. Med Pilegrupperne som er i Havet.

Agnes fortalte om den frste Tid, da hun kom hjem fra Kbenhavn og
traf Andersen. Der var gaaet Maaneder, og hun vidste slet ikke, at hun
holdt af ham.

Katinka hrte og hrte ikke. Hun kendte Temaet og hun nikkede stille.

Men hun fik lidt efter lidt sin Del i den fremmede Krlighed. Hun
kendte den med alle dens Sindsbevgelser. Hun delte dem, som var de
hendes egne. Der blev jo aldrig talt om andet.

Og alle Krlighedens Ord flte sig saa hjemme hos hende. Hendes Tanker
blev saa fortrolige med alt, hvad Krlighedens var--hos de to fremmede
Mennesker.

Naar hun havde fulgt Agnes Linde et Stykke paa Vej og var vendt
tilbage, kunde hun sidde halve Timer i Hyldelysthuset i Haven. Og alle
de Krligheds-Ord fld ligesom i Luften om hende, og hun hrte dem
igen og tnkte dem om.

Det laa til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu
en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, paa Vejen, hjem til
hende.

Og de #spandt# hende ind. Og blev til Drmme, der frte ud langt
borte, hvor hun knap vidste.

Der havde ogsaa vret mere stille hos dem i den sidste Tid. Huus kom
ikke saa tidt mer, nu i Foraaret. Der var saa meget at gre, sagde
han.

#Naar# han kom, var han ogsaa saa uens i Humr. Det var tidt og ofte,
som om han slet ikke saa', hvor glad Katinka blev ved at se ham, og
han snakkede mest med Bai, sknt Katinka havde haft saa meget at sige
ham og sprge om.

Nu netop i Foraaret, hvor der havde vret saa meget at indrette og
ndre allevegne....

Men der #var# noget i Vejen. Maaske var han heller ikke tilfreds paa
Gaarden hos Kir; der sagdes, at han var saa sr at arbejde med.

Hun selv havde forresten ogsaa tungt Humr en Gang imellem.

Det kom maaske ogsaa af, at hun sov for lidt.

Hun blev inde i Stuen om Aftenen, naar Bai gik og kldte sig af. Han
drev saa lnge om halvngen og sad paa Sengekanten og holdt Snak og
blev aldrig frdig.

Det var Katinka saa langsommeligt, at han aldrig kom til Ro og fik
Ende paa det.

Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Mrket ved Siden af Bai, der
sov dybt, kunde hun ikke falde i Svn og flte et Ubehag, saa hun stod
op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget
suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd,
ikke et Vindpust i Sommernatten. Det frste graa Skr af Dagen kom; og
en kold og fugtig Luft slog op fra Engene.

Og det blev lysere og lysere, mens Lrkerne begyndte at synge.

Huus holdt saa meget af at se det blive Morgen, sagde han.

Han havde fortalt, hvordan det var paa Bjergene, naar det blev Morgen.
Det var som et mgtigt gyldenrdt Hav, sagde han, halvt saadan af Guld
og halvt af Roser--om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som er i det
store Hav....

Og saa, lidt efter lidt, sagde han, stod alle Bjergtoppe i Brand....

Og saa kom Solen.

Og steg.

Og fejede Mrket ud af Dalene som med en stor Vinge.

Han fortalte ofte saadan noget nu, saadan noget fra sin Rejse.

Han talte i det hele mere nu--#naar# han da talte.

... Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved Vinduet. Men hun
maatte vel til Ro.

Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og havde smidt Tpperne
af sig.

Naar Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset.

De saa' Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og
hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem.

Saa gik de ned i Haven. Kirsebrtrerne stod i Blomst. De hvide Blade
gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plnen.

De sad stille og saa' ud paa de hvide Trer. Det var, som om Aftenens
biede Tavshed over Sletten svbte sig om alle Ting. Oppe i Byen hrte
man en Port blive slaaet i. Kvget kaldte hen over Markerne.

Katinka talte om sit Hjem.

Om Veninderne og Brdrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer.

-Og siden--i den nye Lejlighed--med Mo'er--da Fa'er var dd....

-Ja, det var en lykkelig Tid....

-Men saa blev jeg jo gift.

Huus saa' ud paa Frugtblomsternes blde Sne, der faldt saa lindt over
Grsset.

-Thora Berg, hvor hun var lystig ... Om Aftenen, naar hun kom fra
Selskab--med hele Garnisonen i Halen og slog Sand paa alle Ruder
gennem Byen.--

Katinka sad lidt.

-Hun er osse gift nu, sagde hun.

-Med flere Brn, siger de....

Paa Vejen udenfor gik en Mand forbi. Godaften, sagde han over Hkken.

-Godaften, Kristen Peder.

-Godaften, sagde Katinka.

-Hm--sagde Katinka igen--jeg saa' hende sidste Gang til mit Bryllup.
De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpiturer....

-Hvor jeg ser dem endnu--alle Ansigterne--alle....

-Men hvor jeg grd....

Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa' hun ikke. Han sad
saa bukket og studerede noget nede paa Jorden.

-Det er snart elleve Aar siden, sagde Katinka.

-Ja, Tiden gaar....

-Naar man er lykkelig, sagde Huus uden at rre sig.

Katinka hrte det frst ikke. Saa var det, som om Ordene pludselig
indhentede hende:

-Ja, sagde hun og fr let sammen.

Og lidt efter:

-Her har man jo sit Hjem.

De sad atter tavse.

Bai kom ind i Haven. Man kunde hre ham langt borte. Han gjorde altid
saa megen Stj--og fr havde der vret saa stille i Tusmrket.

-Jeg henter Glassene, sagde Katinka.

-Ja, dejlig Aften, sagde Bai, dejlig Aften i det frie....

Katinka kom tilbage med Glas og Flaske.

-Jeg har haft Selskab, sagde Bai.

-Af hvem?

-Af Frken Ida. Hun rejser nu....

-Hva', Ida?

-Ja--og Bai lo--Frken Louise er s'gu opgivet ... Nu stter de alle
Sejl til for den lettere Skude. Hun bli'r borte hele Sommeren.

-Naa, ja--ku' det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja--hva'
Satan--saadan et Pigebarn maa jo giftes....

Bai udbredte sig tidt om Giftermaal og gteskab. Han var noget af en
Filosof i det Emne.

-#Jeg# gik til Jernbanen, sagde han, tror De, det var af Lyst--men den
gik #ikke# for #Ljtnanten#--

-Saadan er 'et, der er s'gu ingen Pardon--Pigebrnene #maa# til
Brudeskamlen--

-Og saa gaar 'et--man ser 'et jo--de lever sig sammen. De har Hus og
Hjem og saa kommer der Brn....

-Hos de fleste, sluttede Bai af under et Halvsuk.

De sad tavse; der var blevet ganske mrkt under Hylden.

Det blev i Slutningen af Juni.

-Den dejlige Kone er saa blegnbet, sagde Agnes Linde, naar hun kom
ned til Stationen.

-Ja--jeg kan vist ikke taale Heden, sagde Katinka. Det var, som hun
havde Uro i Blodet, og stadig tog hun fat paa alting og opgav det og
kom og gik.

Helst sad hun med Agnes ved Aaen. Hun saa' ud over Engene og hrte
altid det samme.

Agnes Linde fik saadan en hel anden og mild Stemme, naar hun talte om
ham.

"#Manden#" kaldte hun ham.

Katinka sad og saa' paa hende, som hun sad med bjet Hoved og smilede.

-Og saa tviner man, sagde Agnes, Utyske, fordi det er, som det er--og
saa er #dette# maaske det bedste, man faar....

-Ja, sagde Katinka og blev ved at se paa hende.

Naar Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Prstegaarden.
Hun lngtes ordenlig efter at hre hende tale.

Og saa saa' hun ogsaa Andersen. Hun saa' dem sammen, Agnes og ham.

Hun stod hos, mens de spillede Krocket paa den store Plne. Hun stod
og saa' paa dem--de to, som #elskede hinanden#.

Hun hrte og saa' paa dem nysgerrigt--nsten som et stort Under.

Og en Dag grd hun, da hun gik hjem.

Huus kom saa uregelmssigt nu. Saa kom han to Gange om Dagen og var
knap kommen til Sde i Lysthuset, fr han maatte paa Hesten igen. Og
saa var der halve Uger, hvor de slet ikke saa' ham paa Stationen.

Det var Hhsten, sagde han.

Het var slaaet og stod nu i Stak over Engene. Der var en Krydderduft
over den hele Luft.

En Aften var Huus i godt Humr og foreslog de skulde gre "Skovtur til
det store Marked". Kre dertil i Vogn og raste i Skoven frst, og saa
se alle Herligheder paa Markedet.

Bai var med til det. Og Turen blev bestemt. De Skulde kre om Morgenen
tidligt, mens det endnu var kligt og frst komme hjem den nste Nat
eller Morgen.

Bare Bais og Huus.

       *       *       *       *       *

Katinka havde travlt hele Dagen med at lave til.

Hun studerede Kogebog og tnkte ud om Natten og tog selv til Byen for
at kbe ind.

Huus kom, just som Toget krte, efter Posten.

-Huus, raabte hun fra Kupeen.

-Men hvor skal De hen? raabte han.

-Kbe ind--Marie er med. Og hun trak Marie hen og viste hendes Ansigt
i Vinduet. Far vel.

-Hm, sagde Bai. Katinka er s'gu smaatosset. Hun braser og koger til
den Tur, som om hun vilde prparere os til Koleraen....

Inde i Byen var de begyndt at slaa Telte op rundt ad Gaderne; oppe paa
Torvet stod Karusselhestene og hvilede sig i Rad op ad Kirkemuren.
Katinka gik rundt mellem Markedsfolkene, der hamrede og bankede, og
saa' paa det alt. Hun stirrede paa Kasserne og faldt i Staver foran
hvert Stykke Sejldug, der hejstes.

-Om den lille Frken gik af Vejen....

Hun maatte springe baade over Brdder og Snore.

-De kalder mig Frken, sagde hun.

-Marie, naar nu bare Vejret maatte holde sig.

De gik ud ad Gaderne til Lystskoven. Der holdt en Gglervogn. Mndene
sov i Grftekanten, Konen vaskede Trikoter i en Balje paa den
nedslaaede Trappe. Tre Par hvide unvnelige hang langstrakte og
svajede paa en Snor.

Katinka kiggede nysgerrigt paa Konen og Mndene i Grften.

-Vil De ha'e noget, raabte Konen gebrokkent.

-Uha--raabte Katinka, hun blev ganske bange og lb et Stykke.

-Det var den strke Kone, sagde hun.

De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tmrere
Dansegulv. Der var svalt derinde under Trerne efter den solede Vej.
Katinka sad paa en Bnk.

-Her skaf vi danse, sagde hun.

-Ja, han maa danse dejlig, Huus, sagde Marie. Hun var stadig i trofast
Beundring af Huus; han stod i Fljelsramme paa Kommoden og et gammelt
Visitkort med hans Navn laa som Mrke i Salmebogen. Bane-Peter
besrgede det haandgribeligere.

Katinka svarede ikke. Hun blev ved at sidde og se paa Folkene, der
arbejdede.

-Naar det Vejr blot maatte holde sig, sagde hun til en af dem.

-Ja, sagde han og saa' op i Trerne--Himlen saa' han ikke--mens han
trte Sveden af sig med rmet: det er det, det kommer an paa.

Katinka og Marie gik tilbage. Det var paa hje Tid. De kom over
Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Taarnet ned over Markedslarmen.

Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortrmet og ltede, saa Melet
stod hende i Haaret som paa en Mller.

-Ingen kommer ind--ingen kommer ind--det bankede paa Dren, som var i
Laas.

Katinka troede, det var Huus.

-Det er mig, raabte Agnes Linde. Hvad gaar der for sig?

Hun kom ind og bagte med. Der var en Pundkage, som skulde rres i det
uendelige; det er Huus', sagde Katinka. Den Lkkermund skal ha'e
Pundkage.

Agnes Linde rrte, saa det boblede i Dejgen: Ja--de Mandfolk #skulde#
ogsaa ha'e Pundkage, sagde hun.

Katinka tog Pladen ud: Smag, sagde hun. De er gloende. Hun var saa rd
som en Kobberpotte af Ovnen.

Frken Jensen og Louise-ldst kom ned til Eftermiddagstoget. Der blev
en Banken og Parlamenteren foran Kkkenvinduet.

-Gud hjlpe mig, har de ikke lugtet det, sagde Agnes Linde. Hun lod
Armene synke trt ned og sad meget ugracist med Dejgfadet mellem sine
udspilede Ben.

Marie bragte dem en Tallerken, til at smage, ud paa Perronen.

Louise spjttede af Glde paa Perronbnken, saa et Par Handelskomis'er
i Toget saa' et betydeligt Stykke af hendes Sknhed.

Da Toget var krt, slog de inde i Kkkenet Vinduerne op. Louise-ldst
og Lille-Jensen gnaskede ls ude paa Bnken.

-Hvor De har vret heldig, Fru Bai, magelse....

-Ja, Fru Bai er en Kone i sit Hus, sagde' Frken

-Nu gaar Kvrnen, sagde Agnes inde i Kkkenet. Hun tog fat paa Dejgen.

Bai aabnede Kontorvinduet ovenover Perronbnken.

-Aa ja, sagde han, og #jeg# sidder med tr Mund.

-Vil De ha'e, Hr. Bai, spurgte Louise. Holder De ogsaa af sdt?

-Om nogen under mig noget, sagde Bai, i Klubtonen.

Der blev Spektakel og smaa Hvin paa Perronen.

-Hva' er der ls, raabte Agnes fra Kkkenet.

-Vi mader Fuglen, sagde Louise-ldst. Hun var sprunget op paa Bnken
med sin Sknhed og stod og stak Bai Kage ind i Munden.

-Uh, han bider, raabte hun.

Det var ved saadanne Lejligheder, Fru Abel sagde:

-De bli'er jo ved at vre rene Brn--naar man ikke kender noget til
Verden....

Louise-ldst bragte den tomme Tallerken tilbage. Krummerne snappede
hun op med Fingerspidserne. Frknerne Abel var altid saadan: de
levnede ikke.

Hun stod ved Kkkenvinduet og saa' ind:

-Det skulde Mo'er ha'e vidst, sagde hun sdt.

-Naa, saa hun har ikke snuset det, sagde Agnes over Pundkagen.

Louise-ldst fik Krmmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse
noget at #gemme#, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen.

Hun og Jensen havde slugt Kagerne, fr de var forbi Skoven.
Louise-ldst kastede Papiret.

-Gud, lille Louise ... Frken Linde med #de# jne ... hun kunde gerne
se det....

Frken Jensen tog Papiret op. Nede i Lommen viklede hun det stille om
tre Kager til #Bel-ami#.

Katinka begyndte at blive trt. Hun sad paa Kdblokken med de
opsmgede rmer og saa' paa sit Vrk:

-Men det er ingenting mod hjemme--ingenting mod naar vi bagte til Jul.

Hun fortalte, hvordan de bagte--hendes Moder og Sstrene og hele Huset
... Hun lavede Grise af Klejnedejg: Bums--og saa revnede de, naar de
kom ned i Fedtet.

Og Brdrene--de gik og tyv-stjal, saa Moderen med den store Slv
maatte vrne om Stenkrukken med Brundejg....

Og skrllede de Mandler, stjal de, saa der blev ikke halvtreds af et
Pund....

Det bankede paa Dren. Det var Huus.

-Her kan ingen komme ind, sagde Katinka ved Dren. Om en Time ... Kom
igen om en Time.

Huus kom frem uden for Vinduet: De kan vente i Haven, sagde Katinka.
Hun fik travlt med at blive frdig og sendte Agnes ned at holde Huus
med Selskab.

Agnes blev der en halv Timestid. Saa gik hun.

-Forvalter Huus er for nem at holde med Selskab, sagde hun til
Andersen. Han forlanger bare, man skal tie stille, for at han kan
fljte i Fred.

-Hvor er Agnes, sagde Katinka, da hun kom ned i Haven.

-Hun gik, tror jeg.

-Men naar?

-Det er vel en Timestid siden....

Huus gav sig til at le: Frken Linde og jeg holder saa meget af
hinanden. Men vi har just ikke meget at #sige# hinanden--

-Vi skal pakke, sagde Katinka.

De gik ind og begyndte at pakke den store Kurv. De stoppede med H for
at Krukkerne skulde staa fast:

-Fastere, sagde Katinka, fastere; og hun trykkede paa Huus' Hnder.

Hun aabnede Sekretren og talte Skeer og Gafler ud af Slvrummet.

-Og saa vil jeg tage Vifte med, sagde hun.

Hun begyndte at sge: Aa--den ligger i Skuffen.

Det var Skuffen med Kotillonsskerne og Brudeslret. Hun aabnede
Kassen med de gamle Baandstumper. Se, sagde hun: alt det gamle Stads.

Hun tog med Haanden ned i sken og rodede Baand og Ordner om som i en
Mlle: Det gamle Stads.

Hun sgte igen om Viften:

-Aa, hold mit Slr, sagde hun. Hun lagde Brudeslret og et gte Sjal
over paa Huus' Arm: Dr er den, sagde hun. Viften laa paa
Skuffebunden.

-Og Deres Trklde, sagde hun. Det laa til en Side, pakket i
Silkepapir. Hun tog det op.

Huus havde krammet det gullige Brudeslr, saa der var Mrker af det i
Bobinettet.

Aftentoget kom, og de gik ud paa Perronen.

-Pyh, sagde den smkre Togfrer med de indiskrete Unvnelige, at fre
Tog igennem i disse Feriedage ... Forsinket tredive Minutter....

-Paa Svedning staar 'en, sagde Bai.

Katinka saa' ned ad Vognene. Der stak et forsvedt Hoved ud af hvert
Vindu.

-Ja, sagde hun. At de Folk vil rejse? Togfreren gav sig til at le.

-Ja, sagde han: dertil er jo rigtignok Jernbanerne. Han gav de to
Fingre og sprang op paa Trinet.

Toget krte. Den unge Togfrer blev ved at staa bjet frem og le og
nikke.

Katinka viftede med det blaa Sjal. Og ud af Kupvinduerne blev der
pludselig en Viften og Nikken fra hele Feriefolket, der lo og muntrede
sig og hilste.

Katinka raabte og svingede hele Sjalet; og fra Toget svarede de, saa
lnge de kunde se.

Efter The krte Huus hjem. Han skulde mde paa Stationen imorgen
Klokken seks.

Katinka stod i Haven foran Hkken:

    Faarekylling--Faarekylling--flyv--flyv.
    Faarekylling--Faarekylling
    Giv godt Vejr....

raabte hun.

Duften fra Trerne i Lunden slog ned imod hende. Hun stod og smilede
og saa' op i den blaa Luft.

-Svrt--saa blaat kl'er den lille Kone, tnkte Togfreren med de
fremhvende. Han havde altid jnene med sig for hvad der kunde komme
til at ligge for langs ad Strkningen.

-Vi skal op Klokken fem, sagde Bai ud i Kkkenet.

-Ja, ja, Bai, nu kommer jeg. Katinka skrllede en Smule sort af
Pundkagen. Man maa dog vre frdig....

Hun pakkede Pundkagen ind, og hun saa' en sidste Gang til Kurven. Hun
aabnede Dren ud til Gaarden og stod og saa' ud. Deroppe murrede
Duerne. Det var den eneste Lyd.

Paa Himlen ude mod Vest svandt det sidste blege rdt. Aaen snoede sig
bort mellem de dampende Enge.

Hvor hun dog elskede denne Plet....

Hun lukkede Dren og gik ind.

Bai havde lagt sit Uhr ved det brndende Lys ved Sengen. Han havde
villet kontrollere, naar hun havde faaet "smlet af".

Men han var sovet fra det og laa svedende og gav Nselyd fra sig i
Skret af Lyset.

Katinka slukkede det stille. Hun kldte sig af i Mrke.

       *       *       *       *       *

Katinka var i Haven, da Vognen kom. Hendes blaa Kjole kendtes lige hen
til Omdrejningen.

-God Morgen, god Morgen ... De bringer godt Vejr. Hun lb ud paa
Perronen: Han #er# der, raabte hun.

-Kurvene, Marie....

Bai var i Skjortermer i Sovekammervinduet: Go'maar'en--Huus--staar
paa Solstik--hva'?

-Naa, det lufter jo lidt, sagde Huus, som kom af Vognen.

De fik Kurvene surret paa og drak Kaffe ude paa Perronen.
Lille-Bentzen var saa svndrukken, at Bai lod ham lbe tre Gange
"fldet til Storm" op og ned ad Perronen for at faa ham vaagen.

Katinka lovede ham at tage et Hjerte med hjem, og de kom paa Vognen.
Bai vilde kre Hestene og sad paa forreste Sde med Marie, som var saa
stivet, at det knitrede, bare hun rrte sig.

Katinka saa' ud som en ung Pige med sin store, hvide Solhat.

-Saa kommer der Mad fra Kroen, sagde Katinka til Lille-Bentzen.

-Nu kr' vi, sagde Bai. Lille-Bentzen lb ind i Haven og viftede og
vinkede.

De krte et Stykke henad en Bivej gennem Markerne. Det var kligt
endnu, en munter Sommervind; Klveren og det fugtige Grs duftede.

-Hvor det er frisk, sagde Katinka.

-Ja, en dejlig Morgen, sagde Huus.

-Dejlig Luft, der vifter. Bai slog lidt til Hestene.

De rullede ud paa Chaussen forbi Kirs Jorder. Rgterhuset stod paa
sine Hjul midt imellem Kvget. En Rgterhund halsede langt borte ud
efter noget Kvg; de store Ker lftede de tykke Halse og brlte dorsk
og mt.

Katinka saa' ud over den grnne Mark med det spredte og glinsende Kvg
belyst af Solen.

-Hvor det er knt, sagde hun.

-Ja--#ikke?# sagde Huus og vendte Hovedet om imod hende. Knt er
det....

De begyndte at tale, Katinka og han. De saa' og gldede sig over de
samme Ting. De havde altid jnene lige paa det samme. Og saa nikkede
enten han eller Katinka.

Bai snakkede med Bsterne som en gammel Kavallerist.

Der var ikke gaaet en Time, fr han begyndte at tale om at "faa no'et
i Livet".

-Morgenstunden trer, du, Tik, sagde han. Man maa s'gu ha'e noget at
staa imod med....

Katinka kunde virkelig ikke pakke ud nu--og hvor skulde de ogsaa
sidde?

Men Bai holdt ikke op, og de gjorde Holdt ud for en Mark, hvor Rugen
var sat i Stak.

De fik en af Kurvene af Vognen, og satte sig i en Stak tt ved
Grften.

Bai spiste, som havde han ikke set Mad i otte Dage.

-Skaal, Huus, sagde han. Godt Selskab.

De snakkede og bd rundt af Krukkerne og spiste.

-Det glider dog, Tik, sagde Bai.

Folk kom forbi paa Vejen og skvede til dem.

-Velbekomme til Maden, sagde de og gik videre.

-Skaal, Huus, god Fornjelse.

-Tak, Fru Bai.

-Det styrkede, sagde Bai. De var paa Vognen igen. Men hed er hun, hva'
Marie?

-Ja, sagde Marie, hun glinsede. Hed er 'en.

-Nu naar vi snart Skoven, sagde Huus.

De krte frem. Derude laa Skovkanten, blaasvbt i Varmen.

-Mrk, hvor Granerne dufter, sagde Katinka.

De naaede Skovbrynet, og ttte Graner kastede Skygge langt hen over
Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de krte
langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige
Rader som Mrket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Stj.

Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset.

De kom igen ud af Skoven.

-Svrt hjtideligt derinde--ikke? brd Bai Tavsheden.

Hen mod Middag var de i Bgeskoven og tog ind i Vogterhuset.

Bai sagde: Det gr godt at rkke sig. Man maa strkke Benene, Huus; og
han gik hen og satte sig til at sove under et Tr.

Huus hjalp til med Udpakningen: De har saa nemme Fingre, Huus, sagde
Katinka. Marie gik til og fra og varmede Krukkerne op i hedt Vand inde
i Kkkenet.

-Det sagde altid min Svigermor, sagde Huus.

-Svigermor....

-Ja, sagde Huus ... min Forlovedes Mor....

Katinka sagde ingenting. Knive og Gafler raslede ud af Papiret, hun
holdt.

-Ja, sagde Huus, jeg har aldrig talt om det: Jeg har vret forlovet en
Gang.

-Saa? det vidste jeg ikke.

Katinka lagde Knivene om. Marie kom tilbage.

-Vi kunde gaa ned til Dammen, sagde Huus.

-Ja, naar Marie vil kalde. De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var
en Moses lidt inde; Trerne strakte store Kroner ud over det mrke
Vand.

De havde ikke talt paa Vejen. Nu sad de paa en Bnk foran Sen ved
Siden af hinanden.

-Nej, sagde Huus, jeg har aldrig faaet talt om det.

Katinka saa' tavs ud over Vandet.

-Det var min Mo'er, sagde han, som saa gerne saa' det ... For
Fremtidens Skyld.

-Ja, sagde Katinka.

-Og saa blev det ... et helt Aar ... til hun gjorde det forbi.

Huus sagde det afbrudt, med lange Pavser, ligesom skamfuldt eller
vredt.

-Det er jo saadan, sagde han igen, med Forlovelse og gteskab.

En Fugl slog op i Triller derinde i Skoven. Katinka hrte hver Tone i
Stilheden.

-Og saa er man fejg oven i Kbet og bli'r i det, sagde Huus igen.
Rigtig saa inderlig trg-fejg ... Dag for Dag.

-Jeg blev i det--Tonen var lav--til #hun# gjorde det forbi.

-Fordi #hun# holdt af mig.

Katinka lagde sin Haand sagte krtegnende ned paa hans, som han
stttede strkt mod Bnken:

-Stakkels Huus, sagde hun blot.

Og hun sad og klappede hen over Haanden, sagte og mildnende: den
Stakkel, hvad han havde lidt.

De sad saadan, nr hinanden. Middagsheden dalede ned over den lille
Ss Vand. Myg og Fluer summede i Svrme.

De talte ikke mer. Maries Raaben vkkede dem.

-De kalder, sagde Katinka.

De rejste sig og gik tavse henad Stien.

-De blev alle saa lystige ved Bordet. Tilsidst drak de gammel
Aalborger-Portvin til Pundkagen.

Bai sad i Skjortermer og sagde hvert jeblik: Ja, Kinder, her er s'gu
rart i den grnne danske Skov.

Han fik et Anfald af mhed og vilde have Katinka paa Skdet. Hun rev
sig ls: Bai dog, sagde hun. Hun var blevet baade bleg og rd.

-Man generer sig nok for de Fremmede, sagde Bai.

Der var blevet en Stilhed. Katinka begyndte at pakke Kurvene, og Huus
stod op.

-Ja, sagde Bai, om vi nu gik en Trip oven paa Maden. Han tog Frakken
paa. Man skal dog hjlpe paa Fordjelsen.

-Ja, sagde Katinka, I kunde gaa lidt, mens jeg pakker.

Huus og Bai gik hen ad Vejen. Bai gik med Hatten i Haanden og havde
det varmt af Heden og den gamle Portvin.

-Ser De #der,# Huus: #der# har De gteskabet, min Fa'er, sagde han.
Saadan er 'et og ikke anderledes.

-Det ka' s'gu ikke nytte--det de allesammen skriver, og som man sidder
og tyller i sig i "Lsetasken" om gteskabet og Kyskheden og alt det
... og Troskaben og--"Fordringer", som de er lige saa stive i som
gamle Linde i "Fadervor".

-Det er jo meget godt sagt, og det lyder jo net--og det gi'r de Folk
noget at skrive om. Men ser De: det berrer ikke #Sagen#, ser De,
Huus....

Han standsede og slog ud med Straahatten foran Huus:

-Nu saa' De jo: jeg har Lyst--og Katinka vil ikke ... dejlig
Sommerdag, hvor man har spist godt ude i det Grnne, og
ligemeget--ikke et Kys en Gang.

-Det er saadan med Fruentimmer ... Man ka' aldrig regne med dem. De
har 'et i Perioder, ser De, Huus--

-Mellem os sagt, Bai rystede paa Hovedet, der er s'gu tidt svrt for
en Mand i sine kraftigste Aar....

Huus slog Brndenlder ned med sin Stok. Han svang den, saa de
knkkede, som var de mejede.

-Ja--#det# er Sagen, sagde Bai, som hele Tiden gik og saa' betnkelig
ud ... men det taler de s'gu' ikke no'et om i "Tasken". Men gtemand
og gtemand imellem--vi vd, hvor Skoen trykker.

De hrte Katinka raabe bag dem, og Huus svarede med et Hallj, der ld
hjt hen gennem Skoven.

Katinka var munter igen: De skulde vel nu sove til Middag under
Trerne, sagde hun. Hun vidste en Plads, en dejlig Plads under en
Eg--og hun gik iforvejen for at finde den.

Huus gik efter. Han kukkede som Ggen hen gennem Trerne. Bai hrte
ham le og jodle.

-Ja, sagde han, han ka' sagtens le--han staar udenfor 'et.

Lidt efter sov Bai under den store Eg med Nsen i Vejret og Hatten
liggende paa Maven.

-Nu skal De sove, Huus, sagde Katinka.

-Ja-a, sagde Huus. De sad hver paa sin Side af Egestammen.

Katinka havde taget Straahatten af og lnede Hovedet mod Tret. Hun
sad og saa' op i Egen. Helt, helt oppe i Kronen faldt Solstraalerne
ind som dryppende Gulddraaber i det grnne ... og Fuglene sang inde i
Underskoven.

-Hvor her er smukt, hviskede hun og bjede Hovedet frem.

-Ja--her er smukt ... hviskede Huus igen. Han sad med Armene om sine
Kn og stirrede op i Kronen.

Det var saa stille. De hrte begge Bais Aandedrag; et summende Insekt,
som de fulgte med Blikket op mod Kronens grnne; og Fuglene, der
kvidrede, saa nr, saa fjernere.

-Sover De? hviskede Katinka.

-Ja, sagde Huus.

De sad igen. Huus lyttede, rejste sig saa varsomt og gik frem. Ja, hun
sov. Hun saa' ud som et Barn med Hovedet paa Siden og Munden lidt
aaben til et Smil i Svne.

Huus stod lnge og saa' paa hende. Saa vendte han stille tilbage til
sin Plads, og lykkelig, med jnene op i Egen, lyttede han til hendes
Svn.

Da Marie-Pige vkkede dem med nogle vldige "Hejda" til Kaffen, havde
Bai sovet rgrelsen vk med den gamle Portvin.

En Cognac gr godt i det Grnne, sagde han. En lille rar Cognac i det
Grnne.

Til den lille Cognac kunde Bai igen et Stykke Pundkage. Bai var en
strkt forbrugende Natur.

-Dejlig Kage, sagde han.

-Det er Huus' Kage, sagde Katinka.

-Naa, ja, sagde Bai. Naar vi andre bare maa fortre den....

Efter Kaffen krte de. Bai var trt af at have Tmmerne, og han tog
Huus' Plads paa Bagsdet hos Katinka. De var en Smule dsige
allesammen--den hede Sommersol stod paa, og Stv var der ogsaa paa
Vejen. Katinka sad og saa' paa Huus' Nakke, bred og dygtig brun af
Solen.

I Hotelgaarden var der tt med fraspndte, forladte Vogne. Koner og
Piger, som lige var kommet af Agestolene, rystede Skrterne og fik
glattet sig. Til Klderstuen var alle Vinduerne slaaet op; den kogende
Punch gik rigeligt rundt til Kortenspillet. Et fistelstemmet Klaver
havde travlt med "min Valdemar" i Salslngen bag de nedrullede
Gardiner.

-Det er en af Agnes', sagde Katinka.

-Det er Nattergalene, sagde Bai. Iaften maa vi ind og hre, hvordan de
kvidrer.

Katinka holdt sig tt til Salslngen, da de gik. Men man saa
ingenting.

-Inte kikke, sagde Bai, Entr ved Kassen....

Inde bag Gardinerne begyndte en Kvinderst med Skrig at anraabe "min
Charles"....

    --Oh min Charles--
    send mig dog et Brev--

-Aa, sagde Katinka; hun blev staaende ved Vinduet og nikkede. Det er
den--

-Agnes kan den....

    --Hvorhen du altid skrev....

-Kom nu, Tik, sagde Bai. Gaa du med Huus. jeg baner Vej, naar der
bli'r Stimmel.

-Men vi kan altid kun det frste Vers, sagde Katina, hun blev ved at
lytte, mens hun tog Huus' Arm.

    --Hvorhen du altid skrev--

anraabte Skrigepotten.

-Der staar sdvanlig kun det samme i de andre, sagde Huus.

-Kommer I, raabte Bai.

Udenfor Porten sang en ranglet Klling om Massemorderen Thomas og
pryglede hans ophngte Kontrafej med et Spanskrr. Tilskuerne stod og
saa' benauede ud og sendte Omkvdet frem, langtrukkent som et Amen i
Kirken.

Pigerne gik Arm i Arm, i lange Rader med stive Ansigter, forbi
Karlene, som "saa' sig dem ud" staaende i Klump foran Teltene, med
Piber, og Hnderne gravet ned i Bukselommerne.

En Karl gik frem.

-Goddag, Mari, sagde han. Og Mari rakte ham Spidsen af Fingrene:
Goddag, Sren, sagde hun. Og hele Pigerkken standsede og ventede.

Sren stod lidt foran Mari og saa' frst paa sin Pibe og saa paa sine
Stvler: Farvel, Mari, sagde han.

-Farvel, Sren.

Og Sren gik tilbage til sin Kreds, og Pigeraden lukkede sig igen, og
de gik videre med indsnrpede Munde.

-Satan til Manr, sagde Bai, at sprre Gaden.

Konerne sankede sig i Klumper og stod med bedrvelige Ansigter, som
var de til Lig, og mnstrede hinanden. Naar de talte, hviskede de
uhrligt, som om de ikke rigtig kunde aabne Munden, og naar de havde
sagt to Ord, stod de igen tavse og saa' stille fornrmede ud.

Man kom ikke frem. Jeg bruger Albuerne, sagde Katinka. Hvert jeblik
blev hun stdt ind til Huus.

-Hold Dem blot tt til mig, sagde Huus.

Man hrte ikke renlyd for den ranglede Massemorderske og et Par
Lirekasser, som blandede General Bertrands Afskedskvad srgeligt med
Ajaxernes Duet. Latinerne sked ud og ind og peb i Fingrene, og slve
Landsbyunger pustede Skrigeballoner op og lod Ballonerne skrige ud,
mens de gloede ud i Luften med ubevgelige Ansigter.

Solen stod lige ned paa Gaden og bagte baade Folk og Honningkager.

-Pyh, det er varmt, sagde Katinka.

-Her skal vi ha'e Vafler, raabte Bai.

-Vafler, min Dame, Vafler--af Tyrolerferdinands brunjede Datter....

-Vafler, Huus, Vafler, sagde Katinka, hun skubbede sig ind gennem en
Pigemur, der sprrede Gaden.

Pigerne hvinte: Naa da, Latinerne havde syet deres Skrter sammen.

-Det er Latinerkngtene, skreg et Par Lmler fra Borgerskolen. De
brugte Knappenaale at hgte med.

Pigerne lb sammen i Klynge for at komme ls: Uh da, hylede de, Uh da.
Latinerne passede deres Snit og brd ind som Lyn for at nappe dem i
Benene.

-Uh da--Der blev en Hvinen. Katinka skreg med af Kaadhed.

Vafler, min Dame, Vafler--af Tyrolerferdinands brunjede Datter.

De kom hen til Ovnen: Tre Vafler, min Herre, hollandske, femten re.

-Str Sukker, du brunjede.

Den brunjede strede Sukker med de bare Fingre: Ja min Dame, sagde
Manden--hun har kendt bedre Dage.

-Gi'r De en Drikkeskilling; og han hvinede det ud over Gaden: til
Tyrolerferdinands brunjede Datter.

Den brunjede raslede avtomatisk med en fremstrakt Sparebsse og saa'
ud, som hun hverken hrte eller saa'.

-Sukker, du brunjede.

Den brunjedes Fingre greb atter i Sukkeret.

De kom op paa Torvet. Man bli'r dv, sagde Katinka, hun holdt sig for
rene. Den store Trylleprofessor Le Tort kmpede paa et hjt Stillads
med to Pavker mod Musiken fra tre Karusseller. En hvidmalet Pjerrot
slbte en Stortromme op foran Verdens strste Arena:

-Den strste Arena, mine Damer og Herrer, den verdensbermte Arena....

Han musicerede ved at stte sig haardt med den bageste Legemsdel paa
sin Tromme.

-Miss Flora--Miss Flora i den hje Trapez....

Det var lige foran dem: Miss Flora--Luftens Dronning--mine Herrer--ti
re ... Udraaberen svingede en Allarmklokke i sin hjre Arm.

-Luftens Dronning--ti re....

Professor Le Tort var forbitret. Han skreg om al Verdens Vidundere,
saa hans Stemme knkkede, og han besluttede sig til gratis at
fabrikere de fem hundrede Alen Silkebaand ... Han begyndte at gylpe
oppe paa sit Stillads og trkke Silkepapirsstrimler ud af sin Hals,
mens han blev rd i Hovedet, som han skulde faa et Tilflde.

-Luftens Dronning--for ti re--

I Verdens strste Arena stod Pjerrot paa Hovedet over Trommen og
dunkede Trommeskindet med sin Hjrneskal....

Karussellerne gik til Horn og Lirekasser....

-Mine Damer, Luftens Dronning ... Luftens Dronning--ti re.

Der var stegende Sol og Honningkage-Duft og skubbende Stimmel og Stj.

-Hvor det er dejligt, sagde Katinka. Hun saa' op til Huus og skuttede
sig ganske lidt, som en Kattekilling i Hede.

-Det er Konen, sagde hun.

-Hvem? sagde Huus.

-Hun, der vaskede.

Det var Luftens Dronning, der entrede op ad Trappen med lyserde Ben
i Snrestvler og bredt vrikkende Derrire.

-Miss Flora--Luftens Dronning #saa# kaldet--ti re.

Luftens Dronning var med Vifte, som hun haandterede som Figenblad; hun
gnaskede Blommer, fr hun skulde ind og gaa tilvejrs.

-Skal vi derind, sagde Katinka.

-Tik, raabte Bai. Han vilde se "Slangedamen". De arbejdede sig frem
gennem Trngselen og kom forbi en Karussel. Marie krte paa Lve,
halvt paa Skdet af en Kavallerist.

Katinka vilde ogsaa op at kre. Bai sagde Tak til at gi'e Penge for at
faa Kallunet vendt. Katinka fik en Inderhest ved Siden af Huus. De
begyndte at kre, langsomt og hurtigere. Hun nikkede til Bai og lo ad
alle de Ansigter, som drejede rundt.

-Sikken Stimmel, sagde hun. Man saa' bort over alle Hovederne.

De krte anden Gang. Grib Ringen, sagde Katinka og bjede sig frem
over Huus.

-Pas dog paa, sagde han og tog om hende.

Katinka smilede og bjede sig tilbage. Ansigterne begyndte at svmme
ud for hende. Det var blot noget sort noget--sort og hvidt--som blev
ved at dreje rundt.

Hun blev ved at smile, mens hun lukkede jnene.

Det var, som Markedslarmen og Musiken og Stemmerne og Hornene, der
skingrede, brd sammen i n Brusen i hendes ren, mens alt gyngede
sagte.

Hun aabnede jnene lidt: Jeg ser ingenting, sagde hun og lukkede dem
igen.

Det ringede og begyndte at gaa sagtere: Endnu en Gang, sagde hun. De
krte igen. Huus havde rakt sig indad--hun vidste ikke, hun stttede
sig til hans Skulder. Grib den, sagde hun, de flj Ringen forbi, og
hun lo ind i hans Ansigt.

Hun sad med halvaabne jne og saa' ind i Kredsen.

Det var, som om alle Ansigterne var trukket paa en Snor.

Hun kendte, svimmel, Marie--hun var kommet op igen--i Vogn med sin
Kavallerist....

Hun sad paa hans Kn....

Hvor hun saa' ud--saa daanefrdig....

Og alle de andre--saa de laa hen--som halvdde--ind til Karlene....

Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gaaet hende til
Hovedet. Karussellen holdt.

-Kom, sagde hun. Hun stod ned af Hesten.

Bai stod ved Ringplen; Katinka tog hans Haand: Man bliver svimmel,
sagde hun og traadte ned paa Jorden. Hun var ganske bleg af den megen
Kren.

-Huus, tag Tik, sagde Bai. Jeg er Fyrtaarn. Han kneb Marie i Armen,
hun kom ned af Karussellen med sin Kavallerist.

Marie var flov ved at se Herskabet og strittede til den blaa.

-Brillant, saa hun skr 'en, sagde Bai, som satte i Vej.

-Det er lige her, sagde Katinka. Huus bd hende sin Arm.

Slangedamen Frken Theodora viste sine dorske Dyr frem ved Siden af
Karussellen. Det var nogle fede Slimdyr, som hun tog ud af en Kasse
med Uldtpper. Frken Theodora kildede dem under Halen for at faa dem
lidt livligere.

-De fordjer, Frken, sagde Bai i Klubtonen.

-Hva' gr de, sagde Frken Theodora. Tror De ikke, Dyrene er levende?
Frken Theodora tog Fordjelsen som en fornrmelse.

Hun slog Slangen om Halsen og kradsede den i Hovedet, saa den aabnede
Gabet og drev det til en Hvislen.

Frken Theodora kaldte den sin Kleunge og gemte den inde paa
Brystet. Frken Theodora var af Kmpedameomfang og i Pagedragt.

Slangen lod stille sin Hale daske mellem Frkenens Kn. Nussedyr,
sagde Frken Theodora.

-Kom, sagde Katinka, det er kelt. Hun havde taget Huus' Arm i
Vmmelsen.

-Ja, sagde Ejeren, der tog det for Angst og var smigret: Svre Bster,
lille Dame ... Men hun har gjort det med Lver.

Katinka var ude:

-At man kan gre saadan no'et, sagde hun; det rystede gennem hende.

-Ja, sagde Bai og flte sagkyndig rundt. Ejeren havde opfordret "den
Herre" til at overbevise sig om, at Dyrene virkelig bevgede sig "saa
godt som paa det blottede Legeme".

-Ja, sagde Bai, Kd er det....

"Slangedamen Frken Theodora" smilede forsonet, mens hun lagde sine
"Nussedyr" i Kasse.

-Ja, sagde Ejeren, hun har gjort det med Lver, min Herre.

-I otte Aar, min Herre, sagde Frken Theodora.

Huus og Katinka var henne over Torvet. Det begyndte at mrkne saa
smaat, og alle Udraaberne hylede med Fortvivlelsens Iver omkap paa
Stilladserne.

-Nedsat Pris--nedsat Pris--min Dame, raabte Professoren ned til
Katinka, han trte Sveden af sig med "det slsomme
Lommetrklde"--tyve re med Kreste....

Katinka gik hurtigere, saa Bai knap kunde indhente dem.

Folk begyndte at blive gladere. Slingrende Karleklynger lb syngende
ind paa Pigeraderne, som oplste sig med Hvin; og Parrene begyndte saa
smaat at kres langs ad Teltgaderne.

Der stod en svr Stj ud af Bevrtningsteltene og oppe fra den
brunjede, hvor Cognac'en gik til Vaflerne.

De tre Politibetjente haltede af ved Stokke. Det var letsaarede fra
Krigene, og de holdt sig sammen for at hvde Ordenen: rundt om bag
Teltene og i Klyngerne hrte man Latinernes pludselige Fingerpiben
skingre gennem Stjen.

Det mrknedes mer og mer, mens Katinka og Huus gik ned langs Teltene
og kbte.

I Teltene tndte de allerede Staldlygter, som lyste sparsomt ned over
Hjerter og Honningkager. Madammerne bag de hje Diske polerede
Honningkagerne med den flade Haand, saa de skinnede, og langede dem
ned til Huus og Katinka paa en lang Skovl.

Bai kom til og kbte ogsaa.

Huus havde kbt Katinka en lille japanesisk Bakke i Markedsgave. Hun
gav ham en Honningkage.

-Hva', sagde Bai. Gi'er du Huus Honningkage ... Gi' ham et Hjerte....

-Madam, raabte han op. Et Hjerte her....

-Et Hjerte--min Herre--med Vers....

-Bai, sagde Katinka....

-Vi faar en Byge, sagde Huus bagved dem.

-Satan heller. Bai vendte sig fra Disken.

De frste Draaber faldt: Det bli'r en Skylle, sagde Bai.

-Der er Ly i Panoramaet, sagde Huus.

-Ja. Katinka tog Bais Arm. Kom, sagde hun.

Der var en Renden til alle Porte. Koner og Piger slog Skrterne over
Hovedet og lb af med Lommetrklderne i Firkant over de nye Hatte.

-Hej, hej, sagde Bai, nu kommer s'gu Klokkerne frem.

Pigerne stod rundt i Portene, blaastrmpede og med de islandske
Uldklokker om Stolperne.

De Handlende halede Varer ind og svor og bandede. Latinerne fr
skingrende afsted og lod sig gennemblde.

-Her er 'et, sagde Katinka.

-Hele Italien, mit Herskab, for halvtreds--Manden var hs og pakket i
Uldtrklder--tre Gange--vrs'agtig--

-Hvor det skyller, sagde Katinka. Hun stod under Teltaabningen og
rystede sig og saa' ud.

Vandet kom som fra Sluser. Der var allerede Oversvmmelse over det
halve Torv. De letsaarede lb haltende rundt under Paraplyerne og
lftede Rendestensbrdder.

Rundt under Telte og i Porte stod det halvvaade Kvindekn og saa'
defekt ud.

Inde i Panoramaet var der tomt og ganske stille. Man hrte Regnens
tunge, ensformige Fald mod Taget, og saa var det blevet saa kligt.

Det var, som Katinka aandede op efter al Larmen.

-Hvor det gr godt, sagde hun.

-Det er Landsdele, sagde Bai, som var begyndt at kigge i Gluggerne.

-Det blaa Vand, sagde han og gik videre. Han foretrak at gaa ud i
Forstuen for at se, hvad der kunde vise sig under de islandske
Nederdele.

Katinka blev siddende. Hun flte sig som nyfdt herinde, alene med
Huus i Stilheden, under den faldende Regn.

-De spiller ikke, sagde hun.

-Nej--for Regnen....

De hrte begge efter Regnens Fald.

-Den Stj, der dog var, sagde hun.

Katinka vilde helst vre blevet siddende der, stille, og have lyttet
efter Regnen. Men hun rejste sig dog: Er det Italien, sagde hun.

-Han sagde det.

Hun saa' ind af en Glug: Ja, sagde hun, det er Italien.

Der var kunstigt Lys derinde foran Billederne, der straalede i strke
Farver.

-Hvor det er smukt....

-Det er Golfen, sagde Huus, ved Neapel.

Billedet var ikke slet. Blinkende Sol laa over Golf og Strand og
Stad. Baade flj hen over Vandets Blaa.

-Neapel, sagde Katinka sagtere.

Hun blev ved at se ind. Huus saa' i Gluggen ved Siden af det samme
Billede.

-Har De vret der?

-Ja--to Maaneder.

-At sejle #der#, sagde Katinka.

-Ja--til Sorrento....

-Sorrento. Katinka gentog det fremmede Navn sagte og dvlende.

-Ja, sagde hun--at rejse.

De gik ned langs Gluggerne og saa' ind paa Billederne ved Siden af
hinanden. Regnen faldt svagere mod Taget--tilsidst kun dryppende
Draaber.

De saa' Rom, Forum og Kolosseum. Huus fortalte derom.

-Det er saa storartet, sagde Katinka, at man bliver bange.

-Jeg holder mest af Neapel....

Udenfor begyndte Lirekasserne at spille, Karussellerne ringede.
Katinka havde nsten helt glemt, hvor hun var.

-Det regner vist ikke mer....

-Nej, det er ovre.

Katinka saa' sig om i Rummet: Saa venter Bai, sagde hun.

Hun gik tilbage, og hun saa' endnu en Gang ind over Bugten ved Neapel
med de ilende Baade.

Bai kom ind og sagde, at Gaden igen var overgivet til den planmssige
Frdsel.

-Saa gaar 'et vel til Skovs? sagde han.

De gik. Luften var klig og renset. Store glade Flokke drev henad
Vejen mod Skoven.

Trerne og Tjrnehkken duftede, efter Regnen.

Solen gik ned, og henne ved Skovindgangen tndte man de kulrte Lamper
paa reporten. Karlene drev af med Pigerne om Livet. Alle Bnkene
langs Vejen var fulde. I mme Stillinger sad de og kredes
forborgent.

De begyndte at hre Musiken fra Dansepladsen og den summende Lyd af de
mange Stemmer.

-Nu skal vi trde Dansen, sagde Bai.

Udenfor Danseestraden var der fuldt af halvvoksne Knse og Piger, som
saa' til ind over Rkvrket. Inde paa Gulvet stampede de Trippevals,
saa det drnede.

-Kom, Tik, sagde Bai, vi aabner Ballet.

Bai dansede voldsomt og blev ved ud og ind mellem Parrene.

-Bai dog, sagde Katinka, hun var aandels.

-Man kan svinge den endnu, sagde Bai. Han dansede forkert i
Vrikketakt.

-Bai dog....

-Man ka' faa hende varm endnu, sagde Bai. De kom hen til Huus.

-Nu maa man holde sig i velsen, sagde han og Slog Hlene sammen som
paa Klubballerne, og rre Damerne.

Katinka flte sig saa trykket ved Bai.

-Bai er saa kaad, sagde hun, da han var gaaet.

-Vil De danse engang med mig, sagde Huus.

-Ja--om lidt--lad os vente lidt....

De saa' Bai vrikke ls med en fyldig Bondepige i Fljelsliv.

-Lad os gaa lidt, sagde Katinka.

De gik ud af Estraden, et Stykke henad Vejen, hvor Musiken var det
hen.

Katinka satte sig: St Dem, sagde hun. Man bli'r saa trt.

Der var saa stille i Skoven. Kun et Par lsrevne Toner kom nu og da
henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden.

-Hvor er hun nu? spurgte Katinka med t. Hun sad og saa' ned for sig.

-Hun?

-Ja--Deres--Forlovede....

-Hun er gift--Gud ske Lov....

-Gud ske Lov?

-Ja--man synes dog altid, man havde et Ansvar--naar hun nu, #der#,
sad hen....

-Det kunde De da ikke gre for....

Katinka tav lidt: Om hun holdt af Dem.

-Hun #holdt# af mig, sagde Huus, det vd jeg nu.

Katinka rejste sig. Har hun Brn? sagde hun, de var atter et Stykke
henad Vejen.

-Ja--en lille Dreng.

De talte ikke mer, fr de kom til Estraden. Skal vi saa danse, sagde
Katinka.

De smaa Lygter var tndt rundtom og gav kun sparsomt Lys ned over
Bnkene langs Siden. Parrene svingede ud i Lyset og igen tilbage i
Mrket; inde paa Gulvet var det hele noget uroligt sort noget, der
gled ud og ind.

Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt, frte sikkert.
Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm.

Hun hrte det altsammen--Musik og Stemmer og Trampen--som noget ganske
fjernt, og flte kun, at han frte hende saa sikkert, ud og ind.

Huus blev ved at danse paa den samme stille Maade. Katinka mrkede sit
Hjerte banke, og at hendes Kinder brndte. Men hun bad ham ikke holde
op og talte ikke.

De blev ved at danse.

-Ser man Himlen, sagde Katinka pludseligt.

-Nej, sagde Huus, Trerne skygger.

-Saa Trerne skygger, hviskede Katinka.

De dansede.

-Huus, sagde hun; hun saa' op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendes
jne blev fulde af Taarer, jeg er trt.

Huus stansede og vrnede om hende med Armen gennem Trngselen.

-Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen.

De traadte ned ad Trinet og gik henad en Sti.

Det var ganske mrkt mellem Trerne; det var, som det var blevet
hedere igen efter Regnen, og de blomstrende Tjrne sendte en
gennemtrngende Duft imod dem.

Rundt mellem Trer og Underskov hviskede og rrte det sig, og
omslyngede Par gemte sig paa Bnkene i Mrket.

-Huus, Bai venter os vist, sagde Katinka--kom.

De vendte om.

-Ja, sagde Bai, saa gaar vi hen til Skrigepotterne. Der er nogle
"Sangerinder" herhenne i Pavillonen--nette Piger, siger de....

-Jeg skal bare frst trippe Afsked med den lille Landdame derhenne....

-Sving De Katinka en Gang, Huus. At hun ikke sidder stille.

Huus lagde Armen om Katinka, og de dansede igen.

Katinka vidste ikke, om de havde danset et Minut eller en Time, da de
gik gennem Skoven henimod Pavillonen.

Fem Damer sang imod dem fra Dren. De slog med Kvastestvlerne og
holdt to Fingre ind mod Hjertet:

    --Her komme vi
    det glade Kompagni
    mod Mandens Tyranni....

-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. Her ka' vi se Damerne....

De satte sig. Man saa' knap Ansigterne rundtom for Rg og Dunst. De
fem Damer sang om Bajonetter og Uforfrdethed. Da de var frdige, drak
de Punch og koketterede ved at putte Rosenblade ind under
Brystudskringen og fnise bag nogle sjadskede Vifter.

-Nette Piger, sagde Bai.

Katinka hrte knap; Huus sad med Hovedet i Hnderne og stirrede paa
det snavsede Gulv.

En lille Pianist, der lignede en Grshoppe, sprang over et Klaver, som
om han vilde spille med sin tynde Nse.

Damerne skndtes om, "hvem der skulde"....

-Det er dig, Julie, blev der hvisket arrigt bag Vifterne. Det vd
#Gud#--det er Julie.

-Skorstensfejeren, sagde Julie hjt ud over Folk.

-Den er #forbudt#--skreg et Par Damer bag Vifterne ned til
Pianisten--Srensen, hun synger, hvad der er forbudt.

Nede i Salen slog de med Glassene.

-Pyh, fordi Josefine ikke ka' synge den.

Damen Julie sang "Skorstensfejeren":

    Skorstensfejeren August--
    har til Vaabenskjold en Kost....

Bai dundrede, saa han var nr ved at slaa Toddyglassene snder:

-Hva' si'er du, Tik, sagde han.

Katinka fr sammen, hun havde slet ikke hrt efter. Jo, sagde hun.

-Kvik, sagde Bai, kvik. Han klappede igen.

-Romancesangerinden Frken Mathilde Nielsen, raabte Frken Julie.

Romancesangerinden Frken Mathilde Nielsen var langskrtet og
hjtidelig. De andre Damer sagde: Mathilde har Stemme. Mathilde var
faldet som Barn og havde flkket Nsen.

Hun lagde straks under Forspillet Haanden paa Hjertet:

Det var Sangen om Sorrent.

    Hvor den hje og dunkle Pinie
    Laaner Skygge til Bondens Vigne,
    Hvor ved Golfen Orangelunden
    Dufter liflig i Aftenstunden;
    Hvor ved Stranden Baaden gynger,

    Hvor i Byen glade Klynger
    Gaar i Dansen, mens de synger,
    Synger hjt Madonnas Pris.
    Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
    Disse Dale, disse Sletter,
    Disse maaneklare Ntter,
    Napoli--dit Paradis.

Frken Mathilde Nielsen sang sentimentalt med lange, tremolerende
Toner.

Da Sangen var endt, applavderede "Damerne" ved at slaa med Viften i de
flade Hnder.

Romancesangerinden "Frken" Nielsen takkede bukkende.

-Tror jeg ikke, Tik vander Hns over "Foredraget", sagde Bai. Katinka
sad virkelig med Taarer i jnene.

De kom udenfor: Nu gaar vi hjem over Kirkegaarden, sagde Bai.

-Over Kirkegaarden, sagde Katinka.

-Ja--det er den nemmeste Vej--og der er #knt#.

Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af
Skoven og gik gennem en All. Stj og Musik svandt bort bag dem.

-Ja, sagde Bai, en bevget Dag--en godt anvendt Dag. Han blev ved at
snakke op: om Dansen--saa det skr', de Landsbybrn--og
"Damerne"--"Frken Julie", frisk Pige i Stvlerne, kk Pige--og
Marie--naa--vi vil faa at se, hva' den har staaet paa ... jeg kender
hende....

De to andre talte ikke. Ingen af dem hrte efter heller. Der var saa
tyst, at de hrte deres egne Skridt paa Jorden. For Enden af Allen
ragede Kirkegaardens Jernport op med sit store Kors.

-Men Bai, sagde Katinka.

-Tror du, her er Spgelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen.

De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i
Dmringen som en stor Have. Roser og Buksbomhkke og Jasminer og
Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Hkkene.

Katinka tog saa fast om Huus' Arm, mens de gik.

Bai gik i Forvejen. Han travede langs Busketterne og slog ud med
Armene, som om han vilde jage Hns op.

Katinka stansede: Se dog.

Der var hugget ud gennem Trerne, saa man saa' ned over Markerne til
Fjorden. Dmringen svvede som et Slr over det dunkelblanke
Vandspejl, stille og drmmende.

Det var tyst, som om Livet var det ud under den duftfyldte Luft ...
Ubevgelige stod de tt ind til hinanden.

Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og lste
Indskrifterne paa Stenene, der lyste frem i Dmringen. Hun lste dem,
Navne og Aar, med sagte og sklvende Stemme.

-Elsket og savnet.

-Elsket ud over Graven.

-Krlighed er Lovens Fylde.

Hun traadte nrmere og lftede Hngepilens Grene: Hun vilde lse
Navnet paa Stenen.

Saa raslede det bag Pilen.

-Huus, sagde hun og tog krampagtigtom hans Arm.

Noget satte flygtende ud over Grdet.

-Det var et Par Mennesker, sagde Huus.

-Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Hnderne for Brystet.

Hun blev ved at gaa tt ind til ham, mens hendes Hjerte bankede.

De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka fr
sammen.

-Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn. Katinkas
Haand sklvede under hans.

Bai stod ved Enden af Gangen.

-Er I der, sagde han.

Han aabnede Laagen. Den klappede til i Jernhngslet efter dem.

Ude i Allen tog Bai Huus til Side:

-Det er s'gu dog en Skandale, sagde han ... at det skal
#eksistere#--en Vanhelligelse af det hellige Sted ... Kir havde jo
sagt mig det ... hvordan det var--med de Rvere....

-Men jeg troede s'gu ikke, at det var muligt....

-Ikke en Gang at ha'e Flelse for Dden--Ddens Have--fj for
Satan....

-Man ka', Fanden ta'e mig, ikke en Gang vre i Fred paa Bnkene....

Huus kunde have slaaet ham.

       *       *       *       *       *

De kom ned gennem Gaderne. Teltene stod lukkede og de. Hist og her
sankede en Handlende sine Varer sammen ved en ensom Lygte.

Vrtshuslarm trngte ud i Gaden. Svnige og duknakkede drev man parvis
hjem.

I Hotelporten kom Marie til Syne. Hun var svndrukken og mat.

Katinka ventede ved Vognen. Rundtom blev der spndt for og krt
afsted. "Nattergalene" sang hjt ud i Gaarden,

De kom til Sde. Bai vilde kre og sad med Marie.

    Oh du--min Valdemar!
    Jeg elsker dig....

-De holder ud, sagde Bai.

De krte gennem Natten; forbi Skoven; frem over de flade Marker.

Marie hang, sovende, krumbjet over Kurven i sit Skd. Huus og Katinka
sad tavse, stirrende ud i Egnen. Nu og da talte Bai.

-Hoho--mine Dyr--

-Naa--saa langsomt--

Og der blev stille som fr.

Bai vilde ha'e "en Opmuntring" og fik purret til Marie, til hun fandt
en Portvinsflaske.

-Vil I ha'e? sagde han.

-Nej--Tak, sagde Huus.

-Det er s'gu Uret, Bai tog Flasken fra Munden. En Mave maa ha'e no'et
mod Nattekulden.

Bai tog en Slurk til. Det lrer man i Felten, sagde han.

Han begyndte at tale om Preusserne og Krigen.

-Godmodige Folk, sagde han, ta'et n for n--svre dere--svre
dedolke--men gode Hjerter--rigtig gode Hjerter--n for n--men i
#Korpset#--Satan staa i dem....

Ingen svarede. Marie nikkede igen.

Katinka nskede blot, at han dog vilde tie.

-Men svre dere, sagde Bai igen.

Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et
blodigt Banner. Saa faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen
svarede.

Man hrte kun Hestenes Larm i Seletjet. Nu og da galede en Hane over
Markerne.

-Tag Sjalet paa, sagde Huus, det er koldt.

Varsomt lagde han det blaa Sjal om Katinkas Skulder.

Lidt efter lidt gryede Dagen over Markerne.

       *       *       *       *       *

-Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paa
Trappen i den graa Morgen.

-Ja, hvis du vil, sagde Katinka.

Men Huus maatte hjem. Det var den hje Tid.

-Naa--sagde Bai--som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slbt af
med Kurvene.

Huus og Katinka blev alene. Hun lnede sig til Drstolpen. De tav
lidt.

-Saa Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert.

-Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og
i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre
Gange med hede Lber.

Og var tilvogns og borte.

-Hva' Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han vk?

Katinka stod paa samme Plet: Ja, sagde hun, han krte.

Hun stttede sig til Dren og gik stille ind.

       *       *       *       *       *

Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem. Lrker og alle
Fugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol og
Kvidren over de sommerlige Marker.




IV


Lnkehunden sov i den hede Gaard og lod sig ikke vkke. Et Par skurede
Btter var stillet til Trring i Solen.

Katinka aabnede Gangdren; man hrte kun Fluernes Summen gennem de
lyse, klige Stuer.

Hun gik ind gennem Havestuen ud i Haven. Der var ikke et Menneske og
ganske tyst. Paa Krocketplnen laa Kugler og Kller forladte.
Rosenbuskene hang i Heden.

-Er det Dem, lille Fru Bai. Det kom halvsagte fra Lysthuset og Fru
Linde nikkede: Ja, Linde lser jo Prken.

-De er ude i Baghaven allesammen--Kirs kom jo, et helt Ls med deres
Fremmede ... Og det er jo ubelejligt, naar Linde lser Prken....

-Er Kirs her? sagde Katinka.

-Ja ... de kom her til Kaffe--de er i Baghaven--og den nye Doktor
ogsaa ... Og De, som har vret til Marked ... Huus fortalte om det.

-Ja--det var en dejlig Dag, sagde Katinka. Hun havde ondt ved at faa
Ordene frem, saadan bankede hendes Hjerte.

Gamle Pastor Linde kom frem i Havedren. Han havde Lommetrklde om
Hovedet. Lommetrklderne kom frem hver Fredag Aften, naar Pastor
Linde begyndte at lse paa sin Prken.

-Er det lille Fru Katinka, sagde han. Og De har det godt?

Gamle Pastor kom hen i Lysthusdren. Han vilde hre om Markedet.

Katinka vidste knap hvad hun selv sagde. Mens hun talte, flte hun
blot en pludselig ubeskrivelig Lngsel efter Huus.

-Ja--han er rigtig et godt Menneske, sagde Fru Linde, da Katinka havde
talt noget; og Katinka blev blussende rd.

-Ja, sagde gamle Pastor, et rart Menneske.

Han tog Lommetrkldet af og lagde det paa Lysthusbordet foran sig.
Han blev ved at sprge om Markedet: Vore Folk kom hjem henad Morgen,
sagde han.

-En Gang ska' de jo more sig ... Gamle Pastor smaasnakker, og Katinka
svarer uden at have forstaaet et Ord.

-Lille Linde--din Prken....

-Ja, Lille Mo'er. Ja, lille Frue, siger han, det er allerede blevet
Lrdag idag.

Gamle Pastor sjokker af med Lommetrkldet i Haanden.

-Vil De ikke ned til de andre, lille Fru Bai, siger Fru Linde....

-Hvis jeg ikke kan hjlpe ... med noget....

-Ellers Tak ... jeg gi'r dem jo bare, hvad jeg har ... lidt rter og
Skinke....

Katinka rejste sig.

-Gaa gennem Gaarden, sagde Fru Linde.

Katinka havde ikke set Huus i tre Dage siden Markedet; hvor hun dog
havde ventet og haabet, og frygtet hvad hun haabede. Nu skulde hun se
ham.

Latter og Stj slog fra Baghaven langt ud over Marken. Katinka aabnede
Laagen og gik ind.

-Den dejlige Kone kommer, raabte Agnes. De legede Enke paa den store
Plne.

Katinka havde kun set Huus, han stod der midt i Klyngen. Hvor han var
bleg og saa' srgmodig ud.

Katinka tnkte: han har vret svnls ligesom jeg. Og hun smilede til
ham frygtsomt, med let bjet Hoved som en ung Pige.

Hun fik Agnes og de kom til at staa foran Huus.

-Aa, pyt, sagde Agnes til Huus, man kender det: De har naturligvis
haft Tmmermnd ... Derfor har De vret usynlig i tre Dage....

-Og vi har ventet Dem....

-Igaar vilde Fru Bai slet ikke lade os faa Kaffen, fordi vi skulde
vente paa Dem.

Katinka saa' ned i Jorden, men hun stansede ikke Agnes. Det var hende,
som hun selv fik ham sagt, hvorledes hun havde ventet ham.

-Og er det saa en Opfrsel, naar man skal staa Fadder til et Par gte
Kropduer, sagde Agnes.

De to andre fik ikke sagt et Ord. Men Katinka flte Huus' Blik paa
sig, og hun blev staaende med bjet Hoved foran ham.

De blev ved at lege Trold og Enke. Hun saa' kun ham. De vekslede kun
Legens Ord med halvsagte Stemme. Ingen af dem vilde have kunnet tale
helt hjt.

Katinka vidste ikke, at hendes Hnder i Legen dvlede i hans og slap
dem tvende.

Der skulde dkkes til Aften i Lysthuset. Gamle Pastor og Pastor
Andersen kom med Louise-ldst og Lille-Jensen.

-Naa, sagde Agnes, saa fik vi da endelig Lugt paa Skinken.

Fr de kom tilbords, havde Louise-ldst allerede sjippet foran den nye
Doktor og vist sin "Sknhed".

Da alle var kommet til Sde i Lysthuset, raabte Gamle Linde ud af
Dren: Om der ikke var glemt et Par paa Krlighedsbnken.

"Krlighedsbnken" var en gammel mr Bnk mellem to Trer nede ved
Dammen.

-Der er saa rart mrkt, sagde Fru Linde.

-I gamle Dage, sagde Fru Linde, da Snnerne svrmede, da kom der
altid et Par dernede fra--det vil sige, hver sin Vej her om Lysthuset
... ja--de Dage....

"Krlighedsbnken" var Fru Lindes bedste Tema.

-Ja, ja, Linde, #der# er nogle blevne lykkelige, sagde hun.

Hun begyndte at tlle op alle dem, som var blevet forlovede i
Prstegaarden. #Den# og #den# og #den# ... Det blev en almindelig glad
Snakken over hele Bordet om al den Forelskelse og Forlovelse.

-Ja--den Sommer, da baade Rikard og Hans Beck blev forlovede.

-Agnes vidste da, hun havde altid rusket med Laasene, fr hun aabnede
Drene....

-Og Nddegangen da--

-#Naa#, ja man #kunde# komme til Forstyrrelse....

-Der raslede altid noget afsted mellem Grenene....

-Frken Horten havde et #slemt#, gult Skrt ... det #skinnede#....

-Ja, siger Gamle Pastor, man maa jo vogte sig for de strke Farver....

-Men der er dejligt i Nddegangen, plumper det ud af en ung Pige.

Og der bliver en Latter, saa de kaster sig frem over Bordet.

-Linde, Linde, raaber Fru Linde, husk, det er Lrdag. Gamle Pastor
lr, saa han faar Hoste.

-Men det #havde# virkelig vret, som hrte man en evig Kyssen i alle
Kroge....

-Ja, ja, siger Fru Linde, som tager det praktisk, de er kommet meget
godt an....

-Skaal, lille Fru Katinka, ska' vi drikke, vi gamle, siger Pastoren.

Katinka fr sammen: Tak....

Der blev talt om et ungt Par, det sidste fra Krlighedsbnken. De
havde allerede faaet en Dreng.

-Var det en Dreng, de havde faaet?

-Ja, en dejlig Dreng.

-Han vejede otte Pund, sagde Fru Linde.

-Og et Hjem har de.

-Som det var #blst#....

-Og en Kurren--det var saamn Hvedebrdsdagene endnu.

De var frdige med at spise, og Fru Linde gjorde Tegn til Pastoren.

-Ja, ja, siger Gamle Pastor, siger vi saa Skaal til Mo'er.

-Tak for Mad.

Alle rejste sig, og der blev en Summen ud i Haven. Katinka lnede sig
mod Vggen. Det var som Stj og Tale derude var saa langt borte, og
hun saa' kun Huus' blege, bevgede Ansigt, hans elskede Ansigt.

Et Par Piger kom for at tage af Bordet, og Katinka gik ud i Haven. De
skulde lege Skjul. Agnes var i Gang med "Elle--tlle ... Ni--ti"....

Gamle Pastor sagde Godnat. Det er jo Lrdag, sagde han. Han mdte Bai
oppe ved Laagen: Godaften, Stationsforstander ... ja, jeg maa til min
Prken....

Louise-ldst stod ved den store Jasminbusk. Der blev en Flyven og en
Gemmen bag alle Buske.

-Hun sr, hun sr, raabte n, som fr forbi Jasminbusken.

Og saa blev der stille.

-Jeg #kommer#.

Katinka gik ind i Lysthuset. Hun lukkede Dren efter sig: hun var saa
trt. Og alle Ordene fra Bordet havde ligesom lagt sig om hende som en
stor og hjlpels Smerte.

Hun sad saadan stille, da Dren blev aabnet og lukket:

-Huus....

-Katinka--Katinka dog ... Det ld fortvivlet og i Graad; og han #rev#
hendes Hnder til sig og kyssede dem og kyssede, mens han laa ned for
hendes Fdder.

-Ja, min Ven--ja, min Ven.

Katinka lsnede sine Hnder og stttede sig et Nu til hans Skulder,
mens han knlede: Ja, Huus, ja.

Taarerne lb ned over hendes Kinder. Saa ubeskrivelig mt lod hun
Haanden glide gennem den hulkendes Haar:

-Aa--kre Huus--Tiden vil mildne dette her ... De ...

-Naar De--hun tog Hnderne bort fra hans Haar og stttede sig til
Bordet--nu rejser ... og vi ikke ses mere....

-Ja--Huus--saadan som det jo #maa# vre....

-Men jeg vil altid huske Dem--bestandig og altid....

Hun talte saa mildt med tusind sorgfulde Krtegn i sin Stemme:
Katinka, sagde Huus, han lftede Ansigtet, der var badet i Graad.

Katinka saa' ned paa hans Ansigt, hvor hun elskede hvert Trk. jnene,
Munden, hans Pande--som hun aldrig mere skulde se; aldrig mere vre
ham nr.

Hun gik et Skridt som for at gaa. Saa vendte hun om mod Huus, der stod
ved Bordet.

-Kys mig, sagde hun og lagde Hovedet ind til hans Bryst.

Han tog hendes Hoved mellem sine Hnder og hviskede under Kys
bestandig hendes Navn.

-Ude i Haven flj og fr de. Louise-ldst styrtede gennem Nddegangen
efter den nye Doktor, saa hun nr havde revet Bai og Kir over Ende i
Gangen.

-Ja--vi var til Marked, sagde Bai, gemytlig Dag ... Saa' et Par kvikke
Pi'er i Skoven--flinke Pi'er i Stvlerne....

-Formelig #Pust#, gamle Kir.

-Huus sagde det, siger Kir.

-Huus, Bai stanser og taler halvdmpet, Huus--hvad sagde jeg? Aa, det
Menneske forstaar sig s'gu ikke no'et paa Fruentimmer....

-Han sad saa genert som en pillet Kylling og saa' paa "Nattergalene"
... en ren Ynk, gamle Kir, at se paa--den rene Ynk for et
proportioneret Mand-folk.--

Louise-ldst faldt om i den nye Doktors Arme oppe foran Jasminbusken.

Det begyndte at skumre. Rundtom i Haven drev Par og Par. Et Navn blev
raabt hjt ned gennem Gangen: Ja--a, ld det saa fra Egnen om Dammen.

Og saa, mens Helligaftenklokkerne klang, blev alt mere stille. Tavse
drev man sammen til den store Grs-bnk, og der taltes kort og dmpet.

Katinka sad ved Siden af Agnes. Prstefrkenen klede altid for "den
dejlige Kone".

-Syng lidt, Frken Emma, sagde Agnes.

En lille Dame begyndte at synge, mens de sad rundtom paa Grsbnken.
Det var Sangen om Hr. Peder, der kasted Runer over Spange. Alle de
unge Piger faldt ind i Omkvdet.

Agnes vuggede den dejlige Kone sagte frem og tilbage, mens hun sang:

      Fagre Ord
    Skaber kort min Glde.
      Fagre Ord
    Volde tit vi grde,
      Fagre Ord.

Og der blev stille igen.

De sang Sang efter Sang, #saa# n Stemme, #saa# faldt flere ind.

Katinka blev siddende hos Agnes, tavs ind til hende.

-Syng med, dejlige Kone, sagde Agnes og bjede Ansigtet ned mod
Katinka.

Det var blevet helt Aften. Buskene rundtom stod som store Skygger. Og
efter den hede Dag var Luften dugfrisk og fuld af Duft.

En Herre talte til Huus, og han svarede. Katinka hrte hans Stemme.

-"Marianna" er saa kn, sagde Frken Emma.

-Ja, syng "Marianna".

Bliv dog siddende, sagde Agnes til Katinka, hvorpaa hun og Frken Emma
sang:

    Under Gravens Grstrv sover
      Stakkels Marianna--
    Kommer Piger: grder over
      Stakkels Marianna.
      -- -- --
    Slangen sig om Hjertet snoede,
    Fred ej mer paa Jorden boede,
      Stakkels Marianna....

-Fryser den dejlige Kone?

-Vi skal vel hjem, sagde Katinka.

Hun rejste sig: Det er vist sent, sagde hun.

       *       *       *       *       *

De var ude af Haven. Hun havde sagt ham Farvel.

Hun havde set hans Ansigt, srgmodigt og blegt, mens han bjede sig
hastigt ned over hende. Hun havde flt hans Haandtryk, krampagtigt,
saa det smertede, og hrt Bais:

-Dj's, Huus, vi ses.

Og hastigt, mens hun tvang sig til at le ad noget, hun ikke havde
hrt, gav hun Haanden rundt til alle; og Agnes tog hende om Livet og
lb med hende op til Havelaagen--

Den klappede to Gange og faldt i....

Og bag dem sang de derinde.

Lad os gaa denne Vej, sagde hun. Det var en Sti over Markerne, langs
Prstegaardens Have; man maatte gaa en for en.

Katinka gik langsomt bag efter Bai.

-Godnat, ld det over til dem. Gamle Linde var kommet op paa sin Hj.
Han var med Lommetrklde.

-Godnat, Hr. Pastor.

-Godnat.

De gik videre over Marken. Ved Prstens "Godnat" var Taarerne
pludselig sprunget frem af Katinkas jne, og hun blev ved at grde
stille. Hun vendte sig om to Gange og saa' tilbage mod Linde paa hans
Hj.

-Kommer du? sagte Bai.

De kom hjem.

Og Bai saa' til Sporet og puslede snakkende rundt og kom til Ro; og
hun gik og gjorde alt det daglige, dkkede Mblerne til og vandede
Blomsterne og lukkede.

Det var altsammen som gennem et Slr, i Drmme.

Hun stod op den nste Dag og hun tog fat paa alt det vante; Ti-Toget
kom og gik og hun sad ved Vinduet foran Markerne, der laa som igaar.

Hun talte, blev dagligdags spurgt og gav dagligdags Svar. Hun var ude
i Kkkenet for at hjlpe Marie Pige.

Vinduer og Dre stod aabne. Ovre fra Annekset begyndte Klokkerne at
ringe.

Marie Pige var midt i en lang Snak, da Fruen sagde:

-Jeg gaar i Kirke.

Og borte var hun, fr Marie fik svaret.

Nsten som Fruen #lb# henover de solhede Marker.




V.


Et Par Dage efter rejste Katinka "hjem".

Hendes ene Broder havde en Kbmandsforretning i hendes Fdeby; hos ham
boede hun; de andre Brdre havde alle Vinde spredt.

Svigerinden var en rar lille Kone, som bragte Barn til Verden hvert
Aar og trimlede halv genert og fortrykt rundt i sit evige Svangerskab.
Hun var blevet meget magelig og en Del fordummet. Hun kom jo ikke til
stort mer end til at fde og amme.

I Huset var der altid en af Stuerne, hvor man ikke var naaet til at
faa Gardinerne op. De laa renstivede og ventede spredte over alle
Stole. Vasket blev der altid om de mange Smaa; der var Smaasnore
allevegne med Linned og Sokker. Maden til Maaltiderne blev aldrig
frdig i rette Tid, og der var altid for faa Tallerkener, naar man
endelig kom tilbords.

-Lille Mi og Mo'er spiser sammen, sagde den lille Kone.

Drene klaprede uafladelig, og hver halve Time hrte man et Hvin som
af stukne Grise gennem Huset. Det var en af de Smaa, som faldt ned et
eller andet Sted i Krogene. De havde altid Buler for og bag.

-Naa, sagde Broderen. Nu igen--

-Ja, hvad skal jeg gre, Kristoffer, sagde den lille Kone.

Hun sagde altid: Ja, hvad skal jeg gre, Kristoffer; og saa' hjlpels
ud.

Lidt efter lidt kom der med Katinka Ro i Huset. Hun trngte til at
have noget at gre, til at vide, hun var nyttig; og hun gik saa
lydlst om, mens alt blev gjort.

Den lille Svigerinde sad som lettet og smilte taknemligt fra sin Stol
i en Krog--hun sad altid i Krogene, bag en Sekretr eller ved Siden af
Sofaen--med sit forknytte Smil.

Katinka blev helst derhjemme inden Dre. Her var de gamle Mbler
hjemmefra og alle de gamle Ting: Faderens Mesterstykke, Egetrskabet
med de udskaarne Figurer paa Drene--hjemme stod det i Stadsstuen,
midt imellem Vinduerne.

-Det er Moses og hans Profeter, sagde Faderen. Katinka syntes, at "de
Mnd" var det forunderligste af alt i Verden.

Og Marmorbordet, som var blevet kbt paa en Auktion, og hvor de "fine
Ting" stod i symmetriske Rader: Slvsukkerskaalen med Kanden og
Slvbgeret, der var en Hdersgave fra Lauget.

Mens hun gik rundt og ordnede Huset, fandt Katinka stadig Erindringer
derhjemmefra, en gammel Kop med Inskription, et gulnet Skilderi, tre,
fire Tallerkener....

De gamle Tallerkener, med de blaa Kinesere og Haven med de tre Trer
og den lille Bro over Bkken ... Hvor de dog havde fortalt hinanden
mange Historier om de Kinesere, hjemme om Sndagen, naar de brugte det
fine Stel.

Katinka bad, om hun maatte beholde de gamle Tal-lerkener.

-Om Du #maa#? sagde den lille Kone ... Aa, Gud--det er jo kun Skaar
(#alt# var Skaar der i Huset)--her bliver alt skamferet ... men hvad
skal jeg gre?

Katinka blev, som sagt, helst inden Dre, eller hun gik op paa
Kirkegaarden til Graven. #Der# oppe var bedst. Hun syntes tit, hun var
som en Enke, der sad dr ved sin Mands Grav.

Han var dd saa hurtig, de havde levet sammen saa kort, og nu var hun
alene, helt alene.

Bedst som hun sad, lste hun Indskriften paa Gravstenen, Faderens og
Moderens Navne.

Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og
blev vartet op--og Moderen, der var blevet saa ganske anderledes, da
han var dd, som om hun blomstrede op igen med t....

Saa #lidt# hun dog havde kendt til sine Forldre.

Ja, saa lidt de kendte til hinanden--alle Mennesker, som levede og gik
rundt ved Siden af hinanden....

Katinka lnede Hovedet mod Taarepilens Stamme. Hun flte en bitter
Srgmodighed, hun aldrig fr havde kendt.

Paa Gaderne eller i Byen kom hun sjldent. Der var saa meget nyt
allevegne, og alt var anderledes end den Gang. Lutter nye Ansigter, og
nye Navne, Folk, hun ikke kendte.

Hun havde vret henne i den gamle Gaard. Der var bygget Bagstuer i
deres gamle Vrksted. Og der var sat Vinduer ind og nye Dre; og der
var lavet Gavlkammer i deres gamle Dueslag.

Katinka gik ikke mere ind i den gamle Gaard.

Thora Berg havde hun mdt paa Gaden.

-Men, det,--jo, det var den gamle Stemme--det er jo Katinka....

-Ja.

-Men Pigebarn--hvor kommer du her? ... Og ligner ganske dig selv....

-Og du, sagde Katinka, hun havde Taarer i jnene.

-Jeg--forbarme sig--jeg er jo bosiddende her--siden i Foraaret--vi
blev forflyttet.

-Ja--min Pige--der er lbet noget Vand i Stranden ... Du har vel ingen
Brn?

-Nej.--

-Tnkte det nok. Tak du din Gud--min Pige--jeg har fire ... og fem
Pensionrer ... Ja--man skal ikke rkke langt med nstldste
Kaptejnslnning....

-Men du ... Hvor boer I, Brn--stadig paa det gamle Sted ... Aa
Gud--vi ved Militret har jo ikke blivende Arne....

Thora blev ved at tale. Katinka gik ved Siden af hende og saa' paa
hende. Egenlig var det det samme Ansigt; men det var blevet som
strammet i alle Linjer og saa gult og spidst mod Hagen.

-Du sr paa mig, min Pige, sagde Thora, ja, du, det er just ikke bar
Klubballer at leve....

Hun sagde, hun vilde besge hende og tage hende med hjem i Reden.

-Men det er Repetitionstid, du--og vi sidder til Halsen i franske
Gloser....

De skiltes. Katinka blev staaende og saa' efter hende. Hun havde en
kort, stumpet Fljelstrje paa og en gul Kjole. Det var alt sammen
taget paa skraa, og saa' ud, som det var lidt for snvert.

De saas frst igen omtrent en Uge efter i Kirken.

-Om man kommer udenfor sine Dre? Ja--har jeg ikke villet vre hen hos
dig hver Dag, sagde Thora. Kom nu til os paa Onsdag, du ... Onsdag
Klokken tre ... Onsdag har man mest Fred, sagde hun.

Katinka var der om Onsdagen.

Thora var i Kkkenet, da hun kom, og Katinka ventede i Dagligstuen.
Stuen var for stor til Mblerne, Thoras gamle Udstyrsmbler, der var
blevet slidte og blegede: de stod og ligesom strakte sig for at naa
hinanden langs Vggene. Ved Vinduet stod der en moderne Blomsterholder
med en Gummiplante og en Rrflugtstol med et broderet Tppe. Det var
Pragtmblerne.

Paa Bordet laa nogle Digtsamlinger i falmede Bind og et Par
Rhinpanoramaer, Erindringer fra Kaptejnens og Thoras Bryllupsrejse.

Paa hje gultapetserede Vgge hang der nogle Blomsterstykker i smalle
forgyldte Rammer. Det var Roser og Stedmodersblomster med store
Dugdraaber, der saa' ud som Glasperler, spredt over Bladene. Katinka
kendte dem, Thora havde malet dem som ung Pige.

-Ja, man pynter op med de gamle Talanger, du, sagde Thora, hun kom
ind, mens Katinka saa' paa Rosene med Glasperlerne.

Kaptejnen aabnede Dren i Lrredsfrakke og Fliptj: #Skal# der spises?
spurgte han.

-Vi har jo fremmede, Dahl, sagde Thora. Og Dren blev lukket. Dahl
tegner Kort du, sagde hun.

Kaptejnen kom til Syne igen i Lbefrakke. Meget krt, meget krt,
sagde han og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Naar Kaptejnen ikke
tegnede Kort eller kommanderede, havde han altid en Forfalds-Datum og
et langt Regnestykke i Hovedet. Det var Rester fra Ljtnantsdagene og
Bryllupsrejsen med de to Rhinpanoramaer.

Thora sad og snakkede en hel Mngde. Katinka tnkte paa, hvor hun dog
havde faaet nogle urolige jne, som saa gik til Dren, og saa til
Dahl, mens hun blev ved at pludre.

-Den er et Kvartr, sagde Kaptejnen.

-Drengene er ikke kommet, sagde Thora.

-Og derfor spiser vi ikke, sagde Kaptejnen. De maa vide, Fru Bai, det
er Drengene, som er Herrer i Huset.

Thora sagde ingenting. Kaptejnen satte sig paa en afsides Stol ved
Skrivebordet. Rygstykket faldt af.

-At den Stol dog aldrig kommer hen, sagde han.

-Ja--Dahl....

-Vi har nu ventet paa det et halvt Aar, Fru Bai, sagde Kaptejnen. Han
bukkede let henimod hende. Det er saadan #Skik# her i Huset.

Drengene meldte sig ned ad Loftstrappen som den vilde Jagt.

-Der er de, sagde Thora. De gik ind i Spisestuen. Kaptejnen havde budt
Katinka Armen, Thora satte stille det nedfaldne Rygstykke op igen, saa
det stttede mod Vggen.

-Hvor har I vret? sagde Kaptejnen.

-Vi har badet, sagde Drengene. De havde rget en Time paa en
Grftekant og saa stukket Hovedet i et Vandfad.

-Disse er #mine#, sagde Thora. Og med mine mente hun en niaars Dreng
og tre vandkmmede Smaapiger.

Kaptejnen spiste Natron til Maden og trrede efter hver Mundfuld
Napoleonsskgget, der var vikset og velplejet i det trtte Ansigt.

Kaptejnen talte om Lnningsforholdene ved Jrnbanen.

Drengene var fem Godsejerlmler, der sad i Realklasser. De kaldte
"mine fire" for "Tiggerungerne" og gav regelmssigt den niaars
Buksevand. Forresten var de ret godmodige.

De aad som Ulve og sagde, at de var aldrig mtte, undtagen "hjemme paa
Gaarden".

Den niaars sad med store, gammelkloge jne og saa' fra Drengene til
Thora.

-Der er Skaar paa Porcellnet for at hdre de fremmede, sagde
Kaptejnen; han rakte Katinka Agurkesalaten i et skaaret Fad.

-Aa, det kommer saa let, Hr. Kaptejn, sagde Katinka.

Den ene af Drengene blev ved halvhjt at bede om flere Kartofler; han
havde set, der ikke var fler paa Fadet.

-Der er Agurker, sagde Thora: Vil Dahl ha'e mer....

-Du faar jo selv ingenting, sagde Katinka. Vi har jo--kre....

-Kre Fru Bai, sagde Kaptejnen, det er hendes Fornjelse. Her i Huset
kender vi ikke til den Ting, som hedder Ro.

Thora skar Kdet for den mindste af de Vandkmmede:

-Hr. Kaptejnen er i saa godt Humr idag--ka' du hre, sagde hun og lo.
Hva' Kaptejn?

Kaptejnen var altid i det Humr.

-Hvad fik Gustav i Geografi?

-Godtsprgs, kom det med Bas fra en Tallerken.

-Tror Gustav, at hans Fa'er vil vre tilfreds med det?

-Fa'er er lige glad, sagde Bassen.

De rejste sig fra Bordet. Alle Dre i hele Huset klaprede efter
Drengene.

-Ja, Fru Bai, sagde Kaptejnen. #Det# er Thoras Invasion.

-Hun er bange for, vi en Gang kunde faa Fred i Huset.

Kaptejnen gik til sine Kort. Thora rumsterede med mange Slags
Kaffeblandinger bag Selvkogeren.

-Kan jeg dog ikke hjlpe dig? sagde Katinka.

-Tak, min Pige.

Thora havde faaet rde Pletter paa Kinderne og holdt sig i
Tindingerne: Det er altid lidt meget om Middagen du, sagde hun.

-Men du ta'er det osse for uroligt, Thora, sagde Katinka, som selv var
ganske hed.

-Naar man har det Styr fra Morgen til Aften, min Pige, sagde Thora.

Hun kom ikke til Ro ved sit Sybord. Dren gik uafladelig. Drengene
havde svoret, at "den Kaffesludder sku' de ikke ha'e"--og de rutschede
hvert Minut op og ned ad Loftstrappen for at sprge om Gloser.

Thora holdt Haanden for Panden og gik fra Engelsk til Tysk.

Den niaars "vede" i Spisestuen.

-Nikolaj--altid skal du ve, naar jeg har Hovedpine ... Hold dog op!

Nikolaj listede stille fra Klaveret. Thora skndte altid paa sine
"egne", naar hun var ble ven pint af "Fdepumperne".

Thora satte sig hen i Sofahjrnet og trak Benene op under sig, som hun
saa ofte gjorde som ung Pige.

De talte om Folk i Byen.

-Ja, det er lutter ny Familjer--de gamle er borte.

-Ja, de gamle er borte, sagde Katinka. Hun saa' paa Thora, der havde
lnet Hovedet mod Sofaryggen og lukket jnene. Hvor dybt de var faldet
ind, hendes jne.

-Jeg vd snart ingen andre af de gamle end din Broder, sagde Thora.

-Aa, jo, dog....

Thora lo: Gud, din stakkels Svigerinde, sagde hun: er hun virkelig ved
det igen?

-Ja, Stakkel.

De sad lidt. Saa sagde Thora og aabnede jnene:

-Ak, du--vi er her jo alle for Forplantningen.

Thora lukkede jnene, og de to Veninder sad tavse.

-Ja--du, sagde Thora saa: Livet er underligt.

Katinka blev ikke til The. Hun sagde, hun havde lovet at komme hjem.
Hun trngte til at komme ud i frisk Luft og vre ene. Da hun kom ned
paa Gaden, fik hun den Id, at hun vilde gaa lidt hen til "Frkenen".
Der var saa stille hos den Gamle og saa uforandret. Katinka bjede om
i Frkenens Gade. Hun fik Taarer i jnene ved at se de tre grnne
Linde udenfor Vinduerne. Hun havde ogsaa siddet med Graaden i Halsen
hos Thora--hele Tiden.

Hun gik op ad den lille Trappe ved Siden af den grnne Klderhals og
bankede paa. Lugt af Roser og Sommerbler slog hende imde, da hun
lukkede op.

Frkenen nussede om med Rosenblade bredt ud paa Avispapir paa
Sovekammersengen, til Potpourri.

-Og de fra Holmstrup havde vret der--alle de unge Piger....

-De vil jo ha'e deres Br af Tret, siger hun--nu er det paa Slut....

Katinka maatte ud at se Tret og "mine Roser"....

-Der havde just lige vret tre Roser til Madam Bustrms Krans--ja--der
havde vret det....

-Tre Roser havde der saamn vret....

De gik ind igen. Frkenen smaasnakkede ud og ind, saa hendes Ord tabte
sig mellem Drene. Katinka sad paa Forhjningen; hun sagde kun nu og
da et Ja eller et Nej. Gennem den aabne Kkkendr saa' man ud i den
grnne Have, Fuglene kvidrede, saa det hrtes herind.

Hvor her var stille, som om der slet ingen anden Verden var.

Katinka saa' paa de gamle Billeder, gulnede i deres skve Rammer, hun
genkendte hvert et. Slvkaffekanden paa Bordet, Pragtstykket med de
tre Par gte Kopper, og paa Konsollen foran det graanede Spejl de fine
Nipsting dkkede af udbredte Lommetrklder, og Stykkerne over Gulvet
til alle Dre, og Kattene, som snurrede rundt paa deres Puder.

Hun kendte det alt.

Frkenen blev ved at smaasnakke og gaa ud og ind. Katinka hrte ikke
mer. Det begyndte at skumre herinde, hvor Lindene skyggede, og de
gamle Kroge laa i Halvmrke.

Det var anden Gang Frkenen nvnte Huus' Navn ude fra Kkkenet.
Katinka fr sammen. Hun troede, hun selv havde sagt det hjt, i
Tanker.

-Der er jo en Hr. Huus paa Jeres Egn, sagde Frkenen igen.

-Ja, Forvalter Huus, sagde Katinka. Kender De ham?

Frkenen kom frem i Dren. Men om hun kendte ham! Han var jo kdeligt
Nstsskendebarn til Ftter Karls paa Krsholm.

-Dem fra Krsholm, der var gift med Lundgaarder i to Led.

Og hun begyndte at fortlle om Huus og om hans Moder, der var en
Lundgaard--af de Lundgaarder paa Falster--og om deres Gaard og om hans
Slgt og om Ftter Karl paa Krsholm og om den ganske Familje, mens
hun gik frem og tilbage.

Hun tndte Lys i Kkkenet og hun syslede med Roserne inde i Sovekamret
paa Sengen. Katinka sad stille i sin Krog og hrte kun hans Navn, der
bestandig vendte tilbage.

Frste Gang, at hun hrte hans Navn i alle de Uger.

-Men hvordan er han? sagde Frkenen. Hun kom ind og lftede Katten,
der sov, op af Lnestolen, og hun satte sig nedenfor Forhjningen med
Hnderne foldede over Katten i sit Skd.

Katinka begyndte at tale--nogle almindelige Ord, tvende, og som om
hun tnkte paa noget andet. Men saa tog det hende: at tale om ham, at
nvne hans Navn, at kunne nvne hans Navn.

Og hun fortalte om Julen og om det blaa Sjal og Nytaarsaften, da han
kom i Slden, og Vinterntterne, naar de fulgte ham paa Vej under de
mange Stjerner....

-Ja, sagde Frkenen fra sin Stol, ja, det er rare Mennesker ... de
Huus'er.

Katinka blev ved at tale med dmpet Stemme gennem Halvmrket, fra sin
Krog.

-Da Foraaret kom, hvordan han havde hjulpet hende i Haven; han havde
plantet Roserne ud; han kunde alting....

-Ja, sagde Frkenen, det er en rar Familje.

-Og Sommerdagene der kom--og Markedet ... alt fortalte hun om--

Frkenen var begyndt at nikke i sin Stol--Frkenen blev let svnig,
naar hun skulde hre--og snart sov hun med Hnderne foldede over sin
Kat.

Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev Gassen tndt og lyste
Stuen op: Billederne paa Vggen, det gamle Uhr og Frkenen, som sov
med sin Kat paa Skdet og Hovedet ned paa Brystet.

Frkenen vaagnede og lftede Hovedet:

-Ja, sagde hun, han er et rart Menneske.

Katinka hrte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gaa og
komme bort. Og ude i den friske Luft, langs Vejene bagom Byen, hvor
hun gik, var det kun som hendes Lngsel voksede for hvert eneste
Skridt.

       *       *       *       *       *

Et Par Dage efter fik hun en Morgen Brev fra Bai. Det mrkeligste her
er gaaet for sig, skrev han, er med Huus. Forrige Uge rejste han til
Kbenhavn i Forretninger, sagde han. Og nogle Dage efter skrev han saa
til Kir, kan du tnke dig, at han bad ham lse ham fra hans Plads.
Han havde faaet Lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev
han--paa et Stipendium kan du tnke dig, og vilde sende en
Stedfortrder, og denne Stedfortrder kom igaar. Kir bander og jeg
var ogsaa ked af det, nu, vi havde vnnet os saa godt til den
Trvetriller.

Brevet laa opslaaet foran Katinka paa Bordet. Og hun havde lst det
igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog haabede. Men hun
#havde# troet, det var altsammen kun en Drm: et #Under# maatte ske.
Men hun #maatte# se ham igen, og han vilde ikke rejse.

Og nu #var# han dog rejst. Rejst og borte.

Broderbrnene snadrede om hende ved deres Mlkebrdskopper:

-Tante, Tante Tik!

Den nstmindste faldt ned af Stolen og brlede.

-Jesus, dog, faldt Emil, sagde den lille Kone.

Katinka lftede Emil op og trrede hans Ansigt, og, uden selv at vide
det, vendte hun tilbage til sit Brev.

Rejst og borte.

Men nu vilde hun hjem, vre hos sig selv og ikke blandt disse
#fremmede# Mennesker.

Idetmindste vilde hun hjem.

       *       *       *       *       *

Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i
Plantagen med Flokken.

Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sit
Brnetj.

Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Sysken og
hulkede.

-Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog....

Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie,
sagde hun.

Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Syske.

Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie
dog--Marie dog.

Den lille Kone lftede Ansigtet op: Ja, sagde hun, nu rejser du....

-Og du var saa god ved mig ... Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned
over Sysken. Saa god ved mig ... Jeg som altid gaar i #dette# her....

-Altid....

Katinka var rrt; hun knlede ned paa Gulvet foran den lille Kone og
tog hendes Hnder: Men, Marie, sagde hun, det bli'r jo anderledes.

-Ja--og den lille Kone blev ved at grde med Hovedet ind til
hende--naar jeg er blevet gammel en Gang, eller naar man der....

Katinka lsnede hendes Hnder fra Ansigtet og vilde tale.

Men saa saa' hun Svigerindens Barneansigt, der var vaadt af Taarerne,
og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til
sin Plads, mens den lille Kone blev ved at grde.

Om Aftenen gik Katinka op paa Kirkegaarden. Hun vilde sige Farvel til
Forldrenes Grav.

Hun mdte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det
var hendes Fdselsdag.

De to Veninder stod sammen foran Graven.

-Ja du, sagde Thora, naar vi en Gang alle ligger med Nsen i Vejret.

De skiltes ved Katinkas Gravsted.

-Man trffes altid igen i denne Verden, sagde Thora.

Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa Bnken under Pilen.
Hun saa' paa den dde Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun
havde tabt alt i Verden--ogsaa sin Ungdoms Hjem.

Hvad var det vel blevet alt sammen? Graat og forpint og saa
elendigt--alting.

Hun saa' Thora for sig med hendes urolige jne, og hun hrte
Kaptejnens: Der er Skaar paa Porcellnet for at hdre de fremmede ...
Og hun saa' sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde grdt.

-Og her--denne Plet med den dde Sten og de to Navne--det var nu hele
Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem.

Hun sad lnge. Og hun saa' ind over det Liv, som hun nu skulde fre,
og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, #en# eneste
utnkelig, fremskyllende Haablshed.

       *       *       *       *       *

Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai. og
Marie tog hendes Ting, og hun havde blot n Tanke: at komme ind i
Stuerne--ind.

Det var hende, som Huus maatte vre derinde og vente.

Og hun gik i Forvejen og aabnede Dren til Stuen, der ventede ren og
fin; til Sovekamret; til Kkkenet hvor alting skinnede; rent og--tomt.

-Men, Gud, hvor har dog Fruen skmmet sig, begyndte Marie, som slbte
Sagerne.

Og saa gik det ls, mens Katinka, bleg og trt, var faldet hen paa en
Stol--om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket.
Omme i Kroen havde de haft Sommergster, som kom med Sengested og det
hele, og i Prstegaarden havde de ligget lige op til Taget....

-Og Huus, der var rejst ... paa en Studs....

-Ja, jeg tnkte det ... For han var hernede den sidste Aften ... og
mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele--inde i
Stuen sad han alene--og ude i Haven ... og herude paa Trappen hos
Duerne.

-Naar rejste han, sagde Katinka.

-Nu er 'et vel to Uger siden....

-To Uger....

Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen;
hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han vret for at sige
hende Farvel--paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer.
Hun flte nsten som en stille Hjtidelighed....

Der ld et glad Hallj henne paa Vejen. Hun hrte Agnes' Stemme i et
stort Kor. Hun nsten f6r op: Her vilde hun ikke se dem straks.

Agnes flj i hende med Velkomst som en stor Hund, saa hun nr var
faldet over Ende; og hele Prstegaardsselskabet kom ind til Chokolade
og der blev dkket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til
Otte-Toget.

Toget bruste afsted, og de var atter borte,--man hrte dem stje henad
Vejen--; Peter Banekarl havde faaet Mlkespandene bort, og Katinka sad
alene paa Perronen.

-Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse....

Tak.

-Hm, hvor Dagene bliver korte ... Og Satan til kold Vind....

-Du skulde dog komme ind....

-Ja, jeg kommer.

Bai lukkede Vinduet.

Stjen af Prstegaardsfolkene dde bort. Alt var stille og de.

Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde
hun nu leve.

       *       *       *       *       *

Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned.
Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk.

Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den
vaade Karklud og skraalte.

Louise-ldst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring
Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin Kkkenstol
og rokkede.

-Hva' er 'et, sagde Louise-ldst, hun syntes Moderen sad og saa' saa
underlig ud.

-Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle.

-Vrvl, sagde Louise-ldst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus
som Heltemdrene i Tragedien.

Louise-ldst lste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun ... for
hende.

-Hun har jo haft en hel Sommer.

Louise-ldst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad,
brlte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne.

-Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede.

-Hva' si'er du?

-Jeg si'er, du skal vel gratulere, sagde Louise-ldst og trte jne.
Hun begyndte at fje sig efter den nyskabte Situation.

-Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat.

-Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Prstegaarden ...
Du til Jensen og Mllerens ... Louise-ldst ordnede Felttoget. Hun
forstod, hun var ialfald Svigerinden.

Hun var barnlig og raabte "Leve Postvsenet", da hun lb bort fra
Stationen--og svingede med sin Parasol.

Han var ved Postvsenet.

Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Mllerens og grd over, at hun
skulde miste sin Due:

-Joakim Barner--af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er
beskftiget ved Postvsenet.

I Prstegaarden mdtes Enkefruen med sin ldste.

-Ja, jeg flte dog Trang til selv at sige det til vor Sjlesrger.
Enkefru Abel brugte igen sit Lommetrklde: I saadan alvorlige
jeblikke, sagde hun.

Gamle Pastor slog sig paa Maven af Fornjelse. Jordbrlikren kom paa
Bordet med Smaakager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at faa
at vide, hvordan det var "blevet". Det var "blevet" i et Lysthus ...
ved Stranden....

Gamle Pastor drak med Louise-ldst.

-Naa, naa, man vd, hvordan det gaar, naar der frst er gaaet Hul ...
Der kommer Bevgelse i Tingene, sagde gamle Pastor.

-Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge--min sidste ...
Enkefruen fik et Anfald af frygtsom mhed mod sin sidste.

Den sidste var saa klen som et lille Fl i Anledning af Dagen.

-Saa kan hun saamn endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru
Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gaaet. Der er dog
god Bund i dem, Linde.

-Himlen vd, hvad Agnes vil sige....

Agnes var i Skoven med nogen Ungdom.

-Naa, saa Gud vre lovet da, sagde hun ved Hjemkomsten, da hun hrte
det.

-Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun
stod ved Perronlaagen og saa' efter Familjen Abel, der havde hentet
Svigersn.

Det lille Mandfolk flj rundt mellem Medlemmerne Abel, saa hjlpels
som en Bnne i en Kvrn.

-Naa, sagde Agnes: paa ham ser man da, at han har Vand i Hovedet.

Hun tog Katinka om Livet, og de gik ind i Haven.

-Ja, sagde hun og lukkede Laagen: nu er de "lkkelige".

De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes:

-Nu rejser jeg ... I nste Uge. Jeg har sagt det hjemme.

-Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de paa Bordet
nedfaldne Blade i smaa Stykker. En Gang maa det vel ta'e en Ende.

Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort
fra sine Sorger, sagde hun stille.

-Man faar jo ogsaa Arbejde ... Lrerinde-Prven. Der er jo ikke andet
... For at stte sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for
morsomt ... og til noget alvorligt er det for sent.

Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er #det#.

-Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi "Kvinder" egenlig ikke; de
frste fem og tyve Aar af vor Tilvrelse danser vi rundt og venter paa
at blive gift--og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at
blive begravet....

Agnes satte Albuerne paa Bordet og stttede Hovedet i Hnderne.

-Dejligt, sagde hun ud i Luften.

Pludselig holdt hun Hnderne for Ansigtet og brast i Graad.

-Og som man saa vil lnges, sagde hun.

Hun grd lnge med Ansigtet i Hnderne. Saa lod hun Armene falde ned
paa Bordet. Hun saa' paa Katinka; den dejlige Kone sad bjet frem med
Hnderne i sit Skd; langsomt lb Taarerne ned ad hendes Kinder.

-Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende ... Dejlige
Kone....

I den Uge, som kom, rejste Agnes Linde.

       *       *       *       *       *

Familjen Abel var et rent Dueslag. Man gjorde sig forstaaelig i klne
S-Lyde og Smaahvin.

-Mig kalder han for Musse-Mor, sagde Enkefruen. Ja, #han# gi'er os
Navne.

Naar der var fremmede, hang de Forlovede matte over et Par Stole, til
en af dem sagde "Busse-Bisse", og de forsvandt bag Drene.

-Det er deres Sprog, sagde Enkefruen. Deres Sprog var jo lidt
vanskeligt for fremmede.

Naar Visiterne skulde gaa, blev der raabt paa "Basse" og "Bsse" et
halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og Bsse var
uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt tt
grnt.

Naar Basse og Bsse kom frem, saa' de hjrde og fortumlede ud.

Louise-ldst og det lille Mandfolk levede i Smaafgtninger med Livtag.
Det lille Mandfolk gav hende Svogerkys og kildede hende bag Drene.

I Selskab var de allesammen svnige og sad i Krogene. Ved Bordet sagde
Enkefruen smaa sdladne "Busse" over til "sine tre". Hun vidste ikke
selv, hvad det betd.

Var de hjemme om Aftenen, blev der ikke tndt Lys.

-Vi holder Skumring, sagde Enkefruen, allesammen.

Det lille Mandfolk sad mellem Bsse og Lisse-Sa i Sofaen. Frken
Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget ud i Halvmrket. Henne
fra Sofaen smaaknirkede det. Saadan sad de hele Timer.

Naar Frken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami paa
den kolde Snude.

Undertiden gik Basse og Bsse ned over Markerne til Aftentoget. De
gik op og ned langs Perronen og saa' hinanden ind i jnene; naar de
drejede, kyssede det lille Mandfolk Bsse-Sa paa ret.

Katinka sad paa Perronbnken med Huus' blaa Sjal om sig; naar Toget
var borte, hrte hun de Forlovede gantes hjem over Markstien.

Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, de maatte allerede
have Lys til The.

-Lampen, Marie, sagde hun.

Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt paa
Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige Hnder, der
blev liggende paa de sidste Taster.

-Kald paa Bai til The, sagde Katinka. Hun stttede sig til Klaveret
for at komme op fra Stolen. Hun var altid saa trt, som var der Bly i
hendes Ben.

De drak The og Bai fik Bladene til sin Toddy.

Katinka tog en Bog af Tasken. Det var bestandig de "nye" Bger: Agnes
og Andersen havde altid skndtes om dem.

Bogen laa aaben under Lampen. Katinka kom aldrig lnger end tyve Sider
i den: Livet var det dog ikke og rigtig Digt ikke heller, der kunde
tage Tankerne vk.

Hun tog sin Poesibog frem; hun havde skrevet "Marianna" ind med en
Datum. Og naar hun lagde Bogen ned igen, blev hun staaende foran
Skuffen, fr hun lukkede. Den lille japanesiske Bakke laa pakket ind i
det gullige Brudeslr.

Hun gik ogsaa ud i Kkkenet. Hun havde sin Yndlingsplads paa
Huggeblokken i Krogen. Maria syede foran Tllelyset paa Bordet og lod
Munden gaa. Hun var en trofast Sjl, som ikke glemte gammel Krlighed.

Hun snakkede stadig om Huus Og saa ensomt som det nu var blevet.

Katinka sad tavs i sin Krog. En Gang imellem rystede hun, som hun
frs, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst.

Marie Pige blev ved at snakke med sit store rde Ansigt ind mod det
ensomme Lys.

-Vi skulde vel i Seng, sagde Bai og aabnede Dren.

-Ja, Bai....

-Godnat, Marie.

       *       *       *       *       *

Efteraaret kom med tungsindige Taageslr over Markerne. Himlen laa lav
over Dage, der sneg sig i Halvmrke fra Nat til Nat.

-De maa tage Dem sammen, lille Frue, sagde den unge Doktor, De maa
mande Dem op.

-Ja, Doktor.

-Og gaa. De maa ha'e Bevgelse. Det er Krfterne, som er rent borte.

-Ja, Doktor, jeg skal nok gaa.

-Og ellers ikke no'et nyt? Doktoren rejste sig. Har De haft Brev fra
Frken Agnes?

-Ja--forleden.

-De taler om at Andersen sger bort....

-Jeg hrte det, siger Katinka. Alle rejser herfra....

-Aa nej, lille Frue, der er ogsaa dem, der bliver....

-Ja, vi bliver, Doktor.

-Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret,
hvor han tnder Cigar.

-Nej, Satan til Historie, siger Bai.

-Der er ingen Krfter ... Naa, god Morgen, Forstander.

-Ja, Satans ... Naa, Morgen, Doktor.

-Du maa osse gaa, Tik, siger Bai, naar han kommer ind efter Godstoget.
Du gr heller ikke no'et for det.

Katinka gik. Hun sled sig frem over Markerne mod Vind og Vejr.

Hun gik ned til Annekset. Stakaandet hvilte hun sig paa
Stvningsstenen udenfor Kirken. Kirkegaarden laa flad og blomsterls
bag den hvide Mur. Kun Buksbomhkkene stod stive om de stive Kors med
deres Navne.

Hun gik atter hjem--over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen
og snoede sig bort. Som en mrkere Plet i Taagens Graa laa Rgen en
lille Stund, og lste sig saa.

Paa den Side Aaen blev der pljet. Grstrven skrlledes op i lange
Furer bag den sindige Plov.

Katinka kom hjem.

Mlleren havde vret der, eller Forvalteren fra Kirs.

-Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svrt oppe i
alting, rar Fyr, du.

-Ka' jo ikke vide, hvordan han er til sit Arbejde, sagde han til Kir.

Kir brummede noget.

-Men en rask Fyr er han, en "Ligesindet," du gamle Kir.

Svendsen samlede paa grske Kort og Billeder i lukkede Kuverter. Han
havde dem med ned paa Stationen, og Bai og han gik dem igennem til
Toddyen. Kigger vi lidt i "Arkivet", sagde Svendsen.

-For min Skyld gerne. Bai var altid villig.

Svendsen fik "Nyhederne" fra Hamborg mod Efterkrav.

-Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, naar de
"var ved Arkivet", sknt Dren var lukket.

-Satan til Griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt Kortene op for
Lampen.

De blev ved at se paa Kortene. Bai gned sig paa Knene.

-Men denne er hj, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han.

Svendsen gned sig under Nsen og snftede.

-Steg, sagde han, Steg er 'et.

De var til Ende med Billederne og sad lidt stille ved Toddyglassene.
Det var ligesom Bai faldt sammen.

-Ja, sagde han: men hvordan er Livet, Svendsen.

-Hvordan er Livet, Gamle, med en svag Kone?

Svendsen svarede ikke.

Bai sukkede og strakte Benene ud fra sig....

-Ja, Gamle, sagde han. Ja--vist er det. Svendsen havde siddet
filosofisk tavs. Nu stod han op:

-Nej, man vd s'gu ikke, hvad der er sunget ved Ens Vugge, sagde han.

Bai rejste sig og aabnede Dren til Dagligstuen.

-Hva', sagde han, sidder Du i Mrke.

-Ja; Katinka stod op fra Krogen. Jeg sad lidt i Mrke....

-nsker du noget, Bai?

-Jeg flger Svendsen et Stykke, sagde Bai.

Katinka kom ind for at sige Farvel.

-Fruen er stadig noget blegnbet, sagde Svendsen og flte paa
Lommerne, om han havde sine Samlinger.

Bai var frdig og der blev sagt Farvel.

-Gud bevar'es--Fruen maa blive inde--det er meget for kligt.

-Jeg flger kun til Laagen, sagde hun.

De kom ud paa Perronen: Det er stjerneklart, sagde Bai.

-Det melder Kulde. Godnat, Frue.

Laagen slog i.

-Godnat.

Katinka stod lnet til Laagen. Stemmerne dde bort. Katinka lftede
Hovedet: Ja--Himlen var klar og alle Stjerner oppe....

Som vilde hun klage sin Nd for det dde Tr, bjede Katinka sig ned
og slog Armene om den fugtige Stolpe.

       *       *       *       *       *

Lindes kom nu tit om Aftenen. De savnede Agnes, de to Gamle.

Og Andersen skulde ogsaa rejse.

-Han vilde jo afsted, sagde gamle Pastor. Og nu kan man risikere at
sidde her og faa en af "det levende Ord"....

Pastor andersen havde faaet Kald paa Vestkysten.

Fru Linde grd i Krogene

-Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg saa' det godt. Men de vd
ikke hvad de vil, Fru Bai. De vd ikke, hvad de vil, min Ven....

-Det er Ungdommen--en anden Ungdom nutildags, lille Fru Bai. De gaar
og sp'er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige
for Livstid--

-Jeg spurgte i ggehvide, min Ven, fr Linde friede, og vi har ta'et
det onde med det gode i tredive Aar....

-Men nu ka' vi ha' Agnes siddende som ensom Pige, naar vi to Gamle en
Gang lukker vore jne.

Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulde have sin Whist.

Naar gamle Pastor var der, var Katinka gladest. Det var, som der kom
saadan Ro med ham.

Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med
det glade, gamle Ansigt:

-Der ser De, min Fa'r, sagde han, naar han tog Stikkene hjem.

De to Gamle smaaskndtes.

-Det er, som jeg siger dig, Linde....

-Om du vil tro mig, min Pige ... og han bredte Stikkene ud.

-Dem, lille Frue, det er Dem.

Katinka faldt hen. Hun sad og saa' paa de to Gamle.

-En Karo-Dame ... der ser De, min Fa'er....

Den sidste Robber spillede de med Blind. Katinka gik om og ordnede til
Bordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde saa mange
Livretter, som Katinka lavede.

Der var mange Dage, hvor hun havde sin Gang i Kkkenet fra om Morgenen
tidligt og kogte og brasede efter Opskrift og Kogebog. Svre
Kunststykker, hvor der skulde baade skrabes og skrlles.

-Trt satte Katinka sig ned paa Kdblokken og hostede.

-Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka' stoppe i
Munden-det blir Enden, sagde Marie.

-Vil du ha'e Genever, siger Katinka.

-Hvis du har--

Naar han nikkede, saa' man, at Bai havde faaet Dobbelthage. Han lagde
sig i det hele ud. Med en lille koket Runding under Vesten og
Smilehuller for Knoer.

-Saa er der frdigt, siger Katinka.

-Tak, min Pige, siger Bai.

Der var i den sidste Tid kommet saadan noget sultanmssigt over Bai.
Det kom maaske med Korpulencen.

-Tak min Pige, vi spiller ud, siger han igen.

Katinka stter sig paa en Stol ved Bordet og venter. Gamle Pastor ser
hen paa Bai over det dkkede Bord til hans stille Kone. Katinka
sttter Hovedet i sin Haand.

-De, Borgmester, siger gamle Linde over til Bai.

Katinka rejser sig. Der var noget glemt paa Bordet ... Dren lukker
sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og
paa Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse:

-Ja, Forstander, siger gamle Pastor, De er en lykkelig Mand i Deres
Hus.

Bagefter sidder de ved Mlkepunchen og Smaakagerne: Det er de gode
gtemnd, der holder af Sdt, siger Fru Linde: Bai vil have flere
Vanilliekranse frem af Kassen.

Og de gnasker videre rundtom Lampen.

-Vil De ikke spille lidt, siger Fru Linde.

-Eller synge os n--n af Agnes', siger gamle Pastor.

Katinka gaar hen til Klaveret. Og hun synger dmpet med sin svage
Stemme Sangen om Marianna.

Gamle Pastor hrer til med foldede Hnder og Fru Linde lader
Strikketjet synke.

    Under Gravens Grstrv sover
      Stakkels Marianna--
    Kommer Piger, grder over
      Stakkels Marianna.

-Tak, sagde gamle Pastor.

-Tak, lille Fru Bai, sagde Fru Linde.

Hun saa' ikke rigtig Maskerne, fr hun havde faaet jnene trret.

Katinka blev siddende med Ryggen til de andre. Langsomt faldt Taarerne
fra hendes Kinder ned paa Tangenterne.

-Ja, Ungdommen nuomstunder har mange Ideer, sagde gamle Pastor. Han
saa' hen for sig og tnkte paa Agnes.

De rejste sig for at gaa og Fru Linde tog Tj paa i Sovekamret. De to
Lys for Spejlet var tndte. Der var saa lyst og hyggeligt med alt det
hvide om Sengen og Toiletspejlet.

-Ja, sagde Fru Linde, om vi fik Agnes at se i saadan et Hjem. Hun
snftede endnu mens hun bandt sine Hattebaand.

-Jeg flger Pastorens, sagde Bai. Man maa ha'e lidt Motion....

-Ja, sagde Pastoren. Man maa rre sig efter den Aal i Gele.

-Man spiser for godt paa Stationen. Mo'er har forbudt mig at stte min
Fod her om Lrdagen.

-Jeg gaar ikke lnger, sagde Katinka og blev staaende i Dren.
Doktoren vil have, at jeg skal vre forsigtig med min Hoste.

-Nej, gaa ind, Efteraaret er den vrste Tid.

-Godnat, Godnat.

-Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krllet og
forlst, og hun lagde det under Lampen:

... Og saa havde jeg haabet at den frste Tid var vrst, og at Tiden
skulde lge. Men den frste Tid er god og ingenting mod nu. For da er
det en Smerte, hvor alting er nr. Men naar det saadan taber sig, Dag
for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vkker os,
skal blot fjerne os lngere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen
Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i
og sidder over ... saa er det ligesom der sad et stort Sugedyr paa
vort Hjerte. Minder er en Ulykke for baade Legeme og Sjl.

Katinka lnede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Vg. Ansigtet var
saa blegt i Lampeskret. Hun havde ingen Taarer fler.

Bai kom hjem.

-Det blev sent, sagde han, Satan saa Tiden lber ... Jeg faldt ind et
Sted med Kir....

-Det var Kir, som vilde bede ... Jeg mdte ham ... her paa Hjemturen.

-Er det blevet saa sent, sagde Katinka blot.

-Ja--den er over t ... Bai begyndte at klde sig af: Pokker til
Flgen hjem, sagde han.

Bai fulgte i den sidste Tid altid "hjem". Han gik til Kroen: Naa, saa
maa man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med
Gsterne.

Han "vogtede" det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft
korte Pufrmer over et Par blde Arme. Klokken blev et, og den blev to
mens han "vogtede" det.

-Du ku' jo ogsaa gaa i Seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe i
Kulden.

-Jeg vidste ikke, det var saa sent....

Sengen knagede derinde under Bai, han strakte sig.

Katinka satte Blomsterne i Rkke ned paa Gulvet. Hun hostede, naar hun
bjede sig.

-Pokker til Gigt, sagde Bai, saa den vrker.

-Jeg kunde jo gnide dine Arme, sagde Katinka.

Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai paa Armene med en
Mirakelsalve mod Gigt.

-Aa, det kan vre, sagde Bai. Han vendte sig et Par Gange og sov ind.

Katinka hrte Nattoget. Det larmede over Broen og naaede ind med
Klapren--nu var det sust bort.

Katinka gemte Ansigtet i Lagenerne for ikke at vkke Bai med sin
Hoste.--

       *       *       *       *       *

Vinteren kom, og Jul. Agnes var hjemme, og "Postvsenet" kom om
Juleaften til Abels.

Lille-Jensen og Bel-ami var paa Stationen som ifjor. Nu blev Bel-ami
baaret aldeles officielt.

-Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var saa dovent, at det
ikke gad aabne jnene.

Da Tret var tndt, bragte Bai en lukket Depesche og lagde den paa
Katinkas Bord.

Depeschen var fra Huus....

Bai og Lille-Bentzen smaasov i Kontoret. Katinka og Jensen sad i
Stuen, hvor Tret brndte ned.

Lille-Jensen nikkede i Blundet og stdte Hovedet mod Klaveret....

Katinka saa' paa det slukkede Tr. Hendes Haand gled sagte hen over
Huus' Depesche, som laa i hendes Skd.




VI


Vinteren gik og Vaaren og Somren, der smilte over Markerne.

-Traurighed, gamle Ven, sagde Bai til Kir, igaar flyttede jeg op paa
Loftskamret. En Mand maa jo ha'e sin Nattero, naar han skal passe sine
Ting om Dagen.

Katinkas Hoste ld gennem Huset.

Marie Pige bragte hende Vin og Vand og blev staaende ved Fruens Seng.
Det var, som Hosten vilde slide hende snder.

-Tak, Tak, sagde hun. Gaa nu ind og sov, sagde hun. Hun aandede tungt.

-Hvad er Klokken blevet?...

-Halv fire....

-Naa--Katinka lagde sig tilbage i Sengen. Ikke mere.

Marie Pige listede af paa de bare Ben til sin Sofa og lidt efter
hrtes hendes dybe Aandedrt. Den lyse Plet fra Natlampen bagved
Sengen tegnede sig paa det stille Loft: Katinka laa med lukkede jne.

Om Formiddagen var hun oppe. Hun sad i Tpper ude paa Perronbnken i
Solen.

Den slanke Frer med de indiskrete frte Middagstoget. Han sprang af
og spurgte til Befindendet.

-De skal se, sagde han, den klare Efteraarsluft....

-Maaske, sagde Katinka og rakte ham sin fugtige, matte Haand.

Bai og Freren gik hen ad Perronen.

-Begge Lunger, sagde Bai. Han havde faaet en Vane med at trre sig hen
over jnene med to Fingre....

-Guds Vilje, sagde han og sukkede.

Toget begyndte at gaa. "Den indiskrete" sprang op. Han blev ved at se
tilbage mod Katinka, som sad der saa lille og bleg i Solen.

-Det gjorde ham sg'u ondt, rigtig ondt....

-Ja--det var s'gu bedrveligt.

Der havde skam sidste Vinter vret et jeblik, hvor han havde tnkt
allehaande ... Hun sad tidt og saa' saa "langeligt" der paa
Perronbnken....

-Han havde drukket et Par Toddyer hos Bai nogle Aftener, men han var
faldet a' paa 'en....

-Det havde bare vret Sygdommen, der var i Anmarsch.

Toget gyngede bon over Engene. Himmel og Slette skinnede i Efteraarets
lyse Luft.

Strene larmede langs Telegraftraaden og samlede sig i Flok.

-Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med jnene de dragende Skarer
under den klare Himmel.

Doktoren kom og satte sig hos hende: Naa, hvordan gaar det?

-Jeg sidder og samler Krfter, sagde hun: til imorgen.

-Til imorgen?--ja, rigtig, det er jo Fdselsdagen.

-Men De holder Aftalen, lille Frue.

-Ja--saa snart de har spist, gaar jeg i Seng....

Det var Bais Fdselsdag. Katinka vilde, han skulde have sit Parti. Hun
havde talt om det lnge: hun vilde blive oppe til Bordet, bagefter gik
de jo alligevel ind til Bai og spillede--saa vilde de slet ikke mrke,
at hun var syg....

-Den ene Dag i det mindste, sagde hun.

-Nu skulde De gaa ind, sagde Doktoren.

-Ja, Katinka rejste sig....

-Lad mig hjlpe Dem....

-Tak, det er Trappen, sagde hun. Det er altid svrt med Trappen.

Hendes stakkels tunge Fdder kunde ikke komme op ad de tre smaa Trin.

-Tak Doktor. Men mit Sjal....

Doktoren tager det blaa Sjal paa Bnken: Deres Yndlingsstykke, siger
han.

Katinka vender sig i Dren og ser ud over Markerne: I disse Dage er
her smukt, siger hun.

Om Eftermiddagen fik hun alle Sagerne til Salaterne ind paa
Stuebordet. Hun skar Rdbeder og Kartofler i Smaastykker paa et lille
Brdt.

Frken Jensen kom i Visit. Katinka nikkede.

-Ja, det kan jeg dog endnu, sagde hun.

-Er der noget nyt? sagde hun. Hun lnede sig tilbage. Hendes Hnder
var saa trtte, og det gjorde ondt i hendes Bryst at holde Armene
oppe.

-Jeg har ikke set Abels saa lnge....

-De haaber jo nu paa Barners Ansttelse, siger Lille-Jensen.

-Ja, han sger jo....

Lille-Jensen faar sin Kop Kaffe. Giv mig saa Olien, Marie, siger
Katinka.

Hun faar et Batteri af Flasker og store Skaale. Hvor den er tung,
siger hun, hun kan nppe lfte den store Eddikeflaske. Hun smager og
rrer i Skaalene.

-Nej, siger hun med t og skyder dem fra sig.

-Nej, jeg har ingen Smag mer.

Hun sidder trt, med lukkede jne. Rde Pletter har bredt sig helt ud
over hendes Kinder.

-Men jeg kunde jo hjlpe, siger Lille-Jensen.

-Aa, Marie kan det. Jeg maa kun i Seng.

Men hele Eftermiddagen maa Marie bringe alting til og fra, at hun kan
se det, mens hun ligger. Hun lfter sig op i Sengen, mens det brnder
i hendes Bryst: Ja, siger hun, Bai er vant til det saadan.

Marie maa tage det fine Porcelln og Glassene og de fine St Knive og
Gafler ind i Sovekamret og pudse og gnide dem og stille dem op i Rader
paa Bordet.

Katinka ligger og tller og regner, hendes jne skinner af Feber.

-Mon det er der alt, siger hun.

Hun ligger lidt mat og gnider sit trre, hede Feberansigt ned mod
Puden.

-Toddyskeer, Marie, siger hun saa. Vi har glemt Toddyskeer.

-Vi kan vel lgge dem paa Huus' Bakke, siger Marie. Hun kommer ind med
Skeerne paa den lille, japanesiske Bakke.

-Nej, ikke paa den. Katinka rejser sig halvt i Sengen.

-Giv mig den, siger hun. Hun tager Bakken og holder sine brndende
Haandflader hen over den klige Lak. Stille bliver hun liggende med
Huus' Bakke i Hnderne.

Bai kommer ind og ser alt Porcellnet og Glassene, som pudset og
blankt er stillet op paa Bordet.

-Dumheder, min Pige, siger han. Dumheder--jeg har jo sagt det....

-Du ligger bare der og bliver daarligere--Tik; han tager hendes Haand:
Ja--hvor du brnder....

-Aa, det er ingenting, siger Katinka og lsner stille sin Haand fra
hans:

-Naar der blot intet mangler....

Bai begynder at tlle.

-Kompot skal der vel paa Bordet, siger han.

-Ja.

-Naa, ja, Skaale er der jo ingen af....

-Saa er de glemt....

-Ja, naar man ikke selv kan vre ved det, Bai, siger Katinka, hun
synker tilbage i Puderne.

       *       *       *       *       *

Selskabet var "den gamle Sbeklder", som Bai kaldte det.

-Man er sig selv, sagde han, i Sbeklderen, de Ligesindede.

De Ligesindede var tre Proprietrer, Kir i Spidsen og Bai som
Fjerdemand.

Svendsen sluttede til som Ekstra.

-Han er oplivende, sagde Bai til Katinka. Katinka havde aldrig hrt
Hr. Svendsen vre oplivende. Naar hun var tilstede, njedes han med at
soignere Negle eller tygge Overskg.

-Ta' ham med, Kir, sagde Bai. Han sidder saa rart og river den a' som
Femtemand.

-Katinka aabnede selv Dren til Kontoret: Der er frdigt, Bai, sagde
hun.

Herrerne kom ind; Katinka var helt kldt paa, med en hj Pibe i Halsen
op til det lille magre Ansigt.

Hun havde Kir tilbords.

De talte om hendes Sygdom: Aa, man skulde nok se, Vinteren var den
bedste Tid ... Den stille, klare Kulde--det gav Krfter.

-Ja, den stille, klare Kulde.

-Skal vi drikke paa det, sagde Bai. Der blev drukket. Der drikkes ud,
sagde Bai.

De Ligesindede spiste med Servietten fstet med en Naal ved Halsen. De
lugtede til hver enkelt Mayonnaisemundfuld fr de nd den.

-Olje, sagde Proprietr Mortensen og snftede.

Katinka sad med nogle smaa Bidder paa sin Tallerken. Hun sad ganske
rank for Smerterne i sit Bryst. Gaffelen rystede i Haanden, naar hun
forsgte at spise. Tag det bort, Marie, sagde hun.

nderne kom ind, og Kir drak for Bai: Der vidste man, "hvor Hjertet"
og den "Fjerdemand" sad. En Skaal for ham.

De blev livligere og drak tt privat. De talte om Centrifuger og en ny
Kreaturtarif.

-Du, Gamle--paa et godt Aar!

Bai drak igen.

Katinkas Kinder brndte og hun saa' Ansigterne som gennem et graat
Slr. Hun trykkede sig fast ind mod Stoleryggen og saa' paa Bai, der
blev ved at spise.

-Den ligger paa Tungen--ligger paa Tungen, forsikrede Kir og sknkede
i hendes Glas af en gammel Burgunder.

-Tak, Tak.

Proprietr Mortensen vilde tillade sig at tmme et Glas ... Han rejste
sig og lste Servietten fra Halsen: Han vilde kort og godt tmme dette
Glas....

Naar Proprietr Mortensen tmte Glas var han religis ... I den femte
Stning talte han ufravigeligt om "dem, der var gaaet forud" og som
saa' ned fra deres Himmel....

Der var altid noget, der saa' ned paa Proprietr Mortensen fra sin
Himmel.

De Ligesindede sad med hngende Nb og saa' ned i deres Tallerkener.

Katinka hrte knap. Hun holdt sig med Hnderne fast ved Stolesdet og
blev bleg og rd.

Da Hr. Mortensen var frdig, kunde han nyde endnu et Stykke And.

-Lille Frue, Deres nder, det er Stegning.

Katinka herte kun Stemmerne utydeligt, og hun stttede sig til Bordet,
da hun skulde rejse sig.

Herrerne gik ind, Katinka faldt tilbage paa Stolen. Bai aabnede Dren
og kom ind igen:

-Det gik jo rigtig godt, Tik, brillant....

-Og du holdt dig jo brav....

Katinka rettede sig op og smilte: Ja,--sagde hun:

-Nu ska! I faa Toddyerne....

Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte Bord med
Flaskerne o^ Glassene, der stod halvtmte.

Inde i Kontoret lo og snakkede de hjrstet op i Munden paa
hinanden--man hrte Kir....

-Bring Lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til
hende, hver Gang Marie gik med Dren.

-Fruen skulde gaa i Seng, sagde Marie.

-Det kan vente....

-For de deres Skyld. Marie slog med Kkkendren, saa det fr i
Katinka.

Der blev kun et enligt Lys midt paa Spisebordet ... Det saa' trist ud
i Halvmrket, det store uryddelige Bord.

Katinka var saa trt; hun maatte sidde her lidt i en Krog, til hun
samlede Krfter.

Marie gik fra Kkkenet til Kontoret og slog med Drene....

Hvor de muntrede sig derinde ... Det maatte vre Svendsen, der
sang....

Katinka lyttede efter Stemmerne i sin Krog og saa' efter Marie, der
gik gennem de oplyste Dre med Glas og Flasker....

Saadan vilde det ogsaa vre, naar hun en Gang var borte og glemt....

-Marie, sagde hun.

Hun forsgte at rejse sig og gaa men hun greb til Vggen og kunde
ikke. Marie stttede hende ind i Sovekamret:

-Det har man af den Spillen Theater, sagde Marie.

Katinka fik et langt Hosteanfald, mens hun sad paa Sengekanten.

-Luk Drene, sagde hun.

Hun blev ved at hoste: Og Bentzen skal ind til Bordet, sagde hun.

-Naa, han kar vel faa dt tidsnok, sagde Marie. Hun fik Klderne af
Katinka og gik og bandte.

Svendsen sang igen derinde med en tyk Stemme:

    Oh, min Charles, send mig dog et Brev--
    Hvorhen du altid skrev--

Og der blev klirret med Glas: Stille, raabte Kir ... Stille--I
Gamlinger--Katinka havde ligget noget i Blund og vaagnede op. Det var
Bai.

-Det var den Hjtidelighed, sagde han. Han var hjmlt af mange
Toddyer.

-Er de taget bort? sagde Katinka. Hvad er Klokken?

-Halvtre saamn ... Den bli'r sen, naar man sidder saadan sammen i en
Klynge....

Han satte sig ned ved Sengen og snakkede vidt og bredt.

-Satan til Historier, han kunde, Svendsen--Fa'en til Geschichter ...
Han fortalte et Par og slog sig paa Laarene af Latter.

Katinka laa og brndte i Feber.

-Men Lgn er 'et s'gu, sagde Bai til Slut.

Han fik et Anfald af Rrelse til Godnat og fortalte i Dren en sidste
Historie om Mortensens Mejerske....

-Ja, ja, du kan trnge til Ro, sagde han.

-Godnat.

-Godnat.

De nste Dage blev det vrre med Katinka. Doktoren kom et Par Gange om
Dagen.

-Satan til Historie, sagde Bai. Og hun holdt sig saa brav, Doktor,
til Fdselsdagen....

-Ja--nu holder hun sig ikke brav, Hr. Bai, sagde Doktoren.

Der maatte ingen komme ind til Katinka. Han skulde have fuldstndig
Ro.

Madam Madsen fra Kroen kendte den Historie. Men man ku' vel muntre
hende, sku' hun tro, saa hun ikke laa der og gned jnene i Mrke.

Madam Madsen kom ind til Sengen.

Der var mrkt med nedrullede Gardiner. Hvem er det, sagde Katinka fra
Puderne.

-Det er mig, sagde Madam Madsen.

-Madam Kromadsen.

-Goddag, sagde Katinka og rakte hende sin Haand, der brndte.

-Naa--saa den er saa klejn, sagde Madam Madsen.

-Ja, Katinka vendte Hovedet lidt paa Puden: Jeg har det ikke saa godt.

-Nej-j ... det ku' man ikke kalde det, sagde Madam Madsen vredt. Hun
sad og saa' paa Katinkas magre Ansigt i Mrke.

-Og det skriver sig fra Smausen, sagde hun.

-Det var vel lidt for meget....

-Ja, det var vist for meget, sagde Madam Madsen

Det kogte mer og mer op i hende, mens hun sad i det triste Mrke foran
det stakkels blege Ansigt i sine Puder.

-Ja, det ku' man vel kalde det, sagde hun igen.

-Han havde ogsaa ligegodt fortjent det.

Og hidsigt fortalte hun det hele: om Bai og om sin Gstestuepige og
hvorlnge det havde varet....

-Men fra 'et kom Gusta da heller ikke med helt Skind....

Frst havde Katinka slet ikke forstaaet ... hun var saa tung og mat.

Saa begreb hun som et Lyn--og slog jnene op et Nu paa Madam Madsens
Ansigt.

-Og for saadan En slider en anden sig ihjel, sagde Madam Madsen.

Hun tav og ventede, Katinka skulde sige noget.

Men Katinka laa ubevgelig. Et Par Taarer gled kun frem paa hendes
Kinder.

-Ja, ja, sagde Madam Madsen i en anden Tone, en anden var vel ikke
stort klogere.

Madam Madsen var gaaet.

-Marie, sagde Katinka: Tag fra, at her kan blive lyst.

Marie tog Gardinerne bort, saa Dagslyset faldt ind over Sengen.

-Hvorfor grder Fruen? sagde hun.

Katinka laa vendt mod Lyset.

-Er det Brystet, sagde Marie.

-Nej, nej, sagde Katinka. Jeg har det godt.

Hun blev ved at grde, lydlst og lykkeligt.

Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en
ubeskrivelig Fred.

       *       *       *       *       *

Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa
Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange
lykkelige Drmme, mens hendes Hnder sagte gled frem og tilbage over
det solvarme Tppe.

-Fruen ser saa godt ud, sagde Marie.

-Ja, jeg har det ogsaa godt. Hun nikkede uden at aabne jnene og laa
stille igen, i Solen.

-Imorgen vil jeg op igen, sagde hun.

-Det kan jo Fruen....

Katinka vendte sig om mod Vinduet: Det er som om det var Sommer, sagde
hun.

-Hvis jeg maatte komme ud imorgen....

Hun blev ved at tale om det: Om hun kunde komme ud. Ned i Lysthuset
til Hylden.

-Havde den Blade endnu, Hylden--og Roserne--og Kirsebrtret....

-I fjor stod de i Blomst ... et Blomsterflor.

-Hele Byen fik til Syltning, mens Fruen var vk, sagde Marie.

-Det hvide Flor....

Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert jeblik sagde hun: Tror De,
han gi'er mig Lov--at jeg faar Lov....

-Maaske--naar Solen skinner.

Doktoren kom ikke, og om Eftermiddagen maatte Marie gaa ned for at
sprge.

Det blev mrkt fr Marie kom tilbage. Katinka laa uden Lys. Hun
ringede med den lille Klokke ved Sengen:

-Er hun ikke kommet? sagde hun.

Hun maa dog gaa Vejen, sagde Bai.

-Hvor det varer lnge, sagde Katinka. Feberen hedede hendes Kinder.

Hun laa og hrte efter hver Dr der gik.

-Nu gik Kkkendren, sagde hun.

-Det var en Mand med Koste.

-Hun kommer aldrig, sagde Katinka.

-Vi faar dig syg igen, sagde Bai.

Hun laa stille, og ringede og talte ikke mer. Saa hrte hun Marie gaa
med Kontordren og blev liggende, med bankende Hjerte under Tppet,
uden at sprge.

-Hvad sagde han? sagde Bai derude.

-Ja, en halv Timestid i Middagstiden, sagde Marie, naar Solen
skinnede.

-Sover Fruen?

-Jeg tror det....

Marie listede ind. Katinka blev liggende lidt:

-Er det Dem, sagde hun.

-Ja, Fruen ku' gerne komme lidt op og sidde i Solen, sagde han, ved
Middagstid....

Katinka svarede ikke straks. Saa tog hun Maries Haand:

-Tak, sagde hun. De er saa god, Marie.

-Hvor Fruens Haand brnder....

Katinka havde Feber om Natten; hun laa med skinnende jne og sov ikke.
Men hun vkkede frst Marie henimod Morgen.

-Det bli'r klart, sagde hun.

-Se efter Vejret, sagde hun.

-Se ud af Kkkendren, sagde Katinka fra Sengen. Der kommer altid
Skyerne.

Der var ogsaa klart fra Kkkendren.

       *       *       *       *       *

-Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun stttede sig
langs Vggene i Gangen, hen til Perrondren.

-Hvor det er varmt, sagde hun.

-Nu kommer Trappen ... Saa--det gik....

Det var tungt at gaa paa Gruset. Hun lagde Armene op om Maries
Skulder: Man er saa tung i Hovedet, sagde hun.

Hun standsede ved hvert tredje Skridt og saa' ud over Markerne og over
mod Skoven. Det var som Solen lagde Lys paa hvert eneste broget Blad.

Katinka vilde hen til Perronlaagen. Hun stod lidt og lnede sig:

-Hvor den er smuk, sagde hun, vores lille Skov.

Katinka saa' langt hen ad den solbelyste Vej: Der omme staar
Milestenen sagde hun.

Hun vendte Hovedet og saa' ud over Markerne og Engene og den lyse
Himmel:

-Ja, sagde hun, Stemmen ld ganske sagte, her er saa smukt....

Marie gik og trte jne, naar Fruen ikke saa' det....

-Men hvor Bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et Par
Skridt alene.

De kom ind i Haven.

Katinka talte ikke mer. De kom ned om Plnen til Lysthuset.

-Hylden, sagde hun blot.

-Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Tpperne om hende, og
sammenfalden saa' hun tavs ud i den sollyse Have.

Kirsebrtrernes Blade laa gule over Plnen; et Par smaa Roser
blomstrede endnu.

Marie vilde plukke dem.

-Nej, sagde Katinka: det er Synd--lad dem sidde. Hun sad igen. Hendes
Lber bevgede sig, ligesom om hun hviskede.

-Her sad Huus helst, sagde Marie. Hun stod ved Siden af Bnken.

Katinka fer sammen. Saa sagde hun og smilte stille:

-Ja, her vilde han gerne sidde.

De gik igen.

Da de kom til Laagen, stod Katinka lidt stille. Hun saa' tilbage, ind
i Haven:

-Hvem mon der nu skal gaa derinde? sagde hun.

Hun var saa trt. Hun stttede sig tungt til Marie og inde i Gangen
tog hun til Vggene.

-Luk Bagdren op, sagde hun, at jeg kan se Skoven.

Hun kom derhen og hun stod et jeblik lnet til Drstolpen og saa' ud
mod Skoven og Vejen.

-Marie, sagde hun, jeg vil ogsaa se Duerne....

Katinka kom ikke op lnger. Krfterne forlod hende mer og mer....

Enkefru Abel bragte Vingele.

-Til at ldske Tungen, sagde hun. Hun sad og saa' paa Katinka med
taareblndede jne.

-Og saa alene ligger De, sagde hun.

Fru Abel vilde sende sin Louise-ldst.

-Hun er som en Diakonisse, sagde hun, den ldste ... en Diakonisse....

Louise-ldst kom om Formiddagen og gik rundt paa Taaspidserne i hvidt
Forklde. Katinka laa hen, som hun sov ... Louise-ldst dkkede
Frokostbordet og tragtede Kaffen.

Og Dren til Sovekamret blev lukket paa Klem, mens de spiste....

Bai var meget taknemmelig. Enkefruen trrede jne: Venner kender man i
Ulykken, sagde hun....

Fru Linde kom om Eftermiddagen og sad og strikkede ved Sengen. Hun
fortalte nyt og gammelt om den ganske Egn og om sig og sin Linde.

Gamle Linde hentede sin Kone i Mrkningen, og de to Gamle sad en
Timestid endnu ved Sengen i Skumringen.

Agnes var det frst og Agnes sidst.

-Linde kan nu ikke leve uden Agnes, sagde Fru Linde. Selv vandede hun
Hns i Krogene baade Morgen og Aften.

-Ja, ja, min Pige, hun er nu min jesten, sagde Gamle Pastor.

-De skal se, hun kommer en Dag, sagde Katinka.

-Som en gammel Pige. Fru Lindes Strikkepinde gik.

Det med "gammel Pige" kunde Fru Linde ikke glemme.

De sad og snakkede, og gamle Pastor fik sig en Solbrrom fr han gik
hjem.

-Den gr godt, sagde han, og den gaar ikke til Hovedet.

De to gamle tridsede hjem ad den efteraarsmrke Vej.

       *       *       *       *       *

Bai var saa jvnt ude.

-En lille L'hombre til at muntre op, sagde Kir. Trnger s'gu til 'et,
gamle Ven.

-Ja, gamle Kir, Bai tog med Hnderne over jnene:

-En Gang hen i Ugen, sagde han. Tak ska' du ha'e.

-Tak for dit Venskab. Han slog Kir paa Skuldrene og var rrt. Bai
var i den sidste Tid meget let rrt.

Han tog afsted og spillede L'hombre til ud paa Natten.

Naar han kom hjem, vkkede han Katinka, fordi han "ikke kunde gaa i
Seng uden at se, hvordan hun havde det".

-Tak, ganske godt, sagde Katinka.

-Har du moret dig?

-Som man kan more sig, sagde Bai, naar du ligger her. Han sad og
sukkede nogen Tid ved Sengen, til han havde faaet Katinka lysvaagen.

-Godnat, sagde han saa.

-Sov vel, Bai.

Naar Marie var ude om Dagen, stod Drene aabne ind til Kontoret.
Katinka laa og hrte efter Telegrafens Prikken.

-Hvad den har travlt, sagde hun.

-Hvad den alt fortller.

-Bai, raabte hun. Det er jo hertil....

Bai bandte en hj Ed ude i Kontoret....

Ja--saa min Salighed--han kom hen i Dren--det er til Prstens.

-Prstens--Katinka satte sig op i Sengen--det er vel fra Agnes, sagde
hun.

Bai sagde ingenting, han var hel vild; han lb med den blaa Blyant, og
han vilde ha'e sit Tj og han skrev Depeschen i Skjortermer og skrev
forkert og rev itu.

-Bai, sagde Katinka, Bai--er det Agnes....

-Saa min Salighed--

Bai stormede selv af med Depeschen, just som Eftermiddagstoget skulde
komme.

Saadan en Glde havde Bai aldrig set. De to Gamle lo og grd.

-Aa Gud--at det er sandt--aa Gud--at det er sandt....

-Ja--lille Mo'er--Ja--Ja ... Gamle Pastor vilde vre rolig.

Han tyssede paa hende og klappede hende paa Hovedet.

Men saa foldede han Hnderne: Nej sagde han--det er for meget.

Han grd selv og trte sig i den Fljels Kalot.

-Ja, ja, sagde han; Gud taknemmelig, siger jeg; Gud taknemmelig....

Gamle Pastor vilde selv bringe Katinka Nyheden, og han gik og tog sit
Tj frem, og Hat og Vanter, og lod det ligge igen, og tog Bai i begge
Hnder:

-Ja, den Glde, Forstander, sagde han. For os to Gamle, som sidder
hen--at opleve det ... at opleve det, Forstander.

-Hm--ja--hver har det paa sin Manr--

-Andersen skulde nu lre at savne, at savne hende, sagde Gamle Pastor.

Han nussede om og kom ikke af Stedet.

Pastorinden kom ind med Jorbrlikr, fr de kom afsted.

Gamle Pastor gik og fljtede "den tapre Landsoldat" hen ad Vejen.

-Han sad inde ved Katinkas Seng.

-Ja, sagde han, Gud frer dog de rette sammen.

       *       *       *       *       *

En Ugestid efter kom Agnes hjem.

Hun stormede over Perronen ind gennem Kontoret. I Kontordren saa' hun
Katinka, der laa med lukkede jne paa Puden. Agnes vilde ikke have
kendt hende igen.

Katinka slog jnene op og saa' hende:

-Ja, sagde hun, det er mig.

Agnes gik hen og tog Katinkas Hnder. Hun lagde sig paa Kn ned ved
hendes Seng.

-Dejlige Kone, sagde Agnes og kmpede for ikke at grde.

Hun kom hver Eftermiddag og sad hos Katinka til Aften.

De talte ikke meget. Katinka blundede og Agnes lod Sytjet synke ned
i sit Skd og saa' paa det stakkels Ansigt paa Puden. Det svage
Aandedrag peb i Katinkas Bryst.

Katinka rrte sig, og hun tog atter Sytjet og frte Naalen ud og ind.

Katinka laa vaagen. Hun var saa mat, hun kunde ikke tale. Hosten kom
og rystede hende; hun fo'r op i Sengen, det var, som hun skulde slides
snder.

Agnes stttede hende. Katinka var vaad af den kolde Sved.

-Tak, sagde hun, Tak.

Hun faldt hen igen og laa stille. Inde fra Sengeomhnget saa' hun paa
Agnes' Ansigt, saa rundt og strkt, og Hnderne, der gik saa resolut
over Sytjet.

-Agnes, sagde hun: Vil De ikke spille lidt?

-De skulde sove, sagde Agnes. Aa nej. Spil lidt.

Agnes rejste sig og gik ind til Klaveret. Hun spillede halvdmpet
Melodi efter Melodi.

Katinka laa stille med Hnderne paa Tppet.

-Agnes, sagde hun: Syng den ... vil De ikke. Det var Sangen om
Sorrent. Agnes sang den med sin mrke Altrst.

    Hvor den hie og dunkle Pinie
    Laaner Skygge til Bondens Vigne,
    Hvor ved Golfen Orangelunden
    Dufter liflig i Aftenstunden;
    Hvor ved Stranden Baaden gynger;
    Hvor i Byen glade Klynger
    Gaar i Dansen mens de synger,
    Synger hjt Madonnas Pris.
    Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
    Disse Dale, disse Sletter,
    Disse maaneklare Ntter,
    Napoli--dit Paradis.

Hun blev siddende lidt ved Klaveret. Saa rejste hun sig og gik ind i
Sovekamret.

-Tak, sagde Katinka.

Hun laa lidt.

-Ja, sagde hun ganske sagte. Hvor Livet kunde vre smukt.

Agnes lagde sig ned ved Sengen. De laa stille, begge to, i Mrket.
Katinkas Haand gled hen over Agnes' Haar.

-Agnes, sagde hun. Der skal ikke--tales over mig....

-Katinka dog....

-Bare bedes, sagde hun.

Hun tav igen. Agnes grd sagte. Katinka blev ved at bje smaa Lokker
af hendes Haar ind mellem sine Fingre.

-Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden
faldt bort fra Agnes Haar: en Salme--som--

-Som jeg saa grne vilde ha'e sunget ... ved min Grav....

Hun hviskede nsten uhrligt. Agnes laa med Hovedet ned i Puden.

-Bryllupssalmen, sagde Katinka ganske sagte, som et Barn, der ikke tr
bede.

Graaden rystede Agnes, og hun tog Katinkas Hnder og kyssede dem, mens
hun hulkede.

-Katinka dog--Katinka dog....

Katinka tog om hendes Hoved og bjede sig lidt frem:

-Nu bli'r I to jo lykkelige, sagde hun.

Hun laa tavs. Agnes blev ved at grde.

Nste Dag blev Katinka berettet af Gamle Pastor. Bai var i Randers.

       *       *       *       *       *

Agnes blev vkket om Natten af en forskrmt Pige med et Tllelys: Der
er Bud--Frken--fra Stationen ... Frkenen maatte endelig komme.

-Bud ... Agnes var ude paa Gulvet.

-Hvem er her? sagde hun.

Hun raabte ned gennem Gangen.

-Jeg, sagde Lille-Bentzen.

Agnes kom ud i nogle Sjaler.

-Hun dr, Frken, sagde Lille-Bentzen. Han stod bleg og
tnderklaprende. Lille-Bentzen havde aldrig fr set nogen d.

-Er der Bud efter Doktoren, sagde Agnes ... Lygten, Ane.

-Der var ingen til at gaa....

Agnes fik Lygten tndt og gik over Gaarden. Hun bankede paa
Karlekamret. Det gav Ekko mod Laden....

-Lars, Lars--

Lars kom ud, svndrukken, i Halvdren i Lygtelyset.

Agnes gik tilbage over Gaarden til Gangdren. Lille-Bentzen var gaaet
ud paa Trappetrinet, angst for at staa i Mrket.

-De krer med, sagde Agnes og gik forbi.

Et Par skrmte Piger kom ud i Gangen: Faa kogt Kaffe, sagde Agnes.
Skynd Jer.

Hun gik ind for at klde sig paa. Lille-Bentzen blev alene i Gangen.
Drene stod aabne ned gennem Huset, knirkende i Mrket. Pigerne
rumsterede rundt, halv-paakldte og svndrukne, med hver sit Tllelys.
De glemte en Stage paa Spisebordet. Lyset flakkede i Trkken.

Ude i Gaarden kom Drengen gaaende med Staldlygten. Han satte den paa
Stenbroen og gik igen--der blev en lys Kreds om Lygten i Mrket.

Vognporten blev slaaet op og de kom ud med Hestene. Hver Lyd ld
strkt og skrmmende ud i Natten.

Agnes kom ud og gik forbi Bentzen i Gangen.

-Saa gaar jeg derned, sagde hun.

-Har hun Krampe?

-Hun skreg, sagde Bentzen.

Agnes saa' ud i Gaarden: Skynd Jer, raabte hun. Drengen lb med Lygten
over Gaardsrummet.

Der blev sat et Par flimrende Lys i Kkkenvinduet, saa Skret faldt ud
paa Heste og Vogn.

Gamle Fru Linde kom ind i Spisestuen i en Slaabrok af Gamle Pastors:
Bliv i din Seng, Mo'er, sagde Agnes.

-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde gamle Fru Linde. Saa det kom
pludseligt ... saa det kom pludseligt ... Og hun begyndte at gaa rundt
med sit Lys i Haanden ligesom de andre.

Drengen slog Portene op--det fo'r i dem alle ved Larmen--og Lars viste
sig i Kkkendren og fik en Skaal Kaffe.

Lille-Bentzen kom ud og op paa Bukken ... Han saa' Pastorindens
Ansigt--smaagrdende sad hun og rokkede inde i Stuen foran det
viftende Lys.

De rullede ud af Porten, ned ad Vejen, gennem Mrket, i Trav, saa
Pilene paa Hegnet fer forbi dem som dansende Spgelser.

Lars tog fast om Tmmerne.

-Bsterne er sky, naar man krer til Dd, sagde han.

De talte ikke mer. Vognlygternes Lys fo'r hen over de urolige Pile.

       *       *       *       *       *

Bai gik op og ned ude i Forstuen, op og ned langs Vggen.

-Er det Dem, er det Dem, sagde han. Hvor hun skriger.

Agnes aabnede Dren til Kontoret. Hun hrte Katinka stnne og
Vaagekonens Stemme: Ja, ja, ja, ja.

Marie Pige kom: Doktoren, sagde hun.

-Han er krt efter ham, sagde Agnes.

Hun gik ind. Vaagekonen holdt Katinkas Arme over Hovedet. Trkninger
gik gennem hendes Krop under Tpperne.

-Hold, sagde Vaagekonen.

Agnes tog om hendes Haandled og slap dem igen; hun flte den kolde
Sved.

Den dende slog med de krampekrummede Arme op i Sengegardinet.

-Hold dog, sagde Vaagekonen.

Agnes tog om Armene: Tungen, Tungen, sagde hun.

-En Ske dog, Tungen.

Katinka sank tilbage--der faldt blaahvidt Skum ud over de aabnede
Lber gennem de sammenbidte Tnder.

Marie tabte Skeen og fandt den ikke paa Gulvet og ragede efter en
anden med Lyset.

-Hovedet, sagde Vaagekonen, Hovedet. Marie holdt det, rystende over
hele Kroppen.

-Aa, Jsses, aa, min sde Frelser, blev hun ved at sige ... aa Jsses
... aa ... min sde Frelser....

Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vaagekonen
... Hun halvt laa og pressede Skeen ind imellem den dendes Tnder.

Der stod Skum ud over Skeen: Godt, hviskede Vaagekonen, godt.

Katinka slog jnene op. Hun holdt dem paa Agnes, store og angstfulde.

Katinka blev ved at stirre paa hende med det samme Blik.

-Katinka....

Den dende stnnede og sank tilbage. Skeen faldt ud af hendes Mund....

-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen.

Katinkas jne faldt til. Agnes slap hendes Arme.

De satte sig hver paa sin Side af Sengen, lyttende til hendes Aande,
der kom uregelmssigt og ganske svagt.

-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen....

Den dende blundede hen, stnnende nu og da.

Vognen kom ude paa Vejen. Dren blev slaaet op og man hrte Doktorens
Stemme.

Agnes rejste sig og tyssede.

-Hun sover, sagde hun.

Doktoren gik ind og bjede sig over Sengen: Ja, sagde han, det er
snart forbi.

-Lider hun? sagde Agnes.

-Man vd ikke, sagde Doktoren.

-Nu sover hun.

Doktoren og Agnes satte sig inde i Dagligstuen. Inde i Kontoret hrte
de Bai vandre op og ned.

Agnes rejste sig og gik derind.

-Hvad siger han, spurgte Bai. Han blev ved at gaa.

Agnes svarede ikke; hun sad tavs i sin Stol.

-Jeg havde jo ikke troet det, sagde Bai: jeg havde jo ikke troet det,
Frken Agnes.

Han flakkede op og ned, fra Dr til Vindu--og standsede igen ved
Agnes' Stol og sagde ud i Luften:

-Jeg havde jo ikke troet det, Frken Agnes.

Doktoren aabnede Dren: Kom, sagde han.

Krampen var begyndt igen. Bai skulde holde hendes ene Arm.

Men han slap den igen.

-Jeg kan ikke, sagde han og gik med Hnderne for Ansigtet. De hrte
ham hulke inde i Kontoret.

-Tr Panden, sagde Doktoren.

Agnes trrede Sveden af Panden.

-Tak, sagde Katinka og slog jnene op: Er det Agnes?

-Ja, Katinka, det er Agnes.

-Tak.

Hun faldt hen igen.

Hen mod Morgen vaagnede hun. De sad alle ved Sengen.

jnene var brustne.

-Bed hende spille.

-Spil, sagde Doktoren.

Agnes gik ind. Taarer lb ned over Tasterne og hendes Hnder, mens hun
spillede uden at hre sine egne Toner.

Katinka laa stille hen. Brystet gik pibende op og ned.

-Hvorfor spiller hun ikke? sagde hun igen.

-Hun spiller jo, Tik....

-Hun hrer ikke mer....

-Den dende rystede paa Hovedet:

-Jeg hrer det ikke, sagde hun.

-Salmen, hviskede hun, Salmen.

Hun laa lidt igen, stille. Doktoren sad med hendes Puls og saa' paa
hendes Ansigt.

Saa lftede hun sig op og rev sin Haand ls:

-Bai, skreg hun, Bai.

Agnes rejste sig og lb ind. De stod alle om Sengen. Bai knlte ned og
hulkede.

De fr alle sammen: det var Telegrafen, der ld ind gennem Stuerne og
meldte Tog....

Katinka slog jnene op. Se, se, sagde hun og lftede Hovedet.

-Se Solen, sagde hun: se Solen over Bjergene.

Hun lftede Armene, de faldt ned igen, og gled ned ad Tppet.

Doktoren bjede sig hastigt frem over Sengen.

Agnes knlte ved Fodenden med Hovedet ind mod Sengen ved Siden af
Marie Pige.

Man hrte kun en hj Hulken.

Doktoren lftede de hngende Arme op og foldede Hnderne over den
Ddes Bryst.

       *       *       *       *       *

-Hm, De har s'gu ikke sovet ud, Bentzen. Den indiskrete sprang af
Toget.

-Hvordan staar 'et!

-Hun er dd, sagde Lille-Bentzen; han talte som om han frs.

-Hva'?

-Satan--

Den indiskrete stod og saa' lidt paa den lille Stationsbygning: alt
laa som vanligt.

Saa vendte han sig og steg stille op paa Trinet.

Toget skjultes af Vintrens Taager over Markerne.




VII


Det var den frste Vinterdag. Hj Luft og tyndt Snelag over den
letfrosne Jord.

Udenfor Kirken begyndte Mndene at samles, hjtidelige, med hje
Silkehatte af mange Aargange. De hviskede i smaa Grupper, og en efter
en gik de hen og kiggede ned i den tomme Grav tt ved Muren.

Inde i Kirken gik fire fem lydlse Koner oppe om Kisten og flte
stille paa Kransene, Degnen og Lille-Jensen lagde Salmer paa
Pladserne.

De var frdige: Og Nr. 753 af Salmebog ved Graven, sagde Lille-Jensen.

Lille-Jensen var som en Slags Bedemand ved "Lejligheden". Hun havde
straks overtaget Liget baade i Hjem og Kirke. "Institottet" havde haft
"Efteraarsferie" siden Ddsfaldet.

Frken Jensen saa' sig om i Kirken og gik op mod Kisten med Degnen:
Guirlanderne hang i regelrette Buer over Koret og Srgefloret var
trukket som to Plser over Alterstagerne.

-Nydelig Kiste efter Aarstiden, sagde Degnen.

De stod og saa' paa Kransene.

-Det er en Forskel, sagde Degnen, han skd Skuldrene i Vejret og saa'
paa en Krans fra Abels.

-Ja, sagde Frken Jensen: der er ingen "Interesse".

Frken Jensen gik lidt bort og saa' prvende paa Kisten:

-Ja, sagde hun: Jeg er glad, vi tog Egetr.

-Det er, om jeg saa tr sige, ogsaa proprere for Liget, sagde Degnen.

Klokkerne begyndte at ringe, og Frken Jensen gik ud paa Kirkegaarden.
Hun hilste paa sine Elevere-Fdre og holdt Mandtal.

Bai kom ind ad Laagen med to Herrer med Fodposer; alle Hatte blev
lftet. Lille-Jensen trykkede Haand i Vaabenhuset.

Da alle var til Sde i Stolene, arriverede Familien Abel. Enkefruen
gik i Spidsen; hun saa' ud til at have skyndt sig. De to Kyllinger var
i Srgeslr som to Enker.

Louise-ldst lagde Vedbend-Kors paa Kisten.

Agnes sad ved Siden af Gamle Pastor. Hun hrte ikke Sangen og slog
ikke Salmen op. Hun sad kun og stirrede med duggede jne paa den
dejlige Kones Kiste.

Sangen dde hen. Gamle Pastor stod op og gik frem.

Da Bai saa' ham staa der foran Kisten med foldede Hnder, brast han i
Graad og hulkede.

Gamle Pastor ventede stille, med jnene paa Kisten. Stemmen ld kun
saa halvhjt, da han talte. Vintersol faldt ind ad Korvinduerne paa
Kiste og Blomster.

Gamle Pastor talte om de stille i Landet.

Stille var hun--stille i sit Liv; stille vilde hun bringes til den
sidste Ro. Gud Herren, som kender Sine, gav hende et Liv i Lykke hos
en god Husbond; han gav hende en Dd i Fred af sin hellige Aand. Han
modtage hendes Sjl, han, som ene kender Hjerter og Nyrer; han sknke
sin Trst, den ene Trster--til dem, som nu srger.

Amen.

Gamle Linde tav. Der var ganske tyst.

Ligbrerne kom frem med Degnen og Lille-Jensen, som rev Kransene af
Kisten.

Og de saa' alle, staaende op i Stolene, efter Kisten, som blev baaret
ud under Sang.

    Det er saa yndigt at flges ad
    For to som gerne vil sammen vre.
    Da er med Glden man dobbelt glad,
    Og halvt om Sorgen saa tung at bre.
          Ja det er Gammen,
      :|: At rejse sammen :|:
          Naar Fjederhammen
      :|: Er Krlighed. :|:

Agnes blev ved at se efter Kisten. Drene var slaaet vidt op ud mod
den lyse Dag.

Er Krlighed....

De kom hen til Graven. Det gik i Bakke og Dal for Ligbrerne med
Kisten, Touget slap for Graverkarlen og faldt ned i Graven.

Alle stod og ventede til man fik fat i Tougenden og fik Rebet kastet
rundt om Kisten....

Bai tog om en Busk, som vilde han knkke den: Touget snrede, mens
Kisten blev skubbet ud og sank.

Agnes havde lukket jnene.

    Det er vemodigt at skilles ad
    For dem som gerne vil sammen vre,
    Men Gud ske Lov: i vor Herres Stad
    For evigt samles de Hjertenskre.
          Ja--det er Gammen
      :|: At leve sammen :|:
          Hvor Arneflammen
      :|: Er Krlighed. :|:

-Naa--naa--naa, Svoger, de to Fodposer stttede Bai, som hulkede.

Sangen dde hen. Der var stille, ingen Lyd; ingen Vind over de
blottede Hoveder.

Tungt faldt Sandet fra gamle Lindes rystende Hnder.

Fadervor--du, som er i Himlen.

Det var forbi. De to Herrer med Fodposerne trykkede Hnder og takkede
for "den store Deltagelse".

Fru Abel standsede dem ved Laagen. Hun havde sit lille Bord beredt for
Bai og hans Svogre:

-I al Tarvelighed--at De ikke sidder ene....

Fru Abel trrede sine jne:

-Man vd, hvad det er at miste, sagde hun.

Svrmen var borte.

Agnes stod alene ved Graven. Hun saa' ned paa Kisten med dens Kranse,
plettede af Sandet....

Og hun stirrede frem over Vejene, hvor alle Folk gik hjem til Livet
igen.

Det var Bai mellem de to srgeslrede Damer--de lange Slr--og de to
Herrer med Fodposerne ... det var Katinkas Brdre ... som havde takket
paa Familjens Vegne--

Lille-Jensen skulde spise paa Mllen efter Anstrengelsen. Frken
Helene mmede sig i for smaa Stvler....

Der gik de alle....

Og skyndte sig.

Agnes bjede Hovedet. Hun flte et vredt Ubehag mod dette Smaaliv, som
skyllede videre hjem ad alle Veje.

Der kom nogen bag hende. Det var Lille-Bentzen med en stor ske.

-Det er en Krans, Frken, sagde han. Jeg vilde hellere bringe den
selv. Den kom med Middagstoget.

Lille-Bentzen tog Kransen ud af sken:

-Den er fra Huus, sagde han.

-Fra Huus, sagde Agnes. Hun tog Kransen og saa' paa de halvvisnede
Roser: Hvor den har vret smuk.

-Ja, sagde Bentzen. Kn har den vret.

De stod lidt. Agnes knlte halvt ned og lod Kransen glide lempeligt
ned paa Kisten. Rosernes Blade spredtes i Faldet.

Da Agnes vendte sig, stod Lille-Bentzen og grd.

En Karl kom hen til dem.

-Hvis Frkenen--der skulde lukkes....

-Ja, vi kommer.

-Degnen giver mig vel Lov til at vre her, sagde Agnes.

Agnes og Bentzen gik stille hen ad Vejen. Karlen stod allerede og
ventede ved Porten.

Med Hnderne i Kaabelommerne blev Agnes staaende og saa' paa Karlen,
der lukkede Porten og satte Hngelaas for.

Lille-Bentzen smaasnftede endnu da han gik med Farvel.

Agnes blev lnge staaende foran den stngte Port.

           *       *       *       *       *

Bai var meget hos Abels.

Fru Abel kunde ikke udholde den Tanke, at han sad dernede, alene, i de
de Stuer ... naar man selv kan sidde ved en hyggelig Lampe, sagde Fru
Abel.

Hun og hendes Louise-ldst hentede ham efter Otte-Toget.

-Blot hjem om Lampen, sagde Fru Abel.

Louise-ldst var ganske som hjemme paa Stationen. Hum maatte vande
Blomsterne i en Fart, fr de gik.

Fru Abel stod hos.

-De var hendes Yndlinge, den kre, sagde hun mildt.

Den kre var Katinka.

-Men Amplen, sagde Louise-ldst. Den trster ogsaa. Hun nikkede til
Amplen.

Bai maatte holde paa Stolen, naar Louise-ldst vandede Amplen. Hun
stod paa Terne med Vandkanden og viste sin Sknhed.

-Hun glemmer ikke noget, sagde Fru Abel. Amplen fik Vand, saa det
pladrede paa Gulvet.

-Marie trrer vel op, sagde Louise-ldst skarpt ud i Kkkenet. Hun
stod altid et Sekund i Spisekammerdren og "oversaa". Louise-ldst
havde saa hurtige Fingre, naar der var gemt en sd Levning paa en
Asjet.

De gik hjem om Lampen.

Louise-ldst sknkede The i hvidt Forklde.

Paa Ida-Yngst maatte der kaldes og kaldes.

-Hun skriver, sagde Enkefruen i sin Krog.

Ida-Yngst skrev altid i en underlig upaakldt Tilstand.

-Bsse-Sa har glemt sine Manschetter, sagde Enkefruen.

-Naa, sagde Bsse-Sa.

Bsse-Sa var i det hele derangeret.

-Han er her jo ikke, sagde Enkefruen.

Efter Bordet fik Bai sin Toddy til "Dagstelegrafen". Louise-ldst
broderede. Enkefruen sad og saa' "mt".

-Det er som hjemme, De skal fle Dem. Det er blot det, vi vil.

Naar Bai var frdig med Avisen, spillede Louise-ldst. Hun sluttede
med en af Katinkas Smaamelodier.

-Den spillede hun, den kre, sagde Enkefruen og saa' paa Portrttet:
Katinka hang med Immortelkrans under Spejlet over Sofaen.

-Ja, sagde Bai. Han sad med foldede Hnder. Om Lampen, efter Toddyen,
flte Bai altid en mild Rrelse over sit "Savn".

Enkefruen forstod ham.

-Men man har det forklarede Minde, sagde hun. Og Gensynet.

-Ja.

Bai frte de to Fingre hen over jnene.

De talte om "den kre Afdde", mens Bai fik sit andet Glas.

Lille-Jensen sad i Mrke ved sit Vindu, for at hre, naar han gik.

Lille-Jensen var mest i Prstegaarden i den sidste Tid.

-Hos Abels holder de vist ikke af Forstyrrelse, sagde Lille-Jensen.

Frken Jensen var kommet meget paa Stationen de frste Uger efter
Ddsfaldet.

En Kvinde hjlper, hvor hun kan, sagde hun paa Mllen.

-Ja, sagde Mllerens Frue.

Frken Helene strakte Benene fra sig og saa' paa sine Filttfler.

-Og den kre Katinka--Frken Jensen kaldte hende Katinka efter hendes
Dd--har forvnt ham.

Lille-Jensen tog et Slags Over-Opsyn paa Stationen.

-Hvad nytter det med en Pige? sagde hun.

Hun kom efter Skoletid med Spaankurv og Bel-ami. Bel-ami havde egen
Kurv ved Kakkelovnen.

Hun gik lydls om og lavede Livretter.

Naar Bordet var frdigt, havde hun Tjet paa. Bai bad hende dog
endelig blive og spise det Stykke Smrrebrd med sig.

-Ja, hvis De hellere vil, at jeg bli'r, sagde Lille-Jensen.

-Det er jo ialfald et levende Vsen, sagde hun beskedent.

Bel-ami kom igen paa Plads, og de spiste.

Lille-Jensen trngte sig ikke paa med Konversation. Hun sad hen som
den stille Deltagelse, mens Bai tog til sig af Livretterne. Han havde
begyndt at faa sin Appetit igen.

Efter Bordet spillede de en faamlt Piqu.

Klokken ti gik Frken Jensen.

-Jeg var ved Graven, sagde hun, med en Blomst.

Frken Jensen hgede Graven.

Hun hrte Bel-ami hyle, mens hun gik hen ad Vejen hjem. Hun tog den
ikke op.

Frken Jensen gik i dybe Tanker. Hun tnkte paa at slge sin Skole.

Hun havde altid bedre passet til en Plads, hvor en Dame med Dannelse
var som Fruen i Huset.

-Men i de sidste to, tre Maaneder kom Frken Jensen ikke mere ret
meget paa Stationen.

Hun satte ikke Pris paa at blive regnet til de Paatrngende.

-Fru Abel forstod hun ganske simpelt ikke.

Om Aftenen sad hun ved Vinduet for at hre--om han i det hele slap
hjem.

-Graven plejer jeg, sagde hun paa Mllen.

           *       *       *       *       *

-Satan til Fruentimmer, saa de vimser. Kir viftede i Kontoret med sin
Hat, som vilde han holde Fluer vk. Louise-ldst var smuttet forbi ham
i Dren.

-Satan, saa der vimses, sagde Kir.

Kir skulde til Kbenhavn og vilde have Bai med.

-Trnger s'gu til 'et, gamle Dreng, trnger s'gu svrt til 'et....

-At faa Luft i Lungerne....

-Gamle Ungkarl....

-Ud paa Keglebanen, sagde han.

Bai kunde s'gu ikke bestemme sig til det ... du--saa kort efter....

-Men trnge til Luft i Lungerne--kunde han jo nok.

Otte Dage efter rejste de. Fru Abel og Louise-ldst pakkede Kuffert.

Bai strakte sig i Sdet og spndte sine Armmuskler, da de rullede af.

-Paa Rejse, sagde den indiskrete. De krydsede ham paa en Station.

-En Junker-Svip ... To glade Unghaner ... Den indiskrete lo og
smkkede Tungen ud med et Knald.

Bai sagde: Ja, vi ska' jo ind og se, hvordan den vrikker.

Han slog Kir paa begge Knene og sagde igen: Vrikker--du gamle....

De rullede af og vinkede til den indiskrete, som raabte efter dem.

De blev paa en Gang meget lystige, brugte drje Ord og klaskede sig op
og ned ad Benene:

-Saa gaar den en Gang igen, en Gang igen, sagde Bai.

-Hvad er vi til vi Mennesker, sagde Kir.

-Adam, du Gamle, sagde Bai.

De lo og snakkede. Kir var glad.

-Nu kender man dig igen, sagde han:--du gamle Lampepudser....

-Nu kender man dig.

Bai blev pludselig alvorlig:

-Ja, gamle Ven, sagde han, det har vret traurige Tider.

Han sukkede to Gange og lnede sig lidt tilbage i Sdet.

Saa sagde han igen i en glad Tone:

-Du--vi ta'r Nielsen.

-Hva'for en Nielsen, sagde Kir.

-En lille Fljtenant, du, Kender....

-Man vd jo ikke de nye Steder--gamle ... Saa' ham i Prstehuset ...
Rask Fyr ... Kender....

-Naar der ska' vre Gilde....

De begyndte at gabe og blive mere stille; de sov ind hver paa sit Sde
og sov til Frederits.

Der drak de tt med Kognakker mod "Nattekulden".

Bai gik ud paa Perronen. Vogne blev rangerede, og der var en
Klokkeklemten og en Signaliseren, saa man hrte ikke renlyd.

Bai stod under en Lygte midt i Stimlen og lod sig puffe til:

-Gamle, sagde han til Kir og gned Hnderne, mens han saa' ned ad
Perron og Bane--Hva' du?

-Leben er 'et, sagde Kir.

Damerne svippede rundt op og ned ad Trinene, rdmossede af Svnen,
under Rejsehtterne.

-Og de Kvindfolk, sagde Bai.

Der blev raabt og klemtet.

-Passagererne til Strib-Passagererne til Frgen....

Med halvelleve Toget var Bai i Kbenhavn.

De fandt Ljtnant Nielsen paa en fjerde Sal i Dannebrogsgade.
Mblementet var et Kldeskab med en hngende Dr, der blottede en
ensom Uniformsvest, og en Rrstol med et Vandfad.

Ljtnanten laa i Bunden af Sengen paa en Hmadras.

-Feltfod, sagde han. Man har jo sine Kahytter "anderswo", Forstander.

-Bai sagde, at de skulde "se Staden".

-Saadan Stederne, sagde han: forstaar De....

Ljtnant Nielsen forstod.

-De vil se Markedet, sagde han. Stol paa mig: vi skal se Markedet.

Han kom i Benklderne og begyndte at skrige paa en Madam Madsen. Madam
Madsen stak et Stykke Sbe ind ad Dren med en ngen Arm.

-Man lever i Familien, sagde Ljtnanten: han skummede Madam Madsens
Sbe op ad Armene.

De aftalte et Sted, hvor de skulde mdes for at se paa Kasinos
Danseben. "Og saa ser vi Markedet", sagde Bai.

Ljtnanten pumpede Madam Madsen for ti re og krte saa sporenstregs
ud til "Knejpen".

Knejpen var en lille rar lhave i Pileallen, hvor "de af Banden"
holdt til paa Keglebanen og ved Kortene.

Banden var tre Sekondljtnanter og to hrhaarede Herrer fra
Landbohjskolen.

Da Nielsen kom, var Herrerne allerede ved L'hombren, i Skjortermer,
med Hattene i Nakken.

-Naa--Tvillinger, sagde Nielsen.

-Gaar 'en?

-Man sp'r den op, sagde den ene af de hrhaarede og skd Skuldrene
op.

-Svvende, mente en af Ljtnanterne.

-Meget svvende, sagde den anden.

Banden levede paa Ordet "svvende". Man sagde det en Gang rundt hvert
Kvarterstid med sre Tonefald og smaa Haandviftninger.

-Svvende--

-Man maa sp' den op, sagde Nielsen.

Banden spdede op med Bajere og "Hunkn".

-Jeg har nappet et Par "Givere", sagde Nielsen.

-Givere--hva' Satan--Nielsen? De hrhaarede skd Hatten bagud.

-Et Par ldre "Givere", Tvillinger....

Tvillingerne slog med lflaskerne i Bordet til re for Finderen.

De stillede om Aftenen i Kisten, efter at Nielsen havde set paa
"Danseben" med Kir og Bai.

Nielsen hentede nogle rdmossede Piger, som drak Banko med dem og slog
"de to ldre Herrer fra Provinsen" koket over Fingrene.

Bai sagde: "Pivain" og saadan ldre Ord fra sine Ljtnantsdage.

De to hrhaarede taalte aldrig noget. De sad halvlallende og sagde:

-Gamle Svinebrster, og ravede Bai og Kir over Skuldrene.

De blev ved at drikke allesammen.

-Uf, dog, gamle Stvle.

-Vk med Hnderne, Bai blev m af den megen Drikkelse.

... Bai vidste ikke, hvordan det gik til. Ljtnanterne var pludselig
forsvundne med de rdmossede....

-De er fljet, sagde Kir.

-De to Herrer sidder saa alene....

Det var en ldre lille Dame, der stak sin Nse hen til Bordet....

           *       *       *       *       *

Der var gaaet otte Dage.

Kir havde Forretninger om Formiddagen. Bai sov mest.

Kir kom kjem, ind paa Vrelset.

-Hva', sover du, sagde han.

-Ja, man er s'gu uoplagt, sagde Bai og gned jnene, paa Sofaen.

-Hva' er Klokken?

-To.

-Saa maa vi afsted. Bai kom op af Sofaen. Satan til Strygebrdt, sagde
han. Han var m i alle Lemmer.

Han fik sig kldt paa.

De skulde ud at se paa Gravsten. Bai vilde kbe Katinkas Gravsten i
Kbenhavn.

Han havde vret hos tre, fire Stenhuggere og havde ikke kunnet
bestemme sig.

Kir var lidt utaalmodig over at skulle drage rundt med ham mellem
alle de Sten.

-Det er jo smukt af dig, gamle Ven--det er jo meget smukt af dig....

-Men hun ligger s'gu lige godt.

Bai var halv rrt, mens han gik rundt mellem alle disse Kors og Sjler
med Marmorduer og Englehoveder.

Idag maatte han bestemme sig, den sidste Dag.

Han tog et stort graat Kors med et Par Marmorhnder, der mdtes til
Haandtryk under Livets Sommerfugl.

Bai stod lnge foran Korset med de to Hnder og Sommerfuglen.

-Smuk Tanke, sagde han og frte Fingrene hen over jnene: Tro, Haab og
Krlighed.

Kir forstod ikke altid, hvad Bai mente, naar han srgede.

-Ja, net Tanke, sagde han.

De var i det Kongelige om Aftenen.

Efter Theatret skulde de ud paa Broen.

-Jeg si'er s'gu Tak, sagde Kir, for at varme Bnke og vente paa det
Slng.

Kir gik hjem.

Bai drev af alene. De skulde s'gu ikke sige, han ikke havde holdt den
gaaende til Slut.

Han kom ind i Lokalet. Der var ingen af Banden kommen, og han satte
sig oppe paa Galleriet og ventede.

-Nej, Tak, han skulde ikke ha'e no'et ... En Soda.

Han sad og saa' ned i Salen gennem Tobaksrgen paa de otte Piger, som
sad paa Tribunen i Kreds, og paa Tilskuerne:

-S'gu lutter Drenge....

-Skuffens Bedrvere, tnkte Bai. Han sad og saa'

-Drenge, sagde han igen.

Der blev raabt og slaaet med Stokkene dernede: det var en engelsk
Danserinde, som energisk slog Skrterne op over Hovedet. Bai havde
set de Skrter flyve hver Aften.

Og han saa' nsten arrigt ned paa Stokkebegejstringen:

-Det var noget at trampe for, sagde han.

Han skyllede Sodavandet ned og blev ved at betragte Salen: de otte
Piger, der sad som en Rad svnige Hns paa en Pind, og Drengene, der
skraalte for at bilde sig ind det var morsomt....

Han havde ventet nsten tre Kvarter og Banden kom ikke.

-Forresten saa' han det gerne--at de blev borte--med deres
"rdmossede"....

-En gammel "Jomfru" ku' man vel hitte selv....

-De to "Landboer" med deres "gamle Svinebrster".

Bai saa' over mod den anden Side: et Par unge Herrer gantedes med to
unge Piger. Den ene var ung og frisk, med et Par smaa Smilehuller....

Den unge Mand bjede sig frem og stjal Kys under hendes Slr.

Banden blev stadig borte. Og Bai flte nsten noget som Forbitrelse,
Forargelse, mens han blev ved at se paa disse to Duer, som
nbbedes....

-Der kom s'gu ingen....

-Naa--naar de har flaaet En.

Og Lokalet begyndte at blive tomt. Det tyndede nede paa Gulvet, fra
Galleriet forsvandt Par efter Par ved Trappen.

Rgen og ldunsten laa tyk og tung over Bordene med de forladte Glas.

Oppe paa Galleriet trippede kun en ldre Dame frem og tilbage og
nikkede forfrerisk til Bai.

De havde allerede skruet Gassen halvt ned, og Bai sad endnu med
Hovedet i begge Hnder og stirrede paa den de og skidne Sal.

Han svor en Ed, da han rejste sig.

Den ldre Dame vimsede ved Laagen:

-Den Herre er her endnu, sagde hun.

-Nej--i hede Helvede.

Bai udtmte hele sin Forbitrelse i det Skub, han gav den ldre Dame.

-Hva', hvinede Damen--saadan behandler man en Dame ... en
Husejerinde....

Kir var i Seng:

-Naa, sagde han. Morede I Jer?

Bai fik Stvlerne af:

-De var der slet ikke, sagde han halvhjt.

-Bagas, sagde Kir.

Bai kldte sig af uden at tale.

Han laa lidt ved det tndte Lys. Saa slukkede han det.

-Er man gnaven, Gamle, sagde Kir.

-Naa ... Godnat.

Men man begynder at blive gammel, sagde Bai.

-Ja, sagde han igen, langsomt. Det er Tingen a' 'et....

Kir vendte sig i Sengen: Sludder, sagde han.

-Men du ta'er 'en for voldsomt, Gamle ... Man maa ha'e velsen,
Unghane--og ta'e 'en med Ro....

-Saa ka' man drive den, sagde han.

-Behageligt.

Kir tav. Lidt efter snorkede han. Men Bai kunde ikke falde i Svn.
Det var, som han lugtede ldunst den halve Nat, og han laa og kastede
sig.

Den nste Morgen, da han pakkede Kuffert, faldt Katinkas' Fotografi ud
mellem to Lommetrklder.

Det var Fru Abel, som havde givet ham det med.

Hun havde set mt paa det og pakket det ind i Silkepapir.

-Den kre, havde hun sagt.

Louise-ldst, "min sidste", havde vret arrig: Pyh--skal han ikke
ha'e en Spilledaase med....

-Til at spille "de kre Melodier"....

Louise, min sidste, havde en slem Vane til at vrnge efter sin Mamma,
naar noget gik hende imod.

Enkefruen havde stille lagt Portrttet ned mellem de to
Lommetrklder.

-Han skal ha'e det Stykke af Hjemmet med....

-Bai tog Portrttet op fra Gulvet og sad og saa' paa det med svmmende
jne.

           *       *       *       *       *

Familien Abel var paa Stationen for at tage imod Bai. Stuerne var
Paaske-rene og skinnende. Med hvide Gardiner og Rengringsluft.

Bai sad tilbords i Sofaen:

-Man kommer hjem til sin Huslighed, sagde han.

-Hjemme i Reden.

Han spiste og drak, som havde han ikke faaet Mad paa hele Rejsen.

Enkefru Abel havde vaade jne af at sidde og se krligt paa "vor
Hjemkomne".

Han fortalte om Rejsen.

-Theatrene, sagde Enkefruen.

-Ssonen--

-Gravsten havde han kbt ... Fanden til Pris....

-Det tnker man jo ikke paa, sagde Enkefruen: den sidste
Krlighedsgerning.

-Ja, det var det--han havde sagt til Kir ... den sidste
Krlighedsgerning, sagde Bai.

Louise-ldst blev aldrig frdig med sine Smaaoverraskelser. Ikke se,
sagde hun, hun holdt ham for jnene, mens Enkefruen tog Laaget af det
sidste Ragoutfad.

-Ja, hvad hun har lavet, sagde Enkefruen og smilte: Min ldste.

-Man er dog alle Husdyr, sagde Bai. Han lagde begge Hnder paa Bordet
og saa' glad frem for sig, mens han holdt Hvil.

           *       *       *       *       *

Det var i Oktober. Der var ganske fuldt paa Perronen til
Eftermiddagstoget. Lille-Jensen og alle Lindes og de fra Mllen.

Enkefruen skulde rejse for at indrette Hjemmet til Ida, hendes Yngste.

-Louise flger efter, sagde hun og tog sin sidste om Hovedet: Hun er
en Hjemmefugl.

-Hun kommer frst til Bryllupet, sagde hun.

Bryllupet skulde staa hos "min Sster Etatsraadinden".

-Der fandt de hinanden, sagde Enkefruen.

Toget blev meldt, Bai kom med Garantiseddel og Billet.

-Han har vret mit Forsyn, sagde Enkefruen og nikkede til ham.

Toget kom ned over Engen.

-Hils saa Ida, sagde Gamle Pastor, vi tnker paa hende den Dag.

-Det vd vi, sagde Enkefruen: Vi vd, hvor der er gode Tanker. Hun var
rrt og kyssede rundt.

-Ja, sagde hun, det er en Rejse for at miste....

Toget var der: Naa, lille Frue, sagde Bai. Det er Tid.

-Og--min Louise--

-De passer jo paa hende ... Bai havde allerede proppet hende ind i
Kupeen ... Farvel Fru Linde ... Farvel....

Louise sprang op paa Togtrinet og kyssede....

-Sidst, sagde hun.

-Louise, skreg Enkefruen. Toget var begyndt at gaa.

Bai fangede Louise, min sidste....

Der blev viftet og vinket, til man ikke saa' Toget mer.

Lindes gik hjem ad Vejen med dem fra Mllen.

Louise-ldst vilde se noget i Posttasken og lb ind i Kontoret foran
Bai. De lo derinde, saa man hrte det ud paa Perronen.

Lille-Jensen var sunket hen, lnet til en Pl. Banekarlen havde faaet
Mlkespandene bort fra Perronen og Sporet skiftet. Og Frken Jensen
stod der endnu, alene, lnet til sin Pl.

--Lindes var hjemme.

Gamle Pastor sad med Agnes i Dagligstuen, mens "Mo'er" saa' efter til
Theen.

Der var halv mrkt. Gamle Pastor kunde knap se Agnes, som hun sad ved
Klaveret.

-Synger du en, sagde han.

Agnes lod Hnderne glide lidt, langsomt, op og ned ad Klaviaturet. Saa
sang hun med halv Stemme, med sin mrke Alt, Sangen om Marianna:

    Under Gravens Grstrv sover
    Stakkels Marianna--
    Kommer Piger, grder over
    Stakkels Marianna--

Der blev stille i den mrke Stue.

Gamle Pastor blundede lidt med foldede Hnder.





End of the Project Gutenberg EBook of Ved vejen, by Herman Bang

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VED VEJEN ***

***** This file should be named 13175-8.txt or 13175-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.net/1/3/1/7/13175/

Produced by Steen and Heidi Christensen and Distributed Proofreaders
Europe


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.net/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.net),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.net

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
