The Project Gutenberg EBook of Sult, by Knut Hamsun

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Sult

Author: Knut Hamsun

Release Date: September 20, 2009 [EBook #30027]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT ***




Produced by Jens Sadowski




KNUT HAMSUN


SULT




KBENHAVN

P. G. PHILIPSENS FORLAG

Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover)

1890




TRANSCRIBER'S NOTE

SPELLING. In this first edition of "Sult", old spelling rules were applied
which look quite different from modern written Norwegian ("bokml").
In addition, the letters  and  where set as Aa and aa, respectively.
Since many other Norwegian books printed at this time used  and  and
in order to improve readability, all Aa and aa have been converted to  and .
Otherwise, the original spelling was not changed.

SPACED-OUT TEXT. Text that was s p a c e d - o u t in the original
text has been changed to use _italics_.





FRSTE STYKKE

Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne
forunderlige By, som ingen forlader, fr han har fet Mrker af den . . . .

Jeg ligger vgen p min Kvist og hrer en Klokke nedenunder mig sl seks
Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at frdes op og ned i
Trapperne. Nede ved Dren, hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af
Morgenbladet, kunde jeg s tydelig se en Bekendtgrelse fra
Fyrdirektren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement
fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brd.

Straks jeg slog jnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tnke efter, om
jeg havde noget at glde mig til idag. Det havde vret lidt knapt for mig i
den sidste Tid; den ene efter den anden af mine Ejendele var bragt til
Onkel, jeg var bleven nervs og utlsom, et Par Gange havde jeg ogs
ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, nr Lykken var god,
kunde jeg drive det til at f fem Kroner af et eller andet Blad for en
Fljeton.

Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at lse p Avertissementerne nede
ved Dren; jeg kunde endog sklne de magre, grinende Bogstaver om Ligsvb
hos Jomfru Andersen, tilhjre i Porten. Det sysselsatte mig en lang Stund,
jeg hrte Klokken sl otte nedenunder, inden jeg stod op og kldte mig p.

Jeg bned Vinduet og s ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en
Kldesnor og en ben Mark; langt ude l Gruen tilbage af en nedbrndt
Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Frd med at rydde op. Jeg lagde mig med
Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys
Dag, Hsten var kommet, den fine, svale rstid, hvori alting skifter Farve
og forgr. Stjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud;
dette tomme Vrelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog
henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig
Ls for Dren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge p mine Strmper
om Natten, forat f dem lidt trre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde
at fornje mig ved, var en liden rd Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne
og dsed og tnkte p mangehnde Ting. Nr det blste hrdt, og Drene
nedenunder stod bne, ld der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og
ind fra Vggene, og Morgenbladet nede ved Dren fik Revner s lange som
en Hnd.

Jeg rejste mig og undersgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt
til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen.

Gud ved, tnkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at sge efter en
Bestilling mer! Disse mange Afslag, disse halve Lfter, rene Nej, nrede og
skuffede Hb, nye Forsg, som hver Gang lb ud i intet, havde gjort det af
med mit Mod. Jeg havde tilsidst sgt en Plads som Regningsbud, men var
kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner.
Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mldte mig ogs til
Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud,
forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmgtig gik omkring
og bes disse Ansgere, flte p deres Arme og gav dem et og andet
Sprgsml, og mig gik han forbi, rysted blot p Hovedet og sagde, at jeg
var kasseret p Grund af mine Briller. Jeg mdte op pny, uden Briller, jeg
stod der med rynkede Bryn og gjorde mine jne s hvasse som Knive, og
Manden gik mig atter forbi, og han smilte, -- han havde kendt mig igen. Det
vrste af alt var, at mine Klder var begyndt at blive s drlige, at jeg
ikke lnger kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske.

Hvor det havde get jvnt og regelmssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod
tilsidst s besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en
Kam tilbage eller en Bog at lse i, nr det blev mig for trist. Hele
Sommeren udover havde jeg sgt ud p Kirkegrdene eller op i Slotsparken,
hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de
forskelligste Ting, underlige Pfund, Luner, Indfald af min urolige Hjrne;
i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjrneste Emner, som voldte mig
lange Tiders Anstrngelse og aldrig blev optaget. Nr et Stykke var
frdigt, tog jeg fat p et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af
Redaktrernes Nej; jeg sagde stadig vk til mig selv, at engang vilde det
jo lykkes. Og virkelig, stundom, nr jeg havde Held med mig og fik det lidt
godt til, kunde jeg f fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde.

Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked
en Smule Vand p mine blanke Buksekn, forat svrte dem lidt og f dem til
at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sdvanligt Papir
og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for
ikke at vkke min Vrtindes Opmrksomhed; der var get et Par Dage, siden
min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere.

Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer fyldte Luften, et uhyre Morgenkor,
blandet med Fodgngernes Skridt og Smldene fra Hyrekuskenes Svber. Denne
stjende Frdsel overalt oplived mig straks, og jeg begyndte at fle mig
mer og mer tilfreds. Intet var fjrnere fra min Tanke end blot at g en
Morgentur i frisk Luft. Hvad kom Luften mine Lunger ved? Jeg var strk som
en Rise og kunde standse en Vogn med min Skulder. En fin, slsom Stemning,
Flelsen af den lyse Ligegladhed, havde bemgtiget sig mig. Jeg gav mig til
at iagttage de Mennesker, jeg mdte og gik forbi, lste Plakaterne p
Vggene, modtog Indtryk fra et Blik, slngt til mig fra en forbifarende
Sporvogn, lod hver Bagatel trnge ind p mig, alle sm Tilfldigheder, som
krydsed min Vej og forsvandt.

Nr man bare havde sig lidt til Mad en sdan lys Dag! Indtrykket af den
glade Morgen overvlded mig, jeg blev uregerlig tilfreds og gav mig til at
nynne af Glde, uden nogn bestemt Grund. Ved en Slagterbutik stod en Kone
med en Kurv p Armen og spekulered p Plser til Middag; idet jeg passered
hende, s hun hen p mig. Hun havde blot n Tand i Formunden. Nervs og let
pvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks
et modbydeligt Indtryk p mig; den lange, gule Tand s ud som en liden
Finger, der stod op fra Kven, og hendes Blik var endnu fuldt af Plse, da
hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og flte Kvalme. Da
jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand; jeg s
op -- Klokken var ti i Vor Frelsers Trn.

Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst,
standsed ved et Hjrne, uden at behve det, bjed af og gik en Sidegade,
uden at have rinde derhen; jeg lod det st til, frtes omkring i den glade
Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt andre lykkelige
Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge.

I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt en gammel, halt Mand foran mig.
Han bar en Byldt i den ene Hnd og gik med hele sit Legeme, arbejded af al
Magt, forat skyde Fart. Jeg hrte, hvor han pusted af Anstrngelse, og det
faldt mig ind, at jeg kunde bre hans Byldt; jeg sgte dog ikke at indhente
ham. Oppe i Grndsen mdte jeg Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi.
Hvorfor hav de han sdant Hastvrk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham
om en Krone, jeg vilde ogs med det allerfrste sende ham tilbage et Tppe,
som jeg havde lnt af ham for nogle Uger siden. Ssnart jeg var kommet lidt
ovenp, vilde jeg ikke vre nogen Mand noget Tppe skyldig; kanske begyndte
jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens
Frihed, hvadsomhelst, noget lsevrdigt noget, som jeg vilde f ti Kroner
for mindst . . . . Og ved Tanken p denne Artikel flte jeg mig med en Gang
gennemstrmmet af Trang til at tage fat straks og se af min fulde Hjrne;
jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, fr jeg
havde fet den frdig.

Men den gamle Krbling gjorde fremdeles de samme sprllende Bevgelser
foran mig i Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig at have dette
skrbelige Menneske foran mig hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville
tage Ende; mske havde han bestemt sig til akkurat det samme Sted som jeg,
og jeg skulde hele Vejen have ham for mine jne. I min Ophidselse forekom
det mig, at han ved hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented p,
hvilken Retning jeg vilde tage, hvorp han igen svang Byldten hjt i Luften
og gik til af yderste Magt, forat f Forsprang. Jeg gr og ser p dette
masede Vsen og blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham; jeg flte,
at han lidt efter lidt delagde min lyse Stemning og trak den rene, sknne
Morgen med sig ned i Hslighed med det samme. Han s ud som et stort
humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde sl sig til en Plads i Verden
og forbeholde sig Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet p Toppen
af Bakken, vilde jeg ikke lnger finde mig i det, jeg vendte mig mod et
Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme vk. Da jeg
efter nogle Minutters Forlb atter begyndte at g, var Manden foran mig
igen, ogs han havde stet bom stille. Jeg gjorde, uden at tnke mig om,
tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden p Skulderen.

Han standsed med t. Vi gav os begge til at stirre p hinanden.

En liden Skilling til Melk! sagde han endelig og lagde Hovedet p Siden.

Se s, nu stod jeg godt i det! Jeg flte i Lommerne og sagde:

Til Melk ja. Hm. Det er smt med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke,
hvor trngende De kan vre.

Jeg har ikke spist siden igr i Drammen, sagde Manden; jeg ejer ikke en
re, og jeg har ikke fet Arbejde endnu.

Er De Hndvrker?

Ja, jeg er Ndler.

Hvilket?

Ndler. Forresten kan jeg ogs gre Sko.

Det forandrer Sagen, sagde jeg. De fr vente her i nogle Minutter, s
skal jeg g efter lidt Penger til Dem, nogle re.

Jeg gik i strste Hast nedad Pilestrdet, hvor jeg vidste om en Pantelner
i anden Etage; jeg havde forvrigt aldrig vret hos ham fr. Da jeg kom ind
i Porten, trak jeg skyndsomt min Vest af, rulled den sammen og stak den
under Armen; derp gik jeg opad Trappen og banked p til Sjappen. Jeg
bukked og kasted Vesten p Disken.

Halvanden Krone, sagde Manden.

Ja ja, Tak, svared jeg. Havde det ikke vret det, at den begyndte at
blive lidt for knap til mig, s vilde jeg ikke have skilt mig ved den,
naturligvis.

Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et
udmrket Pfund, dette med Vesten; jeg vilde endog f Penge tilovers til en
rigelig Frokost, og inden Aften skulde s min Afhandling om Fremtidens
Forbrydelser vre istand. Jeg begyndte p Stedet at finde Tilvrelsen
blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat f ham fra Hnden.

Vrsgod! sagde jeg til ham. Det glder mig, at De har henvendt Dem til
mig frst.

Manden tog Pengene og begyndte at mnstre mig med jnene. Hvad stod han og
stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han isr undersgte mine Buksekn,
og jeg blev trt af denne Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig
var s fattig som jeg s ud for? Havde jeg mske ikke sgodtsom begyndt at
skrive p en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for
Fremtiden, jeg havde mange Jrn i Ilden. Hvad kom det s et vild fremmed
Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling p en sdan lys Dag?
Mandens Blik irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en
Irettesttelse, inden jeg forlod ham. Jeg trak p Skuldrene og sagde:

Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand p
Knerne, nr han giver Dem en Krones Penge.

Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og sprred Munden op. Der arbejded
noget bag hans Stodderpande, han tnkte ganske vist, at jeg vilde narre ham
p en eller anden Mde, og han rakte mig Pengene tilbage.

Jeg stamped i Gaden og svor p, at han skulde beholde dem. Indbildte han
sig, at jeg vilde have alt det Bryderi for ingenting? Nr alt kom til alt
skyldte jeg ham mske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel
Gld, han stod foran et retskaffent Menneske, rlig ud i Fingerspidserne.
Kortsagt, Pengene var hans . . . . , ikke noget at takke for, det havde
vret mig en Glde. Farvel.

Jeg gik. Endelig havde jeg denne vrkbrudne Plagend afvejen, og jeg kunde
vre uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrdet og standsed udenfor
en Husholdningshandel. Der l fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte
mig til at g ind og f mig lidt med p Vejen.

Et Stykke Ost og et Franskbrd! sagde jeg og slngte min Halvkrone p
Disken.

Ost og Brd for altsammen? spurgte Konen ironisk, uden at se p mig.

For hele femti re ja, s vared jeg uforstyrret.

Jeg fik mine Sager, sagde yderst hfligt Godmorgen til den gamle, fede Kone
og begav mig sporenstrngs opad Slotsbakken til Parken. Jeg fandt mig en
Bnk for mig selv og begyndte at gnave grdigt af min Niste. Det gjorde
godt; det var lnge siden jeg havde fet et s rundeligt Mltid, og jeg
flte lidt efter lidt den samme mtte Ro i mig, som n fler efter en lang
Grd. Mit Mod steg strkt; det var mig ikke lnger nok at skrive en Artikel
om noget s enkelt og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som desuden
hvemsomhelst kunde gtte sig til, ligefrem lse sig til i Historien; jeg
flte mig istand til en strre Anstrngelse, jeg var i Stemning til at
overvinde Vanskeligheder, og jeg bestemte mig for en Afhandling i tre
Afsnit om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis vilde jeg f Lejlighed
til at knkke ynkeligt nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde tage
mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke lnger
havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i
Pantelnersjappen; min Blyant l i Vestelommen.

Herregud hvor dog alting havde Lyst til at g forkrt for mig! Jeg banded
nogle Gange, rejste mig op fra Bnken og drev frem og tilbage i Gangene.
Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled
et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se
noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende
foran min Bnk, Hvor mrkelig vrangt gik det dog ikke p alle Kanter! En
Artikel i tre Afsnit skulde ligefrem strande p den simple Ting, at jeg
ikke havde et Stykke ti res Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik ned i
Pilestrdet igen og fik min Blyant tilbageleveret? Der vilde endda blive
Tid til at f et godt Stykke frdigt, inden de spadserende begyndte at
fylde Parken. Der var ogs s meget, som afhang af denne Afhandling om den
filosofiske Erkendelse, mske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det.
Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjlp for mange
unge Mennesker. Ret betnkt vilde jeg ikke forgribe mig p Kant; jeg kunde
jo undg det, jeg behved blot at gre en ganske umrkelig Bjning, nr jeg
kom til Sprgsmlet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle
Sogneprst Renan . . . . Under alle Omstndigheder galdt det at gre en
Artikel p s og s mange Spalter; den ubetalte Husleje, Vrtindens lange
Blik om Morgenen, nr jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og
dukked frem igen endog i mine glade Stunder, nr jeg ellers ikke havde en
mrk Tanke. Dette mtte jeg have en Ende p. Jeg gik hurtigt ud af Parken,
forat hente min Blyant hos Pantelneren.

Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi.
Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes rme, jeg s op, hun havde et
fyldigt, lidt blegt Ansigt. Med t blusser hun og blir forunderlig skn,
jeg ved ikke hvorfor, mske af et Ord, hun hrer af en forbigende, mske
blot af en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde det vre fordi jeg
berrte hendes Arm? Det hje Bryst blger heftigt nogle Gange, og hun
klemmer Hnden hrdt om Parasolskaftet. Hvad gik der af hende?

Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen, jeg kunde ikke i jeblikket
g videre, det hele forekom mig s besynderligt. Jeg var i et pirreligt
Lune, rgerlig p mig selv for Hndelsen med Blyanten og i hj Grad
ophidset af al den Mad, jeg havde nydt p tom Mave. Med en Gang tager min
Tanke ved et lunefuldt Indfald en mrkelig Retning, jeg fler mig greben af
en slsom Lyst til at gre denne Dame bange, flge efter hende og
fortrdige hende p en eller anden Mde. Jeg indhenter hende atter og gr
hende forbi, vender mig pludselig om og mder hende Ansigt til Ansigt,
forat iagttage hende. Jeg str og ser hende ind i jnen og hitter p
Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hrt, et Navn med en glidende, nervs
Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig ganske nr, retter jeg mig ivejret og
siger indtrngende:

De mister Deres Bog, Frken.

Jeg kunde hre, hvor mit Hjrte slog hrligt, da jeg sagde det.

Min Bog? sprger hun sin Ledsagerinde. Og hun gr videre.

Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i
jeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gre
noget ved det; min forvirrede Tilstand lb af med mig og gav mig de mest
forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke,
hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de
dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet
jeg passered hende. Sledes vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle
Skridts Forspring, flte jeg hendes jne i min Ryg, og jeg dukked mig
uvilkrlig ned af Skam over at have vret hende til Plage. Lidt efter lidt
fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at vre langt borte, andre Steder
henne, jeg havde en halvt ubestemt Flelse af, at det ikke var mig, som gik
der p Stenfliserne og dukked mig ned.

Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede
standset ved det frste Vindu, og idet hun gr forbi mig, trder jeg frem
og gentager:

De mister Deres Bog, Frken.

Nej, hvilken Bog? siger hun i Angst. Kan du forst, hvad det er for en
Bog, han taler om?

Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne
Rdvildhed i hendes jne henrykker mig. Hendes Tanke kan ikke fatte min
lille desperate Tiltale; hun har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad af
en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, ser sig gentagne Gange ind i
Hnderne, vender Hovedet og undersger Gaden bag sig, anstrnger sin lille
mtlige Hjrne til det yderste, forat finde ud, hvad det er for en Bog,
jeg taler om. Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det
andet Udtryk, og hun nder ganske hrligt; selv Knapperne i hendes Kjole
synes at stirre p mig som en Rkke forfrdede jne.

Bryd dig ikke om ham, siger hendes Ledsagerske og trkker hende i Armen;
han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!

S fremmed, som jeg i dette jeblik var for mig selv, s fuldstndig et
Bytte for sre, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden
at jeg lagde Mrke til det. En stor brun Hund sprang tvrs over Gaden,
henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde et ganske smalt Halsbnd af
Nyslv. Hjere op i Gaden bnedes et Vindu i anden Etage, og en Pige lagde
sig ud af det med opbrttede rmer og gav sig til at pudse Ruderne p
Ydersiden. Intet undgik min Opmrksomhed, jeg var klar og ndsnrvrende,
alle Ting strmmed ind p mig med en skinnende Tydelighed, som om der
pludselig var bleven et strkt Lys omkring mig. Damerne foran mig havde
begge en bl Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebnd om Halsen. Det
faldt mig ind, at de var Sstre.

De bjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen, jeg
standsed ogs. Derp kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var
kommet, passered mig igen, drejed om Hjrnet ved Universitetsgaden og gik
lige op til St. Olafs Plads. Jeg var dem hele Tiden s nr i Hlene som jeg
turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgrrigt
Blik, og jeg s ingen Fortrnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn.
Denne Tlmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog
jnene ned. Jeg vilde ikke lnger vre dem til Fortrd, jeg vilde af ren
Taknemmelighed flge dem med jnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik
ind et Sted og blev borte.

Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang,
hvorp de gik ind. Jeg lned mig til en Gaslygte ved Fontnen og lytted
efter deres Skridt i Trapperne; de dde hen i anden Etage. Jeg trder frem
fra Lygten og ser opad Huset. Da sker der noget besynderligt. Gardinerne
bevger sig hjt oppe, et jeblik efter bnes et Vindu, et Hoved stikker
ud, og to srt seende jne hviler p mig. Ylajali! sagde jeg halvhjt, og
jeg flte, at jeg blev rd. Hvorfor rbte hun ikke om Hjlp? Hvorfor stdte
hun ikke til en af Blomsterpotterne og rammed mig i Hovedet, eller sendte
nogen ned, forat jage mig vk? Vi str og ser hinanden ind i jnene uden at
rre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og
der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint
Std gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der
forsvinder indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen
i denne Bevgelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam
denne fine Hilsen, og jeg flte mig i samme Stund vidunderlig glad. S
vendte jeg om og gik nedad Gaden.

Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til
Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Sprgsml, blev jeg mer og mer
urolig og nervs. Formodentlig stod hun i dette jeblik og fulgte nje alle
mine Bevgelser, og det var p ingen Mde til at holde ud at vide sig
sledes undersgt bagfra. Jeg strammed mig op s godt jeg kunde og gik
videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ust, fordi jeg med
Vilje vilde gre den smuk. Forat synes rolig og ligegyldig slngte jeg
meningslst med Armene, spytted i Gaden og satte Nsen ivejret; men intet
hjalp. Jeg flte stadig de forflgende jne i min Nakke, og det lb mig
koldt gennem Kroppen. Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, hvorfra jeg
tog Vejen ned i Pilestrdet, forat f fat p min Blyant.

Jeg havde ingen Mje med at f den tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten
selv og bad mig undersge alle Lommerne med det samme; jeg fandt ogs et
Par Lnesedler, som jeg stak til mig, og takked den venlige Mand for hans
Imdekommenhed. Jeg blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig i samme
Stund meget om at gre at give dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg
gjorde et Slag henimod Dren og vendte atter tilbage til Disken, som om jeg
havde glemt noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, en Oplysning, og
jeg gav mig til at nynne, forat gre ham opmrksom. Da tog jeg Blyanten i
Hnden og holdt den ivejret.

Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, at g lange Veje for en hvilkensom
helst sdan Blyant; men med denne var det en anden Sag, en egen rsag. S
ringe som den s ud, havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig til det,
jeg var i Verden, s at sige sat mig p min Plads i Livet . . . .

Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt hen til Disken.

Ja s? sagde han og s nysgrrigt p mig.

Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling
om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hrt den
omtale?

Og Manden synes nok, at han havde hrt Navnet, Titlen.

Ja, sagde jeg, den var af mig, den! S det mtte endelig ikke forundre ham,
at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort
Vrd for mig, den var mig nsten som et lidet Menneske. Forresten var jeg
ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, og jeg vilde huske ham for den
-- jo, jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et Ord var et Ord, den
Slags Mand var jeg, og han fortjente det. Farvel.

Jeg gik til Dren med en Holdning, som om jeg kunde anbringe en Mand i en
hj Post i Brandvsenet. Den skikkelige Pantelner bukked to Gange for mig,
idet jeg fjrned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel.

I Trappen mdte jeg en Kone, som bar en Vadsk i Hnden. Hun trykked sig
ngsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkrligt i
Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg
flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hrte jeg, at ogs hun banked
p til Sjappen; der var et Stltrdsprinkel p Dren, og jeg kendte straks
igen den klirrende Lyd, nr et Menneskes Knoger berrte det.

Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme p
Benene, det nrmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk blged op
og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap
ubemrket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjrne ved
Universitetet, forat beskue de forbigende. Jeg vandred opad Slotsbakken og
faldt i Tanker.

Disse Mennesker, jeg mdte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse
Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en Balsal! Der var ikke Sorg
i et eneste je, jeg s, ingen Byrde p nogen Skulder, kanske ikke en skyet
Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik
der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde
allerede glemt, hvordan Lykken s ud! Jeg dgged for mig selv med denne
Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. Hvorfor havde de sidste
Mneder faret s mrkelig hrdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse
Sind igen, og jeg havde de underligste Plager p alle Kanter. Jeg kunde
ikke stte mig p en Bnk for mig selv eller rre min Fod noget Sted hen,
uden at blive overfaldt af sm og betydningslse Tilfldigheder, jammerlige
Bagateller, som trngte ind i mine Forestillinger og spredte mine Krfter
for alle Vinde. En Hund, som strg mig forbi, en gul Rose i en Herres
Knaphul, kunde stte mine Tanker i Vibren og optage mig for lngere Tid.
Hvad var det, som fejled mig? Havde Herrens Finger pegt p mig? Men hvorfor
just p mig? Hvorfor ikke lige s godt p en Mand i Sydamerika, for den
Skyld? Nr jeg overvejed Tingen, blev det mig mer og mer ubegribeligt, at
netop jeg skulde vre udset til Prveklud for Guds Ndes Lune. Det var en
noks ejendommelig Fremgangsmde at springe over en hel Verden, forat rkke
mig; der var nu bde Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditr
Hennechen.

Jeg gik og drfted denne Sag og kunde ikke blive den kvit, jeg fandt de
vgtigste Indvendinger mod denne Herrens Vilkrlighed at lade mig undglde
for alles Skyld. Endog efterat jeg havde fundet mig en Bnk og sat mig ned,
vedblev dette Sprgsml at sysselstte mig og hindre mig fra at tnke p
andre Ting. Fra den Dag i Majmned, da mine Genvordigheder begyndte, kunde
jeg s tydeligt mrke en lidt efter lidt tiltagende Svaghed, jeg var
ligesom bleven for mat til at styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm
af sm Skadedyr havde trngt ind i mit Indre og udhulet mig. Hvad om Gud
ligefrem havde i Sinde at delgge mig ganske? Jeg rejste mig op og drev
frem og tilbage foran Bnken.

Mit hele Vsen var i dette jeblik i den hjeste Grad af Pine; jeg havde
endog Smrter i Armene og kunde knapt holde ud at bre dem p sdvanlig
Mde. Af mit sidste svre Mltid flte jeg ogs et strkt Ubehag, jeg var
overmt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de
Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt. Endelig
blev min Bnk optagen af et Par Herrer, som tndte sine Cigarer og
passiared hjt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik
helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bnk. Jeg
satte mig.

Tanken p Gud begyndte atter at optage mig. Jeg syntes, det var hjst
uforsvarligt af ham at lgge sig imellem hver Gang, jeg sgte efter en
Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad
om. Jeg havde s tydelig mrket, at nr jeg sulted lidt lnge ad Gangen,
var det ligesom min Hjrne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde
mig tom. Mit Hoved blev let og fravrende, jeg flte ikke lnger dets
Tyngde p mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine jne glante
altfor vidtbent, nr jeg s p nogen.

Jeg sad der p Bnken og tnkte over alt dette og blev mer og mer bitter
mod Gud for hans vedholdende Plagerier. Hvis han mente at drage mig nrmere
til sig og gre mig bedre ved at udpine mig og lgge Modgang p Modgang i
min Vej, s tog han lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg s op mod
det hje nsten grdende af Trods og sagde ham dette en Gang for alle i mit
stille Sind.

Stumper af min Brnelrdom randt mig ihu, Bibelens Stiltone sang for mine
ren, og jeg talte ganske sagte med mig selv og lagde Hovedet spydigt p
Siden. Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde de, hvad jeg skulde
drikke, og hvad jeg skulde ifre den usle Maddiksk kaldet mit jordiske
Legem? Havde ikke min himmelske Fader srget for mig, som for Spurvene
under Himlen, og vist mig den Nde at pege p sin ringe Tjener? Gud havde
stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske lseligt bragt
lidt Uorden i Trdene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var
Trevler og fine Rodtrde p Fingeren af mine Nervers Trde. Og der var et
bent Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og Sr i min Hjrne efter
hans Fingers Veje. Men der Gud havde berrt mig med sin Hnds Finger, lod
han mig vre og berrte mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. Men
han lod mig g med Fred, og han lod mig g med det bne Hul. Og intet ondt
vederfores mig af Gud, som er Herren i al Evighed . . . .

Std af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var
alts over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsge at skrive noget,
i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen. Jeg bned den og talte
Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkrlig;
jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud! Og jeg kom
straks i en bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, som jeg endnu
havde tilbage; jeg glatted Billetterne omhyggeligt ud og forvared Bogen i
Lommen.

Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par Linjer vilde der ikke falde mig
noget ind; mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde ikke stramme mig op
til nogen bestemt Anstrngelse. Alle Ting indvirked p mig og distrahered
mig, alt, hvad jeg s, gav mig nye Indtryk. Fluer og sm Myg satte sig fast
p Papiret og forstyrred mig; jeg pusted p dem, forat f dem vk, blste
hrdere og hrdere, men uden Nytte. De sm Bster lgger sig bagud, gr sig
tunge og stritter imod, s deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at
flytte af Pletten. De finder sig noget at hage sig fast i, spnder Hlene
mod et Komma eller en Ujvnhed i Papiret og str uryggelig stille slnge,
til de selv finder for godt at g sin Vej.

En Tidlang vedblev disse sm Udyr at beskftige mig, og jeg lagde Benene
overkors og gav mig god Tid med at iagttage dem. Med n Gang bved en eller
to hje Klarinettoner op til mig fra Lunden og gav min Tanke et nyt Std.
Mismodig over ikke at kunne gre min Artikel istand, stak jeg igen
Papirerne i Lommen og lned mig bagover p Bnken. I dette jeblik er mit
Hoved s klart, at jeg kan tnke de fineste Tanker, uden at trttes. Idet
jeg ligger i denne Stilling og lader jnene lbe nedad mit Bryst og mine
Ben, lgger jeg Mrke til den sprttende Bevgelse, min Fod gr, hver Gang
Pulsen slr. Jeg rejser mig halvt op og ser ned p mine Fdder, og jeg
gennemgr i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig
tidligere havde flt; det gav et fint, vidunderligt St gennem mine Nerver,
som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste jnene p mine
Sko, var det som jeg havde truffet en god Bekendt eller fet en lsreven
Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesflelse sittrer gennem mine
Sandser, Trerne kommer mig i jnene, og jeg fornemmer mine Sko som en
sagte susende Tone imod mig. Svaghed! sagde jeg hrdt til mig selv, og jeg
knytted Hnderne og sagde Svaghed. Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse
latterlige Flelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; jeg talte
meget strngt og forstandigt, og jeg kneb jnene heftigt sammen, forat f
Trerne bort. Som om jeg aldrig havde set mine Sko fr, giver jeg mig til
at studere deres Udseende, deres Mimik, nr jeg rrte p Foden, deres Form
og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Smme giver
dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Vsen get
over i disse Sko, de virked p mig som en nde mod mit Jeg, en pustende Del
af mig selv . . . .

Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, mske en hel Time.
En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bnk; idet han
satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde:

Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!

S snart jeg hrte hans Stemme, var det som en Vind fejed gennem mit Hoved,
jeg lod Sko vre Sko, og det forekom mig allerede, at den forvirrede
Sindsstemning, jeg just havde oplevet, skrev sig fra en lngst svunden Tid,
kanske et r eller to tilbage, og var s smt i Frd med at udviskes af min
Erindring. Jeg satte mig til at se p den gamle.

Hvad angik han mig, denne lille Mand? Intet, ikke det ringeste! Kun at han
holdt en Avis i Hnden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori
der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev nysgrrig og
kunde ikke f mine jne bort fra den Avis; jeg fik den vanvittige Id, at
det kunde vre en ganske mrkelig Avis, enestende i sit Slags; min
Nysgrrighed steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og tilbage p Bnken.
Det kunde vre Dokumenter, farlige Aktstykker, stjlet fra et Arkiv. Og der
foresvved mig noget om en hemmelig Traktat, en Sammensvrgelse.

Manden sad stille og tnkte. Hvorfor bar han ikke sin Avis, som ethvert
andet Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad var det for Slags
Underfundigheder? Han s ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hnden,
ikke for alt i Verden, han turde mske ikke engang betro den til sin egen
Lomme. Jeg kunde d p, at der stak noget under med Pakken.

Jeg s ud i Luften. Netop det, at det var s umuligt at trnge ind i denne
mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgrrighed. Jeg ledte i mine
Lommer efter noget at give Manden, forat komme i Samtale med ham, og jeg
fik fat i min Barberbog, men gmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at
vre yderst frk, jeg klapped mig p min tomme Brystlomme og sagde:

Tr jeg byde Dem en Cigaret?

Tak, Manden rgte ikke, han havde mttet hre op, forat spare sine jne,
han var nsten blind. Takker forresten s meget!

Om det var lnge siden hans jne tog Skade? S kunde han mske ikke lse
heller? Ikke engang Aviser?

Ikke engang Aviser, desvrre!

Manden s p mig. De syge jne havde hver sin Hinde, der gav dem et
glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk.

De er fremmed her? sagde han.

Ja. -- Om han ikke engang kunde lse Titlen p den Avis, han holdt i
Hnden?

Nppe. -- Forresten havde han straks hrt, at jeg var fremmed; der var
noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde s lidet til, han hrte
s godt; om Natten, nr alle sov, kunde han hre Menneskene i Sidevrelset
puste . . . . Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne?

En Lgn stod mig med t fuldt frdig i Hovedet. Jeg lj ufrivilligt, uden
Forst og uden Bagtanke, jeg svared:

P St. Olafs Plads Numer 2.

Virkelig? Manden kendte hver Brosten p St. Olafs Plads. Der var en
Fontne, nogle Gaslygter, et Par Trer, han husked det hele . . . . Hvad
Numer bor De i?

Jeg vilde gre en Ende p det og rejste mig, dreven til det yderste af min
fikse Id med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, hvad det s end skulde
koste.

Nr De ikke kan lse den Avis, hvorfor . . . .

I Numer 2, syntes jeg, De sagde? fortsatte Manden, uden at agte p min
Uro. Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer 2. Hvad hedder Deres
Vrt?

Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham kvit, laved dette Navn i
jeblikket og slynged det ud, forat standse min Plagend.

Happolati, sagde jeg.

Happolati, ja, nikked Manden, og han misted ikke en Stavelse i dette
vanskelige Navn.

Jeg s forbauset p ham; han sad meget alvorlig og havde en tnksom Mine.
Ikke fr havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, fr Manden
fandt sig tilrette med det og lod til at have hrt det fr. Imidlertid
lagde han sin Pakke fra sig p Bnken, og jeg flte al min Nysgrrighed
dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mrke til, at der var et Par fede
Pletter p Avisen.

Er han ikke Sjmand, Deres Vrt? spurgte Manden, og der var ikke Spor af
undertrykt Ironi i hans Stemme. Jeg synes huske, at han var Sjmand?

Sjmand? Om Forladelse, det m vre Broderen, De kender; dette her er
nemlig J. A. Happolati, Agent.

Jeg troed, at dette vilde gre det af med ham; men Manden gik villigt med
p alt; om jeg havde fundet et Navn som Barabas Rosenknopsen, vilde det
ikke have vakt hans Mistanke.

Det skal vre en flink Mand, har jeg hrt. sagde han, forsgende sig
frem.

, en forslagen Mand, svared jeg, et dygtigt Forretningshoved, Agent for
alt muligt, Tyttebr p Kina, Fjr og Dun fra Rusland, Huder, Trmasse,
Skriveblk . . . .

He-he, det var da Fan! afbrd Oldingen i hj Grad oplivet.

Dette begyndte at blive interessant. Situationen lb af med mig, og den ene
Lgn efter den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig igen, glemte Avisen,
de mrkelige Dokumenter, blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den lille
Dvrgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, jeg vilde lyve ham hensynslst
fuld, sl ham storslagent af Marken og bringe ham til at tie af
Forbauselse.

Om han havde hrt om den elektriske Salmebog, som Happolati havde opfundet?

Hvad, elek . . . .

Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse i Mrke! Et aldeles storartet
Foretagende, Millioner Kroner i Bevgelse, Stberier og Trykkerier i
Arbejde, Skarer af fast lnnede Mekanikere sysselsat, jeg havde hrt sige
syv hundrede Mand.

Ja, er det ikke som jeg siger! sagde Manden stille. Mer sagde han ikke;
han troed hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke i Staver. Dette
skuffed mig en Smule, jeg havde ventet at se ham forvildet af mine Pfund.

Jeg opfandt endnu et Par desperate Lgne, drev det til Hazard, ymted om, at
Happolati havde vret Minister i ni r i Persien. De har det mske ikke p
Anelsen, hvad det vil sige at vre Minister i Persien? spurgte jeg. Det var
mere end Konge her, eller omtrent som Sultan, om han vidste, hvad det var.
Men Happolati havde klaret det hele og aldrig stet fast. Og jeg fortalte
om Ylajali, hans Datter, en F, en Prinsesse, som havde tre hundrede
Slavinder og l p et Leje af gule Roser; hun var det sknneste Vsen, jeg
havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevet Magen til Syn i mit
Liv!

S, hun var s vakker? yttred den gamle med en fravrende Mine og s ned
i Marken.

Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt sd! jne som Rsilke, Arme af Rav!
Bare et enkelt Blik af hende var forfrende som et Kys, og nr hun kaldte
p mig, jog hendes Stemme mig som en Strle af Vin lige ind i min Sjls
Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke vre spas dejlig? Tog han hende for et
Regningsbud eller for noget i Brandvsenet? Hun var simpelthen en Himlens
Herlighed, skulde jeg sige ham, et ventyr.

Ja, ja! sagde Manden lidt betuttet.

Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset af min egen Stemme og talte i
fuldt Alvor. De stjlne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed
Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke l der p Bnken
imellem os, og jeg havde ikke lnger den ringeste Lyst til at undersge den
og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der
drev underlige Syner forbi mine jne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg
lj af fuld Hals.

I dette jeblik syntes Manden at ville g. Han letted p sig og spurgte,
for ikke at bryde for brat af:

Han skal have svre Ejendomme denne Happolati?

Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn,
jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod p hvert
Hkerskildt i Byen? Han snubled aldrig p et Bogstav og glemte ikke en
Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjrne og slet Rdder i
samme Stund. Jeg blev rgerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opst i
mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gre
mistnksom.

Det kender jeg ikke til, svared jeg derfor tvrt; jeg kender aldeles
ikke til det. Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder
Johan Arendt Happolati, at dmme efter hans egne Forbogstaver.

Johan Arendt Happolati, gentog Manden lidt forundret over min Heftighed.
S taug han.

De skulde set hans Kone, sagde jeg rasende; tykkere Menneske . . . . Ja,
De tror kanske ikke, at hun var videre tyk?

Jo, det syntes han nok, han ikke kunde frag; en sdan Mand havde mske en
lidt tyk Kone.

Oldingen svared sagtmodig og stille p hvert af mine Udfald og sgte efter
Ord, som om han var bange for at forg sig og gre mig vred.

Helvedes Pine, Mand, tror De mske, at jeg sidder her og lyver Dem
kapitalt fuld? rbte jeg ude af mig selv. Tror De kanske ikke engang, at
der gives en Mand ved Navn Happolati? Jeg har aldrig set p Magen til Trods
og Ondskab hos en gammel Mand! Hvad Fan gr der af Dem? De har kanske
ovenikbet tnkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad
her i min bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen? En sdan
Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg
tler den Gud dde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, s meget De
ved det!

Manden havde rejst sig. Med gabende Mund stod han stum og hrte p mit
Udbrud indtil det var tilende, s greb han hurtigt sin Pakke p Bnken og
gik, nsten lb henad Gangen med sm Oldingeskridt.

Jeg sad tilbage og s p hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at
lude mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg fik det Indtryk fra, men det
forekom mig, at jeg aldrig havde set en urligere, lastefuldere Ryg end
denne, og jeg angred ikke, at jeg havde skldt Mennesket ud, fr han forlod
mig . . . .

Dagen begyndte at hlde. Solen sank, det tog p at suse lidt i Trerne
omkring, og Barnepigerne, som sad i Klynger henne ved Balancerstangen,
belaved sig p at trille sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. Den
Ophidselse, jeg just havde vret i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt
sammen, blev slap og begyndte at fle mig svnig; den store Mngde Brd,
jeg havde spist, var mig heller ikke lnger til synderlig Mn. I den bedste
Stemning lned jeg mig bagover p Bnken, lukked jnene og blev mer og mer
dsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Svn, da en Parkmand
lagde sin Hnd p min Skulder og sagde:

De m ikke sidde og sove herinde.

Nej, sagde jeg og rejste mig straks. Og med t Slag stod atter min
srgelige Stilling lyslevende for mine jne. Jeg mtte gre noget, finde p
et eller andet! At sge Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, jeg
gik og viste frem, var blevet lidt gamle og skrev sig fra altfor ukendte
Personer til at kunne virke kraftigt; desuden havde disse stadige Afslag
udefter Sommeren gjort mig noget forknyt. N -- under alle Omstndigheder
var min Husleje forfalden, og jeg mtte gre en Udvej til den. S fik det
bero med det vrige slnge.

Ganske uvilkrligt havde jeg igen fet Blyant og Papir i Hnderne, og jeg
sad og skrev mekanisk rstallet 1848 i alle Hjrner. Om nu blot en enkelt
brusende Tanke vilde betage mig vldigt og lgge mig Ordene i Munden! Det
havde jo hndt fr, det havde virkelig hndt, at sdanne Stunder var kommet
over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrngelse og f det
velsignet godt til.

Jeg sidder der p Bnken og skriver Snese Gange 1848, skriver dette Tal
pkryds og tvers i alle mulige Faoner, og venter p, at en brugbar Id
skal falde mig ind. En Sverm af lse Tanker flagrer om i mit Hoved,
Stemningen i den hldende Dag gr mig mismodig og sentimental. Hsten er
kommet og har allerede begyndt at lgge alting i Dvale, Fluer og Smdyr har
fet det frste Knk, oppe i Trerne og nede p Marken hres Lyden af det
stridende Liv, puslende, susende uroligt, arbejdende for ikke at forg.
Alle Krybverdenens nedtrampede Tilvrelser rrer sig endnu engang, stikker
sine gule Hoveder op af Mosen, lfter sine Ben, fler sig frem med lange
Trde og synker s pludselig sammen, vlter om og vender Bugen ivejret.
Hver Vkst har fet sit Srprg, et fint henndende Pust af den frste
Kulde; Strene stritter blege op mod Solen, og det affaldne Lv hvisler
henad Jorden med en Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Hstens Tid,
midt i Forgngelsens Karneval; Roserne har fet Betndelse i Rdmen, et
hektisk, vidunderligt Skr over den blodrde Farve.

Jeg flte mig selv som et Kryb i Undergang, greben af delggelsen midt i
denne dvalefrdige Alverden. Jeg rejste mig op, besat af sre Rdsler, og
tog nogle voldsomme Skridt henad Gangen. Nej! rbte jeg og knytted begge
mine Hnder, dette m der blive en Ende p! Og jeg satte mig igen, tog
atter Blyanten i Hnden og vilde gre Alvor af det med en Artikel. Det
kunde aldeles ikke nytte at give sig over, nr man stod med en ubetalt
Husleje lige for Tnderne.

Langsomt, ganske langsomt begyndte mine Tanker at samle sig. Jeg passed p
og skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som en Indledning til noget;
det kunde vre Begyndelsen til hvadsomhelst, en Rejseskildring, en politisk
Artikel, eftersom jeg selv fandt for godt. Det var en ganske fortrffelig
Begyndelse til noget af hvert.

S gav jeg mig til at sge efter et bestemt Sprgsml, jeg kunde behandle,
en Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg kunde ikke finde noget. Under
denne frugteslse Anstrngelse begyndte der igen at komme Uorden i mine
Tanker, jeg flte, hvorledes min Hjrne formelig slog Klik, mit Hoved
tmtes, tmtes, og det stod tilsidst let og uden Indhold tilbage p mine
Skuldre. Jeg fornam denne glanende Tomhed i mit Hoved med hele Legemet, jeg
syntes mig selv udhulet fra verst til nederst.

Herre, min Gud og Fader! rbte jeg i Smrte, og jeg gentog dette Rb
mange Gange i Trk, uden at sige mer.

Vinden rasled i Lvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og
stirred fortabt p mine Papirer, lagde dem s sammen og stak dem langsomt i
Lommen. Det blev kligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken
helt op i Halsen og stak Hnderne i Lommen. S rejste jeg mig og gik.

Om det bare havde lykkedes mig denne Gang, denne ene Gang! To Gange havde
min Vrtinde spurgt mig med jnene efter Betalingen, og jeg havde mttet
dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen. Jeg kunde
ikke gre det igen; nste Gang jeg mdte disse jne, vilde jeg opsige mit
Rum og gre rligt Rede for mig; det kunde s alligevel ikke vare ved i
Lngden p denne Mde.

Da jeg kom til Udgangen af Parken, s jeg igen den gamle Dvrg, som jeg i
mit Raseri havde jaget p Flugt. Den mystiske Avispakke l opslagen ved
Siden af ham p Bnken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og
bed af. Jeg vilde lige med t g hen til ham og undsylde mig, bede om
Tilgivelse for min Opfrsel, men hans Mad stdte mig tilbage; de gamle
Fingre, der s ud som ti rynkede Klr, klemte modbydeligt om de fede
Smrogbrd, jeg flte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han
kendte mig ikke, hans jne stirred p mig trre som Horn, og hans Ansigt
fortrak ikke en Mine.

Og jeg fortsatte min Vej.

Efter Sdvane standsed jeg ved hver udhngt Avis, som jeg passered, forat
studere Bekendtgrelserne om ledige Pladse, og jeg var s heldig at finde
n, som jeg kunde ptage mig: En Kbmand p Grnlandsleret sgte efter en
Mand til et Par Timers Bogfrsel hver Aften; Ln efter Overenskomst. Jeg
notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed til Gud om denne Plads; jeg
vilde forlange mindre end nogen anden for Arbejdet, femti re var rigeligt,
eller kanske firti re; det fik blive ganske som det vilde med det.

Da jeg kom hjem, l der p mit Bord en Seddel fra min Vrtinde, hvori hun
bad mig om at betale min Husleje i Forskud eller flytte ud, s snart jeg
kunde. Jeg mtte ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste en ndig
Begring. Venskabeligst Madam Gundersen.

Jeg skrev en Ansgning til Kbmand Christie Grnlandsleret Numer 31, lagde
den i en Konvolut og bragte den ned i Kassen p Hjrnet. S gik jeg op p
mit Vrelse igen og satte mig til at tnke i Gyngestolen, mens Mrket blev
tttere og tttere. Det begyndte at blive vanskeligt at holde sig oppe nu.

                                   * * *

Om Morgenen vgned jeg meget tidligt. Det var endnu ganske mrkt, da jeg
slog jnene op, og frst lnge efter hrte jeg Klokken i Lejligheden
nedenunder mig sl fem Slag. Jeg vilde lgge mig til at sove igen, men
kunde ikke mere falde i Svn, jeg blev mer og mer vgen og l og tnkte p
tusind Ting.

Pludselig falder der mig ind en eller to gode Stninger til Brug for en
Skitse, en Fljeton, fine sproglige Lykketrf, som jeg aldrig havde fundet
Mage til. Jeg ligger og gentager disse Ord for mig selv og finder, at de er
udmrkede. Om lidt fjer der sig flere til, jeg blir med t lysvgen og
rejser mig op og griber Papir og Blyant p Bordet bag min Seng. Det var som
en re var sprunget i mig, det ene Ord flger efter det andet, ordner sig i
Sammenhng, danner sig til Situationer; Scene dynger sig p Scene,
Handlinger og Repliker vlder op i min Hjrne, og et underfuldt Behag
griber mig. Jeg skriver som en besat og fylder den ene Side efter den
anden, uden et jebliks Pause. Tankerne kommer s pludseligt p mig og
vedbliver at strmme s rigeligt, at jeg mister en Masse fine Biting, som
jeg ikke hurtigt nok fr skrevet ned, sknt jeg arbejder af alle Krfter.
Det fortstter at trnge ind p mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert
Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden.

Det varer, varer s velsignet lnge, inden dette forunderlige jeblik hrer
op; jeg har femten, tyve beskrevne Sider liggende foran mig p mine Kn, da
jeg endelig standser og lgger Blyanten vk. Var der nu ssandt nogen Vrdi
i disse Papirer, s var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og klder mig
p. Det lysner mer og mer, jeg kan halvvejs sklne Fyrdirektrens
Bekendtgrelse nede ved Dren, og ved Vinduet er det allerede s lyst, at
jeg til Nd kunde se at skrive. Og jeg gr straks i Gang med at renskrive
mine Papirer.

En underlig, tt Damp af Lys og Farver slr op af disse Fantasier; jeg
stejler overrasket foran den ene gode Ting efter den anden og siger til mig
selv, at det var det bedste, jeg nogensinde havde lst. Jeg blir yr af
Tilfredshed, Glden puster mig op, og jeg fler mig storartet ovenp; jeg
vejer mit Skrift i Hnden og takserer det p Stedet til fem Kroner efter et
lst Skn. Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte p fem Kroner,
det mtte tvertimod siges at vre Rverkb at f det for ti Kroner, kom det
an p Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde ikke i Sinde at gre et s
sregent Arbejde gratis; s vidt jeg vidste, fandt man ikke Romaner af den
Slags efter Vejene. Og jeg bestemte mig for ti Kroner.

Det blev lysere og lysere i Vrelset, jeg kasted et Blik ned mod Dren og
kunde uden synderlig Mje lse de fine skeletagtige Bogstaver om Jomfru
Andersens Ligsvb tilhjre i Porten; der var ogs get en god Stund siden
Klokken slog syv.

Jeg rejste mig og stilled mig midt p Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam
Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette var egentlig ikke noget
Vrelse for mig; her var noks simple grnne Gardiner for Vinduerne, og s
synderlig mange Spiger i Vggene til at hnge sin Garderobe p, var her
heller ikke. Den stakkels Gyngestol henne i Hjrnet var i Grunden bare en
Vits af en Gyngestol, som man mageligt kunde le sig fordrvet af. Den var
altfor lav for en voksen Mand, desuden var den s trang, at man s at sige
mtte bruge Stovlekngt, forat komme op af den igen. Kortsagt, Vrelset var
ikke indrettet til at sysle med ndelige Ting i, og jeg agted ikke at
beholde det lnger. P ingen Mde vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor
lnge tiet og tlt og holdt til i dette Skur.

Opblst af Hb og Tilfredshed, stadigt optagen af min mrkelige Skitse, som
jeg hvert jeblik trak op af Lommen og lste i, vilde jeg straks gre Alvor
af det og g i Gang med Flytningen. Jeg tog frem min Byldt, et rdt
Lommetrklde, der indeholdt et Par rene Snipper og noget sammenkrllet
Avispapir, som jeg havde bret Brd hjem i, rulled mit Sengetppe sammen og
stak til mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. Derp undersgte jeg for
Sikkerheds Skyld alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke havde lagt
noget efter mig, og da jeg intet fandt, gik jeg hen til Vinduet og s ud.
Morgenen var mrk og vd; der var ingen tilstede ude ved den nedbrndte
Smedje, og Kldesnoren nede i Grden stod stram fra Vg til Vg,
sammentrukket af Vden. Jeg kendte altsammen fra fr, trdte derfor bort
fra Vinduet, tog Tppet under Armen, bukked for Fyrdirektrens
Bekendtgrelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvb og bned Dren.

Med en Gang kom jeg i Tanke p min Vrtinde; hun burde dog underrettes om
min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt
Menneske at gre. Jeg vilde ogs takke hende skriftlig for de Par Dage, jeg
havde benyttet Vrelset over Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet for
lngere Tid, trngte s strkt ind p mig, at jeg endog loved min Vrtinde
fem Kroner, nr jeg kom indom en af Dagene; jeg vilde vise hende til
Overml, hvad det var for en honnet Person, hun havde havt under Tag.

Sedlen lagde jeg efter mig p Bordet.

Atter engang standsed jeg ved Dren og vendte om. Denne strlende Flelse
af at vre kommet ovenp henrykte mig og gjorde mig taknemlig mod Gud og
Alverden, og jeg knled ned ved Sengen og takked Gud med hj Rst for hans
store Godhed mod mig denne Morgen. Jeg vidste det, , jeg vidste det, at
den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var
en vidunderlig Himlens Grning i min nd, et Svar p mit Ndrb igr. Det
er Gud! det er Gud! rbte jeg til mig selv, og jeg grd af Begejstring over
mine egne Ord; nu og da mtte jeg standse op og lytte et jeblik om der
skulde komme nogen i Trapperne. Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled
lydlst nedad alle disse Etager og ned uset Porten.

Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt p Morgenstunden, Himlen hang
r og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon
det led Dagen? Jeg gik som sdvanligt i Retning af Rdstuen og s at
Klokken var halv ni. Jeg havde alts et Par Timer at lbe p; det nytted
ikke at komme i Bladet fr ti, kanske elleve, jeg fik drive omkring slnge
og imidlertid spekulere p en Udvej til lidt Frokost. Jeg havde forresten
ingen Frygt for at g sulten tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov over!
Det var et tilbagelagt Stadium, en ond Drm; nu fra af gik det opad!

Imidlertid var det grnne Sengetppe mig til Besvr; jeg kunde heller ikke
vre bekendt at bre en sdan Ting under Armen midt for alle Folks jne.
Hvad mtte man mene om mig? Og jeg gik og tnkte mig om efter et Sted, hvor
jeg kunde f det forvaret indtil videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde
g hen til Semb og f det indpakket i Papir; det vilde straks se bedre ud,
og det var ikke lnger nogen Skam at bre det. Jeg trdte ind i Butiken og
fremfrte mit rinde for en af Betjentene.

Han s frst p Tppet, derp p mig; det forekom mig, at han i sit stille
Sind trak lidt ringeagtende p Skuldrene, da han modtog Pakken. Dette
stdte mig.

Dd og Pine, vr lidt forsigtig! rbte jeg. Der er to dyre Glasvaser
indi; Pakken skal til Smyrna.

Det hjalp, det hjalp storartet. Manden bad i hver Bevgelse, han gjorde, om
Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tppet.
Da han var frdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjlpen som en Mand,
der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han bned Dren for
mig og bukked to Gange, da jeg gik.

Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene p Stortorvet og holdt mig
helst i Nrheden af de Koner, som havde Potteplanter at slge. De tunge,
rde Roser, hvis Blade ulmed blodige og r i den fugtige Morgen, gjorde mig
begrlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen p
den, blot forat have Lov til at komme den s nr som muligt. Fik jeg Penge
tilovers, vilde jeg kbe den, det fik g, hvordan det vilde; jeg kunde jo
nok spare ind lidt hist og her i min Levemde, forat komme op i Balance
igen.

Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. Saksen gennemroder endel gamle
Aviser, Redaktren er ikke kommet. P Opfordring afleverer jeg mit store
Manuskript, lader Manden ane, at det er af mer end almindelig Vigtighed og
lgger ham indstndigt p Minde at lade Redaktren f det i sin egen Hnd,
nr han kom. Jeg vilde s selv af hente Besked senere p Dagen.

Godt! sagde Saksen og begyndte igen p sine Aviser.

Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot
lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik.

Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent
elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds
Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer s flade og triste ud. Jeg gjorde
atter et Slag henover Torvet og s p Grntsager og Roser. Da fler jeg en
Hnd p min Skulder og vender mig om, Jomfruen hilser Godmorgen.

Godmorgen? svarer jeg lidt sprgende, for straks at f hans rinde at
vide. Jeg syntes ikke meget om Jomfruen.

Han ser nysgrrigt hen p den store, splinterny Pakke under min Arm og
sprger:

Hvad brer De p der?

Jeg har vret nede hos Semb og fet noget Tj til Klder, svarer jeg i en
ligegyldig Tone; jeg syntes ikke, jeg vilde g s slidt lnger, man kan jo
ogs vre for karrig mod sit Legeme.

Han ser p mig og studser.

Hvordan gr det forresten? sprger han langsomt.

Jo, over Forventning.

Har De fet noget at gre nu da?

Noget at gre? svarer jeg og er meget forundret, jeg er jo Bogholder hos
Grossererfirmaet Christie, jo.

Ja s! siger han og rykker lidt tilbage. Gud bevare Dem, hvor vel jeg
under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener.
Godmorgen.

Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken p min
Pakke og siger:

Jeg vil anbefale Dem min Skrdder til de Klder. De fr ikke finere
Skrdder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, s.

Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Nse i mine
Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrdder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af
dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham
temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde lnt af mig. Allerede frend
han fik svare, angred jeg imidlertid at have krvet ham, jeg blev flau og
s ham ikke i jnene; da i det samme en Dame kom forbi, trdte jeg hurtigt
tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at g min
Vej.

Hvor skulde jeg nu gre af mig, mens jeg vented? En Kaf kunde jeg ikke
besge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde
g til p denne Tid af Dagen. Instinktsmssig stiled jeg opad Byen, drev
bort endel Tid p Vejen mellem Torvet og Grndsen, lste Aftenposten, som
nylig var sat p Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derp om
og gik lige op p Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted
p Bakken ved Kapellet.

Jeg sad der i al Stilhed og dsed i den vde Luft, tnkte, halvsov og frs.
Og Tiden gik. Var det nu ogs sikkert, at Fljetonen var et lidet
Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her
og der! Alt vel overvejet behved den ikke engang at blive antagen, nej,
ikke engang antagen, simpelthen! Den var mske noks middelmdig, kanske
ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette
jeblik l i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg
sprang op og stormed ud af Kirkegrden.

Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og s, at Klokken blot
var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde s
sikkert hbet, at det var langt over Middag, og fr fire nytted det ikke at
soge efter Redaktren. Min Fljetons Skbne fyldte mig med mrke Anelser;
jo mer jeg tnkte p den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde
have skrevet noget brugbart sdan pludseligt, nsten i Svne, med Hjrnen
fuld af Feber og Drmme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og vret
glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! . . . . Jeg bevged
mig i strk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud p bne
Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og
befandt mig tilsidst p en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se.

Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af
Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mdte to Hvogne; Krerne
l flade oppe i Lssene og sang, begge barhovedede, begge med runde,
sorglse Ansigter. Jeg gik og tnkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig,
slnge til mig en eller anden Bemrkning eller gre en Spillop, og da jeg
var kommet dem nr nok, rbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen.

Et Sengetppe, svared jeg.

Hvormange er Klokken? spurgte han.

Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tnker jeg.

Da lo de begge to og drog forbi. Jeg flte i det samme Snrten af en
Tougsvbe p mit ene re, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde
ikke lade mig passere, uden at gre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet
op til Hovedet, samled min Hat op fra Grftekanten og fortsatte min Gang.
Nede ved St. Hanshaugen mdte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var
over fire.

Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, nsten lb nedad
Byen, bjed af og tog ned til Bladet. Redaktren havde mske for lnge
siden vret der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden,
snubled, stdte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med
Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten,
tog Trapperne i fire Spring og banked p.

Ingen svarer.

Han er get! han er get! tnker jeg. Jeg prover Dren, som er ben, banker
p endnu engang og trder ind.

Redaktren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i
Hnden, frdig til at skrive. Da han hrer min forpustede Hilsen, vender
han sig halvt om, ser lidt p mig, ryster p Hovedet og siger:

Ja, jeg har ikke fet Tid til at lse Deres Skitse endda.

Jeg blir s glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at
jeg svarer:

Nej, kre, det forstr jeg nok. Det haster jo ikke s. Om et Par Dage
kanske, eller . . . .

Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, s.

Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer.

Audiensen er forbi, jeg trder bukkende tilbage og gr. Hbet glder igen
op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde vinde alt endnu, for
den Skyld. Og min Hjrne begyndte at fable om et stort Rd i Himlen, hvor
det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti
Kroner for en Fljeton . . . .

Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg
bedst skulde kunne stikke mig ind, blir s strkt optagen af dette
Sprgsml, at jeg str stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, str
som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjen strmmer og larmer rundt
omkring den. En Avisgut rkker mig Vikingen: D'n er s morssom, s! Jeg
ser op og farer sammen -- jeg er udenfor Semb igen.

Hurtigt gr jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad
Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne.
Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til
Sjen ved Fstningen. Atter finder jeg mig en Bnk og begynder at spekulere
pny.

Hvor i alverden skulde jeg f Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde
smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min Stolthed forbd mig at
vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at g tilbage p
mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit
stille Sind ad den lille rde Gyngestol. Ved Idassociationer befandt jeg
mig pludselig i et stort to Fags Vrelse, jeg engang havde boet i p
Hgdehaugen; jeg s et Brt p Bordet fuldt af svre Smrogbrd, det
skifted Udseende, det blev til en Bif, en forfrende Bif, en snehvid
Serviet, Brd i Masse, Slvgaffel. Og det gik i Dren: min Vrtinde kom og
bd mig mer T . . . .

Syner og dumme Drmme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde
mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde f den samme Feber i Hjrnen og
mange vanvittige Pfund at kmpe med. Jeg tlte ikke Mad, jeg var ikke
sledes anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Sregenhed.

Kanske blev der en Rd til Husly, nr det led p Kvlden. Det havde ingen
Hast; i vrste Fald kunde jeg sge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele
Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret.

Og Sjen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednsede Pramme roded
Grave op i dens blyagtige Flade, sprngte Striber ud til hjre og venstre
og gled videre, mens Rgen vlted som Dyner ud af Skorstenene og
Maskinernes Stempelslag trngte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen
Sol og ingen Vind, Trerne bag mig stod nsten vde, og Bnken, jeg sad p,
var kold og r. Tiden gik; jeg satte mig til at dse, blev trt og frs
lidt over Ryggen: en Stund efter flte jeg, at mine jne begyndte at falde
i. Og jeg lod dem falde . . . .

Da jeg vgned, var det mrkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og
frsen, greb min Pakke og begyndte at g. Jeg gik fortere og fortere, forat
blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg nsten ikke
lnger flte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg
havde sovet i flere Timer.

Hvor skulde jeg dog gre af mig? Et Sted mtte jeg jo vre. Jeg str der og
glaner opad Brandvagten og studerer p, om det ikke skulde kunne lykkes at
komme ind i en af Gangene, passe p et jeblik, nr Patroullen vendte
Ryggen til. Jeg gr opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han
hver straks sin kse til Honnr og venter p, hvad jeg skal sige. Denne
lftede kse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem
Nerverne, jeg blir stum af Rdsel foran denne vbnede Mand og trkker mig
uvilkrlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham;
forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hnden over Panden, som om jeg har
glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede p Fortouget,
flte jeg mig s frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og
jeg skyndte mig afsted.

Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg
begyndte at bande ganske hjt og brd mig ikke om, at nogen kunde hre det.
Nede ved Stortinget, lige ved den frste Lve, kommer jeg pludselig ved en
ny Idassociation i Tanke p en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som
jeg engang havde reddet fra et refigen ude p Tivoli, og som jeg engang
senere havde vret og besgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i
Tordenskjoldsgaden, finder en Dr, hvorp der str C. Zacharias Bartel p
et Kort, og banker p.

Han kom selv ud; der lugted l og Tobak af ham, s det var en Gru.

Godaften! sagde jeg.

Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De s sent? Det tager sig
slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Hhsje siden sidst og
foretaget et Par Forandringer. De m se det om Dagen, det nytter ikke, at
vi prver p det nu.

Lad mig se det nu alligevel, sagde jeg. forresten husked jeg ikke,
hvilket Billede han stod og talte om.

Aldeles plat umuligt! svared han. Det blir gult altsammen! Og s er der
en anden Ting -- han kom hviskende hen imod mig -- jeg har en liden Pige
inde hos mig iaften, s det er rent ugrligt.

Ja, nr s er, s er det jo ikke Tale om.

Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik.

Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at g ud i Skogen et Sted.
Nr bare ikke Marken havde vret s fugtig! Jeg klapped p mit Tppe og
flte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. S
lnge havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven
trt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at sl mig til
Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg
gik bortom Universitetsuret og s, at Klokken var over ti, derfra tog jeg
Vejen opover Byen. Et Sted p Hgdehaugen stod jeg stille udenfor en
Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der l en Kat
og sov ved Siden af et rundt Franskbrd, lige bag den stod en Kumme Smult
og flere Glas Gryn. Jeg stod og s en Stund p disse Madvarer, men da jeg
ikke havde noget at kbe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte
Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid
videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen.

Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. S tog jeg til at sge
mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener
og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehld, hvor det var nogenlunde trt,
bned min Pakke og tog Tppet ud. Jeg var bleven trt og maset af den lange
Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, frend
jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit re smrted noget, det var lidt
ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile p det. Mine Sko trak jeg af
og lagde under Hovedet, og ovenp dem Papiret fra Semb.

Og Mrkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men
oppe i Hjden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjrne, tonelse
Summen, som aldrig tier. Jeg lytted s lnge til dette endelse, syge Sus,
at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de
rullende Verdner over mig, Stjrner, der intonered en Sang . . . .

Det er Fan heller! sagde jeg og lo hjt, forat stive mig op; det er
Natuglerne, som tuder i Kana'an!

Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene p og drev omkring i Mrket
og lagde mig pny, kmped og stred med Vrede og Frygt til hen p
Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Svn.

                                   * * *

Det var lys Dag, da jeg slog jnene op, og jeg havde Flelsen af, at det
led henimod Middag. Jeg trak Skoene p, pakked atter Tppet ind og begav
mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frs som en
Hund; mine Ben var dde, og der begyndte at komme Vand ud af mine jne, som
om de ikke tlte Dagslyset.

Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat
og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svinged ned til
Dampkkkenet, lste Tavlen og trak opsigtsvkkende p Skuldrene, som om
sprngt Kd og Flsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned p
Jrnbanetorvet.

En besynderlig Fortumlethed fr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik
videre og vilde ikke agte p det, men blev vrre og vrre og mtte tilsidst
stte mig p en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom
noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhng, et Vv i min Hjrne gik
itu. Jeg tog efter nden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var
ikke ubevidst, jeg flte klart, hvor det vrked lidt i mit re, og da en
Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste.

Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, som nu lagdes til de vrige?
Var det en Flge af at sove p r Mark? Eller kom det af, at jeg ikke havde
fet Frokost endnu? I det hele taget var det simpelthen ingen Mening i at
leve p denne Mde; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved jeg
havde gjort mig fortjent til denne udmrkede Forflgelse heller! Og det
faldt mig pludselig ind, at jeg lige s godt kunde gre mig til Kltring
straks og g hen til Onkels Klder med Sengetppet. Jeg kunde stte det
fast for en Krone og f tre passende Mltider, holde mig oppe til jeg fandt
p noget andet; Hans Pauli fik jeg sl en Plade. Jeg var allerede p Vej
til Klderen, men standsed foran Indgangen, rysted tvivlrdigt p Hovedet
og vendte om.

Efterhvert som jeg fjrned mig, blev jeg gladere og gladere over, at jeg
havde sejret i denne svre Fristelse. Bevistheden om, at jeg endnu var ren
og rlig, steg mig til Hovedet, fyldte mig med en herlig Flelse af at vre
en Karakter, et hvidt Fyrtrn midt i et grumset Menneskehav, hvor Vrag fld
om. Pantstte en andens Ejendom for et Mltid Mad, de og drikke sig selv
til Doms, brndemrke sin Sjl med den frste lille Streg, stte det frste
sorte Tegn i sin Hderlighed, kalde sig Kltring op i sit eget Ansigt og
sl jnene ned for sig selv -- aldrig! Aldrig! Det havde ikke for Alvor
vret i min Tanke, det havde nsten ikke faldt mig ind engang; lse,
jagende Strtanker kunde man virkelig ikke svare noget for, isr nr man
havde en gruelig Hovedpine og bar sig nsten ihjl p et Sengetppe, som
tilhrte en anden Mand.

Der vilde ganske sikkert blive en Udvej til Hjlp alligevel, nr Tiden kom!
Der var nu Kbmanden p Grnlandsleret, havde jeg overhngt ham hver Time
p Dagen, siden jeg sendte ham Ansgningen? ringet p sent og tidligt og
bleven afvist? Jeg havde ikke sgodtsom mldt mig til ham og fet Svar. Det
behved ikke at vre et aldeles forgves Forsg, jeg havde mske havt
Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en s underlig slynget Vej. Og
jeg begav mig ud til Grnlandsleret.

Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og
jeg gik yderst langsomt og tnkte p, hvad jeg vilde sige til Kbmanden.
Han var mske en god Sjl; stak det Lune ham, gav han mig grne en Krone i
Forskud p Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; sdanne Folk kunde have det
med ganske fortrffelige Pfund nu og da.

Jeg sneg mig ind i en Port og svrted mine Buksekn med Spyt, forat se lidt
ordentlig ud, lagde mit Tppe efter mig bag en Kasse i en mrk Krog, skred
over Gaden og trdte ind i den lille Butik.

En Mand str og klistrer Poser af gamle Aviser.

Jeg vilde grne trffe Hr. Christie, sagde jeg.

Det er mig, svared Manden.

N! Mit Navn var det og det, jeg havde vret s fri at sende ham en
Ansgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget?

Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. Nu skal De se! sagde
han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. Vil De bare behage at se,
hvorledes De omges Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev ret 1848.
Og Manden lo af fuld Hals.

Ja, det var jo lidt forkrt, sagde jeg forknyt, en Tankelshed, en
Distraktion, jeg indrmmed det.

Ser De, jeg m have en Mand, som i det hele taget ikke tager fejl af Tal,
sagde han. Jeg beklager det; Deres Hndskrift er s tydelig, jeg synes
ogs om Deres Brev forvrigt, men . . . .

Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt vre Mandens sidste Ord. Han gav
sig atter i Frd med Poserne.

Ja, det var lejt, sagde jeg s, rigtig gruelig lejt var det; men det skulde
jo ikke gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning kunde nu
ikke have gjort mig totalt uskikket til at fre Bger overhovedet?

Nej, det siger jeg ikke, svared han; men imidlertid vejed det s meget
for mig, at jeg bestemte mig for en anden Mand med det samme.

Posten er alts besat? spurgte jeg.

Ja.

N, Herregud, s er der jo ikke mere at gre ved det!

Nej. Jeg beklager det; men . . . .

Farvel! sagde jeg.

Nu steg Vreden op i mig, gldende og brutalt. Jeg hented min Pakke i
Portrummet, bed Tnderne sammen og lb p fredelige Folk p Fortouget og
bad ikke om Undskyldning. Da en Herre standsed og irettesatte mig lidt
skarpt for min Opfrsel, vendte jeg mig om og skreg ham et enkelt
meningslst Ord ind i ret, knytted Hnderne lige under hans Nse og gik
videre, forhrdet af et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. Han kaldte
p en Konstabel, og jeg nsked intet heller end at f en Konstabel mellem
Hnderne et jeblik, jeg sagtned med Forst min Gang, forat give ham
Anledning til at indhente mig; men han kom ikke. Var der nu ogs
nogensomhelst Rson i, at absolut alle ns inderligste og ihrdigste Forsg
skulde mislykkes? Hvorfor havde jeg alts skrevet 1848? Hvad vedkom dette
fordmte rstal mig? Nu gik jeg her og sulted, s mine Tarmer krb sammen i
mig som Orme, og det stod ikke skrevet nogen Steder, at der skulde blive
lidt til Mad, nr det led ud p Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev
jeg mer og mer ndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og
mindre hderlige Handlinger for hver Dag. Jeg lj mig frem uden at blues,
snd fattige Folk for Huslejen, kmped endog med de lumpneste Tanker om at
forgribe mig p andres Sengetpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed.
Der begyndte at komme rdne Flkker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte
sig mer og mer. Og oppe i Himlen sad Gud og holdt et vgent je med mig og
ps, at min Undergang foregik efter alle Kunstens Regler, jvnt og
langsomt, uden Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik de arge Djvle og
skd Brster over, at det vared s lnge inden jeg gjorde en Kapitalsynd,
en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i sin Retfrdighed mtte stde mig ned
. . . . Jeg forstrked min Gang, drev det til vrre og vrre Fart, gjorde
pludselig venstre om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret Port.
Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele
ejendommelige Udstyr trngte jeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver
Ubetydelighed ved Drene, Dekorationerne, Brolgningen stod klart for mit
indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. Jeg ringte heftigt p i anden
Etage. Hvorfor skulde jeg netop standse i anden Etage? Og hvorfor netop
gribe til denne Klokkestrng, der var lngst borte fra Trappen?

En ung Dame i gr Dragt med sort Pynt kom og lukked op; hun s en liden
Stund forbauset p mig, derp rysted hun p Hovedet og sagde:

Nej, vi har ikke noget idag. Og hun gjorde Mine til at ville lukke Dren.

Hvorfor havde jeg ogs dumpet op i det med dette Menneske? Hun tog mig uden
videre for en Tigger, og jeg blev kold og rolig med t. Jeg tog Hatten af
og gjorde et rbdigt Buk, og som om jeg ikke havde hrt hendes Ord, sagde
jeg yderst hfligt:

Jeg beder Dem undskylde, Frken, at jeg ringte s hrdt, jeg kendte ikke
Klokken. Her skal vre en syg Herre, som har averteret efter en Mand til at
trille sig i en Vogn?

Hun stod en Stund og smagte p dette lgnagtige Pfund og syntes at blive
tvivlrdig i sine Meninger om min Person.

Nej, sagde hun tilsidst, nej, her er ingen syg Herre.

Ikke det? En ldre Herre, to Timers Krsel om Dag, firti re Timen?

Nej.

S beder jeg igen om Undskyldning, sagde jeg; det er kanske i frste
Etage. Jeg vilde for Tilfldet blot have anbefalet en Mand, som jeg kender,
og som jeg interesserer mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg. Og jeg
bukked igen og trdte tilbage; den unge Dame blev blussende rd, i sin
Forlegenhed kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og stirred efter mig,
idet jeg gik ned ad Trapperne.

Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved var klart. Damens Ord om, at hun
intet havde at give mig idag, havde virket p mig som en kold Styrt. S
vidt var det kommet, at hvemsomhelst kunde pege p mig i sin Tanke og sig
til sig selv: Der gr en Tigger, en af dem, som fr sin Fde langet ud
gennem Entrdrene hos Folk!

I Mllergaden standsed jeg udenfor en Bevrtning og snused til den friske
Duft af Kd, som stegtes indenfor; jeg havde allerede Hnden p Drvrideren
og vilde g ind uden rinde, men betnkte mig tidsnok og gik bort fra
Stedet. Da jeg kom til Stortorvet og sgte efter en Plads, hvor jeg kunde
hvile en Stund, var alle Bnke optagne, og jeg ledte forgves rundt hele
Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde sl mig ned. Naturligvis! sagde
jeg mrkt til mig selv, naturligvis, naturligvis! Og jeg tog p at g igen.
Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet ved Basarhjrnet og drak en
Slurk Vand, gik pny, drog mig frem Fod for Fod, tog mig Tid til lange
Ophold ved hvert Butiksvindu, standsed og fulgte med jnene hver Vogn, som
fr mig forbi. Jeg flte i mit Hoved en lysende Hede, og det banked noget
underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde drukket, bekom mig hjst
ilde, og jeg gik og kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for ikke at
blive opdaget. Sledes kom jeg lige op p Krist Kirkegrd. Jeg satte mig
med Albuerne p mine Kn og Hovedet i Hnderne; i denne sammentrukne
Stilling havde jeg det godt og flte ikke lnger den lille Gnaven i
Brystet.

En Stenhugger l p Maven p en stor Granitplade ved Siden af mig og hugged
Indskrift; han havde bl Briller p og minded mig med n Gang om en Bekendt
af mig, som jeg nsten havde glemt, en Mand, som stod i en Bank, og som jeg
for en Tid tilbage havde truffet p i Oplandske Kaf.

Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam og henvende mig til ham! sige ham
Sandheden lige ud, at det begyndte at blive temmelig smt for mig nu, noks
vanskeligt at holde mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog . . . . Dd
og Pine, min Barberbog! Billetter for henimod en Krone! Og jeg tager
nervst efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den hurtigt nok, springer
jeg op, leder under Angstens Sved, finder den endelig p Bunden af
Brystlommen, sammen med andre Papirer, rene og beskrevne, uden Vrdi. Jeg
tller disse seks Billetter mange Gange, forfra og bagfra; jeg havde ikke
meget Brug for dem, det kunde vre et Lune af mig, et Pfund, at jeg ikke
gad barbere mer. Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i
Slv fra Kongsberg! Banken stngtes Klokken seks, jeg kunde passe op min
Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden.

Jeg sad og glded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blste
dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hlded. Var det nu ikke ogs
lidt smt at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som
stod i en Bank? Han havde mske to smkfulde Barberbger i Lommen, ganske
anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg
flte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade flge med,
men fandt ingen. Nr jeg blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde godt
undvre det, nr jeg knapped Frakken tt til, hvad jeg alligevel mtte
gre, da jeg ikke havde nogen Vest mer. Jeg lste op mit Slips, en stor
Dksljfe, som skjulte mit halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og pakked
det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, sammen med Barberbogen. S forlod
jeg Kirkegrden og gik ned til Oplandske.

Klokken var syv p Rdstuen. Jeg bevged mig i Nrheden af Kafen, pusled
op og ned langs Jrnstakittet og holdt skarpt Udkig med alle, som kom og
gik i Dren. Endelig ved otte Tiden s jeg den unge Mand, frisk og elegant,
komme opad Bakken og skr ind mod Kafdren. Mit Hjrte grassered som en
liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik je p ham, og jeg bused p uden at
hilse.

En halv Krone, gamle Ven! sagde jeg og gjorde mig frk; her -- her har
De Valutta, og jeg stak den lille Pakke i hans Hnd.

Har ikke! sagde han, nej, ved Gud, om jeg har! og han vrngte sin
Pengepung lige for mine jne. Jeg var ude igraftes og blev blank; De skal
tro mig, jeg ejer det ikke.

Nej, nej, kre, det er vel s! svared jeg og troed ham p hans Ord; der
var jo ingen Grund for ham til at lyve i en s liden Sag; det forekom mig
ogs, at hans bl jne stod nsten fugtige, da han undersgte sine Lommer
og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. Undskyld, da! sagde jeg; det
var bare en liden Knibe, jeg stod i.

Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han rbte efter mig om Pakken.

Behold den, behold den! svared jeg; den er Dem vel undt! Det er bare et
Par Smting, en Bagatel -- omtrent alt, jeg ejer p Jorden. Og jeg blev
rrt over mine egne Ord, de ld s trsteslse i den tusmrke Aften, og jeg
stak i at grde . . . .

Vinden friskned p, Skyerne jaged rasende fremad p Himlen, og det blev
kligere og kligere efterhvert som det mrkned. Jeg gik og grd hele Gaden
nedover, flte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang p Gang et Par
Ord, et Udrb, som atter drev Trerne frem, nr de vilde standse: Herregud,
jeg har s ondt! Herregud, jeg har s ondt!

Der gik en Times Tid, gik s uendelig langsomt og trgt. Jeg holdt mig en
Tidlang i Torvgaden, sad p Trapperne, smutted ind i Portrummene, nr nogen
kom forbi, stod og stirred tankelst ind i de oplyste Butiker, hvor Folk
vimsed om med Varer og Penge; tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en
Bordstabel mellem Kirken og Basarerne.

Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen iaften, det fik g som det vilde, jeg
havde ikke Krfter til det, og Vejen var s endelst lang. Jeg vilde f
Natten til at g, som den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev det for
koldt, kunde jeg spadsere omkring lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gre
flere Omstndigheder med det. Og jeg lned mig bagover og halvsov.

Stjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgngernes Skridt ld
sjldnere og sjldnere, og det blev omsider mrkt i alle Vinduer . . . .

Jeg slog jnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper,
som lyste mig imde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg
ikke se.

Godaften! sagde han.

Godaften! svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op. Han stod
en Stund urrlig.

Hvor bor De henne? spurgte han.

Jeg nvnte af gammel Vane og uden at tnke over det min gamle Adresse, det
lille Kvistrum, som jeg havde forladt.

Han stod igen en Stund.

Har jeg gjort noget galt? spurgte jeg angst.

Nej, langtifra! svared han. Men De burde vel g hjem nu, det er koldt at
ligge her.

Ja, det er sandt, det er lidt kligt, kender jeg.

Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmssig Vejen ud til mit gamle Sted.
Blot jeg fr varsomt frem, kunde jeg nok n op, uden at blive hrt; der var
alt i alt otte Trapper, og blot de to verste knaged i Trinnene.

Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden
Etage hrte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som grd lidt;
siden hrte jeg intet. Jeg fandt min Dr, lfted den lidt p Hngslerne og
bned den uden Ngle, som jeg var vant til, gik ind i Vrelset og trak
Dren lydlst igen.

Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slet tilside for
Vinduerne og Sengen stod tom; henne p Bordet skimted jeg et Papir, det var
kanske min Billet til Vrtinden; hun havde alts ikke engang vret heroppe,
siden jeg gik min Vej. Jeg famled med Hnden over den hvide Plet og flte
til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til
Vinduet, studerer, s godt det lader sig gre i Mrket, disse drligt
skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tnkte jeg, Svar
fra Vrtinden, et Forbud mod at betrde Vrelset mer, om jeg skulde ville
ty tilbage!

Og langsomt, ganske langsomt gr jeg ud af Vrelset igen, brer Skoene i
den ene Hnd, Brevet i den anden og Tppet under Armen. Jeg letter mig op
og bider Tnderne sammen p de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel
nedad alle disse Trapper og str atter nede i Porten.

Jeg tager igen Skoene p, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et
jeblik stille, efterat jeg er frdig, stirrer tankelst hen for mig og
holder Brevet i Hnden.

S rejser jeg mig og gr.

Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg gr lige hen
under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygteplen og bner Brevet, altsammen
yderst langsomt.

Der farer som en Strm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hrer, at jeg giver
et lidet Rb, en meningsls Lyd af Glde: Brevet var fra Redaktren, min
Fljeton var antagen, var get lige i Stteriet, med n Gang! Nogle sm
Forandringer . . . . rettet et Par Fejlskrivninger talentfuldt gjort
. . . . trykkes imorgen . . . . ti Kroner.

Jeg lo og grd, tog tilsprangs og lb henad Gaden, standsed op og slog mig
i Knet, svor hjt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik.

Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af
Glde, og gentog: Talentfuldt gjort, alts et lidet Mestervrk, en
Genistreg. Og ti Kroner!

ANDET STYKKE

Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften.

Jeg havde igen siddet p en af Kirkegrdene og skrevet p en Artikel for et
af Bladene; mens jeg var i Frd hermed, blev Klokken ti, Mrket faldt ind
og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared
desvrre s altfor kort; nu var det to, nsten tre Dgn, siden jeg havde
spist noget, og jeg flte mig noget mat, lidt anstrngt af at fre
Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Ngleknippe i Lommen, men ikke
en re.

Da Kirkegrdsporten lukkedes, skulde jeg jo have get lige hjem; men af en
instinktsmssig Sky for mit Vrelse, hvor alt var mrkt og tomt, et forladt
Blikkenslagervrksted, som jeg endelig havde fet Lov til at holde til i
slnge, sjangled jeg videre, drev p M og F forbi Rdstuen, helt ned til
Sjen og hen til en Bnk p Jrnbanebryggen hvor jeg satte mig.

Der faldt mig i jeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nd og
flte mig beroliget ved Synet af Havnen, der l fredelig og skn i
Halvmrket. Af gammel Vane vilde jeg glde mig selv med at gennemlse det
Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjrne det
bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tt
ind til jnene, forat se, og gennemlb den ene Side efter den anden.
Tilsidst blev jeg trt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjen
l som et blt Perlemor henover, og Smfuglene flj tause forbi mig fra
Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses
ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst.

Jeg tller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Ngleknippe; men ikke en
re. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trkker atter Papirerne op.
Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrkning. Jeg udsger mig et
hvidt, ubeskrevet Blad, og -- Gud ved, hvor jeg fik Iden fra -- jeg laved
et Krmmerhus, lukked det varligt til, s det s ud som fuldt, og kasted
det langt henad Brostenene ; af Vinden frtes det endnu lidt lnger, s
blev det liggende.

Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og s p dette hvide
Krmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Slvpenge, og hidsed mig selv til
at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske hjt sad jeg og lokked mig
til at gtte Summen -- hvis jeg gtted rigtigt, var den min! Jeg
forestilled mig de sm, nydelige Tiringer i Bunden og de fede, riflede
Kroner ovenp -- et helt Krmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og s p det
med opspilede jne og hled mig selv til at g og stjle det

S hrer jeg Konstablen hoste -- og hvordan kunde jeg dog falde p at gre
netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bnken og hoster, og jeg gentager
det tre Gange, forat han skal hre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over
Krmmerhuset, nr han kom! Jeg sad og glded mig over dette Puds, gned mig
henrykt i Hnderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke
skulde f en lang Nse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes
hedeste Pl og Pine for den Kltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult,
min Hunger havde beruset mig.

Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jrnhle i
Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele
Natten for sig; han ser ikke Krmmerhuset -- ikke frend han er det ganske
nr. Da standser han og betragter det. Det ser s hvidt og vrdifuldt ud
der det ligger, mske en liden Sum, hvad? en liden Sum Slvpenge? . . . .
Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Mske en kostelig
Fjr, Hattepynt . . . . Og han bner det varsomt med sine store Hnder og
kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knet, lo som en rasende Mand. Og
ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en
Grds Inderlighed . . . .

S klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gr et Slag henover
Bryggen. Jeg sad der med Trer i jnene og hikked efter nde, helt fra mig
selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale hjt, fortalte mig selv om
Krmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevgelser, kiged ind i
min hule Hnd og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han
kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord fjed jeg nye, gav
dem pirrende Tillg, omsatte hele Stningen og spidsed den til: Han hosted
n Gang -- khh!

Jeg udtmte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen p
Aftenen, inden min Lystighed hrte op. En dsig Ro overkom mig s, en
behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mrket var bleven lidt
tykkere, en liden Bris fured i Sjens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg s
mod Himlen, s ud med sine sorte Skrog som lydlse Uhyrer, der rejste
Brster og l og vented p mig. Jeg havde ingen Smrte, min Sult havde
stumpet den af; i dens Sted flte jeg mig behageligt tom, uberrt af alting
omkring mig og glad over at vre uset af alle. Jeg lagde Benene op p
Bnken og lned mig bagover, sledes kunde jeg bedst fle Afsondrethedens
hele Velvre. Der var ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af
Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attr uopfyldt, s vide min Tanke
kunde g. Jeg l med bne jne i en Tilstand af Fravrenhed fra mig selv,
jeg flte mig dejligt borte.

Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mrke havde
skjult Alverden for mine jne og begravet mig der i idel Ro -- blot
Stilhedens de Lyddulm tier mig monotont i rene. Og de dunkle Uhyrer
derude vilde suge mig til sig, nr Natten kom, og de vilde bringe mig langt
over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde
bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig,
strre end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strlende Sal,
hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og rkke Hnden ud mod
mig, nr jeg stiger ind, hilse og rbe Velkommen, nr jeg nrmer mig og
knler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve
Somre og kaldet dig i alle lyse Ntter, og nr du srged, har jeg grdt
herinde, og nr du sov, har jeg ndet dig dejlige Drmme ind! . . . . Og
den sknne tager min Hnd og flger mig, leder mig frem gennem lange Gange,
hvor store Menneskeskarer rber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede
unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende
Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange gr hendragende Kor af
Musik, Strmme af Duft slr mig imde. Jeg holder hendes Hnd i min, og jeg
fler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lgger min Arm om
hende, og hun hvisker: Ikke her, kom lnger endnu! Og vi stiger ind i den
rde Sal, hvor alt er Rubin, en frdende Herlighed, hvori jeg synker om. Da
fler jeg hendes Arme om mig, hun nder henover mit Ansigt, hvisker:
Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . .

Jeg ser fra min Bnk Stjrner for mine jne, og min Tanke stryger ind i en
Orkan af Lys . . . .

Jeg var falden i Svn, der jeg l, og blev vkket af Konstablen. Der sad
jeg, ubarmhjrtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min frste
Flelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under ben
Himmel, men snart aflstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at
grde af Sorg over endnu at vre ilive. Det havde regnet, mens jeg sov,
mine Kider var ganske gennemvde, og jeg flte en r Kulde i mine Lemmer.
Mrket var bleven end tttere, det var med Nd jeg kunde skimte Konstablens
Ansigtstrk foran mig.

Sh, sagde han, st nu op!

Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lgge mig ned igen,
havde jeg ogs adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil
kom, at jeg nsten jeblikkelig begyndte at fle Sulten igen.

Vent lidt! rbte Konstablen efter mig, Di gr jo fra Demses Hat, Tosken!
Sh, g nu!

Jeg syntes nok ogs, der var noget, jeg ligesom -- ligesom havde glemt,
stammed jeg fravrende. Tak. Godnat.

Og jeg sjangled afsted.

Den, som nu havde sig lidt Brd at tage til! Et sdant dejligt lidet
Rugbrd, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og
tnkte mig netop den srlige Sort Rugbrd, som det skulde vre s usigeligt
godt at f gnave. Jeg sulted bitterlig, nsked mig dd og borte, blev
sentimental og grd. Det blev aldrig Ende p min Elendighed! S med en Gang
standsed jeg op p Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var
det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil
sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og lb tilbage. Jeg flte
mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg
ndsed det ikke, sprang op igen og lb. Nede ved Jrnbanetorvet var jeg
imidlertid ble ven s trt, at jeg flte mig ikke istand til at fortstte
helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Lbet. Endelig
standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke ogs vre ganske ligegyldigt,
hvad en sdan Konstabel havde sagt? -- Ja, men jeg tlte ikke alt! --
Rigtignok! afbrd jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! -- Og denne
Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv:
Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om.

Gud, hvad du kan finde p! tnkte jeg harmfuldt; lbe om som en gal i slige
dyvde Gader mrke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i
Ro. Atter og atter svlged jeg Spyt, for p den Mde at mtte mig lidt, og
jeg syntes, det hjalp. Det havde vret for smt med Mad for mig i
mangfoldige Uger, fr dette kom p, og Krfterne havde taget betydeligt af
i det sidste. Nr jeg havde vret heldig at fet en Femkrone opdrevet ved
en eller anden Manvre, vilde ikke grne disse Penge vare s lnge, at jeg
blev helt restitueret, fr en ny Sultetid brd ind over mig og slog mig i
Kn. Det havde faret vrst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i
Brystet kunde jeg ogs standse et jeblik, nr jeg hosted rigtig hrdt,
eller nr jeg gik dygtigt foroverbjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg
ingen Rd for. Hvordan kunde det dog vre, at det slet ikke vilde lysne for
mig? Var jeg mske ikke lige s berettiget til at leve som hvemsomhelst
anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditr Hennechen? Om
jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svre Arme at arbejde med,
og om jeg mske ikke havde sgt endog en Vedhuggerplads i Mllergaden,
forat tjene mit daglige Brd? Var jeg lad? Havde jeg ikke sgt Pladse og
hrt Forelsninger og skrevet Avisartikler og lst og arbejdet Nat og Dag,
som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brd og Melk,
nr jeg havde meget, Brd, nr jeg havde lidet, og sultet, nr jeg
ingenting havde? Boed jeg p Hotel, havde jeg en Suite Vrelser i frste
Etage? P et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagervrksted, som Gud og
Hvermand havde rmt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. S jeg
kunde aldeles ikke begribe mig p det hele!

Alt dette gik jeg og tnkte p, og der var ikke s meget som en Gnist af
Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke.

Ved en Farvehandel standsed jeg og s indad Vinduet; jeg forsgte at lse
Vignetterne p et Par hermetiske Dser, men det var altfor mrkt. rgerlig
p mig selv for dette ny Pfund, og heftig, nsten vred over ikke at kunne
finde ud, hvad disse Dser indeholdt, banked jeg n Gang i Vinduet og gik
videre. Oppe i Gaden s jeg en Politibetjent, jeg forstrked min Gang, gik
tt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning:

Klokken er ti.

Nej, den er to, svared han forundret.

Nej, den er ti, sagde jeg, Klokken er ti. Og stnnende af Vrede trdte
jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hnd og sagde: Hr, ved De hvad
-- Klokken er ti!

Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred
forblffet p mig. Endelig sagde han ganske stille:

I hvert Fald er det jo p Tiden, at Dere gr hjem. Vil Di, atte jej ska'
flle Dere?

Ved denne Venlighed blev jeg afvbnet; jeg flte, at jeg fik Trer i
jnene, og jeg skyndte mig at svare:

Nej, Tak! -- Jeg har bare vret lidt forsent ude . . . . p en Kaf
. . . . Jeg takker Dem s meget.

Han lagde Hnden p Hjlmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske
overvldet mig, og jeg grd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham.
Jeg standsed og s efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig
for Panden og grd heftigere, efterhvert som han fjrned sig. Jeg skldte
mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved genavne, opfandt desperate
Benvnelser, kostelige r Fund af Skldsord, som jeg overdynged mig selv
med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var nsten helt hjemme. Da jeg kom
til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Ngler.

Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke
tabe mine Ngler? Her bor jeg i en Grd, hvor der er en Stald nedenunder og
et Blikkenslagervrksted ovenp; Porten er stngt om Natten, og ingen,
ingen kan lukke den op -- hvorfor skulde jeg s ikke tabe mine Ngler? Jeg
er vd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt
latterligt trt i Knerne -- hvorfor skulde jeg s ikke tabe dem? Hvorfor
kunde ikke egentlig hele Huset vre flyttet ud i Aker, nr jeg kom og
skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhrdet af Sult og
Forkommenhed.

Jeg hrte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenp;
men Porten kunde jeg ikke bne, og jeg kunde ikke slippe ind. Trt og
bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at g tilbage til Bryggen og lede
efter mine Ngler.

Det var igen begyndt at regne, og jeg flte allerede Vandet trkke igennem
p mine Skuldre. Ved Rdstuen fik jeg med en Gang en lys Id: jeg vilde
anmode Politiet om at bne Porten. Jeg henvendte mig straks til en
Konstabel og bad ham indstndigt om at flge med og lukke mig ind, hvis han
kunde.

Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Ngle.
Politiets Ngler var ikke her, de var i Detektivafdelingen.

Hvad skulde jeg da gre.?

Hja, jeg fik g til et Hotel og lgge mig.

Men jeg kunde virkelig ikke g til et Hotel og lgge mig; jeg havde ingen
Penge. Jeg havde vret ude . . . . p en Kaf . . . . han forstod jo nok
. . . .

Vi stod der en liden Stund p Rdstuens Trappe. Han overvejed og betnkte
sig og anskued min Person. Regnen strmmed ned udenfor os.

S fr Di g ind til Vagthavende og mlle Dere som husvild, sagde han.

Som husvild? Det havde jeg ikke tnkt p. Ja, Dd og Plage, det var en god
Id! Og jeg takked Konstablen p Stedet for dette fortrinlige Pfund. Om
jeg bare simpelthen kunde g ind og sige, at jeg var husvild?

Simpelthen! . . . .

Navn? spurgte Vagthavende.

Tangen -- Andreas Tangen.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg lj. Min Tanke flagred oplst om og gav mig flere
Indfald, end jeg sktted om; jeg hitted dette fjrntliggende Navn i
jeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg lj uden
Ndvendighed.

Bestilling?

Dette var at stte mig Stolen for Dren. Hm. Bestilling! Hvad _var_ min
Bestilling? Jeg tnkte frst at gre mig til Blikkenslager, men voved det
ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har,
desuden bar jeg Briller p Nsen. Da faldt det mig i Sinde at vre
dumdristig, jeg trdte et Skridt frem og sagde fast og hjtideligt:

Journalist.

Vagthavende gjorde et Ryk p sig, fr han skrev, og stor som en husvild
Statsrd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende
kunde nok s godt forst, at jeg nled med mit Svar. Hvad ligned det, en
Journalist p Rdstuen, uden Tag over Hovedet!

Ved hvilket Blad -- Hr. Tangen?

Ved Morgenbladet, sagde jeg. Desvrre har jeg vret lidt forsent ude
iaften . . .

Ja, det taler vi ikke om! afbrd han, og han lagde til med et Smil: Nr
Ungdommen er ude . . . . vi forstr . . . . Henvendt til en Konstabel
sagde han, idet han rejste sig og bukked hfligt for mig: Vis den Herre op
i den reserverede Afdeling. Godnat!

Jeg flte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted
Hnderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet
Morgenbladet ind! Jeg vidste, at Friele kunde skre Tnder, og da Nglen
gnissed i Lsen, mindedes jeg ved Lyden derom.

Gassen brnder i ti Minutter, sagde Konstablen endnu i Dren.

Og s slukkes den?

S slukkes den.

Jeg satte mig p Sengen og horte, hvor Nglen blev vreden om. Den lyse
Celle s venlig ud; jeg flte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag
til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke nske mig noget bedre end en sdan
koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende p Sengen med Hatten i Hnden
og med jnene heftet p Gasflammen henne i Vggen, gav jeg mig til at
eftertnke Momenterne i min frste Befatning med Politiet. Dette var den
frste, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager?
Og s Morgenbladet! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjrtet med
Morgenbladet! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgrden i Galla
til Klokken to, glemt Portnglen og en Lommebog p nogle tusind Kroner
hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . .

S slukner pludseligt Gassen, s forunderlig pludseligt, uden at tage af,
uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mrke, jeg kan ikke se min Hnd, ikke
de hvide Vgge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gre end at
g tilsengs. Og jeg kldte mig af.

Men jeg var ikke svntrt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at
se ind i Mrket, dette tykke Massemrke, som ingen Bund havde, og som jeg
ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al
Mde mrkt, og jeg flte dets Nrvr trykke mig. Jeg lukked jnene, gav mig
til at synge halvhjt og kasted mig frem og tilbage p Briksen, forat
adsprede mig; men uden Nytte. Mrket havde besat min Tanke og lod mig ikke
et jeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven oplst til Mrke, gjort til
t med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slr ud med Armene.

Min nervse Tilstand havde ganske taget Overhnd, og det hjalp ikke,
hvormeget jeg forsgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de
sreste Fantasier, tyssende p mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af
Anstrngelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mrket, og jeg havde
aldrig i mine Levedage set et sdant Mrke. Der var ingen Tvivl om, at jeg
her befandt mig foran en egen Sort af Mrke, et desperat Element, som ingen
tidligere havde vret opmrksom p. De latterligste Tanker sysselsatte mig,
og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Vggen ved min Seng
beskftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mrke i Muren. Jeg
fler p det, blser i det og sger at gtte mig dets Dybde. Det var ikke
noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og
hemmelighedsfuldt Hul, som jeg mtte vogte mig for. Og besat af Tanken p
dette Hul, helt fra mig selv af Nysgrrighed og Frygt, mtte jeg tilsidst
st op af Sengen og finde fat p min halve Pennekniv, forat mle dets Dybde
og forvisse mig om, at det ikke frte helt ind til Sidecellen.

Jeg lagde mig tilbage, forat forsge at falde i Svn, men i Virkeligheden
for atter at kmpe med Mrket. Regnen havde ophrt udenfor, og jeg hrte
ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin p Gaden, og jeg
gav mig ikke Fred, frend jeg havde hrt en Fodgnger g forbi, efter Lyden
at dmme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler.
Det var da som bare Fan! Ha! -- Jeg indbildte mig at have fundet et nyt
Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg
har opfundet det, _Kubo_. Det har Bogstaver som et Ord, ved sdeste Gud,
Mand, du har opfundet et Ord . . . . _Kubo_ . . . . af stor grammatikalsk
Betydning . . . .

Jeg sidder med bne jne, forbauset over mit Fund, og ler af Glde. S
begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min
Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom
og smrtefri, og min Tanke var uden Tjler. Jeg overlgger i Stilhed med
mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang sger jeg at
udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behved ikke at betyde hverken Gud
eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? Jeg knytter
Hnden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde
Dyrskue? Nr jeg betnkte mig ret, var det ikke engang absolut ndvendigt,
at det betd Hngels eller Solopgang. Et sdant Ord, som dette, var det
ikke vanskeligt at finde Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an.
Imidlertid kunde jeg sove p det.

Jeg ligger der p Briksen og smler, men siger ingenting, udtaler mig ikke
hverken fra eller til. Der gr nogle Minutter, og jeg blir nervs, det ny
Ord plager mig uden Ophr, vender altid tilbage, bemgtiger sig tilsidst al
min Tanke og gr mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det
ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde
betyde. Det er et Bisprgsml! sagde jeg hjt til mig selv, og jeg griber
mig i Armen og gentager, at det var et Bisprgsml. Ordet var Gudskelov
fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endelst og hindrer
mig fra at falde i Svn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt
sjldne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge
Hnder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at
lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde
noget sdant som dette, vilde jeg for lnge siden have bestemt mig herfor
og taget Flgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget
_sjleligt_, en Flelse, en Tilstand -- om jeg ikke kunde forst det? Og
jeg husker mig om, forat finde noget sjleligt. Da forekommer det mig, at
nogen taler, blander sig ind i min Passiar, og jeg svarer vredt:
Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? , rejs til
Helvede! Nu mtte jeg rigtig le! Om jeg mtte sprge: Hvorfor skulde jeg
vre forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, nr jeg specielt havde
imod, at det betd Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i
min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Svidt jeg
vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . .

Men mer og mer kom min Hjrne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen,
forat finde Vandledningen. Jeg var ikke trst, men mit Hoved stod i Feber,
og jeg flte en instinktsmssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik
jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg
lukked jnene og tvang mig til at vre rolig. S l jeg i flere Minutter,
uden at gre en Bevgelse, jeg blev sved, og jeg flte Blodet stde heftigt
gennem rene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter
Penge i det Krmmerhus! Han hosted ogs blot n Gang. Mon han gr dernede
endnu? Sidder p min Bnk? . . . . Det bl Perlemor . . . . Skibene . . . .

Jeg bned jnene. Hvor kunde jeg ogs holde dem lukket, nr jeg ikke kunde
sove? Og det samme Mrke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte
Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog
ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrngelser, forat finde et
Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mrke, et Ord s grusomt
sort, at det kunde svrte min Mund, nr jeg nvnte det. Herregud, hvor det
var mrkt! Og jeg bringes igen til at tnke p Havnen, p Skibene, de sorte
Uhyrer, der l og vented p mig. De vilde suge mig til sig og holde mig
fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mrke Riger, som ingen
Mennesker har set. Jeg fler mig ombord, trukket tilvands, svvende i
Skyerne, dalende, dalende . . . . Jeg giver et hst Skrig af Angst og
hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort sdan farlig Rejse, suset ned
gennem Luften som en Byldt. Hvor flte jeg mig ikke frelst, da jeg slog
Hnden mod den hrde Briks! Sledes er det at d, sagde jeg til mig selv,
nu skal du d! Og jeg l en liden Stund og tnkte over dette, at nu skulde
jeg d. Da rejser jeg mig op i Sengen og sprger strngt: Hvem sagde, at
jeg skulde d? Har jeg selv fundet Ordet, s er jeg i min gode Ret til selv
at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hrte selv, at jeg
fantasered, hrte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af
Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesls. Og den Tanke fr mig
med t gennem Hjrnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rdsel farer
jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Dren, som jeg prver at bne, kaster
mig et Par Gange mod den, forat sprnge den, stder mit Hoved mod Vggen,
jamrer hjt, bider mig i Fingrene, grder og bander . . . .

Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var
falden om p Gulvet, ude af Stand til lnger at tumle om i Cellen. Da
skimter jeg hjt oppe, midt for mine jne, en grlig Kvadrat i Vggen, en
Tone af hvidt, en Anelse -- det var Dagslyset. Jeg flte, at det var
Dagslyset, flte det med hver Pore i mit Legeme. , hvor nded jeg ikke
dejligt ud! Jeg kasted mig flad p Gulvet og grd af Glde over dette
velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og
bar mig ad som en gal. Og jeg var mig ogs i dette jeblik bevidst, hvad
jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smrte
ophrt, og jeg havde i denne Stund ikke et nske uopfyldt, s vide min
Tanke kunde g. Jeg satte mig overende p Gulvet, folded Hnderne og vented
tlmodig p Dagens Frembrud.

Hvilken Nat havde ikke dette vret! At man dog ikke har hrt nogen Larm,
tnkte jeg forundret. Men jeg var jo ogs i den reserverede Afdeling, hjt
over alle Fanger. En husvild Statsrd, om jeg s mtte sige. Stadigt i den
bedste Stemning, med jnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren,
mored jeg mig selv med at agere Statsrd, kaldte mig von Tangen og lagde
min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hrt op, kun var jeg
langt mindre nervs. Om jeg ikke havde beget den beklagelige Tankelshed
at lgge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke mtte have den re at bringe Hr.
Statsrden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen
til Briksen og lagde mig.

Det var nu bleven s lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids,
og lidt efter kunde jeg se det svre Hndtag i Dren. Dette adspreded mig;
det ensformige Mrke, s irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig
selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart flte jeg mine jne
lukkes.

                                   * * *

Jeg vkkedes af et Par Slag i min Dr. I al Hast sprang jeg op og kldte
mig skyndsomt p; mine Klder var endnu gennemvde fra igraftes.

Di vil mlle Dere nede hos Jourhavende, sagde Konstablen.

Var der alts igen Formaliteter at gennemg! tnkte jeg bange.

Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker
sad, alle husvilde. Og en for en blev de rbt op af Protokollen, en for en
fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig vk til Konstablen ved
sin Side:

Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at
trnge et Mltid.

Og jeg stod og s p disse Billetter og nsked mig en.

Andreas Tangen, Journalist!

Jeg trdte frem og bukked.

Kre, hvordan kan _De_ vre kommen her?

Jeg forklared den hele Sammenhng, gav den samme Historie som igraftes,
lj med bne jne og uden at blinke, lj med Oprigtighed: Vret lidt
forsent ude, desvrre . . . . p en Kaf . . . . mistet Portnglen . . . .

Ja, sagde han og smilte, sledes er det! Har de sovet godt da?

Som en Statsrd! svaredjeg. Som en Statsrd!

Det glder mig! sagde han og rejste sig. Godmorgen!

Og jeg gik.

En Billet, en Billet ogs til mig! Jeg har ikke spist p over tre lange
Dage og Ntter. Et Brd! Men der var ingen, som bd mig en Billet, og jeg
turde ikke begre en. Det vilde jeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde
begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var;
man vilde arrestere mig for falske Foregivender. -- Med lftet Hoved, med
millionr Holdning og Hnderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af
Rdstuen.

Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken p Youngstorvet
var i fuld Bevgelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper p Lommen og
fler efter mit Manuskript; nr Klokken blev elleve, vilde jeg forsge at
trffe Redaktren. Jeg str en Stund p Ballustraden og iagttager Livet
nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klder. Hungeren
indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig sm fine Stik, som
smrted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg kunde henvende
mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand p ti re, og
finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys
omkring mig; Himlen strmmed som et fint Hav henover Lierfjldene . . . .

Jeg var uden at vide det p Vejen hjem.

Jeg sulted svare, og jeg fandt mig p Gaden en Trspn at tygge p. Det
hjalp. At jeg dog ikke havde tnkt p det fr!

Porten var ben, Staldkarlen hilste som sdvanligt Godmorgen.

Fint Vejr! sagde han.

Ja svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at
lne mig en Krone? Han gjorde det vist s grne, hvis han kunde. Jeg havde
desuden engang skrevet et Brev for ham.

Han stod og smagte p noget, han vilde sige.

Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Vrtinden min idag, Di kunde vel ikke
vre s snil at lne mig fem Kroner, vel? Bare p no 'en Da'er. Di har
gjort mig en Tjeneste fr, Di.

Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj, svared jeg. Ikke nu. Mske
senerehen, mske i Eftermiddag. Og jeg sjangled opad Trappen til mit
Vrelse.

Her kasted jeg mig p min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at
han var kommet mig i Forkbet! Min re var reddet. Fem Kroner -- Gud bevare
dig, Mand! Du kunde lige s grne spurgt mig om fem Aktier i Dampkkkenet
eller en Herregrd ude i Aker.

Og Tanken p disse fem Kroner fik mig til at le hjere og hjere. Var jeg
dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min
Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er!
Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg stder Vinduet op,
forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til
Bordet, dette skrbelige Bord, som jeg mtte sttte med Knerne, nr jeg
skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tr jeg sprge, vil De drikke et Glas
Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsrd Tangen. Desvrre har jeg vret lidt
forsent ude . . . . Portnglen . . . .

Og uden Tjler lb min Tanke igen ud p vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt
bevidst, at jeg talte usammenhngende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at
jeg hrte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du
usammenhngende igen! Og jeg kunde dog ikke hjlpe for det. Det var som at
ligge vgen og tale i Svne. Mit Hoved var let, uden Smrte og uden et
Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen
Modstand.

Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den
rde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun nder! Kys mig, Elskede! mer!
mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser . . . . Opvarter, jeg bad
om en Bif . . . .

Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hrte jeg Hestene tygge Havre.
Jeg sad og gumled p min Trspn, oprmt, glad i Sind som et Barn. Stadig
vk havde jeg flt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke n Gang i Tanken,
men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og
jeg trak det frem.

Det var bleven vdt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset.
Derp gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Vrelse. Hvor alt s
nedslende ud! Omkring p Gulvet sm nedtrampede Levninger af Blikplader;
men ikke en Stol at sidde p, ikke engang en Spiger i de ngne Vgge. Alt
var bragt til Onkels Klder og fortret. Et Par Ark Papir p Bordet,
belagt med tykt Stv, var al min Ejendom; det gamle, grnne Tppe p Sengen
havde Hans Pauli lnt mig for nogle Mneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg
knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjlpe mig! Og jeg husker mig
om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde
sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks.
Hurtigt tager jeg min Hat p, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen
og haster nedad Trappen.

Hr, Jens Olaj, rbte jeg ind i Stalden, jeg tror ganske sikkert, jeg
kan hjlpe dig i Eftermiddag!

Kommen til Rdstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer
mig til at g indom Redaktionen med det samme. Udenfor Kontordren standsed
jeg, forat undersge om mine Papirer l efter Pagina; jeg glatted dem
omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked p. Mit Hjrte klapped
hrligt, da jeg trdte ind.

Saksen er som sdvanlig tilstede. Jeg sprger frygtsomt efter Redaktren.
Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smnyt i Provinsaviserne.

Jeg gentager mit Sprgsml og stiger lnger frem.

Redaktren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op.

Om hvornr han kom?

Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di.

Hvorlnge var Kontoret bent?

Herp fik jeg intet Svar, og jeg mtte g. Saksen havde ikke kastet et Blik
p mig under det hele; han havde hrt min Stemme og genkendt mig p den. S
ilde set er du her, tnkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er
Ordre fra Redaktren? Jeg havde rigtignok ogs, lige siden min bermte
Fljeton til ti Kroner blev antagen, oversvmmet ham med Arbejder, rndt p
hans Dre nsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde mttet lse
igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende p det, tage
sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig p Vejen ud i Homandsbyen.

Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent p Kvisten i en fem Etages Grd,
alts var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, s
vilde han ikke spare den. Jeg vilde f den lige s sikkert, som jeg havde
den i Hnden. Og jeg gik og glded mig til denne Krone den hele Vej og
flte mig vis p at f den. Da jeg kom til Gadedren, var den stngt, og
jeg mtte ringe p.

Jeg nsker at tale med Student Pettersen, sagde jeg og vilde ind; jeg
ved hans Vrelse.

Student Pettersen? gentager Pigen. Om det var ham, som boed p Kvisten?
Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at f
sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nvnte Numret.

Jeg gr fuld af Tro og Hb helt ned i Toldbodgaden, forat sprge om Hans
Paulis Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg mtte udnytte den.
Undervejs kom jeg forbi et nys opfrt Hus, hvor et Par Snedkere stod og
hvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spner, stak den ene i
Munden og gmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej.
Jeg stnned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort
ti res Brd i Vinduet, det strste Brd, som kunde fes for den Pris
. . . .

Jeg kommer, forat f vide Student Pettersens Adresse.

Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten. -- Om jeg skulde derud? N, s vilde
jeg mske vre s snil at medtage et Par Breve, som var kommet?

Jeg gr atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen
Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knerne og spiste sin gode,
varme Dampkkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brdet endnu ligger
p sin Plads, og nr endelig Bernt Ankers Gade, halvdd af Udmattelse.
Dren var ben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten.
Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med t Slag at stte Hans Pauli i
Humr, nr jeg kom ind. Han vilde vist ikke ngte mig denne Hndsrkning,
nr jeg forklared ham Omstndighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde s
stort Hjrte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . .

P Dren fandt jeg hans Kort: H. P. Pettersen, stud. theol. -- rejst
hjem.

Jeg satte mig ned p Stedet, satte mig p det bare Gulv, dump trt, slagen
af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst
hjem! S tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tre i mine jne, jeg
havde ikke en Tanke og ikke en Flelse. Med opsprrede jne sad jeg og
stirred p Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, mske
tyve, eller mer, jeg sad der stadig p samme Plet og rrte ikke en Finger.
Denne dumpe Ds var nsten som en Blund. S hrer jeg nogen komme i
Trappen, jeg rejser mig og siger:

Det var Student Pettersen -- jeg har to Breve til ham.

Han er hjemrejst, svarer Konen. Men han kommer tilbage efter Ferierne.
Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.

Ja, Tak, det var rigtigt godt, sagde jeg, s fr han dem, nr han
kommer. Der kunde vre vigtige Ting i dem. Godmorgen!

Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde hjt midt p ben Gade,
idet jeg knytted Hnderne: Jeg skal sige dig et, min kre Herre Gud: du er
en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tnder op mod Skyerne:
Du er Fan ta mig en Noksagt!

Jeg gik s nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter
Holdning, folder jeg Hnderne, lgger mit Hoved pskakke og sprger med
sd, fromladen Stemme: Har du ogs henvendt dig til ham, mit Barn?

Det ld ikke rigtigt.

Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du ogs anrbt
_Ham_, mit Barn? Og jeg snker Hovedet og gr min Stemme begrdelig og
svarer: Nej!

Det ld heller ikke rigtigt.

Du kan jo ikke hykle, din Nar! _Ja_, skal du sige, ja, jeg har anrbt min
Gud Fader! og du skal f til den ynkeligste Melodi p dine Ord, som du
nogensinde har hrt. S, op igjen! Ja, det var bedre. Men du m sukke,
sukke som en krampesyg Hest. S!

Der gr jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utlmodig i Gaden,
nr jeg ikke fr det til, og sklder mig ud for et Trhoved, mens de
forbausede forbigende vender sig om og betragter mig.

Jeg tygged uafbrudt p min Hvlspn og sjangled s hurtigt, jeg kunde,
nedad Gaderne. Frend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved
Jrnbanetorvet. Klokken viste halv to p Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og
overvejed. En mat Sved trngte frem i mit Ansigt og sived ned i mine jne.
Flg med en Tur p Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du
har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jrnbanebryggen.

Skibene l derude, Sjen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevgelse
overalt, pibende Dampfljter, Dragere med Kasser p Skuldrene, muntre
Hejsesange fra Prammene. En Kagekone sidder i Nrheden af mig og luder med
sin brune Nse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt
af Lkkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med
sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en Herre, der
sidder ved min Side og forestiller ham indtrngende dette Misforhold med
Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han mtte dog vel
indrmme, at . . . . Men den gode Mand aned Urd og lod mig ikke engang
tale tilende, fr han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte
ham, fast bestemt p at overbevise Manden om hans Fejltagelse.

Endog af Hensyn til de sanitre Forholde, sagde jeg og klapped ham p
Skuldren . . . .

Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitre
Forholde, sagde han og stirred p mig i Rdsel.

N, det forandred Sagen, nr han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde
gjre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde vre mig
en Fornjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . .

Men Manden vilde absolut blive af med mig og skred hurtigt over Gaden til
det andet Fortoug.

Jeg gik atter tilbage til min Bnk og satte mig. Jeg var meget urolig, og
den store Lire, som havde begyndt at spille lidt lnger henne, gjorde mig
end vrre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden
Pige synger en srgelig Vise. Det fljteagtige, lidelsesfulde i Liren
risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de
Genklang, og et jeblik efter falder jeg tilbage p Bnken, klynkende,
nynnende med. Hvad finder ikke ns Tanker p, nr man sulter! Jeg fler mig
optagen i disse Toner, oplst til Tone, jeg strmmer ud, og jeg fornemmer
s tydeligt, hvorledes jeg strmmer, svvende hjt over Bjrge, dansende
ind over lyse Zoner . . . .

En re! siger den lille Lirepige og rkker sin Bliktalrken frem, bare
en re!

Ja, svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men
Barnet tror, at jeg blot vil holde Ljer med hende og fjrner sig straks,
uden at sige et Ord. Denne stumme Tlsomhed var mig for stor; havde hun
skldt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smrten greb mig, og jeg rbte
hende tilbage. Jeg ejer ikke en re, sagde jeg, men jeg skal huske dig
siden, mske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde
ikke glemme det. Alts imorgen . . . .

Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord,
og jeg grd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadets ikke vilde tro
mig. Endnu engang rbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og
vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesls, sagde jeg, vent
blot et jeblik . . . .

Og jeg havde ingen Vest.

Hvor kunde jeg ogs lede efter den! Der var get Uger, siden den var i mit
Eje. Hvad gik der ogs af mig? Den forbausede Pige vented ikke lnger, men
trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg mtte lade hende g. Folk stimled sammen
om mig og lo hjt, en Politibetjent trnger sig hen til mig og vil vide,
hvad der er pfrde.

Ingen Ting, svarer jeg, slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille
Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behver De ikke
at st og le ad. Jeg kunde bare g hjem og tage en anden p.

Ingen Opstyr p Gaden! siger Konstablen. Sh, marsch! Og han puffer mig
afsted. Er dette Demses Papirer? rbte han efter mig.

Ja, Dd og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg
ogs vre s uforsigtig . . . .

Jeg fr fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og
gr, uden at standse et jeblik eller se mig omkring, op til
Redaktionskontoret. Klokken var nu fire p Vor Frelsers Ur.

Kontoret er stngt. Jeg lister mig lydlst nedad Trapperne, bange som en
Tyv, og standser rdvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gre? Jeg lner
mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tnker efter. En Knappenl
ligger og skinner foran mine Fdder, og jeg bjer mig ned og tager den op.
Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg f for dem? Det
vilde mske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og
undersgte dem til alle Kanter og fandt dem s godt som nye. Det var en
heldig Id alligevel, jeg kunde skre dem ud med min Pennekniv og bringe
dem hen i Klderen. Hbet om, at jeg kunde slge disse fem Knapper, oplived
mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glde tog Overhnd
med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en.
Herunder holdt jeg flgende tyste Passiar:

Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en jeblikkelig Forlegenhed . . . .
Udslidte, siger De? De m ikke forsnakke Dem. Jeg vil se p den, som slider
mindre Knapper, end jeg. Gr altid med Frakken ben, skal jeg sige Dem; det
er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, nr De ikke _vil_,
s! Men jeg skal have mine ti re for dem, mindst . . . . Nej, Herregud,
hvem har _sagt_, at de skal gre det? De kan holde Deres Mund og lade mig
vre i Fred . . . . Ja, ja, s kan De jo _hente_ Politiet, vel. Jeg skal
vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjle noget
fra Dem . . . . N, Goddag, Goddag! Mit Navn er alts Tangen, jeg har vret
lidt forsent ude . . . .

S kommer der nogen i Trappen. Jeg er jeblikkelig tilbage i Virkeligheden,
genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi,
besvarer ikke engang min Hilsen, fr det pludselig s travlt med at se p
sine Negle. Jeg standser ham og sprger efter Redaktren.

Ikke tilstede, Di.

De lyver! sagde jeg. Og med en Frkhed, som forundred mig selv, fortsatte
jeg: Jeg m tale med ham; det er et ndvendigt rinde -- Meddelelser fra
Stiftsgrden.

Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?

Til Dem? sagde jeg og mlte Saksen lidt med jnene.

Det hjalp. Han fulgte straks med og bned Dren. Nu sad mit Hjrte mig i
Halsen. Jeg bed Tnderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked p, og
trdte ind i Redaktrens Privatkontor.

Goddag! Er det Dem? sagde han venligt. Sid ned.

Havde han vist mig Dren, vilde det vret krkomnere; jeg flte Grden og
sagde:

Jeg beder Dem undskylde . . . .

St Dem ned, gentog han.

Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var
mig magtpliggende at f ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sdan Flid
med den, den havde kostet mig s megen Anstrngelse.

Jeg skal lse den, sagde han og tog den. Anstrngelse koster det Dem
vist alt, De skriver; men De er s altfor heftig. Nr De bare kunde vre
lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg lse den. Og
han vendte sig igjen ind til Bordet.

Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid
var Feber? S vilde han ganske sikkert hjlpe mig; det var ikke frste
Gang.

Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for
Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde
mske blive samme Tilfldet nu. Nej, det skulde ikke ske! S jeg slet ikke,
at han sad i Arbejde?

Var det ellers noget? spurgte han.

Nej! sagde jeg og gjorde min Stemme fast. Hvornr m jeg f hre ind
igen?

, nrsomhelst De gr forbi, svared han, om et Par Dage eller s.

Jeg kunde ikke f min Begring over Lberne. . Denne Mands Venlighed syntes
mig uden Grndser, og jeg skulde vide at psknne den. Heller sulte
tildde. Og jeg gik.

Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen flte Hungerens Anfald, angred jeg
at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden
Hvlspn op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde
jeg ikke gjort det fr? Du mtte skamme dig! sagde jeg hjt; kunde det
virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og stte ham i
Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den
Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg
endnu har hrt! sagde jeg; rnde p en Mand og nsten klore jnene ud p
ham, bare fordi du trnger en Krone, din elendige Hund! S, marsch!
Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lre dig!

Jeg begyndte at lbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene
Gade efter den anden, drev mig fremad ved inddte Tilrb og skreg taust og
rasende til mig selv, nr jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet hjt
op i Pilestrdet. Da jeg endelig stod stille, nsten grdefrdig af Vrede
over ikke at kunne lbe lnger, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg
slngte mig ned p en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage
mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stende, og jeg
lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter
flere Minutters Forlb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at stte mig;
endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads p Trappen.

Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg trred Sveden af mit Ansigt og drak
store, friske ndedrag ind. Hvor havde jeg ikke lbet! Men jeg angred det
ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg ogs villet begre den Krone?
Nu s jeg Flgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde
Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rrende, og trt
og kraftls begyndte jeg at grde. En stille og inderlig Grd, en indvendig
Hulken uden en Tre.

Et Kvarters Tid eller mer sad jeg p samme Sted. Folk kom og gik, og ingen
forulemped mig. Smbrn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et
Tr p den anden Side af Gaden.

En Politikonstabel kommer henimod mig.

Hvorfor sitter Di her? sagde han.

Hvorfor jeg sidder her? spurgte jeg. Af Lyst.

Jeg har lagt Mrke til Dere den sidste Hal'time, sagde han. Di har sitti
her en hal' Time?

S omtrent, svared jeg. Var det ellers noget? Jeg rejse mig vredt og
gik.

Kommen til Torvet, standsed jeg og s ned i Gaden. Af Lyst! Var nu ogs det
et Svar? Af Trthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme
begrdelig -- du er et F, du lrer aldrig at hykle! -- af Udmattelse! og
du skulde sukket som en Hest.

Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald.
Jeg knipsed i Fingrene, slog i en hj Latter, som forbaused de forbigende,
og sagde: Nej, nu skal du virkelig g ud til Prsten Levion. Det skal du
bitterdd gre. Jo, bare forat forsge. Hvad har du at forsmme med det?
Det er ogs sdant dejligt Vejr.

Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions
Bopl og begav mig derud. Nu glder det! sagde jeg, far nu ikke med
Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til
at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende,
det frste forndne. Men du skal lgge Hovedet p Skuldren og stte Melodi
p dine Ord. Det vil du ikke, hvad? S gr jeg ikke et Skridt videre, s
meget du ved det. S: du er i en sre anfgtet Tilstand, kmper med Mrkets
Magter og store, lydlse Uhyrer om Ntterne, s det er en Gru, hungrer og
trster efter Vin og Mlk og fr det ikke. S langt er det kommet med dig.
Nu str du her og har ikke s godt som Spyt i Lampen. Men du tror p Nden,
Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du sl Hnderne sammen
og se ud som en ren Satan til at tro p Nden. Med Hensyn til Mammon, s
hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en
Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Prstens Dr standsed
jeg og lste: Kontortid fra 12 til 4.

Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gr vi Alvor af det! S, ned
med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte p til Familjelejligheden.

Jeg sger Pastoren, sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at
f Guds Navn med.

Han er get ud, svared hun.

Get ud! Get ud! Det delagde hele min Plan, forrykked fuldstndigt alt,
jeg havde tnkt at sige. Hvad Nytte havde jeg s af denne lange Tur? Nu
stod jeg der.

Var det noget isr? spurgte Pigen.

Aldeles ikke! svared jeg, slet ikke! Det var bare sdant dejligt Guds
Vejr, og s vilde jeg g herud og hilse p ham.

Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gre
hende opmrksom p Knappenlen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende
med jnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen
Ting.

Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller?

Jo, men hun havde Gigt, l p en Sofa, uden at kunne rre sig . . . . Vilde
jeg mske lgge ned et Bud eller noget?

Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var
s bra efter Middagen. --

Jeg begav mig p Vejen tilbage. Hvad vilde det fre til at passiare lnger?
Desuden var jeg begyndt at fle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Frd
med at knkke sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket p
en Time forsent, Ndens Tid var omme!

P Stortorvet satte jeg mig p en af Bnkene ved Kirken. Herregud, hvor det
begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg grd ikke, jeg var for trt; udpint
til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urrlig og
sulted. Brystet var mest betndt, det sved aldeles besynderlig slemt
derinde. Det vilde heller ikke hjlpe lnger at tygge Spn; mine Kver var
trtte af det frugteslse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over.
Ovenikbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt p Gaden, og som jeg
straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsren
svulmed bl p mine Hndled.

Hvad havde jeg ogs egentlig nlet efter? Lbet om den hele Dag efter en
Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer lnger. Var det i Grunden
ikke ligegyldigt, om det uundgelige skete en Dag fr eller en Dag senere?
Havde jeg opfrt mig som et ordentligt Menneske, var jeg get hjem og lagt
mig til Ro for lnge siden, overgivet mig. Min Tanke var i jeblikket klar.
Nu skulde jeg d; det var i Hstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde
forsgt hvert Middel, udnyttet hver Hjlpekilde, som jeg vidste om. Jeg
kled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu hbed p en
mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at
d! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt frdigt, gre mig parat. Jeg
vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde
jeg lgge p det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde
igen, og det grnne Tppe kunde jeg . . . .

Det grnne Tppe! Jeg blev med n Gang lys vgen, Blodet steg mig til
Hovedet, og jeg fik strk Hjrteklap. Jeg rejser mig op fra Bnken og
begynder at g, Livet rrer sig pny i alle mine Fibrer, og jeg gentager
Gang p Gang de lsrevne Ord: Det grnne Tppe! Det grnne Tppe! Jeg gr
hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og str om en
kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagervrksted.

Uden at standse et jeblik eller vakle i min Beslutning, gr jeg bort til
Sengen og ruller Hans Paulis Tppe sammen. Det skulde vre underligt, om
ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betnkeligheder, som opstod
hos mig, halve indre Rb om et vist Brandmrke, det frste sorte Tegn i min
Hderlighed, hved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg
var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . .

Og jeg tog Tppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5.

Jeg banked p og trdte ind i den store fremmede Sal, for frste Gang;
Bjlden p Dren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand
kommer ind fra et Sidevrelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller
sig foran Disken.

, ln mig en halv Krones Penge p mine Briller! sagde jeg; jeg skal
lse dem ind om et Par Dage, sikkert.

Hvad? Nej, det er jo Stlbriller?

Ja.

Nej, det kan jeg ikke.

, nej. De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spg ogs. Nej, jeg
har et Tppe med, som jeg egentlig ikke har noget Brug for lnger, og det
faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det.

Jeg har desvrre et helt Lager af Sengeklder, svared han, og da jeg
havde fet det oprullet, kasted han et eneste Blik p det og rbte:

Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!

Jeg vilde vise Dem den drligste Side frst, sagde jeg; det er meget
bedre p den anden Side.

Ja, ja, det hjlper ikke, jeg vil ikke eje det, og De fr ikke ti re for
det noget Sted.

Nej, det er grejt, at det ikke er vrd noget, sagde jeg; men jeg tnkte,
at det kunde g under t med et andet gammelt Tppe p Auktionen.

Ja, nej, det nytter ikke.

Fem og tyve re? sagde jeg.

Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.

S tog jeg atter Tppet under Armen og gik hjem.

Jeg lod som intet var hndt, bredte igen Tppet over Sengen, glatted det
godt ud, som jeg plejed, og forsgte at udslette ethvert Spor af min sidste
Handling. Jeg kunde umuligt have vret ved min fulde Forstand i det
jeblik, da jeg fatted Beslutningen om at beg denne Kltringstreg; jo mer
jeg tnkte herp, des urimeligere forekom det mig. Det mtte vre et Anfald
af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet
mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det
begyndte at bre galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsgt med
Brillerne frst. Og jeg glded mig meget over, at jeg ikke havde fet
Anledning til at fuldbyrde denne Brde, som vilde have flkket til de
sidste Timer, jeg leved.

Og atter vandred jeg ud i Byen.

Jeg slog mig pny ned p en Bnk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med
Hovedet p Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af
Sult. Og Tiden gik.

Jeg fik sidde ogs denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus;
det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt s galt i Brystet ude i
fri Luft; jeg kom jo ogs tidsnok hjem.

Og jeg dused og tnkte og led ganske hrdt. Jeg havde fundet mig en liden
Sten, som jeg pudsed af p mit Frakkerme og stak i Munden, forat have
noget at gumle p; ellers rrte jeg mig ikke og flytted ikke engang jnene.
Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften.

Men jeg kunde jo forsge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og
desuden var jeg s temmelig syg. Men nr jeg ret betnkte mig, s skulde
jeg jo egentlig i Retning af Onkel -- min egentlige Onkel -- nr jeg
gik hjem?

Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det
begyndte at brnde over mine jenbryn, det trak op til Feber, og jeg
skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brdet
l. S, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om
jeg nu gik ind og _bad_ om en Bid Brd? Det var en Strejftanke, et Glimt;
det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted p Hovedet. Og jeg
gik videre.

I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt
lnger henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik s sagte og
betnksomt, jeg s ud til at grunde p noget af hvert -- og Pigen kom ud p
Gaden.

Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud
hjlpe mig for et Ansigt! Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage.

Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg
virkelig begyndt at d? Jeg flte med Hnden opad Kinderne: mager,
naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skler med Bunden ind; men
Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej.

Men jeg standsed igen. Jeg mtte vre ganske ubegribelig mager. Og jnene
var p Vej ind gennem Hovedet. Hvordan s jeg egentlig ud? Det var nu som
hede Fan ogs, at man mtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg
flte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrkning. Hjlpe
os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage
til i Landet, med et Par Nver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til
Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden
og Mde i det? Jeg havde ligget i Slen og slidt Ntter og Dage, som en
Mr, der slber en Prst; jeg havde lst mig jnene ud af Skolten og sultet
mig Forstanden ud af Hjrnen -- hvad Fan havde jeg igen for det? Endog
Gadetverne bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det vre stop
-- forstr du det! -- _stop_ skulde det Djvelen bestte mig vre! . . . .
Med stadigt tiltagende Raseri, skrende Tnder under Flelsen af min
Mathed, under Grd og Eder, vedblev jeg at buldre ls, uden at ndse Folk,
der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, lb med Vilje min
Pande mod Lygteplene, satte Neglene dybt ind i mine Hndbage, bed i
Afsindighed i min Tunge, nr den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende
hver Gang det gjorde meget ondt.

Ja, men hvad skal jeg gre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i
Gaden flere Gange og gentager: Hvad skal jeg grer -- En Herre gr just
forbi og bemrker smilende:

De br g og begre Dem anholdt.

Jeg s efter ham. Det var en af vore bekendte Damelger, Hertugen kaldet.
Ikke engang han forstod sig p min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis
Hnd jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han
havde Ret. Jeg flte Vanviddet i mit Blod, flte dets Jag gennem Hjrnen.
S dr skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme,
srgelige Gang. Dr skulde jeg alts havne!

Med t str jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg
var nsten hs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke
at blive anholdt. S vilde jeg komme p Rdstuen igen, blive indestngt i
en mrk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var
andre Udveje bne endnu, som jeg ikke havde forsgt. Og jeg vilde forsge
dem; jeg vilde vre s inderlig flittig, tage mig god Tid til det og g
ufortrdent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel Musikhandler
Cisler, ham havde jeg slet ikke vret hos. Der blev nok en Rd . . . .
Sledes gik jeg og talte, indtil jeg nsten fik mig selv til at gde af
Rrelse. Bare ikke blive anholdt!

Cisler? Var det mske et hjere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind
uden Grund, og han boed s langt borte; men jeg vilde dog opsge ham, g
sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde vret der ofte, kbt
s mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde
mske genere ham; jeg fik sprge om en hel.

Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans
Kontor. Der sad Manden, smuk, kldt efter Moden, og gennems Regninger.

Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit rinde. Tvungen af Trang til at
henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret lnge, fr jeg skulde
betale det tilbage . . . . Nr jeg fik Honoraret for min Avisartikel
. . . . Han vilde gre mig s stor en Velgrning . . . .

Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde.
Da jeg var frdig, s han pskr henimod mig, rysted sit smukke Hoved og
sagde: Nej! Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord.

Mine Kn skalv voldsomt, og jeg sttted mig mod den lille polerede Skranke.
Jeg fik forsge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind,
da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre
Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig hjst forkommen, sagde
jeg, temmelig syg, desvrre; det vilde sikkert ikke g mer end et Par Dage,
fr jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde vre s snil?

Kre Mand, hvorfor kommer De til mig? sagde han. De er mig et
fuldstndigt X, lben ind fra Gaden. G til Bladet, hvor man kender Dem.

Men blot for iaften! sagde jeg. Redaktionen er allerede stngt, og jeg
er meget sulten nu.

Han rysted vedholdende p Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg
havde grebet fat i Lsen.

Farvel! sagde jeg.

Det var ikke noget hjere Fingerpeg, tnkte jeg og smilte bittert; s hjt
kunde ogs jeg pege, nr det kom an p det. Jeg sled mig frem det ene
Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et jeblik p en Trappe. Nr
jeg bare ikke blev anholdt! Rdselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden,
lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg s en Konstabel i min Vej, tusled
jeg ind i en Sidegade, forat undg at mde ham. Nu tller vi et hundrede
Skridt, sagde jeg, og forsger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Rd
. . . .

Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrdt.
En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellns Skildt p
Dren, pakkede Hylder og Borde i lang Rkke. Jeg vented til den sidste
Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun s
lykkelig ud! Jeg nnned ikke at prve at gre Indtryk med min Knappenl i
Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked.

nsker De noget? spurgte Betjenten.

Er Chefen tilstede? sagde jeg.

Han er p Fjldtur i Jotunhejmen, svared han. Var det noget srligt,
hvad?

Det galdt nogle re til Mad, sagde jeg og forsgte at smile; jeg er
bleven sulten, og jeg har ikke en re.

S er De lige s rig, som jeg, sagde han og gav sig til at ordne
Garnpakker.

, vis mig ikke bort -- ikke nu! sagde jeg, p en Gang kold over hele
Legemet. Jeg er virkelig nsten dd af Sult, det er mange Dage, siden jeg
nd noget.

I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrnge sine Lommer,
en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham p hans Ord, hvad?

Bare fem re? sagde jeg. S skal De f ti igen om et Par Dage.

Kre Mand, vil De have mig til at stjle af Skuffen? spurgte han
utlmodig.

Ja, sagde jeg, ja, tag fem re af Skuffen.

Det blir ikke mig, som gr det, slutted han, og han lagde til: Og lad
mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det vre nok af dette.

Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund
for det usleste Ben og ikke fet det. Nej, nu fik der blive en Ende p det!
Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i s
mange r, stet rank i s hrde Stunder, og nu var jeg p en Gang sunken
ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forret min hele Tanke,
overstnket mit Sind med Ubluhed. Jeg havde ikke undset mig for at gre mig
bevgelig og st og grde til de mindste Krmmere. Og hvad havde det
nyttet? Stod jeg mske ikke fremdeles uden en Brdbid at stikke i Munden.
Jeg havde opnet at f mig til at vmmes ved mig selv. Ja, ja, nu mtte det
komme til en Ende! Retnu stngte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig,
hvis jeg ikke vilde ligge p Rdstuen inat igen . . . .

Dette gav mig Krfter; ligge p Rdstuen vilde jeg ikke. Med foroverbjet
Krop, med Hnden stemt mod venstre Ribben, forat dulme Stingene lidt, kaved
jeg fremad, holdt jnene fstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige
Bekendte til at hilse, og hasted hen til Brandvagten. Gudskelov, Klokken
var blot syv p Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, fr Porten
stngtes. Hvor jeg havde vret bange!

S var der alts ikke en Ting uforsgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At
det virkelig ikke vilde lykkes n Gang p en hel Dag! tnkte jeg. Om jeg
fortalte det til nogen, s var der ingen, som ville tro det, og om jeg
skrev det ned, s vilde man sige, at det var lavet. Ikke p et eneste Sted!
Ja, ja, der var ingen Rd med det; fremfor alt ikke g og vre rrende mer.
Fy, det var kelt, forsikkrer dig p, det gr mig vammel af dig! Nr alt
Hb var ude, s var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjle mig en
Hndfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf -- jeg vidste,
at Stalden var lukket.

Jeg tog det mageligt og krb i sen Sneglegang hjemover. Jeg flte Trst,
gldeligvis for frste Gang den hele Dag, og jeg gik og s mig om efter et
Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne,
og ind i et Privathus vilde jeg ikke g; jeg kunde mske ogs vente til jeg
kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. Det var slet ikke sagt, at jeg
kunde f beholde en Slurk Vand heller; min Mave tlte ikke lnger nogen
Ting, jeg flte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svlged ned.

Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsgt med Knapperne endda? Da stod jeg
plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Rd! Jeg
var ikke helt fordmt! Jeg vilde ganske sikkert f ti re for dem, imorgen
fik jeg s andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg f Betaling
for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig
kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg
atter gik; mine jne blev dunkle af Glde, jeg s ikke hele Gaden, jeg gik
p.

Hvor kendte jeg ikke nje den store Klder, min Tilflugt i de mrke
Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne
hernede, mine Smting hjemmefra, min sidste Bog. P Auktionsdagen gik jeg
grne derned, forat se til, og jeg glded mig hvergang mine Bger syntes at
komme i gode Hnder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg
nsten stolt af; en rskalender, hvori jeg havde mit frste lille poetiske
Forsg, havde en Bekendt kbt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til
Udln i Atelieret. S der var intet at sige p nogen Ting.

Jeg holdt mine Knapper frdige i Hnden og trdte ind. Onkel sidder ved
sin Pult og skriver.

Jeg har ingen Hast, siger jeg, bange forat forstyrre ham og gre ham
utlmodig med min Henvendelse. Min Stemme ld s forunderlig hul, jeg
kendte den nsten ikke selv igen, og mit Hjrte slog som en Hammer.

Han kom mig smilende imde, som han plejed, lagde begge sine Hnder flade
p Disken og s mig ind i Ansigtet, uden at sige noget.

Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde sprge, om han ikke kunde have Brug
for . . . . noget, som blot l mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem p, ganske
til Plage . . . . nogle Knapper.

N, hvad var det s, hvad var det s med de Knapper? Og han lgger sine
jne helt ned til min Hnd.

Om han ikke kunde give mig nogle re for dem? . . . . S mange, som han
selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skn . . . .

For de Knapper? Og Onkel stirrer forundret p mig. For _disse_ Knapper?

Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og s
vilde jeg hre ind.

Da lo den gamle Pantelner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et
Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke hbet s meget, og alligevel
havde jeg tnkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min
Ddsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller?

Jeg vilde naturligvis lade mine Briller g med, det er en Selvflge, sagde
jeg s og tog dem af. Bare ti re, eller, om han vilde, fem re?

De ved jo, at jeg ikke kan lne p Deres Briller, sagde Onkel; jeg har
sagt Dem det fr.

Men jeg trnger et Frimrke, sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang f
afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. Et ti eller fem res Frimrke,
ganske som De selv synes.

Gud velsigne Dem og g Deres Vej! svared han og kaved imod mig med
Hnden.

Ja, ja, s fr det vre! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg
Brillerne igen p, tog Knapperne i Hnden og gik; jeg sagde Godnat og
lukked Dren efter mig som sdvanlig. Se s, der var ikke mer at gre!
Udenfor Trappegabet standsed jeg og s endnu engang p Knapperne. At han
slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog nsten nye Knapper; jeg kan
ikke forst det!

Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i
Klderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Std; vi gjorde begge
Undskyldning, og jeg vendte mig om og s efter ham.

Nej, er det dig? sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg
genkendte ham. Gud bevare os, s du ser ud! sagde han. Hvad har du gjort
hernede?

 -- havt Affrer. Du skal herned, ser jeg?

Ja. Hvad har du vret der med?

Mine Kn skalv, jeg sttted mig mod Vggen og rakte ud min Hnd med
Knapperne.

Hvad Fan? rbte han. Nej, nu gr det for vidt!

Godnat! sagde jeg og vilde g; jeg flte Grden i Brystet.

Nej, vent et jeblik! sagde han.

Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv p Vej til Onkel, bragte
mske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Vrtinde.

Ja, svared jeg, nr du vil vre snar . . . .

Naturligvis, sagde han og tog Tag i min Arm; men jeg skal sige dig, jeg
tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du flger med derned.

Jeg forstod, hvad han vilde, flte pludselig igen en liden Gnist af re og
svared:

Kan ikke! Jeg har lovet at vre i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og
. . . .

Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her str jeg med Uret i
Hnden, det er det, jeg skal herned med. S, ind med dig, sultne Synder!
Jeg fr mindst fem Kroner til Dig.

Og han puffed mig ind.

TREDJE STYKKE

En Uges Tid gik i Herlighed og Glde.

Jeg var over det vrste ogs denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod
steg, og jeg stak det ene Jrn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller
fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjrne for hver
Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end
fr. Den sidste Artikel, som jeg havde havt s meget Rnd for og sat s
meget Hb til, var allerede bleven mig tilbagefveret af Redaktren, og jeg
havde tilintetgjort den straks, vred, fornrmet, uden at lse den igennem
pny. For Eftertiden vilde jeg forsge med et andet Blad, forat bne mig
flere Udveje. I vrste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene
at tage til; Nonnen l sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde mske f
arbejde mig over p den til Archangel, eller hvor det nu var, den skulde
hen. S der mangled mig ikke Udsigter p mange Kanter.

Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Hr
i stor Mngde, Hovedpinen var ogs meget plagsom, isr om Morgenen, og
Nervsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hnderne
bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke tlte mit eget ndedrag imod dem.
Nr Jens Olaj slog Stalddren hrdt i nedenunder mig, eller en Hund kom ind
i Baggrden og begyndte at g, gik det mig gennem Marv og Ben som kolde
Stik, der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen.

Dag efter Dag strved jeg med mit Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge
min Mad, frend jeg atter satte mig til at skrive. I den Tid var bde
Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvmmet med Notiser og
beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded p, fjed til nye Ting, som
kunde falde mig ind i Lbet af Dagen, strg over, frisked op de dde
Punkter med et farvefuldt Ord hist og her, sled mig fremad Stning for
Stning med den vrste Mje. En Eftermiddag var endelig den ene af mine
Artikler frdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op
til Kommandren. Det var p hj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt
Penge igen, jeg havde ikke mange re tilbage.

Kommandren bad mig om at sidde et jeblik, s skulde han straks . . . .
og han skrev videre.

Jeg s mig om i det lille Kontor: Buster, Litografier, Udklip, en umdelig
Papirkurv, der s ud til at kunne sluge en Mand med Hud og Hr. Jeg flte
mig trist tilmode ved Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekft, der altid
stod ben, altid var frdig til at modtage nye kasserede Arbejder -- nye
knuste Hb.

Hvad Dato har vi? siger pludselig Kommandren borte ved Bordet.

28de, svarer jeg, glad over at kunne vre ham til Tjeneste.

28de. Og han skriver fremdeles. Endehg konvolutterer han et Par Breve,
sender nogle Papirer hen i Kurven og lgger Pennen ned. S svinger han sig
omkring p Stolen og ser p mig. Da han mrker, at jeg endnu str ved
Dren, gr han et halvt alvorligt, halvt spgefuldt Vink med Hnden og
peger p en Stol.

Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har p, nr
jeg bner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen.

Det er bare en liden Karakteristik af Correggio, siger jeg, men den er
vel ikke skrevet slig, desvrre, at . . . .

Han tager Papirerne ud af min Hnd og begynder at blade i dem. Han vender
sit Ansigt mod mig.

Sledes s han da ud p nrt Hold denne Mand, hvis Navn jeg hrte allerede
i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den strste Indflydelse p
mig op gennem rene. Hans Hr er krllet og de smukke brune jne en Smule
urolige; han har for Vane at stde lidt i Nsen nu og da. En skotsk Prst
kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde
slet blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Flelse af Frygt
og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at f
Trer i jnene, og jeg rykker uvilkrlig et Skridt frem, forat sige ham,
hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lrt mig, og bede ham om
ikke at gre mig Fortrd; jeg var blot en fattig Stymper, som havde det
slemt nok alligevel . . . .

Han s op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tnkte
efter. Forat lette ham i at give mig et afslende Svar, rkker jeg Hnden
lidt frem og siger:

, nej, det er naturligvis ikke brugbart? Og jeg smiler, forat give
Indtryk af at tage det let.

Det m vre s populrt alt, som vi kan bruge, svarer han; De ved, hvad
Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gre det lidt enklere? Eller
finde p noget andet, som Folk forstr bedre?

Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstr, at min Artikel er kasseret,
og dog kunde jeg ikke fet et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham
lnger, svarer jeg:

Jo, da, det kan jeg nok.

Jeg gr til Dren. Hm. Han mtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort
med dette . . . . Jeg bukker og tager i Drvrideren.

Hvis De trnger det, siger han, s kan De heller f lidt i Forskud. De
kan jo skrive for det.

Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged
mig derfor lidt, og jeg svared:

Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers s meget. Farvel!

Farvel! svarer Kommandren og vender sig i det samme ind til sit
Skrivebord.

Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham
taknemmelig herfor; jeg skulde ogs vide at psknne det. Jeg foresatte mig
ikke at g til ham igen, frend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var
helt tilfreds med, som kunde forbause Kommandren en Smule og f ham til
at anvise mig ti Kroner uden et jebliks Betnkning. Og jeg gik hjem igen
og tog fat p min Skrivning pny.

I de flgende Aftener, nr Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var
tndt, hndte der mig regelmssig flgende:

Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Mje og Besvrligheder
at begive mig ud p en Spadsertur omkring i Gaderne, str der en sortkldt
Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, flger
mig med jnene, nr jeg passerer hende. Jeg lgger Mrke til, at hun stadig
har den samme Dragt p, det samme ttte Slr, der skjuler hendes Ansigt og
falder nedad hendes Bryst, og i Hnden en liden Paraply med Elfenbens Ring
i Hndtaget.

Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid p selvsamme
Sted; ssnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og gr
nedad Gaden, bort fra mig.

Min nervse Hjrne skd Flehorn ud, og jeg fik straks den urimelige
Anelse, at det var mig, hendes Besg galdt. Jeg var tilsidst nsten i
Begreb med at tiltale hende, sprge hende, om hun sgte efter nogen, om hun
trngte min Hjlp til noget, om jeg mtte flge hende hjem, s drligt
antrukken som jeg desvrre var, beskytte hende i de mrke Gader; men jeg
havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget,
et Glas Vin, en Kretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine
trsteslst tomme Lommer virked altfor nedslende p mig, og jeg havde ikke
engang Mod til at se lidt skarpt p hende, nr jeg gik hende forbi. Sulten
var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden
igraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i
flere Dage; men jeg var begyndt at tage betnkeligt af, jeg kunde slet ikke
sulte s godt som fr, en eneste Dag kunde nu nsten gre mig fortumlet, og
jeg led af idelige Opkastelser, ssnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg
l og frs om Ntterne, l i fulde Klder, som jeg stod og gik om Dagen, og
blfrs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under
Svnen. Det gamle Tppe kunde ikke holde Trkvinden ude, og jeg vgned om
Morgenen af, at jeg var bleven tt i Nsen af den ramme Rimluft, der
trngte ind til mig udenfra.

Jeg gr henad Gaderne og tnker p, hvorledes jeg skulde bre mig ad med at
holde mig oppe, til jeg fik min nste Artikel frdig. Havde jeg blot et
Lys, vilde jeg forsge at kile p udover Natten; det vilde tage et Par
Timer, hvis jeg frst kom rigtig i nde; imorgen kunde jeg s atter
henvende mig til Kommandren.

Jeg gr uden videre ind i Oplandske og sger efter min unge Bekendt fra
Banken, forat skaffe mig ti re til et Lys. Man lod mig uhindret passere
alle Vrelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gster sad og
spiste og drak, jeg trngte lige ind i Bunden af Kafen, ind i Rda Rummet,
uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud p Gaden og gav
mig til at g i Retning af Slottet.

Var det nu ikke ogs som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage
nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med
Frakkekraven brutalt brttet op i Nakken og med Hnderne knyttet i
Bukselommerne, gik jeg og skldte ud min ulykkelige Stjrne hele Vejen.
Ikke en rigtig sorgfri Stund p syv, otte Mneder, ikke Mad til Ndtrft en
kort Uge tilende, frend Nden pny brd mig i Kn. Her havde jeg
ovenikbet get og vret rlig midt i Elendigheden, he-he, rlig i Bund og
Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde vret naragtig! Og jeg begyndte at
fortlle mig selv om, hvorledes jeg endog havde get og havt ond
Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tppe til
Pantelneren. Jeg lo hnligt ad min mme Retskaffenhed, spytted foragteligt
i Gaden og fandt slet ikke Ord strke nok til at gre Nar ad mig for min
Dumhed. Det skulde bare vret nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges
Spareskillinger p Gaden, en fattig Enkes eneste re, jeg skulde plukke den
op og stikke den i Lommen, stjle den med velberd Hu og sove roligt som en
Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt s usigelig
meget, min Tlmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde vre.

Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derp den Bestemmelse at vende
hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage
nedad Karl Johan.

Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mrk, og der vandred
Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den
store Stund var indtrdt, Parringstiden, nr den hemmelige Frdsel foregr
og de glade ventyr begynder. Raslende Pigeskrter, en og anden kort,
sandselig Latter, blgende Bryster, heftige, psende ndedrag; langt nede
ved Grand en Stemme, som rber: Emma! Hele Gaden var en Sump, hvorfra
hede Dunster steg op.

Jeg forfarer uvilkrlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der
dirrer i hver af de forbigendes Bevgelser, selve Gaslygternes dunkle Lys,
den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft,
der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, sklvende Tilstelser, halvt udtalte
Ord, sm Hvin; endel Katte elsker med hje Skrig inde i Blomqvists Port. Og
jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at
vre s udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanre! Og jeg kom atter til at
tnke p en fattig Enkes sidste Skrv, som jeg vilde have stjlet, en
Skoleguts Kasket eller Lommetrklde, en Betlers Madpose, som jeg uden
Omstndighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op. Forat trste
mig selv og holde mig skadesls begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl
ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt p Skuldrene
og s ringeagtende p dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse
njsomme, sukkertjspisende Studenter, som mente at skeje europisk ud, nr
de fik klappe en Sypige p Maven! Disse Ungherrer, Bankmnd, Grosserere,
Boulevardlver, som ikke engang slog Vrag p Sjmandskoner, tykke Kutorvets
Marihner, der kunde falde ned i det frste det bedste Portrum for en
Sejdel l! Hvilke Sirener! Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en
Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige
ledig, lige vidben, vrsgod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad
Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde trffe nogen, var vred,
opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred
sig sammen midt for mine jne. Jeg lfted mit Hoved og flte med mig selv
Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren.

Ved Stortingsplads mdte jeg en Pige, som stirred meget stivt p mig, idet
jeg kom p Siden af hende.

Godaften! sagde jeg.

Godaften! Hun standsed.

Hm. Om hun var ude og gik s sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en
ung Dame at g p Karl Johan p denne Tid af Dgnet? Ikke? Ja, men blev hun
da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at g med
hjem?

Hun stirred forundret p mig, undersgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde
mene med dette. S stak hun pludselig Hnden ind under min Arm og sagde:

S gik vi da!

Jeg fulgte med. Da vi havde get nogle Skridt forbi Droscherne, standsed
jeg op, gjorde min Arm fri og sagde:

Hr, min Ven, jeg ejer ikke en re. Og jeg belaved mig p at g min Vej.

I Frstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fet fle efter i
alle mine Lommer og intet fandt, blev hun rgerlig, kasted p Hovedet og
kaldte mig en Trfisk.

Godnat! sagde jeg.

Vent lidtl rbte hun. Er det Guldbriller, De har?

Nej.

Ja, s g Pokker ivold med Dem!

Og jeg gik.

Lidt efter kom hun lbende efter mig og rbte p mig pny.

De kan vre med mig alligevel, sagde hun.

Jeg flte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadets, og jeg sagde
Nej. Det var desuden sent p Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde
heller ikke Rd til slige Opofrelser.

Jo, nu _vil_ jeg have Dem med.

Men jeg gr ikke med p den Mde.

De skal naturligvis til en anden, sagde hun.

Nej, svared jeg.

Men jeg havde Flelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne
aparte Ts, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet.

Hvad hedder De? spurgte jeg. Marie? N! Hr nu her, Marie! Og jeg gav
mig til at forklare min Opfrsel. Pigen blev mer og mer forundret
efterhvert. Om hun alts havde troet, at ogs jeg var en af dem, som gik p
Gaden om Aftenerne og kapred Smpiger? Om hun virkelig troed noget s slet
om mig? Havde jeg mske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af?
Bar man sig slig ad, som jeg, nr man havde noget ondt fore? Kort og godt,
jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt
hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det. Pastor den og den.
Godnat! G hen og synd ikke mer!

Dermed gik jeg.

Jeg gned mig henrykt i Hnderne over mit gode Pfund og talte hjt med mig
selv. Hvor det var en Glde at g omkring og gre gode Grninger! Jeg havde
mske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet!
Frelst hende engang for alle fra Fordrvelsen! Og hun vilde psknne det,
nr hun fik summet sig p det, endog huske mig i sin Ddsstund med Hjrtet
fuldt af Tak. , det lnte sig at vre rlig alligevel, rlig og
retskaffen!

Mit Humr var aldeles strlende, jeg flte mig frisk og modig nok til hvad
det skulde vre. Om jeg blot havde havt et Lys, s kunde jeg kanske fet
min Artikel frdig! Jeg gik og dingled med min nye Portngle i Hnden,
nynned, plystred og spekulered p en Udvej til Lys. Der blev ingen anden
Rd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud p Gaden, ind under Gaslygten.
Og jeg bned Porten og gik op efter mine Papirer.

Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ils udenifra og stilled mig hen i
Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hrte blot de tunge, klirrende
Fodtrin af en Konstabel nede i Tvrgaden, og langt borte, i Retning af St.
Hanshaugen, en Hund, som ged. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak
Frakkekraven op for rene og gav mig til at tnke af alle Krfter. Det
vilde hjlpe mig s storartet, om jeg var s heldig at f istand Slutningen
af denne lille Afhandling. Jeg stod just p et lidt vanskeligt Punkt, der
skulde komme en ganske umrkelig Overgang til noget nyt, derp en dmpet,
glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks s
stejl, s oprrende som et Skud, eller som Lyden af et Bjrg, der brast.
Punktum.

Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg lste hele Stykket igennem fra
Begyndelsen af, lste hjt hver Stning, og jeg kunde slet ikke samle mine
Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette,
kom ovenikbet Konstablen gende og stilled sig op midt i Gaden et lidet
Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham
ved, om jeg i dette jeblik stod og skrev p en udmrket Klimaks til en
Artikel for Kommandren? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at
holde mig oven Vande, hvad jeg end prved med! Jeg stod der en Times Tid,
Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for strk til at st
stille i. Modls og forsagt over det ny spildte Forsg, bned jeg endelig
atter Porten og gik op p mit Rum.

Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mrke.
Jeg flte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme
mine Fdder mellem Hnderne. S lagde jeg mig ned, sledes, som jeg havde
gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klder.

                                   * * *

Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, ssnart det blev lyst, og
tog fat p min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg
havde fet istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til
Finalen.

Jeg stod op, tog Stvlerne p og gav mig til at drive frem og tilbage p
Gulvet, forat blive varm. Der l Rim p Vinduerne; jeg s ud, det sneed,
nede i Baggrden l et tykt Lag af Sne over Brolgningen og Vandposten.

Jeg pusled omkring i mit Vrelse, gjorde viljelse Ture frem og tilbage,
skrabed med Neglene i Vggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Dren,
banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmrksomt, altsammen uden nogen
Hensigt, men stille og eftertnksomt, som om det var en Sag af Vigtighed,
jeg havde fore. Og imens sagde jeg hjt Gang p Gang, s jeg hrte det
selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev p lige galt. Efter
en lang Stunds Forlb, kanske et Par Timer, tog jeg mig strkt sammen, bed
mig i Lben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der mtte blive en
Ende p dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge p og satte mig resolut til
at skrive igen.

Et Par korte Stninger kom istand med stort Besvr, et Snes fattige Ord,
som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevge mig fremad. Da
standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg rked ikke mer. Og da jeg slet ikke
kunde komme lnger, satte jeg mig til at stirre med vidbne jne p disse
sidste Ord, dette ufuldfrte Ark, glante p disse underlige, sklvende
Bogstaver, der stritted op fra Papiret som sm hrede Dyr, og jeg forstod
tilsidst ikke noget af det hele, jeg tnkte p ingen Ting.

Tiden gik. Jeg hrte Frdselen p Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens
Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, nr han rbte til Hestene. Jeg
var aldeles slv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig
ellers intet. Mit Bryst var i en srgelig Forfatning.

Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev trt og lagde mig
tilbage p Sengen. Forat varme mine Hnder lidt, strg jeg Fingrene gennem
mit Hr, frem og tilbage, p kryds og tvers; der fulgte sm Dotter med,
lsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og fld udover Hovedpuden.
Jeg tnkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved,
jeg havde ogs nok af Hr tilbage. Jeg forsgte atter at ryste mig op af
denne forunderlige Ds, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tge; jeg
rejste mig overende, banked mig med flad Hnd over Knerne, hosted s
hrdt, som mit Bryst tillod, -- og jeg faldt tilbage pny. Intet hjalp; jeg
dde hjlpelst hen med bne jne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak
jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte p den. Der begyndte at
rre sig noget i min Hjrne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et
splittergalt Pfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et jebliks Betnkning
kneb jeg jnene i og slog Tnderne sammen.

Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vgen. Der pibled lidt Blod ud af
Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt,
Sret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv;
jeg rysted p Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud,
som jeg vikled om Sret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine jne
fulde af Vand, jeg grd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger s
s srgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig!

Mrket blev tttere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min
Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter
blevet klart. Tanker kom og gik som sdvanligt, og jeg led ikke synderligt;
jeg flte ikke engang Sulten s slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde
nok holde ud til nste Dag. Mske kunde jeg f et Lys p Kredit slnge,
nr jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg
var s godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Rd til
det, havde jeg kbt mangt et Brd i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at
jeg vilde f et Lys p mit rlige Navn. Og for frste Gang i lang Tid tog
jeg mig til at brste mine Klder en Smule, fjrned endog de lse Hr p
min Frakkekrave, svidt det lod sig gre i Mrket; s famled jeg mig nedad
Trapperne.

Da jeg kom ud p Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde
begre et Brd. Jeg blev tvivlrdig, standsed op og tnkte efter. P ingen
Mde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvre ikke i den Tilstand, at
jeg tlte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og
Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive frdig,
og det galdt at komme til Kommandren, inden han glemte mig igen. P
ingen mulig Mde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i
Butiken.

En Kone str ved Disken og gr Indkb; der ligger flere sm Pakker i
forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og
ved, hvad jeg sdvanligvis kber, forlader Konen og pakker uden videre et
Brd ind i en Avis og lgger frem til mig.

Nej -- det var egentlig et Lys iaften, siger jeg. Jeg siger det meget
stille og ydmygt, for ikke at gre ham rgerlig og forspilde min Udsigt til
at f Lyset.

Mit Svar forvilder ham, han lber ganske Sur i mine uventede Ord; det var
frste Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brd af ham.

Ja, s fr De vente lidt da, siger han endelig og giver sig atter i Frd
med Konen.

Hun fr sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun fr tilbage p, og
gr.

Nu er Betjenten og jeg alene.

Han siger:

Ja, s var det alts et Lys. Og han river op en Pakke Lys og tager ud et
til mig.

Han ser p mig, og jeg ser p ham, jeg kan ikke f min Begring over
Lberne.

N ja, det var sandt, De betalte jo, siger han pludselig. Han siger
simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hrte hvert Ord. Og han begynder at
tlle Slvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, --
han giver atter tilbage p fem Kroner.

Vrsgod! siger han.

Nu str jeg og ser p disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt
fat med noget, jeg overvejer ikke, tnker slet ikke p nogen Ting, falder
blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine jne. Og
jeg samler mekanisk Pengene op.

Jeg str der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg
gr et Skridt hen mod Dren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et
vist Punkt p Vggen; der hnger en liden Bjlde i et Lderhalsbnd, og
nedenunder den en Bundt Snre. Og jeg str og stirrer p disse Sager.

Betjenten, som mener, at jeg vil sl af en Passiar, eftersom jeg giver mig
s god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om p
Disken:

Det ser ud til, at vi skal f Vinter nu.

Hm. Ja, svarer jeg, det ser ud til at vi skal f Vinter nu. Det ser ud
til det. Og lidt efter lgger jeg til: , ja, det er ikke fortidligt.

Jeg hrte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom
fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at fle
det selv.

Ja, synes De egentlig det? siger Betjenten.

Jeg stak Hnden med Pengene i Lommen, tog i Lsen og gik; jeg hrte, at jeg
sagde Godnat, og at Betjenten svared.

Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdren blev revet op
og Betjenten rbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor
af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hnden og beredte mig p at give
dem tilbage.

Vrsgod, De har glemt Deres Lys, siger Betjenten.

, Tak! svarer jeg roligt. Tak! Tak!

Og jeg vandred atter nedad Gaden, brende Lyset i Hnden.

Min frste fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og
talte dem over pny, vejed dem i Hnden og smilte. S var jeg alligevel
herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og
jeg stak atter Hnden med Pengene i Lommen og gik.

Udenfor en Madklder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt,
om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg
horte Klirren af Talrkener og Knive indenfor, og Lyden af Kd, som
bankedes; dette blev mig en altfor strk Fristelse, jeg trdte ind.

En Bif! siger jeg.

En Bif! rber Jomfruen ud gennem en Luge.

Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Dren og gav
mig til at vente. Det var lidt mrkt der, hvor jeg sad, jeg flte mig noks
godt skjult og satte mig til at tnke. Nu og da s Jomfruen hen p mig med
lidt nysgrrige jne.

Min frste egentlige Urlighed var beget, mit frste Tyveri, mod hvilket
alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit frste store Fald
. . . . Godt og vel! Der var intet at gre ved det. Forresten stod det mig
frit for, jeg kunde ordne det med Krmmeren siden, senerehen, nr jeg fik
bedre Anledning til det. Det behved ikke at komme videre med mig; desuden
havde jeg ikke ptaget mig at leve mere rligt end alle andre Mennesker,
det var ingen Aftale . . . .

Kommer Bifen snart, tror De?

Ja, ganske snart. Jomfruen bner Lugen og ser ind i Kkkenet.

Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke,
begyndte at tnke over Hndelsen med Brdet, de fem Kroner, som Konen fik
tilbage p? Det var ikke umuligt, at han vilde komme p det en Dag, mske
nste Gang, nr jeg gik derind. N ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug p
Skuldrene.

Vrsgod! siger Jomfruen venligt og stter Bifen p Bordet. Men vil De
ikke heller g ind i et andet Rum? Her er s mrkt.

Nej, Tak, lad mig bare vre her, svarer jeg. Hendes Venlighed gr mig med
en Gang bevget, jeg betaler Bifen straks, giver hende p Slump, hvad jeg
fr fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hnd til. Hun smiler, og jeg
siger for Spg, med Trer i jnene: Resten skal De have at kbe Dem en
Grd for . . . . , velbekomme! . . . .

Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grdig efterhvert, slugte store
Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i
Kdet som en Menneskeder.

Jomfruen kom igen hen til mig.

Vil De ikke have noget at drikke? siger hun. Og hun luder sig lidt ned
mod mig.

Jeg s p hende; hun talte meget lavt, nsten undseligt; hun slog jnene
ned.

Jeg mener en halv l, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atp
. . . . dersom De vil . . . .

Nej, mange Tak! svared jeg. Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.

Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg s blot hendes
Hoved. Hvilket underligt Menneske!

Da jeg blev frdig, gik jeg med en Gang til Dren, jeg flte allerede
Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset,
frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min
Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik.

Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den
lnge. Jeg gik og tmte min Mund ud i hver mrk Krog, som jeg kom forbi,
stred med at dmpe denne Kvalme, som udhuled mig pny, knytted Hnderne og
gjorde mig hrdfr, stamped i Gaden og svlged rasende ned igen hvad der
vilde op -- forgves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbjet,
med Hovedet foran, blind af Vand, som sprngtes ud i mine jne, og tmte
mig igen.

Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og grd, bandte de grusomme Magter,
hvem de end var, som forfulgte mig s, svor dem ned i Helvedes Fordmmelse
og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skbnen,
virkelig noks liden Ridderlighed, mtte man sige! . . . . Jeg gik hen til
en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i strste
Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i
lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tlte ikke Bif.

Jeg har hrt sige, at Mlk skal vre bra, kogt Mlk, svarer Manden yderst
forundret. Hvem er det forresten. De sprger for?

Tak! Tak! siger jeg. Det kan hnde, at det er noks bra det, kogt Mlk
. . . .

Og jeg gr.

Ved den frste Kaf, jeg traf p, gik jeg ind og bad om kogt Mlk. Jeg fik
Mlken, drak den ned s hed, som den var, slugte glubsk hver Drbe, betalte
og gik atter. Jeg tog Vejen hjem.

Nu hndte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lnet op til Gaslygten
og midt i Lyset fra denne, str et Menneske, som jeg skimter allerede p
lang Afstand, -- det er den sortkldte Dame igen. Den samme sortkldte Dame
fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mdt
op p selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun str aldeles urrlig.

Jeg finder dette s besynderligt, at jeg uvilkrlig sagtner mine Skridt; i
dette jeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine
Nerver er optirrede af det sidste Mltid. Jeg gr som sdvanligt lige forbi
hende, kommer nsten til Porten og er i Frd med at trde indenfor. Da
standser jeg. Jeg fr med t en Indskydelse. Uden at gre mig nogen Rede
for det, vender jeg mig om og gr lige hen til Damen, jeg ser hende ind i
Ansigtet og hilser:

Godaften, Frken!

Godaften! svarer hun.

Undskyld, sgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mrke til hende fr; om jeg
kunde vre hende behjlpelig p nogen Mde? Beder s meget om Undskyldning
forresten.

Ja, hun vidste ikke rigtig . . . .

Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det
var forvrigt en Stald og et Blikkenslagervrksted . . . . Hun var ganske
vist p Vildspor, desvrre, nr hun ledte efter nogen her.

Da vender hun Ansigtet bort og siger:

Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare str her, det faldt mig ind . . . .

Hun holdt inde.

Jas, hun stod der bare, stod der sdan Aften efter Aften, bare af at
Indfald. Det var lidt rart; jeg tnkte over det og kom mer og mer i
Vildrede med Damen. S beslutted jeg mig til at vre dristig. Jeg ringled
en Smule med mine Penge i Lommen og bd hende uden videre med p et Glas
Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet,
he-he . . . . Det behved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun
vel ikke?

, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gre. Men vilde
jeg vre s snil at flge hende et Stykke, s . . . . Det var noks mrkt
hjemover, og det genered hende at g alene opad Karl Johan, efterat det var
bleven s sent.

Vi satte os i Bevgelse; hun gik p min hjre Side. En ejendommelig, skn
Flelse greb mig, Bevidstheden om at vre i en ung Piges Nrhed. Jeg gik og
s p hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hr, Varmen, der stod ud fra
hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det sde ndedrag
hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, -- altsammen strmmed ind p mig,
trngte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde svidt skimte et
fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Slret og et hjt Bryst, der strutted ud mod
Kben. Tanken p al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede
indenfor Kben og Slret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden
nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke lnger ud, jeg berrte hende med
min Hnd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hrte mit
Hjrte sl.

Hvor De er rar! sagde jeg.

Ja, hvordan det, egentlig?

Jo, for det frste havde hun ligefrem den Vane at st stille udenfor en
Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det
faldt hende ind . . . .

N, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at vre oppe
til langt p Nat, det havde hun altid syntes s godt om. Om jeg brd mig om
at lgge mig fr tolv?

Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, s var det at lgge mig fr
Klokken tolv om Natten.

Ja, ser De der! S tog hun alts denne Tur sdan om Aftenerne, nr hun ikke
havde noget at forsmme med det; hun boed oppe p St. Olafs Plads . . . .

Ylajali! rbte jeg.

Hvadbehager?

Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortst!

Hun boed oppe p St. Olafs Plads, noks ensomt, sammen med sin Mama, som
det ikke gik an at tale med, fordi hun var s dv. Var der da noget rart i,
at hun grne vilde vre lidt ude?

Nej, slet ikke! svared jeg.

N ja, hvad s? Jeg kunde hre p hendes Stemme, at hun smilte.

Havde hun ikke en Sster?

Jo, en ldre Sster -- hvordan vidste jeg forresten det? -- Men hun var
rejst til Hamborg.

Nylig?

Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Sster?

Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte.

Vi taug. En Mand gr forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden
tom s langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Rkke af kulrte
Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar.

Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke? siger pludselig Damen og ser p mig.

Skulde jeg fortlle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? benbare min
Stilling straks og skrmme hende bort lige s godt frst som sidst? Det var
dog dejligt at g her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en
liden Stund; jeg lj, jeg svared:

Nej, aldeles ikke. Og forat komme ind p noget andet, spurgte jeg: Har
De set Menageriet p Tivoli?

Nej, svared hun. Er det noget at se?

Hvis hun nu fandt p at ville g derhen? Ind i alt det Lys, sammen med s
mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende p Dr
med mine drlige Klder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket
i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . .

, nej, svared jeg derfor, det er vist ikke noget at se. Og der faldt
mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par
tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjrne: Hvad kunde man vel
vente af et sdant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at
se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man str og ser p dem; de fler de
hundrede nysgrrige Blikke og pvirkes af dem. Nej, mtte jeg bede om Dyr,
som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Vsener, der pusler i sit Hi,
ligger med dorske, grnne jne, slikker sine Klr og tnker. Hvad?

Ja, det havde jeg vist Ret i.

Det var Dyret i al sin sre Forfrdelighed og sre Vildhed, som der var
noget ved. De lydlse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mrke, Skogens
forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten,
Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets nd over Vilddyret . . . .
Det ubevidstes Poesi . . . .

Men jeg var bange for, at dette trtted hende, og Flelsen af min store
Armod greb mig pny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde vret s
nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have gldet hende med den Tur i
Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornjelse i
at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt ngen Stodder. Hvad i
Guds Navn tnkte hun p? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte
idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg ogs nogen rimelig rsag til at lade mig
plage ud af denne fine Silkefugl til s lang en Tur? Kosted det mig kanske
ikke Anstrngelse? Flte jeg ikke Ddens Isnen lige ind i mit Hjrte, bare
ved det sagteste Vindstd, der blste mod os? Og stjed ikke allerede
Vanviddet i min Hjrne, bare af Mangel p Mad i mange Mneder i Trk? Hun
hindred mig endog fra at g hjem og f mig lidt Mlk p Tungen, en ny
Skefuld Mlk, som jeg kanske kunde f beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke
Ryggen og lod mig g Pokker ivold? . . . .

Jeg blev fortvivlet; min Hblshed bragte mig til det yderste, og jeg
sagde:

De burde i Grunden ikke g sammen med mig. Frken; jeg prostituerer Dem
midt for alle Folks jne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg
mener det.

Hun studser. Hun ser hurtigt op p mig og tier. Derp siger hun:

Herregud dog! Mer siger hun ikke.

Hvad mener De med det. spurgte jeg.

Uf, nej, De gr mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke s langt igen. Og hun
gik lidt hurtigere til.

Vi drejed op Universitetsgaden og s allerede Lygterne p St. Olafs Plads.
Da gik hun langsommere igen.

Jeg vil ikke vre indiskret siger jeg, men vil De ikke sige mig deres
Navn, fr vi skilles? Og vil De ikke bare for et jeblik tage Slret bort,
s jeg fr se Dem? Jeg skulde vre s taknemmelig.

Pause. Jeg gik og vented.

De har set mig fr, svarer hun.

Ylajali! siger jeg igen.

Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld
dengang? Jeg hrte igen, at hun smilte.

Ja, sagde jeg, ja, desvrre, jeg var fuld dengang.

Det var stygt af Dem!

Og jeg indrmmed snderknust, at det var stygt af mig.

Vi var kommet til Fontnen, vi standser og ser opad de mange oplyste
Vinduer i Numer 2.

Nu m De ikke flge med lnger, siger hun; Tak for iaften!

Jeg bjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og
stod barhovedet. Mon hun vilde rkke mig Hnden?

Hvorfor beder De mig ikke om at g med tilbage et Stykke? siger hun lavt,
og hun ser ned p sin Skosnude.

Herregud, svarer jeg ude af mig selv, Herregud, om De vilde gre det!

Ja, men bare et lidet Stykke.

Og vi vendte om.

Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde g eller
st; dette Menneske vendte fuldstndig op og ned p hele min Tankegang. Jeg
var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af
Lykke. Hun havde udtrykkelig villet g med tilbage, det var ikke mit
Pfund, det var hendes eget nske. Jeg gr og ser p hende og blir mer og
mer modig, hun opmuntrer mig, trkker mig til sig ved hvert Ord. Jeg
glemmer for et jeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige
Tilvrelse, jeg fler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle
Dage, fr jeg faldt sammen, og jeg beslutted at fle mig frem med et lidet
Kneb.

Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang, sagde jeg; det var
Deres Sster.

Var det min Sster? siger hun i hjeste Grad forbauset. Hun standser, ser
p mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor.

Ja, svared jeg. Hm. Det vil sige, det var alts den yngste af de to
Damer, som gik foran mig.

Den yngste, ja? Ja? h! Hun lo med en Gang, hjt, inderligt som et Barn.
Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat f mig til at tage Slret
af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De vre bl for . . . . til
Straf.

Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste
ikke, hvad jeg sagde, jeg var s glad. Hun fortalte, at hun havde set mig
engang fr, for lnge siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og
jeg havde bret mig ad som en gal; jeg havde bestemt vret fuld da ogs,
desvrre!

Hvorfor troed hun det?

Jo, jeg havde leet s.

Jas. , ja, jeg lo meget dengang.

Men ikke nu lnger?

, jo, nu ogs. Det var herligt at vre til!

Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: Nu gr vi ikke lnger! Og vi gik
atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontnen, sagtned jeg
lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik flge med lnger.

Ja, nu m De alts vende om, sagde hun og standsed.

Ja, jeg m vel det, svared jeg.

Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde vre med til Porten. Herregud,
der var da ikke noget galt i det. Vel?

Nej, sagde jeg.

Men da vi stod ved Porten, trngte al min Elendighed igen ind p mig. Hvor
kunde man ogs holde Modet oppe, nr man var s knkket sammen? Her stod
jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot
halvt pkldt, -- det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden,
dukked mig uvilkrlig ned og sagde:

M jeg nu ikke trffe Dem mer?

Jeg havde intet Hb om at f Lov til at mde hende igen; jeg nsked nsten
et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gre mig ligeglad.

Jo. sagde hun lavt, nsten uhrligt.

Hvornr?

Jeg ved ikke.

Pause.

Vil De ikke vre s snil at tage Slret af bare et eneste jeblik, sagde
jeg, s jeg fr se, hvem jeg har talt med. Bare et jeblik. For jeg m da
se, hvem jeg har talt med.

Pause.

De kan mde mig her udenfor Tirsdag Aften, siger hun. Vil De det?

Ja, kre, fr jeg Lov til det!

Klokken otte.

Godt.

Jeg strg med min Hnd nedad hendes Kbe, brsted Sneen af den, blot forat
f et Pskud til at rre ved hende; det var mig en Vellyst at vre hende s
nr.

S fr De ikke tro altfor galt om mig da, sagde hun. Hun smilte igen.

Nej . . . .

Pludselig gjorde hun en resolut Bevgelse og trak Slret op i Panden; vi
stod og s p hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hved sig op,
slog Armene om min Hals og kyssed mig midt p Munden. En eneste Gang,
hurtigt, forvirrende hurtigt, midt p Munden. Jeg flte, hvor hendes Bryst
blged, hun pusted voldsomt.

Og jeblikkelig rev hun sig ud af mine Hnder, rbte Godnat, stakndet,
hviskende, vendte sig og lb opad Trappen, uden at sige mer . . . .

Portdren faldt i.

                                   * * *

Det sneed end mer den nste Dag, en tung, regnblandet Sne, store vde
Dotter, som faldt ned og blev til Sle. Vejret var rt og isnende.

Jeg var vgnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens
Sindsbevgelser, beruset i Hjrtet af det sknne Mde. I min Henrykkelse
havde jeg ligget en Stund vgen og tnkt mig Ylajali ved min Side; jeg
bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. S havde jeg
endelig stet op og fet mig en ny Kop Mlk og straks derp en Bif, og jeg
var ikke lnger sulten; blot mine Nerver var strkt ophidsede igen.

Jeg begav mig ned til Kldesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske
kunde f mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have p under
Frakken, lige meget hvad. Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat p en
Vest, som jeg begyndte at undersge. Mens jeg pusled med dette, kom en
Bekendt forbi; han nikked og rbte op til mig, jeg lod Vesten hnge og gik
ned til ham. Han var Tekniker og skulde p Kontoret.

Flg med og tag et Glas l, sagde han. Men kom fort, jeg har liden Tid
. . . . Hvad var det for det for en Dame, De spadsered med igraftes?

Hr nu her, sagde jeg, skinsyg p hans blotte Tanke, om det nu var min
Kreste?

Dd og Pine! sagde han.

Ja, det blev afgjort igr.

Jeg havde slet ham flad, han troed mig ubetinget. Jeg lj ham fuld, forat
blive af med ham igen; vi fik llet, drak og gik.

Godmorgen, da! . . . . Hr, sagde han pludselig, jeg skylder Dem alts
nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for lnge
siden. Men nu skal De f dem med det frste.

Ja, Tak, svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig
tilbage de Kroner.

llet steg mig desvrre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken p
Aftenens ventyr overvlded mig, gjorde mig nsten forstyrret. Hvad om hun
nu ikke mdte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tnke over, fatte
Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med t
spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, ddelig
forfrdet over mig selv. Tyveriet stormed ind p mig med alle dets
Detaljer; jeg s den lille Butik, Disken, min magre Hnd, da jeg greb
Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmde, nr det kom og skulde
tage mig. Jrn om Hnder og Fdder, nej, blot om Hnderne, kanske blot p
den ene Hnd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som
skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige
Blik: N, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mrke . . . .

Hm. Jeg knytted Hnderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere
og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig.

Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjlet?
Desuden turde ikke Hkergutten gre Allarm, selv om han en Dag kom til at
huske, hvordan det hele var get til; han havde nok sin Plads for kr.
Ingen Larm, ingen Scener, om jeg mtte bede!

Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred.
Jeg satte mig til at prve mig selv og fandt ud p det klareste, at jeg
havde vret lykkeligere fr, dengang, da jeg gik og led i al rlighed. Og
Ylajali! Havde jeg ikke ogs get og trukket hende ned med mine syndige
Hnder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali!

Jeg flte mig fuld som en Alke, sprang pludselig op og gik lige hen til
Kagekonen ved Elcfantapoteket. Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanren, det
var langtfra forsent, jeg skulde vise hele Verden, at jeg var istand til
det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, holdt hver re i Hnden; jeg
bukked mig ned over Konens Bord, som om jeg vilde kbe noget, og slog hende
uden videre Pengene i Hnden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg gik straks.

Hvor det smagte vidunderligt at vre rligt Menneske igen! Mine tomme
Lommer tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at vre blank pny. Nr jeg
rigtig tnkte efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig megen hemmelig
Kummer, jeg havde virkelig tnkt p dem med Gysen Gang p Gang; jeg var
ingen forstokket Sjl, min rlige Natur havde oprrt sig mod den lave
Grning. Gudskelov, jeg havde hvet mig i min egen Bevidsthed. Gr mig det
efter! sagde jeg og s udover det myldrende Torv. Gr mig det bare efter!
Jeg havde gldet en gammel, fattig Kagekone, s det havde Skik; hun vidste
hverken ud eller ind. Iaften skulde ikke hendes Brn g sultne tilsengs
. . . . Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, at jeg havde bret
mig udmrket ad. Gudskelov, Pengene var nu ude af mine Hnder.

Fuld og nervs gik jeg henad Gaden og aksled mit Skind. Glden over at
kunne g Ylajali ren og rlig imde og se hende ind i Ansigtet, lb ganske
af med mig; jeg havde ingen Smrter mer, mit Hoved var klart og tomt, det
var som det skulde vre et Hoved af idel Lys, som stod og skinned p mine
Skuldre. Jeg fik Lyst til at gre Skjerstreger, beg forbausende Ting,
stte Byen p Ende og stje. Opad hele Grndsen opfrte jeg mig som en
vanvittig Mand; det sused let for mine ren, og i min Hjrne var Rusen i
fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at g hen og opgive
min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i
Hnden, se ham indtrngende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen
Forklaring. Jeg sklned Nuancerne i de forbigendes Stemmer og Latter,
iagttog nogle Smfugle, som hopped foran mig i Gaden, gav mig til at
studere Brostenenes Udtryk og fandt allehnde Tegn og underlige Figurer i
dem. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads.

Jeg str pludselig stille og stirrer ned p Droscherne. Kuskene vandrer
samtalende omkring, Hestene str og luder forover mod det stygge Vejr. Kom!
sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen til den
frste Vogn og steg op. Ullevoldsvejen Numer 37! rbte jeg. Og vi rulled
afsted.

Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lgge sig ned og kige ind i
Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistnksom? Der var
ingen Tvivl om, at min usle Pkldning havde gjort ham opmrksom.

Det er en Mand, jeg skal trffe! rbte jeg til ham, forat komme ham i
Forkbet, og jeg forklared ham indstndigt, at jeg absolut mtte trffe
denne Mand.

Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, springer opad Trapperne, helt op til
tredje Etage, griber en Klokkestrng og rykker til; Bjlden gjorde seks,
syv forfrdelige Slag indenfor.

En Pige kommer og lukker op; jeg lgger Mrke til, at hun har Gulddobber i
rene og sorte Lastingsknapper i det gr Kjoleliv. Hun ser forfrdet p
mig.

Jeg sprger efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg s mtte sige, en
Uldhandler, kortsagt, han var ikke til at tage fejl af . . . .

Pigen ryster p Hovedet.

Bor ingen Kierulf her, siger hun.

Hun stirrer p mig, tager i Dren, frdig til at trkke sig tilbage. Hun
gjorde sig ingen Anstrngelse for at finde Manden; hun s virkelig ud til
at kende den Person, jeg spurgte efter, nr hun bare vilde tnke sig om,
den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og lb nedad
Trapperne igen.

Han var ikke der! rbte jeg til Kusken.

Var han ikke der?

Nej. Kr til Tomtegaden Numer 11.

Jeg var i det heftigste Sindsoprr og meddelte Kusken noget deraf; han
troed ganske vist, at det galdt Livet, og han krte uden videre afsted. Han
slog strkt p.

Hvad hedder Manden? spurgte han og vendte sig p Bukken.

Kierulf, Uldhandler Kierulf.

Og Kusken syntes nok ogs, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han
ikke plejed at g med en lys Frakke?

Hvadfor noget? rbte jeg, lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en
Tkop, jeg sprger efter? Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt,
spolered hele Manden for mig, sledes, som jeg havde tnkt mig ham.

Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf?

Javist, svared jeg, er der noget underligt i det? Navnet skmmer ingen.

Har han ikke rdt Hr?

Nu kunde det grne vre, at han havde rdt Hr, og da Kusken nvnte den
Ting, var jeg med engang sikker p, at han havde Ret. Jeg flte mig
taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget
Manden ganske p Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det
vilde vre et Srsyn, sagde jeg, at se en sdan Mand uden rdt Hr.

Det m vre ham, som jeg har krt et Par Gange, sagde Kusken. Han havde
en Knortekp?

Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde:

He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekp i Hnden
Forsvidt s kan De vre tryg, ganske tryg.

Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde krt. Han kendte
ham igen . . . .

Og vi krte p, s det gnistred af Hesteskoene.

Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste jeblik tabt
ndsnrvrelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lgger Mrke til,
at han har Numret 69. Dette Tal trffer mig s grusomt nje, str med en
Gang som en Splint i min Hjrne. 69, njagtigt 69, jeg skulde ikke glemme
det!

Jeg lned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krb
sammen derinde under Kaleschen, s ingen skulde se, at jeg rrte Munden, og
gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem
Hjrnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under
for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og
lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas
l, jeg havde drukket. Lidt efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro
vender mer og mer tilbage. Jeg flte Kulde i min sre Finger, og jeg stak
den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Sledes kom vi ned til
Tomtegaden. Kusken holder an.

Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, tankelst, slapt, tung i Hovedet, Jeg
gr indad Porten, kommer ind i en Baggrd, som jeg gr tvers over, stder
mod en Dr, som jeg bner og gr indad, og jeg befinder mig i en Gang, et
Slags Forvrelse med to Vinduer. Der str to Kufferter, den ene ovenp den
anden, i den ene Krog, og p Langvggen en gammel, umalet Sofabnk, hvori
der ligger et Tppe. Tilhjre, i nste Vrelse, hrer jeg Stemmer og
Barneskrig, og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en Jrnplade, som der
hamres p. Alt dette mrker jeg, ssnart jeg er kommet ind.

Jeg gr roligt tvers over Vrelset, hen til den modsatte Dr, uden at
skynde mig, uden Tanke p Flugt, bner ogs den og kommer ud i
Vognmandsgaden. Jeg ser opad Huset, som jeg just har passeret igennem:
Bevrtning & Logi for Rejsende.

Det falder mig ikke ind at sge at komme vk, stjle mig bort fra Kusken,
som venter p mig; jeg gr meget sindigt udefter Vognmandsgaden, uden Frygt
og uden at vre mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, som
havde spgt s lnge i min Hjrne, dette Menneske, som jeg mente var til,
og som jeg ndvendigvis mtte trffe, var bleven borte for min Tanke,
visket ud sammen med andre gale Pfund, som kom og gik efter Tur; jeg
husked ham ikke mer uden som en Anelse, et Minde.

Jeg blev mer og mer dru, efterhvert som jeg vandred frem, flte mig tung
og mat og slbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, vde
Filler. Tilsidst kom jeg ud p Grnland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte
mig til at hvile p en Bnk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget
forundret. Jeg faldt i Tanker.

Du gode Gud, hvor det var drligt fat med mig nu! Jeg var s inderlig ked
og trt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Mjen vrd at kmpe
lnger, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhnd, den havde vret
for grov; jeg var s mrkelig delagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg
engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, helt til den ene Side, og jeg var
kommet i Vane med at lude meget forover, nr jeg gik, forat spare mit Bryst
det lille, jeg kunde. Jeg havde undersgt min Krop for et Par Dage siden,
en Middagstid oppe p mit Rum, og jeg havde stet og grdt hele Tiden over
den. Jeg havde get i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv
af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud
af Sret, men det smrted ikke meget, kun var det s srgeligt at have
dette Sr midt p Maven. Jeg havde ingen Rd med det, og det vilde ikke gro
igen af sig selv; jeg vasked det, trred det omhyggeligt af og trak den
samme Skjorte atter p. Der var intet at gre ved det . . . .

Jeg sidder der p Bnken og tnker over alt dette og er temmelig trist. Jeg
vmmedes ved mig selv; endog mine Hnder forekommer mig modbydelige. Dette
slattede, nsten ublufrdige Udtryk i mine Hndbage piner mig, volder mig
Ubehag; jeg fler mig ved Synet af mine magre Fingre rt pvirket, jeg
hader hele mit slunkne Legeme og gyser ved at bre p det, fle det om mig.
Herregud, om der bare blev en Ende p det nu! Jeg vilde inderlig grne d.

Aldeles overvunden, besudlet og nedvrdiget i min egen Bevidsthed, rejste
jeg mig mekanisk op og begyndte at g hjemad. Undervejs kom jeg forbi en
Port, hvor der stod flgende at lse: Ligsvb hos Jomfru Andersen,
tilhjre i Porten. -- Gamle Minder! sagde jeg, og jeg husked mit forrige
Rum p Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrkket nede ved Dren,
Fyrdirektrens Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte Brd. , ja,
jeg havde jo havt det meget bedre dengang end nu; en Nat havde jeg skrevet
en Fljeton til ti Kroner, nu kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde
aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved blev straks tomt, ssnart jeg
forsgte. Ja, jeg vilde have en Ende p det nu! Og jeg gik og gik.

Efterhvert som jeg kom nrmere og nrmere Husholdningshandelen, havde jeg
halvt ubevidst Flelsen af, at jeg nrmed mig en Fare; men jeg holdt fast
ved mit Forst, jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad Trappen, jeg
mder i Dren en liden Pige, som brer en Kop i Hnden, og jeg slipper
hende forbi og lukker Dren. Betjenten og jeg str for anden Gang overfor
hinanden, alene.

N, siger han, det er et skrkkeligt Vejr.

Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev
rasende og sagde:

Jeg kommer alts ikke, forat prate om Vejret.

Denne Heftighed forblffer ham, hans lille Hkerhjrne slr Klik; det havde
slet ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget ham for fem Kroner.

Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem? siger jeg utlmodig, og jeg puster
heftigt, sklver, er frdig til at bruge Magt, hvis han ikke straks kommer
til Sagen.

Men den stakkels Mand aner ingen Ting.

Nej, du store Verden, hvilke dumme Mennesker, man var ndt til at leve
iblandt! Jeg sklder ham ud, forklarer ham Punkt for Punkt, hvorledes det
hele var get til, viser ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da Grningen
skete, hvor Pengene havde ligget, hvorledes jeg havde samlet dem ned i min
Hnd og lukket Hnden sammen om dem, -- og han forstr altsammen, men gr
alligevel intet ved mig. Han vender sig hid og did, lytter efter
Fodtrinnene i Sidevrelset, tysser p mig, forat f mig til at tale lavere,
og siger tilslut:

Det var noks sjofelt gjort af Dem!

Nej, vent lidt! rbte jeg i min Trang til at modsige ham, gge ham op;
det var ikke s lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved
forestilled sig. Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det kunde aldrig
falde mig ind; jeg for min Part vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det
bd min bundrlige Natur imod . . . .

Hvor gjorde De af dem da?

Jeg gav dem bort til en gammel, fattig Kone, hver re, mtte han vide; den
Slags Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige s aldeles . . . .

Han str og tnker en liden Stund p dette, blir benbart meget tvivlrdig
om, hvorvidt jeg er en rlig Mand eller ikke. Endelig siger han:

Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage?

Nej, hr her, svarer jeg, jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg
vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er delmodig. Nu
str jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund,
gr simpelthen ingen Anstalter til at f Striden udjvnet med mig. Derfor
vasker jeg mine Hnder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel!

Jeg gik og slog Dren hrdt i efter mig.

Men da jeg kom hjem p mit Vrelse, ind i dette bedrvelige Hul, gennemvd
af den blde Sne, sklvende i Knerne af Dagens Vandringer, tabte jeg
jeblikkelig min Kphjhed og faldt sammen pny. Jeg angred mit Overfald p
den arme Butiksmand, grd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min
usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis vret i den
ddeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gre nogen Kvalm for
disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af
hans Frygt, havde pint ham med min hjrstede Tale, spiddet ham med hvert
Ord, som jeg rbte ud. Og Hkerchefen selv havde mske siddet indenfor i
Vrelset ved Siden af og flt sig p et hngende Hr opfordret til at g ud
til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grndse lnger
for, hvad jeg kunde gre af nederdrgtige Ting!

N, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? S var det kommet til en
Afslutning. Jeg havde jo sgodtsom rakt Hnderne frem til Jrnene. Jeg
vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have
hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt
Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hr mig bare denne Gang!
. . . .

Jeg lagde mig i de vde Klder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske
vilde d om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule
i min Seng, s det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg
folded Hnderne og valgte min Stilling.

S med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende s ganske hele
Aftenen udover! Og Lyset trnger ganske svagt ind i mit Sind igen, en liden
Strle Sol, der gr mig s velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt,
fint Silkelys, der strejfer mig s bedvende dejligt. Og Solen blir
strkere og strkere, brnder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og
gldende i min udmagrede Hjrne. Og der flammer tilsidst for mine jne et
vanvittigt Bl af Strler, en antndt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af
Ild, Bjrge af Ild, Djvle af Ild, en Afgrund, en rken, en Alverden i
Brand, en rygende yderste Dag.

Og jeg s og hrte intet mer . . . .

                                   * * *

Jeg vgned i Sved den nste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig;
Feberen havde presset mig ganske voldsomt. I Frstningen havde jeg ingen
klar Bevidsthed om, hvad der var foreget med mig, jeg s mig omkring med
Forundring, flte mig totalt forbyttet i mit Vsen, kendte mig slet ikke
igen. Jeg flte mig efter opad Armene og nedad Benene, faldt i Forbauselse
over, at Vinduet stod p den Vg og ikke p den stik modsatte Vg, og jeg
hrte Hestenes Trampen nede i Grden, som om den kom ovenfra. Jeg var ogs
temmelig kvalm.

Mit Hr l vdt og koldt om min Pande; jeg rejste mig p Albuen og s ned
p Hovedpuden: vdt Hr l ogs igen p den, i sm Dotter. Mine Fdder
havde hovnet op inde i Skoene i Lbet af Natten, men de smrted ikke, jeg
kunde blot ikke rre Terne stort, de var blevne for stive.

Da det led ud p Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt,
stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Vrelset. Jeg prved
mig frem med sm, forsigtige Skridt, passed p at holde Ligevgten og
spared s meget som muligt mine Fdder. Jeg led ikke meget, og jeg grd
ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet
tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde vre
anderledes end den var.

S gik jeg ud.

Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel
Sulten. Jeg begyndte at fle en skammelig Appetit igen, en indre glubende
Madlyst, som det stadig blev vrre og vrre med. Det gnaved ubarmhjrtigt i
mit Bryst, bedreves et tyst, underligt Arbejde derinde. Det kunde vre et
Snes bitte sm, fine Dyr, som lagde Hovedet p den ene Side og gnaved lidt,
lagde derp Hovedet p den anden Side og gnaved lidt, l et jeblik aldeles
stille, begyndte igen, bored sig ind uden Stj og uden Hast og efterlod
tomme Strkninger overalt, hvor de for frem . . . .

Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede. Jeg tnkte mig hen p
Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besvrlig; endelig var
jeg dog nsten fremme, jeg stod p Hjrnet af Torvet og Torvegaden. Sveden
randt ned i mine jne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var
netop standset, forat trre mig af en Smule. Jeg mrked ikke, hvor jeg
stod, jeg tnkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig.

Pludselig lyder et Rb, et koldt, skarpt Varsko. Jeg hrer dette Rb, hrer
det meget godt, og jeg rykker nervst til Siden, gor et Skridt s hurtigt,
mine drlige Ben kan bevge sig. Et Uhyre af en Brdvogn stryger mig forbi
og strejfer min Frakke med Hjulet; havde jeg vret lidt hurtigere, vilde
jeg get aldeles fri. Jeg kunde kanske vret lidt hurtigere, ganske lidt
hurtigere, hvis jeg havde anstrngt mig; der var ingen Rd med det, det
gjorde ondt i min ene Fod, et Par Ter blev maset; jeg flte, at de ligesom
krlled sig sammen inde i Skoen.

Brdkreren holder Hestene an af alle Krfter; han vender sig om p Vognen
og sprger forfrdet, hvordan det gik. Jo, det kunde get langt vrre
. . . . det var vel kanske ikke s farligt . . . . jeg troed ikke, at der
var nogen Ting knust . . . . , jeg be'r . . . .

Jeg drev hen til en Bnk det forteste, jeg kunde; disse mange Mennesker,
som standsed op og gloed p mig, havde gjort mig flau. Egentlig var det
ikke noget Ddsstd, det var get forholdsvis heldigt, nr Ulykken endelig
skulde vre ude. Det vrste var, at min Sko var trykket istykker, Slen
revet ls p Snuden. Jeg holdt Poden op og s Blod inde i Gabet. N, det
var ikke med Vilje gjort p nogen af Siderne, det var ikke Mandens Hensigt
at gre det vrre for mig end det var; han s meget bedrvet ud. Kanske
hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brd fra Vognen, s havde jeg fet det.
Han havde vist givet mig det med Glde. Gud glde ham til Gengld der, han
er! . . . .

Jeg sulted hrdt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gre af mig for min
ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did p Bnken og lagde Brystet helt ned
p mine Kn; jeg var nsten forstyrret. Da det blev mrkt, rusled jeg bort
til Rdstuen -- Gud ved, hvordan jeg kom did -- og satte mig p Kanten af
Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at
tygge p den, forresten uden nogen Hensigt, med mrke Miner, med jnene
stirrende ret frem, uden at se. Jeg hrte endel Smbrn, som legte omkring
mig, og fornam instinktsmssig, nr en eller anden spadserende gik mig
forbi; ellers iagttog jeg intet.

S med n Gang falder det mig ind at g ned i en af Basarerne nedenunder
mig og f et Stykke rt Kd. Jeg rejser mig og gr tvers over Ballustraden,
hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet
nsten helt ned til Kdboden, rbte jeg opad Trappebningen og hytted
tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frkt til
den frste Slagter, jeg traf.

, vr s snil at give mig et Ben til Hunden min! sagde jeg. Bare et
Ben; der behver ikke at vre noget p det; den skal bare have noget at
bre i Munden.

Jeg fik et Ben, et prgtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kd tilbage,
og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden s inderligt, at han s
forbauset p mig.

Ingenting at takke for, sagde han.

Jo, sig ikke det, mumled jeg, det er snilt gjort af Dem.

Og jeg gik op. Hjrtet slog strkt i mig.

Jeg sneg mig ind i Smedgangen, s dybt ind, som jeg kunde komme, og
standsed udenfor en forfalden Port til en Baggrd. Der var ikke et Lys at
se p nogen Kant, det var velsignet mrkt omkring mig; jeg gav mig til at
gnave i mig af Benet.

Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg mtte
ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsgte igen; hvis jeg bare fik
beholde det, vilde det nok gre sin Virkning; det galdt at f det til at
bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kdet,
sled af en liten Smule og svlged det ned med Vold. Og det nytted alligevel
ikke; ssnart de sm Kdsmuler var blevne varme i Maven, kom de desvrre
atter op. Jeg knytted vanvittigt Hnderne, stak i at grde af Hjlpelshed
og gnaved som en besat; jeg grd, s Benet blev vdt og skiddent af Trer,
kasted op, banded og gnaved igen, grd som Hjrtet skulde briste og kasted
atter op. Og jeg svor med hj Rst alle Verdens Magter ned i Pinen.

Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Stj. Jeg er i det
voldsommeste Sindsoprr, jeg puster tungt og hjlydt og grder
tnderskrende for hver Gang, jeg m levere disse Kdsmuler, som kanske
kunde mtte mig lidt. Da det slet ikke hjlper noget, hvormeget jeg end
forsger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmgtigste Had,
henrykt af Raseri, rber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn
hst og inddt og krummer mine Fingre som Klr . . . . Jeg siger dig, du
Himlens hellige Ba'al, du er ikke til, men hvis du var til, s skulde jeg
bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig,
jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har
stdt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte
din Besgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal d, og jeg hner dig
dog, du Himlens Gud og Apis, med Dden lige for Tnderne. Jeg siger dig,
jeg vil heller vre Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig,
jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vlger
mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djvelen, Judas og Farao er stdt
ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest rhovedede
Idioter og fattige i nden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de
fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bjet Kn for dig i sin
Ddsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du
alvidende Nul, at jeg aldrig bjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit
Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjl gisper efter at hne dig,
du ndefulde Afskum i det hje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde,
rbe dette hjlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde,
om jeg kunde, nde det ind i hver ufdt Menneskesjl, som engang kommer p
Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Drbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil
spotte dig ud p Dommens Dag og bande dig Tndeme ud af min Mund for din
Guddoms endelse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage
alle dine Grninger og alt dit Vsen, jeg vil forbande min Tanke, om den
tnker p dig igen, og rive mine Lber af, om de atter nvner dit Navn. Jeg
siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Dden, jeg siger dig
Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjrte og Nyrer, jeg
siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig
Ryggen og gr min Vej . . . .

Stille,

Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, str der p samme Sted, endnu
hviskende Eder og Skldsord frem, hikkende efter den heftige Grd, knkket
og slap efter det vanvittige Vredesudbrud. Jeg str der mske en Time og
hikker og hvisker og holder mig fast til Porten. S hrer jeg Rster, en
Samtale mellem to Mnd, som kommer gende indad Smedgangen. Jeg slnger
bort fra Porten, drager mig frem efter Husvggene og kommer atter ud p de
lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjrne
pludselig at virke i en hjst mrkelig Retning. Det falder mig ind, at de
elendige Rnner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler
med brugte Klder, dog var en Skndsel for Stedet. De delagde hele Torvets
Udseende og pletted Byen, fy, ned med Skramlet! Og jeg gik og slog over i
Tankerne, hvad det vel vilde komme til at koste at flytte Den geografiske
Opmling derned, denne smukke Bygning, som altid havde tiltalt mig s meget
hver Gang, jeg havde passeret den. Det vilde kanske ikke lade sig gre at
foretage en Flytning af den Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, --
en pen Sum, mtte man sige, en noks net Lommeskilling, he-he, at begynde
med, hvad? Og jeg nikked med mit tomme Hoved og indrmmed, at det var en
noks pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rysted fremdeles over hele
Legemet og hikked nu og da endnu dybt efter Grden.

Jeg havde Flelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i
Grunden sang p det sidste Vers. Det var mig ogs temmelig ligegyldigt, det
beskftiged mig ikke det mindste; jeg sgte tvertimod nedad Byen, ned til
Bryggerne, lnger og lnger bort fra mit Vrelse. Jeg kunde for den Skyld
grne have lagt mig plat ned i Gaden, forat d. Lidelserne gjorde mig mer
og mer uflsom; det banked strkt i min sre Fod, jeg havde endog Indtryk
af, at Smrten forplanted sig opad hele Lggen, og ikke engang det gjorde
synderlig ondt. Jeg havde udstet vrre Fornemmelser.

S kom jeg ned p Jrnbanebryggen. Der var ingen Trafik, ingen Stj, kun
hist og her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjmand, som drev om med
Hnderne i Lommen. Jeg lagde Mrke til en halt Mand, som skeled stivt hen
p mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmssig, tog
til Hatten og spurgte, om han kendte til om Nonnen var rejst. Og bagefter
kunde jeg ikke lade vre at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for
Mandens Nse og sige: Dd og Pine, Nonnen, ja! Nonnen, som jeg helt
havde glemt! Tanken p den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg
havde bret p den, uden at vide af det selv.

Ja, Kors, Nonnen var nok sejlet.

Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen?

Manden tnker sig om, str p det lange Ben og holder det korte ivejret;
det korte dingler lidt.

Nej, siger han. Ved De, hvad den l her og lasted?

Nej, svarer jeg.

Men nu havde jeg allerede glemt Nonnen, og jeg spurgte Manden, hvor langt
det vel kunde vre til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile.

Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .

Eller til Vblungsns?

Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand . . . .

, hr, med det samme jeg husker det, afbrd jeg ham igen, De skulde vel
ikke ville vre s snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden
Smule!

Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet
Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. Manden holdt fremdeles je
med mig, jeg havde kanske vakt hans Mistanke p en eller anden Mde; hvor
jeg stod og gik havde jeg dette mistnksomme Blik efter mig, og jeg syntes
ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. Jeg vender om og drager mig
atter hen til ham, ser p ham og siger:

Ndler.

Bare dette Ord: Ndler. Ikke mer. Jeg ser meget stivt p ham, idet jeg
siger det, jeg flte, at jeg stirred frygteligt p ham; det var, som om jeg
s p ham med hele Kroppen, istedetfor bare med jnene. Og jeg str en
liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. S tusler jeg op til
Jrnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt je med
mig.

Ndler? Jeg stod med en Gang stille. Ja, var det ikke det, jeg havde
Fornemmelsen af allerede straks: jeg havde truffet Krblingen fr. Oppe i
Grndsen, en lys Morgen; jeg havde pantsat min Vest. Det forekom mig som en
Evighed siden den Dag.

Mens jeg str og tnker p dette -- jeg str og sttter mig til en Husvg
p Hjrnet af Torvet og Havnegaden -- farer jeg pludselig sammen og sger
at kravle mig vk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhrdet ret frem
og bider Hovedet af al Skam, der var ingen Rd med det, -- jeg str Ansigt
til Ansigt med Kommandren.

Jeg blir skdeslst frk, jeg tager endog et Skridt frem fra Husvggen,
forat gre ham opmrksom p mig. Og jeg gr det ikke forat vkke
Medlidenhed, men forat hne mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde
vltet mig ned i Gaden og bedt Kommandren g over mig, trde p mit
Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften.

Kommandren aned mske, at der var noget galt fat med mig, han sagtned
sine Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse ham:

Jeg skulde vret hos Dem med noget, men det er ikke blevet noget af
endda.

Ja? svarer han sprgende. De har det ikke frdigt, da?

Nej, jeg har ikke fet det frdigt.

Men nu str mine jne pludselig i Vand ved Kommandrens Venlighed, og jeg
harker og hoster forbittret, forat gre mig strk. Kommandren stder en
Gang i Nsen; han str og ser p mig.

Har De noget at leve af imens, da? siger han.

Nej, svarer jeg, jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag,
men . . . . . .

Gud bevare Dem, det gr da ikke an, at De gr her og sulter ihjl, Mand!
siger han. Og han tager med en Gang til Lommen.

Nu vgner Skamflelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvggen og holder
mig fast, jeg str og ser p, at Kommandren roder om i sin Pengepung;
men jeg siger intet. Og han rkker mig en Tikrone. Han gr ingen flere
Omstndigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner. Med det samme
gentager han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjl.

Jeg stammed en Indvending og tog ikke Sedlen straks: Det var skammeligt af
mig dette . . . . det var ogs altfor meget . . . .

Skynd Dem nu! siger han og ser p sit Ur. Jeg har ventet p Toget; men
nu kommer det, hrer jeg.

Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glde og sagde ikke et Ord mer, jeg takked
ikke engang.

Det er ikke vrdt at genere sig for det, siger Kommandren tilsidst;
De kan jo skrive for det, ved jeg.

S gik han.

Da han var kommet nogle Skridt bort, husked jeg med en Gang p, at jeg ikke
havde takket Kommandren for denne Hjlp. Jeg forsgte at indhente ham,
men kunde ikke komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, og jeg vilde
idelig falde p Nsen. Han fjrned sig mer og mer. Jeg opgav Forsget,
tnkte at rbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog
Mod til mig og rbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte,
min Stemme var bleven for svag.

Jeg stod tilbage p Fortouget og s efter ham, jeg grd ganske stille. Jeg
har aldrig set p Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner! Jeg
gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stet, og eftergjorde alle
hans Bevgelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine vde jne, bes den
p begge Sider og begyndte at bande -- bande i vilden Sky p, at det havde
sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hnden, det var en Tikrone.

En Stund efter -- mske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven
ganske stille overalt -- stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer
11. Da jeg havde stet og summet mig et jeblik og forundret mig herover,
gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Bevrtning & Logi for
Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng.

                                   * * *

Tirsdag.

Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. Sneen var borte; allevegne Liv
og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontnerne steg
Vandstrlerne op i Buer, gyldne af Solen, bllige af den bllige Himmel
. . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg
fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen. Jeg var i den
gladeste Stemning og drev om den ganske Eftermiddag i de mest befrdede
Gader og s p Mennesker. Endnu fr Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg
mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i Smug op til Vinduerne i Numer
2. Om en Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, dejlig Angst hele
Tiden. Hvad vilde der ske? Hvad skulde jeg finde p at sige, nr hun kom
nedad Trappen? Godaften, Frken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at
lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt p hende.

Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at vre s tidligt ude, vandred om i
Karl Johan en Stund og holdt je med Universitetsuret. Da Klokken blev
otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig ind,
at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt,
jeg rked. Min Fod var meget sr, ellers mangled der mig ingenting.

Jeg tog Post ved Fontnen og pusted ud; jeg stod der rigtig lnge og s op
til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. N, jeg skulde nok vente, det
havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented
igen. Jeg skulde da vel aldrig have drmt det hele? Havt det frste Mde
med hende i Indbildningen den Nat, jeg l i Feber? Jeg begyndte rdvild at
tnke efter og flte mig aldeles ikke sikker i min Sag.

Hm! sagde det bag mig.

Jeg hrte denne Harken, jeg hrte ogs lette Skridt i Nrheden af mig; men
jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig.

Godaften! siger det s.

Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir s
forundret over at se hende komme denne Vej.

Har De ventet lnge? siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen.

Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden, svared jeg. Og
desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet lnge? Jeg tnkte
forresten, at De skulde komme fra en anden Kant?

Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama skal vre ude iaften.

Jas! sagde jeg.

Nu var vi uvilkrlig begyndt at g. En Politibetjent str p Gadehjrnet og
ser p os.

Men hvor gr vi egentlig hen? siger hun og standser.

Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.

Uf, ja, men det er s kedeligt at bestemme det selv.

Pause.

S siger jeg, bare for at sige noget:

Det er mrkt i Deres Vinduer, ser jeg.

Ja, da! svarer hun livligt. Pigen har ogs fet fri. S jeg er ganske
alene hjemme.

Vi str begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde
set dem fr.

Kan vi g op til Dem, da? siger jeg. Jeg skal sidde nede ved Dren hele
Tiden, dersom De vil . . . .

Men nu skalv jeg af Bevgelse og angred meget, at jeg havde vret for frk.
Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende
igen? , det elendige Antrk, jeg havde p! Jeg vented fortvivlet p
Svaret.

De skal aldeles ikke sidde nede ved Dren, siger hun. Hun taler ligefrem
mt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Dren.

Vi gik op.

Ude p Gangen, hvor det var mrkt, tog hun min Hnd og ledte mig frem. Jeg
behved slet ikke at vre s stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi
kom ind. Mens hun tndte Lys -- det var ikke en Lampe, hun tndte, men et
Lys -- mens hun tndte dette Lys, sagde hun med en liden Latter:

Men nu fr De ikke se p mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig
gre det mer.

Hvad skal De aldrig gre mer?

Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare mig . . . . jeg skal aldrig
kysse Dem mer.

Skal De ikke det? sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter
hende, Og hun gled tilside, smutted vk, over p den anden Side af Bordet.
Vi stod og s p hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os.

Forsg at f fat p mig! sagde hun.

Og under megen Latter forsgte jeg at f fat p hende. Mens hun sprang
omkring, lste hun Slret op og tog Hatten af; hendes spillende jne hang
fremdeles ved mig og vogted p mine Bevgelser. Jeg gjorde et Udfald pny,
snubled i Tppet og faldt; min sre Fod vilde ikke lnger holde mig oppe.
Jeg rejste mig yderlig flau.

Gud, hvor rd De blev! sagde hun. Ja, det var ogs grsselig kejtet.

Ja, det var det! svared jeg.

Og vi begyndte pny at springe omkring.

Jeg synes, De halter?

Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.

Sidst havde De en sr Finger, nu har De en sr Fod; det er svrt, s mange
Plager De har.

, ja. -- Jeg blev lidt overkrt for nogle Dage siden.

Overkrt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge Mand!
Hun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. S stter vi os da!
sagde hun. Nej, ikke der nede ved Dren; De er s altfor tilbageholden;
her oppe; De der og jeg her, s ja! . . . . Uf, det er noks kedeligt med
tilbageholdne Mennesker! S m man sige og gre alt selv, man fr ingen
Hjlp til noget. Nu kunde De for Eksempel grne holde Deres Hnd p min
Stolryg, De kunde grne fundet p s meget af Dem selv, kunde De. For om
jeg siger noget sligt, s stter De op et Par jne, som om De ikke rigtig
tror det, som blir sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det flere
Gange, De gr det nu ogs. Men De skal bare ikke indbilde mig, at De er s
beskeden altid, nr De blot tr dy Dem. De var noks frk den Dag, da De
var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres ndrigheder: De
mister Deres Bog, Frken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frken!
Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem!

Jeg sad fortabt og s p hende. Mit Hjrte slog hjt, Blodet spndte mig
varmt gennem rene. Hvilken vidunderlig Nydelse!

Hvorfor siger De ingenting?

Nej, hvor De er sd! sagde jeg. Jeg sidder simpelthen her og blir
inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er
ingen Rd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . .
Stundom strler Deres jne s, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som
Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men
. . . . Jeg er s aldeles forelsket i Dem, og det er s urimeligt . . . .
Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De?
Nu m De da virkelig sige mig, hvad De hedder . . . .

Nej, hvad hedder _De_? Gud, nu havde jeg nr glemt det igen! Jeg tnkte p
det i hele Gr, at jeg skulde sprge Dem. Ja, det vil sige ikke i _hele_
Gr, men . . . .

Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De
om det? En sdan glidende Lyd . . . .

Ylajali?

Ja.

Er det fremmede Sprog?

Hm, Nej, det er ikke det heller.

Ja, det er ikke stygt . . . .

Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne. Hun satte sig lige
ved Siden af mig i Sofaen og skv Stolen bort med Foden, Og vi begyndte at
passiare pny.

De har barberet Dem ogs iaften, sagde hun. De ser i det hele taget lidt
bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke
. . . . Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikbet med en fl
Klud om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De absolut g ind et Sted og
drikke Vin med mig. Nej, Tak!

Det var alts for mit misserable Udseendes Skyld, at De ikke vilde g med
alligevel da? sagde jeg.

Nej, svared hun og s ned. Nej, det skal Gud vide, det ikke var! Jeg
tnkte ikke p det engang.

Hr, sagde jeg, De sidder vist her i den Overtro, at jeg kan klde mig
og leve akkurat som jeg nsker. De? Men det kan jeg nok ikke, jeg er meget,
meget fattig.

Hun s p mig.

Er De det? sagde hun.

Ja, jeg er det, desvrre.

Pause.

Ja, Herregud, det er jeg ogs, det, sagde hun med en frejdig Bevgelse
med Hovedet.

Hvert af hendes Ord berused mig, traf mig i Hjrtet som Vindrber. Hun
henrykte mig med den Vane, hun havde at lgge sit Hoved lidt p Siden og
lytte, nr jeg sagde noget. Og jeg flte hendes ndedrag lige op i mit
Ansigt.

Ved De, sagde jeg, at . . . . Men nu m De ikke blive sint . . . . Da
jeg gik tilsengs igraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . .
sledes . . . . som om De l i den . . . . og s sovned jeg ind . . . .

Jas? Det var vakkert! Pause. Men det mtte nu ogs vre p Frastand, De
kunde gre sligt noget; for ellers . . . .

Tror De ikke, jeg kunde gre det ellers?

Nej, det tror jeg ikke.

Jo, af mig kan De vente alt, sagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv.

Kan jeg det? sagde hun bare.

Det rgred mig, stdte mig nsten, at hun holdt mig for s altfor
skikkelig; jeg brysted mig op, skd Hjrtet op i Livet og tog hendes Hnd.
Men hun trak den ganske stilfrdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra
mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, jeg blev skamfuld og s bort
mod Vinduet. Jeg var alligevel s altfor ynkelig der, jeg sad, jeg mtte
blot ikke prve at indbilde mig noget. Det havde vret en anden Sag, hvis
jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu s ud som et Menneske, i mine
Velmagtsdage, da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg flte mig meget
nedslagen tilmode.

Der kan De se! sagde hun, nu kan De bare se: Man kan vippe Dem blot med
en liden Rynke i Panden, gre Dem s flad, bare ved at flytte sig lidt bort
fra Dem . . . . Hun lo drillende, skjeragtigt, med aldeles lukkede jne,
som om heller ikke hun holdt ud at blive set p.

Nej, men du store min! bused jeg ud, nu skal De bare se! Og jeg slog
Armene heftigt om hendes Skuldre. Jeg var nsten krnket. Var Pigen fra
Forstanden! Tog hun mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog ved den
levende . . . . Ingen skulde sige om mig, at jeg stod tilbage i dette
Stykke. Det var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at g p, s . . . .

Hun sad ganske rolig, og hun havde jnene fremdeles lukket; ingen af os
talte. Jeg trykked hende hrdt ind til mig, klemte grdigt hendes Krop ind
til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hrte vore Hjrteslag, bde
hendes og mine, de ld som begravede Hovtramp.

Jeg kyssed hende.

Jeg vidste ikke lngere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo
ad, hvisked Klenavne ind i hendes Mund, klapped hende p Kindet, kyssed
hende mange Gange. Jeg bned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted
hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to sde
Vidundere bag Linnedet.

M jeg f se! siger jeg, og jeg forsger at bne flere Knapper, gre
Hullet strre; men min Bevgelse er for strk, jeg kommer ingen Vej med de
nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer p. M jeg bare f se lidt
. . . . lidt . . . .

Hun slr Armen om min Hals, ganske langsomt, mt; hendes nde puster mig
lige i Ansigtet fra de rde, dirrende Nsebor; med den anden Hnd begynder
hun selv at bne Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler kort og ser
flere Gange op p mig, om jeg skal mrke, at hun er bange. Hun lser
Bndene op, hgter op Korsettet, er henrykt og ngstelig. Og jeg fingrer
med mine grove Hnder ved disse Knapper og Bnd . . . .

Forat aflede Opmrksomheden fra, hvad hun gor, stryger hun mig med sin
venstre Hnd over Skulderen og siger:

Hvilken Mngde lse Hr der ligger!

Ja, svarer jeg og vil trnge indtil hendes Bryst med min Mund. Hun ligger
i dette jeblik med ganske bne Klder. Pludselig er det som om hun
besinder sig, som om hun synes at have get for vidt; hun dkker sig atter
til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de bne
Klder, giver hun sig atter til at tale om den Mngde affaldne Hr, der l
p mine Skuldre.

Hvor kan det vre, at Hret falder s af Dem?

Ved ikke!

, De drikker naturligvis formeget, og kanske -- Fy, jeg vil ikke sige
det! De mtte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De, som
er s ung, allerede mister Hret! . . . . Nu skal De vrsgod fortlle mig,
hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker p, det er
frygteligt! Men bare Sandhed, forstr De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal
nok forresten se det p Dem, om de vil skjule noget. S, fortl nu!

Ja, lad mig f kysse Dem p Brystet frst, s.

Er De gal? S, begynd nu!

Nej, kre, lad mig nu f Lov til det frst!

Hm. Nej, ikke frst . . . . Siden kanske . . . . Jeg vil hre, hvad De er
for et Menneske . . . . , jeg er sikker p, det er forfrdeligt!

Det pinte mig ogs, at hun skulde tro det vrste om mig, jeg var bange for
at stde hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den Mistanke, hun havde om
mit Levnet. Jegvilde rense mig i hendes jne, gre mig vrdig til hende,
vise hende, at hun sad ved en p det nrmeste engleren Persons Side.
Herregud, jeg kunde jo tlle p Fingerne mine Fald til Dato.

Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte bare Sandhed. Jeg gjorde
intet vrre end det var, det var ikke min Agt at vkke hendes Medlidenhed;
jeg sagde ogs, at jeg havde stjlet fem Kroner en Aften.

Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de
blanke jne. Jeg vilde gre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg
havde gjort, og strammed mig op:

Det er jo over nu! sagde jeg; det kan ikke vre Tale om sligt noget
lnger; nu er jeg bjrget . . . .

Men hun var meget forsagt. Gud bevare mig! sagde hun bare og taug. Hun
sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. Gud bevare mig!

Jeg begyndte at spge, tog hende i Siden, forat kildre hende, lfted hende
op til mit Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; dette rgred mig en
Smule, sred mig ligefrem. Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen? Var jeg i
hendes jne mer uvrdig nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit Hr
faldt af? Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til
en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt bare at g p! Og hvis
det bare galdt at g p, s ved den levende . . . .

Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod,
ganske lidt forresten, og s forbauset ud.

Nej . . . . hvad vil De? sagde hun.

Hvad jeg vil?!

He, hun spurgte, hvad jeg vilde! G p, vilde jeg, g lige p! Det var ikke
bare p Frastand, jeg havde det med at g p; det var ikke min Art og
Beskaffenhed af Menneske. Jeg gjorde i at vre Karl for min Hat og ikke
sles flad af en Rynke i Panden. Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig get
med uforrettet Sag fra en sdan Affre . . . .

Og jeg gik p.

Nej . . . . nej, men . . . .?

Jo, mente jeg, det var Meningen det!

_Nej_, hrer De! rbte hun. Og hun lagde til disse srende Ord: Jeg kan
jo ikke vre tryg for, at De ikke er vanvittig.

Jeg holdt uvilkrlig lidt inde, og jeg sagde:

Det mener De ikke!

Jo, ved Gud, De ser s rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, -- De
var alts ikke fuld dengang?

Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .

Ja, s meget vrre var det.

Vilde De heller, at jeg skulde vret fuld?

Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! Herregud, kan De nu ikke slippe!

Jeg tnkte mig om. Nej, jeg kunde ikke slippe. Ikke noget forbandet Prevv
en silde Aftenstund p en Sofa! Op med Flonellen! He, hvilke Udflugter
fandt man ikke p at komme med i et sligt jeblik! Som om jeg ikke vidste,
at det var bare Undselighed altsammen! Da mtte jeg vre grn! S stille
nu! Ikke noget Tv! Leve Kongen og Fdrelandet! . . . .

Hun stritted besynderlig strkt imod, altfor strkt til bare at stritte
imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at stde Lyset overende, s
det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstdte endog et lidet Klynk.

Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil s skal De heller f kysse mig p
Brystet. Kre, snille . . . .

Jeg standsed jeblikkelig. Hendes Ord ld s forfrdede, hjlpelse, jeg
blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig
Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var sknt, sknt og enfoldigt! Jeg
kunde faldt ned og knlet for hende.

Men, kre, vene! sagde jeg aldeles forvirret, jeg forstr ikke . . . .
jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil . . . .

Hun rejste sig og tndte atter Lyset med rystende Hnder; jeg sad tilbage
p Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden
meget ilde tilmode.

Hun kasted jnene hen p Vggen, hen til Klokken, og for sammen.

Uf, nu kommer Pigen snart! sagde hun. Dette var det frste, hun sagde.

Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig. Hun tog efter Kben, som forat
klde den p, men betnkte sig, lod den ligge og gik bort til Kaminen. Hun
var bleg og blev mer og mer urolig. Forat det dog ikke skulde se ud, som om
hun viste mig Dren, sagde jeg:

Var han Militr Deres Far? og samtidig gjorde jeg mig istand til at g.

Ja, han var Militr. Hvoraf vidste jeg det?

Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind.

Det var besynderligt!

, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, hvor jeg fik det med Anelser.
He-he, det hrte med til mit Vanvid, det . . . .

Hun s hurtig op, men svared ikke. Jeg flte, at jeg pinte hende med min
Nrvrelse, og vilde gre kort Proces. Jeg gik til Dren. Vilde hun ikke
kysse mig mer nu? Ikke engang rkke mig Hnden? Jeg stod og vented.

Skal De g nu da? sagde hun, og hun stod endda stille borte ved Kaminen.

Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og s p hende, uden at sige
noget. Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, nr det ikke kunde blive
til noget? Hvad gik der af hende i dette jeblik? Det lod ikke til at ang
hende, at jeg stod frdig til at g; hun var p en Gang aldeles tabt for
mig, og jeg ledte efter noget at sige hende til Afsked, et tungt, dybt Ord,
som kunde ramme hende og mske imponere hende lidt. Og stik imod min faste
Beslutning, sret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornrmet, gav jeg mig
ligefrem til at tale om Uvsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar
mig yderst tankelst ad.

Hvorfor kunde hun ikke lige s godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde
g min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke vrdt at genere
sig. Istedetfor at minde mig om, at Pigen snart vilde komme hjem, kunde hun
ogs simpelthen have sagt flgende: Nu m De forsvinde, for nu skal jeg g
og hente min Mor, og jeg vil ikke have Deres Flge nedad Gaden. S, det var
ikke det, hun havde tnkt p? , jo, det var nok alligevel det, hun havde
tnkt p; det forstod jeg straks. Der skulde s lidet til, forat stte mig
p Spor; bare den Mden, hvorp hun havde taget efter Kben og atter ladet
den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med
Anelser. Og der var vel kanske ikke s meget Vanvid i det i Grunden . . . .

Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden! rbte
hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig.

Jeg var ubjelig og fortsatte. Jeg stod der og sludred vk med den pinlige
Fornemmelse, at jeg keded hende, at ikke et eneste af mine Ord traf, og
alligevel holdt jeg ikke op: I Grunden kunde man jo vre et temmelig
mtligt Gemyt, om man ikke var gal, mente jeg; der var Naturer, som nred
sig af Bagateller og dde bare for et hrdt Ord. Og jeg lod underforst, at
jeg havde en sdan Natur. Sagen var den, at min Fattigdom havde i den Grad
skrpet visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder, ja,
jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder, desvrre. Men det havde ogs
sine Fordele, det hjalp mig i visse Situationer. Den fattige intelligente
var langt finere Iagttager end den rige intelligente. Den fattige ser sig
om for hvert Skridt, han tager, lytter mistnksomt til hvert Ord, han hrer
af de Mennesker, han trffer; hvert Skridt, han selv tager, stiller sledes
hans Tanker og Flelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhr og flsom, han
er en erfaren Mand, hans Sjl har Brandsr . . . .

Og jeg talte rigtig lnge om disse Brandsr, som min Sjl havde. Men jo
lnger jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: Herregud!
et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hnder. Jeg s godt, at jeg plaged
hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig
mente jeg at have fet sagt hende i grove Trk det ndvendigste af, hvad
jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og rbte:

Nu gr jeg! Nu gr jeg! Kan De ikke se, at jeg allerede har Hnden p
Lsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde dog grne svare mig, nr jeg
siger Farvel to Gange og str fiks og frdig til at g. Jeg beder ikke
engang om at f trffe Dem igen, for det vil pine Dem; men sig mig: Hvorfor
lod De mig ikke vre i Fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke
ivejen for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som
om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig s inderlig blank,
gjort mig endda mere ussel end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo
ikke vanvittig, De ved meget godt, nr De vil tnke Dem om, at der er
ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og rk mig Hnden! Eller lad mig f
Lov til at komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke gre Dem noget ondt,
jeg vil bare knle for Dem et jeblik, knle ned p Gulvet der foran Dem,
blot et jeblik; m jeg? Nej, nej, s skal jeg ikke gre det, jeg ser, De
blir bange, jeg skal ikke, _skal_ ikke gre det, hrer De. Herregud dog,
hvorfor blir De s forfrdet? Jeg str jo stille, jeg rrer mig ikke. Jeg
vilde have knlet ned p Tppet et Minut, just der, p den rde Farve lige
ved deres Fdder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det p Deres jne,
at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg
bad Dem derom; vel? Jeg stod lige s urrlig som nu, nr jeg viser Dem det
Sted, hvor jeg vilde knlet for Dem, der borte p den rde Rose i Tppet.
Jeg peger ikke med Fingeren engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det
vre, for ikke at forskrkke Dem, jeg nikker bare og ser derhen, sledes!
Og De forstr meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men De vil ikke tillade
mig at knle der; De er bange for mig og tr ikke komme mig nr. Jeg
begriber ikke, at De kan bringe over Deres Hjrte at kalde mig gal. Ikke
sandt, De tror det heller ikke lnger? Det var engang i Sommer, for lnge
siden, da var jeg gal; jeg arbejded for hrdt og glemte at g til Middags i
ret Tid, nr jeg havde meget at tnke p. Det hndte Dag efter Dag; jeg
burde have husket det, men jeg glemte det stadig vk. Ved Gud i Himlen, det
er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver!
Der kan De se, De gr mig Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg
har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og Gravesen; jeg gik ogs ofte med
mange Penge i Lommen og kbte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det.
Hrer De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De gr aldeles ikke bort
fra Kaminen, De str bare og venter p, at jeg skal g . . . .

Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Hnd frem. Jeg s fuld af Mistro
p hende. Gjorde hun det ogs med noget let Hjrte? Eller gjorde hun det
blot, forat blive af med mig? Hun lagde sin Arm om min Hals, hun havde
Trer i jnene. Jeg stod bare og s p hende. Hun rakte sin Mund frem; jeg
kunde ikke tro hende, det var ganske bestemt et Offer, hun bragte, et
Middel til at f en Ende p det.

Hun sagde noget, det ld for mig som: Jeg er glad i Dem alligevel! Hun
sagde det meget lavt og utydeligt, mske hrte jeg ikke rigtig, hun sagde
kanske ikke just de Ord; men hun kasted sig heftigt om min Hals, holdt
begge Armene om min Hals en liden Stund, strakte sig endog en Smule p
Terne, forat rkke godt op, og stod sledes mske et helt Minut.

Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne mhed, jeg sagde
blot:

Hvor De er dejlig nu!

Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, trdte tilbage, stdte til
Dren og gik baglnds ud. Og hun stod igen derinde.

FJERDE STYKKE

Vinteren var kommet, en r og vd Vinter nsten uden Sne, en tget og mrk
evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstd, s lang som Ugen var.
Gassen brndte nsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stdte alligevel p
hinanden i Tgen. Alle Lyde, Kirkeklokkernes Klang, Bjlderne fra
Droschehestene. Menneskenes Stemmer, Hovslagene, altsammen ld s sprukkent
og klirrende i den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting og dmped
alt ned. Uge gik efter Uge, og Vejret var og blev det samme.

Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland.

Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Bevrtning, dette Logihus for
Rejsende, hvor jeg havde fet bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var
for lnge siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at g og komme p dette
Sted, som om jeg havde Ret dertil og hrte hjemme der. Vrtinden havde
endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale
hende. Sledes forlb tre Uger.

Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning, men det
lykkedes mig ikke lnger at f til noget, som jeg var tilfreds med; jeg
havde slet intet Held med mig mer, om jeg end var meget flittig og forsgte
sent og tidligt; hvad jeg end tog mig til, nytted det ikke, Lykken var
borte, og jeg anstrngte mig altid forgves.

Det var p et Vrelse i anden Etage, i det bedste Gstevrelse, jeg sad og
gjorde disse Forsg. Jeg var forbleven uforstyrret deroppe, siden den
frste Aften, da jeg havde Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde ogs
hele Tiden det Hb, at jeg endelig kunde f istand en Artikel om et eller
andet, s jeg kunde f betalt Vrelset og hvad jeg ellers skyldte for; det
var derfor, jeg arbejded s ihrdigt. Isr havde jeg et pbegyndt Stykke,
som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en
dybsindig Tanke, som jeg vilde lgge al min Flid p at udarbejde og bringe
Kommandren i Afbetaling. Kommandren skulde dog erfare, at han denne
Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han
skulde erfare det; det galdt blot at vente til nden kom over mig. Og
hvorfor skulde ikke nden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme
over mig med det allerfrste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg
fik lidt Mad hver Dag af min Vrtinde, nogle Smrogbrd Morgen og Aften, og
min Nervsitet var nsten forsvunden. Jeg brugte ikke lnger Klude om mine
Hnder, nr jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i
anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i
alle Mder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede
havde fet min Allegori frdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.

En Dag skulde jeg endelig f en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var
bleven, hvor slvt og udueligt min Hjrne arbejded. Den Dag kom nemlig min
Vrtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se p; der mtte
vre noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen
Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.

Jeg satte mig til at tlle; min Vrtinde sad lige overfor mig og s p mig.
Jeg talte disse tyve Poster, frst en Gang nedad, og fandt Summen rigtig,
derp en Gang opad, og kom pny til samme Resultat. Jeg s p Konen, hun
sad lige foran mig og vented p mit Ord; jeg lagde med det samme Mrke til,
at hun var frugtsommelig, det undgik ikke min Opmrksomhed, og jeg stirred
dog ingenlunde undersgende p hende.

Summen er rigtig, sagde jeg.

Nej, se nu efter for hvert Tal, svared hun; det kan ikke vre s meget;
jeg er sikker p det.

Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brd  25, i Lampeglas 18, Sbe
20, Smr 32 . . . . Der skulde ikke noget klgtigt Hoved til, forat
gennemg disse Talrkker, denne lille Hkerregning, hvori der ingen
Vidtlftigheder fandtes, og jeg forsgte redeligt at finde den Fejl, som
Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal
et Par Minutter, flte jeg desvrre, at altsammen begyndte at danse rundt i
mit Hoved; jeg gjorde ikke lnger Forskel p Debet og Kredit, jeg blanded
det hele sammen. Endelig stod jeg med t bom stille ved flgende Post: 3
5/16 Pund Ost  16. Min Hjrne klikked fuldstndig, jeg stirred dumt ned
p Osten og kom ingen Vej.

Det er da ogs forbandet, s vredent dette er skrevet! sagde jeg
fortvivlet. Her str Gud hjlpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he,
har man hrt Magen! Ja, her kan De se selv!

Ja, svared Madamen, de plejer at skrive s. Det er Ngleosten. Jo, det
er korrekt! Fem Sekstendele er alts fem Lod

Ja, det forstr jeg nok! atbrd jeg, sknt jeg i Virkeligheden ikke
forstod nogen Ting mer.

Jeg forsgte pny at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle
Mneder siden kunde have talt op p et Minut; jeg sveded strkt og tnkte
over disse gdefulde Tal af alle Krfter, og jeg blinked eftertnksomt med
jnene, som om jeg studered rigtig skarpt p denne Sag; men jeg mtte
opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstndigt af med mig; det var
som om noget knak over i min Pande.

For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger,
bevged jeg Lberne og nvnte nu og da et Tal hjt, alt imens jeg gled
lnger og lnger nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nrmed
mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg:

Ja, nu har jeg get den igennem fra frst til sidst, og der er virkelig
ingen Fejl, svidt jeg kan se.

Ikke det? svared Konen, jas, ikke det? Men jeg s godt, at hun ikke
troed mig. Og pludselig syntes hun p en Gang at antage et lidet Stnk af
Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke
tidligere havde hrt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til
at regne med Sekstendele; hun sagde ogs, at hun mtte henvende sig til
nogen, som forstod sig p det, forat f Regningen ordentlig gennemset. Alt
dette sagde hun ikke p nogen srende Mde, forat gre mig tilskamme, men
tankefuldt og alvorligt. Da hun var kommet til Dren og skulde g, sagde
hun, uden at se p mig:

Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!

Hun gik.

Lidt efter bnedes Dren pny, og min Vrtinde kom atter ind; hun kunde
nppe have get lnger end ud p Gangen, fr hun vendte om.

Det er sandt! sagde hun. De m ikke tage det ilde op; men jeg har vel
lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igr, siden De kom? Ja, jeg
mente, det var s. Det er ikke grejt at klare sig med s stor Familje, s
jeg kan ikke lade nogen f bo p Kredit, desvrre . . . .

Jeg standsed hende.

Jeg arbejder p en Artikel, som jeg alts har fortalt Dem om fr, sagde
jeg, og ssnart den blir frdig, skal De f Deres Penge. De kan vre
ganske rolig.

Ja, men De fr jo aldrig den Artikel frdig, jo?

Tror De det? nden kommer muligens over mig imorgen, eller kanske allerede
inat; det er slet ikke umuligt, at den kommer over mig engang inat, og da
blir min Artikel frdig p et Kvarter hjst. Ser De, det er ikke sledes
med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke stte mig ned og f
istand en vis Mngde om Dag, jeg m bare vente p jeblikket. Og der er
ingen, som kan sige Dag og Time, p hvilken nden kommer over n; det m
have sin Gang.

Min Vrtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket.

Jeg sprang op og sled mig i Hret at Fortvivlelse, ssnart jeg var bleven
alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen
Redning! Min Hjrne var bankerot! Var jeg da alts bleven helt Idiot, siden
jeg ikke lnger kunde regne ud Vrdien af et lidet Stykke Ngleost? Men
kunde jeg ogs have tabt min Forstand, nr jeg stod og gav mig selv slige
Sprgsml? Havde jeg ikke ovenikbet midt under mine Anstrngelser med
Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Vrtinde var
frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen,
som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkrligt
ind, jeg sad og s det med mine egne jne, og jeg forstod det straks, til
og med i et fortvivlet jeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele.
Hvorledes skulde jeg forklare mig det?

Jeg gik til Vinduet og s ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden. Der
legte nogle Brn nede p Brostenene, fattigt kldte Brn midt i den fattige
Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skrled hjt. Et Flyttels
rulled langsomt forbi dem; det mtte vre en fordreven Familje, som skifted
Bopl udenfor Flyttetiden. Dette tnkte jeg mig jeblikkelig. P Vognen l
Sengeklder og Mbler, mldte Senge og Komoder, rdmalede Stole med tre
Ben, Matter, Jrnskrab, Bliktj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig
hslig Unge med forklet Nse, sad oppe i Lsset og holdt sig fast med sine
stakkels bl Hnder, for ikke at tumle ned. Hun sad p en Bundt af
rdsomme, vde Madrasser, som Brn havde ligget p, og s ned p de sm,
der kasted Tomflasken imellem sig . . . .

Alt dette stod jeg og s p, og jeg havde ingen Mje med at forst alt, som
foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette, hrte jeg ogs min
Vrtindes Pige synge inde i Kkkenet lige ved Siden af mit Vrelse; jeg
kendte den Melodi, hun sang, jeg hrte derfor efter, om hun skulde synge
fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have
gjort; jeg var Gudskelov s fornuftig, som noget Menneske. Pludselig s jeg
to af Brnene nede i Gaden fare op at skndes, to Smgutter; jeg kendte den
ene, det var min Vrtindes. Jeg bner Vinduet, forat hre, hvad de siger
til hinanden, og straks stimler en Flok Brn sammen nedenunder mit Vindu og
ser lngselsfuldt op. Hvad vented de p? At noget skulde blive kastet ud?
Trrede Blomster, Kdben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde
gnave i sig eller more sig med? De s med blfrosne Ansigter, med uendelig
lange jne op mod mit Vindu. Imidlertid fortstter de to sm Fjender at
sklde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse
Barnemunde, forfrdelige genavne, Skgesprog, Matroseder, som de kanske
havde lrt nede ved Bryggerne. Og de er begge to s optagne heraf, at de
slet ikke lgger Mrke til min Vrtinde, der lber ud til dem, forat f
hre, hvad der er pfrde.

Jo, forklarer hendes Sn, han tog mig i Barken; jeg fik ikke Pusten p
en lang Stund! Og vendende sig om mod den lille Ugrningsmand, der str og
flirer ondskabsfuldt ad ham, blir han aldeles rasende og rber: Rejs til
hede Helvede, dit kaldiske Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage Folk i
Struben! Jeg skal Herr'n forsyne mig . . . .

Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade
med sin Mave, svarer det tirige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil
have ham med:

Sh! Hold Snavel'n din! Jeg mener, du bander ogsl Du bruger Kften, som om
du skulde vret p Ludderhus i rvis! Nu kommer du ind!

Nej, jeg gr ikke det!

Jo, du gr det!

Nej, jeg gr ikke det!

Jeg str oppe i Vinduet og ser, at Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige
Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det ikke lnger ud, jeg rber ned
til Gutten, at han skal komme op til mig et jeblik. Jeg rber to Gange,
blot forat forstyrre dem, forat f forpurret dette Optrin; den sidste Gang,
rber jeg meget hjt, og Moderen vender sig forblffet om og ser op til
mig. Og jeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frkt p mig, rigtig
overlegent ser hun p mig, og trkker sig s tilbage med en bebrejdende
Bemrkning til sin Sn. Hun taler hjt, s jeg kan hre det, og siger til
ham:

Fy, du mtte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!

Af alt dette, som jeg sledes stod og iagttog, var der intet, ikke engang
en liden Biomstndighed, som gik tabt for mig. Min Opmrksomhed var yderst
vag, jeg indnded mtligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine
Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. S der kunde umuligt vre
noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der ogs vre noget ivejen med
den nu?

Hr, ved du hvad, sagde jeg p en Gang; nu har du lnge nok get og
befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i s Henseende; nu
fr det vre Slut med de Narrestreger! Er det Tegn p Galskab at mrke og
opfatte alle Ting s njagtigt, som du gr det? Du fr mig nsten til at le
af dig, forsikkrer dig p, det er ikke uden Humor, svidt jeg sknner. Kort
og godt, det hnder alle Mennesker at st fast for en Gangs Skyld, og det
just netop i de simpleste Sprgsml. Det siger intet, det er bare
Tilfldighed. Som sagt, jeg er p et hngende Hr i Frd med at f mig en
liden Latter over dig. Hvad den Hkerregning angr, disse lumpne fem
Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg grne kalde det, -- he-he, en Ost med
Nellik og Pebber i, p min re en Ost, som man rent ud sagt kunde f Barn
af, -- hvad denne latterlige Ost angr, da kunde det have hndt den bedste
at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gre det af med
en Mand . . . . Og jeg gjorde det vrste Nar af al Ngleost . . . . Nej,
st mig p noget spiseligt! sagde jeg, st mig, om du vil, p fem
Sekstendele godt Mejerismr! Det er en anden Sag!

Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem sre morsomme. Der var
virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel bevaret. Jeg var s at
sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet p
det, Gud ske Lov og Tak!

Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der p Gulvet og samtalte
med mig selv; jeg lo hjt og flte mig voldsomt glad. Det var virkelig
ogs, som om jeg blot behved denne lille glade Stund, dette jeblik af
egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat f mit Hoved i
arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle
med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end p lange Tider; det gik
ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles
udmrket. Jeg arbejded ogs en Times Tid, uden at blive trt.

S sidder jeg just p et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en
Ildebrand i en Boglade; det forekom mig s vigtigt, at alt det vrige, jeg
havde skrevet, var for intet at regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop
forme rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var Bger, som brndte, det
var Hjrner, Menneskehjrner, og jeg vilde lave en ren Bartholomusnat af
disse brndende Hjrner. Da blev med en Gang min Dr bnet med megen Hast,
og min Vrtinde kom sejlende ind. Hun kom midt ind i Vrelset, hun standsed
ikke engang p Drstokken.

Jeg gav et lidet hst Rb; det var virkelig, som om jeg havde fet et Slag.

Hvad? sagde hun. Jeg syntes. De sagde noget? Vi har fet en Rejsende, og
vi m have dette Vrelse til ham; De fr ligge nede hos os inat; ja, De
skal f egen Seng der ogs. Og frend hun havde fet mit Svar, begyndte
hun uden videre at samle sammen mine Papirer p Bordet og bringe Uorden i
dem allesammen.

Min glade Stemning var blst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig
straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mled ikke et
Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hnd.

Der var intet andet for mig at gre, jeg mtte forlade Vrelset. Nu var
ogs dette dyrebare jeblik spoleret! Jeg mdte den ny Rejsende allerede i
Trappen, en ung Mand med store bl Ankertegninger p Hndbagerne; bagefter
ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste p Skulderen. Den fremmede var vist
en Sjmand, alts blot en tilfldig Rejsende for Natten; han skulde nok
ikke optage mit Vrelse i nogen lngere Tid. Kanske kunde jeg ogs vre
heldig imorgen, nr Manden var rejst, og f et af mine jeblikke igen; der
mangled mig blot en Inspiration p fem Minutter nu, s var mit Vrk om
Ildebranden frdig. Alts, jeg fik finde mig i Skbnen . . . .

Jeg havde ikke tidligere vret inde i Familjens Lejlighed, denne eneste
Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og
fire Brn. Pigen boed i Kkkenet, hvor hun ogs sov om Natten. Jeg nrmed
mig med megen Modvilje Dren og banked p; ingen svared, dog hrte jeg
Stemmer indenfor.

Manden sagde ikke et Ord, da jeg trdte ind, besvared ikke engang min
Hilsen; han s blot ligegyldigt p mig, som om jeg ikke vedkom ham.
Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved
Bryggerne, en Brer, der ld Navnet Glasruden. Et Spdbarn l og pludred
med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Vrtindens Fader, sad
sammenkrben p en Sengebnk og luded med Hovedet over sine Hnder, som om
hans Bryst eller Mave smrted ham. Han havde nsten hvidt Hr og s ud i
sin sammenkrbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed ren
efter noget.

Jeg kommer nok desvrre til at bede om Rum hernede inat, sagde jeg til
Manden.

Har min Kone sagt det? spurgte han.

Ja. Der kom en ny Mand p mit Vrelse.

Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Frd med Kortene.

Sledes sad denne Mand Dag efter Dag og spilled Kort med hvemsomhelst, som
kom ind til ham, spilled om ingenting, blot forat fordrive Tiden og have
noget mellem Hnderne imens. Han foretog sig ellers intet, rrte sig netop
s meget som hans lade Lemmer gad, mens Konen traved op og ned i Trapperne,
var om sig p alle Kanter og havde Omsorg for at f Gster til Huset. Hun
havde ogs sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Brere, hvem hun
betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav
ofte disse Sjouere Husly for Natten. Nu var det Glasruden, som just havde
bragt den ny Rejsende med.

Et Par af Brnene kom ind, to Smpiger med magre, fregnede Tseansigter; de
havde rigtig usle Klder p. Lidt efter kom ogs Vrtinden ind. Jeg spurgte
hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg
kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen p
Sofabnken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette,
gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i
Orden, og hun s ikke en Gang p mig.

Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod nede ved Dren og gjorde mig liden,
lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Vrelse med en anden
for en Nats Skyld; jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, for ikke at
opirre hende og mske blive jaget helt ud af Huset. Jeg sagde: , ja, der
blir vel en Rd! og taug.

Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen.

Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk
i Kost og Logi p Kredit, sagde hun. Og det har jeg sagt Dem fr ogs.

Ja, men kre, det er jo bare disse Par Dage, til min Artikel er frdig,
svared jeg, og da skal jeg grne give Dem en Femkrone atp, grne det.

Men hun havde benbart ingen Tro p min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg
kunde ikke give mig til at vre stolt og forlade Huset, bare af en Smule
Krnkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej.

                                   * * *

Der forlb et Par Dage.

Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen,
hvor der ingen Ovn var; jeg sov ogs om Natten p Gulvet inde i Stuen. Den
fremmede Sjmand boed stadigt p mit Vrelse og lod ikke til at ville
flytte s snart. Ved Middagstid kom ogs Vrtinden ind og fortalte, at han
havde betalt hende i Forskud for en hel Mned; forresten skulde han tage
Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen.
Jeg stod og hrte p dette og forstod, at mit Vrelse nu var tabt for mig
for bestandigt.

Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg vre s heldig at f noget
skrevet, s mtte det alligevel vre her, i Stilheden. Det var ikke lnger
min Allegori, som beskftiged mig; havde fet en ny Id, en ganske
fortrffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, Korsets Tegn,
Emne fra Middelalderen. Isr havde jeg altsammen udtnkt angende
Hovedpersonen, en herlig, fanatisk Skge, der havde syndet i Templet, ikke
af Svaghed og ikke af Attr, men af Had mod Himlen, syndet lige ved
Alterets Fod, med Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig Foragt for
Himlen.

Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, efterhvert som Timerne gik.
Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop sledes, som jeg vilde
have hende frem. Hendes Krop skulde vre mangelfuld og frastdende: hj,
meget mager og en Smule mrk, og nr hun gik, vilde hendes lange Ben komme
til at skinne igennem hendes Skrter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde
ogs have store, udstende rer. Kortsagt, hun vilde intet blive for jet,
knapt nok udholdelig at se p. Hvad der interessered mig hos hende, var
hendes underfulde Skamlshed, dette desperate Topml af overlagt Synd, som
hun havde beget. Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; min Hjrne var
ligefrem udbulnet af denne sre Misdannelse af et Menneske. Og jeg skrev i
samfulde to Timer i Trk p mit Drama.

Da jeg havde fet istand et halvt Snes Sider, mske tolv Sider, ofte med
stort Besvr, undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg skrev forgves og
mtte rive mine Ark itu, var jeg bleven trt, ganske stiv af Kulde og
Trthed, og jeg rejste mig og gik ud p Gaden. I den sidste Halvtime var
jeg ogs bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue, s jeg
kunde i ethvert Tilflde ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor en
lang Tur udad Drammensvejen og blev borte helt til Aften, idet jeg stadig
gik og grunded p, hvorledes jeg videre vilde fortstte mit Drama. Inden
jeg kom hjem om Aftenen den Dag, havde der hndt mig flgende:

Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan, nsten nede ved
Jrnbanetorvet. Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor denne
Skomagerbutik! Jeg s indad Vinduet, hvor jeg stod, men tnkte forresten
ikke p, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke var langt borte, i andre
Egne af Verden. En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg
hrte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme hjt:

Godaften!

Det var Jomfruen, som hilste p mig.

Godaften! svared jeg fravrende. Jeg s ogs p Jomfruen en kort Stund,
inden jeg kendte ham.

N, hvordan gr det? spurgte han.

Jo, bare bra . . . . som sdvanligt!

Hr, sig mig, sagde han, De er alts hos Christie endda?

Christie?

Jeg syntes, De sagde engang, at De var Bogholder hos Grosserer Christie?

! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand;
det gik ist temmelig snart af sig selv.

Hvorfor det, da?

, jeg kom til at skrive fejl en Dag, og s . . . .

Falsk?

Falsk? Der stod Jomfruen og spurgte ligefrem, om jeg havde skrevet falsk.
Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret. Jeg s p ham, flte mig
dybt krnket og svared ikke.

Ja, ja, Herregud, det kan hnde den bedste! sagde han, forat trste mig.
Han troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk.

Hvad er det, som ja, ja Herregud kan hnde den bedste? spurgte jeg. At
skrive falsk? Hr, min gode Mand, tror De virkelig, der De str, at jeg
kunde have beget en slig Nederdrgtighed? Jeg?

Men, kre, jeg syntes s tydeligt, De sagde . . . .

Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet fejl engang, et rstal, en Bagatel,
om De vil vide det, en fejl Dato p et Brev, et eneste Pennestrg galt --
det var hele min Brde. Nej, Gudskelov, man kan da sklne Ret fra Uret
endda! Hvordan skulde det ogs bre afsted med mig, hvis jeg ovenikbet gik
hen og pletted min re? Det er simpelthen min resflelse, jeg flyder p
nu. Men den er ogs strkt nok, hber jeg; den har ialfald bevaret mig til
Dato.

Jeg kasted p Hovedet, vendte mig bort fra Jomfruen og s nedad Gaden.
Mit je faldt p en rd Kjole, som nrmed sig os, en Kvinde ved Siden af en
Mand. Havde jeg nu ikke frt netop denne Samtale med Jomfruen, var jeg
ikke bleven stdt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just
dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornrmet bort, s vilde denne
rde Kjole mske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mrke til den.
Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var
Hoffrken Nagels Kjole?

Jomfruen stod og talte og sgte at gre sin Fejltagelse god igen; jeg
hrte slet ikke p ham, jeg stod hele Tiden og stirred p denne rde Kjole,
der nrmed sig opad Gaden. Og en Bevgelse lb mig gennem Brystet, et
glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, hvisked uden at rre Munden:

Ylajali!

Nu vendte ogs Jomfruen sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste p
dem og fulgte dem med jnene. Jeg hilste ikke, eller mske hilste jeg
ubevidst. Den rde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt.

Hvem var det, som fulgte hende? spurgte Jomfruen.

Hertugen, s De ikke det? Hertugen kaldet. Kendte De Damen?

Ja, svidt. Kendte ikke De hende!

Nej, svared jeg.

Jeg syntes, De hilste s dybt?

Gjorde jeg det?

He, gjorde De kanske ikke det? sagde Jomfruen. Det var da
besynderligt! Det var ogs blot Dem, hun s p hele Tiden.

Hvor kender De hende fra? spurgte jeg.

Han kendte hende egentlig ikke. Det skrev sig fra en Aften i Hst. Det var
sent, de havde vret tre glade Sjle sammen, kom just fra Grand, traf dette
Menneske gende alene ved Cammermeyer og havde talt til hende. Hun havde
frst svaret afvisende; men den ene af de glade Sjle, en Mand, som ikke
skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt hende lige op i hendes Ansigt om
at mtte have den Civilisationens Nydelse at flge hende hjem. Han skulde
ved Gud ikke krumme et Hr p hendes Hoved, som skrevet str, blot flge
hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers
vilde ikke han f Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik,
fandt p den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og
udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun mttet le ad denne glade Sjl,
som ikke havde ladet sig forblffe af hendes Kulde, og det endte med, at
han fulgte hende.

N, ja, hvad blev det s til? spurgte jeg, og jeg holdt mit ndedrt
slnge.

Blev til? , kom ikke der! Det er en Dame.

Vi taug begge et jebik, bde Jomfruen og jeg.

Nej, Fan, var dt Hertugen! Ser han slig ud! sagde han derp
tankefuldt. Men nr hun er sammen med den Mand, s vil jeg ikke svare for
hende.

Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde Hertugen trkke af med hende!
Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt
hendes Yndigheder, en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsgte at trste mig
selv ved at tnke de vrste Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en Glde
af at rode hende rigtig ned i Slen. Det rgred mig blot, at jeg havde
taget Hatten af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. Hvorfor
skulde jeg tage Hatten af for sdanne Mennesker? Jeg brd mig ikke lnger
om hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste vakker mer, hun
havde tabt sig, fy, Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo grne vre, at
det blot var mig, hun havde set p; det forundred mig ikke; det var kanske
Angeren, som begyndte at sl hende. Men derfor behved ikke jeg at falde
til Fode og hilse som en Nar, specielt nr hun alts var bleven s
betnkelig falmet p det sidste. Hertugen kunde grne beholde hende,
velbekomme! Der kunde komme en Dag, da jeg fik i Sinde at g hende stolt
forbi, uden at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det kunde hnde, at
jeg tillod mig at gre dette, selv om hun s stivt p mig og ovenikbet gik
i blodrd Kjole. Det kunde godt hnde! He-he, det vilde blive en Triumf!
Kendte jeg mig selv ret, s var jeg istand til at gre mit Drama frdigt i
Lbet af Natten, og inden otte Dage skulde jeg da have bjet Frkenen i
Kn. Med samt hendes Yndigheder, he-he, med samt alle hendes Yndigheder
. . . .

Farvel! sagde jeg kort.

Men Jomfruen holdt mig tilbage. Han spurgte:

Men hvad bestiller De da nu om Dagen?

Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad andet skulde jeg bestille? Det
er jo det, jeg lever af. For jeblikket arbejder jeg p et stort Drama,
Korsets Tegn, Emne fra Middelalderen.

Dd og Pine! sagde Jomfruen oprigtigt. Ja, fr De dt til, s . . . .

Har ingen store Bekymringer desangende! svared jeg. Om en otte Dages
Tid tnker jeg, at De skal have hrt fra mig nogen hver.

Dermed gik jeg.

Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig straks til min Vrtinde og bad om en
Lampe. Det var mig meget om at gre at f denne Lampe; jeg vilde ikke g
tilsengs inat, mit Drama rased inde i mit Hoved, og jeg hbed s sikkert at
kunne skrive et godt Stykke til om Morgenen. Jeg fremfrte min Begring
meget ydmygt for Madamen, da jeg mrked, at hun gjorde en utilfreds
Grimase, fordi jeg atter kom ind i Stuen. Jeg havde alts nsten frdigt et
mrkeligt Drama, sagde jeg; der mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog
p, at det kunde blive opfrt p et eller andet Teater, inden jeg selv
vidste Ordet af det. Om hun nu vilde gre mig denne store Tjeneste, s
. . . .

Men Madamen havde ingen Lampe. Hun tnkte sig om, men husked slet ikke, at
hun havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg vilde vente til efter Klokken
tolv, s kunde jeg kanske f Kkkenlampen. Hvorfor kunde jeg ikke kbe mig
et Lys?

Jeg taug. Jeg havde ikke ti re til et Lys, og det vidste hun nok.
Naturligvis skulde jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, hun sad
simpelthen inde i Stuen og var slet ikke i Kkkenet; Lampen der oppe var
sledes ikke engang tndt. Og jeg stod og overtnkte dette, men sagde intet
mer.

Pludselig siger Pigen til mig:

Jeg syntes, De kom ud af Slottet for lidt siden? Har De vret i Middag?
Og hun lo hjt ad denne Spas.

Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem og vilde forsge at gre noget her
slnge, her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne p mine Kn og stirred
uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig
ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Vrtindens to Smpiger
kom ind og holdt Stj med en Kat, en underlig, syg Kat, som nsten ingen
Hr havde; nr de blste den ind i jnene, fld der Vand ud af dem og nedad
dens Nse. Vrten og et Par andre Personer sad ved Bordet og spilled
Hundred og En. Konen alene var flittig som altid og sad og syed p noget.
Hun s godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse, men
hun brd sig ikke om mig mer; hun havde endog smilet, da Tjenestepigen
spurgte, om jeg havde vret i Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod
mig; det var, som om jeg blot behved den Forsmdelse at mtte overlade mit
Vrelse til en anden, forat blive behandlet ganske som en uvedkommende.
Endog denne Tjenestepige, en liden brunjet Gadets med Pandehr og aldeles
fladt Bryst, gjorde Nar af mig om Aftenen, nr jeg fik mine Smrogbrd. Hun
spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at indtage mine Middage, eftersom hun
aldrig havde set mig g og stikke mine Tnder udenfor Grand. Det var klart,
at hun vidste Besked om min elendige Tilstand og gjorde sig en Fornjelse
af at vise mig det.

Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette og er ikke istand til at finde
en eneste Replik til mit Drama. Jeg forsger Gang p Gang forgves; det
begynder at summe underligt i mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over.
Jeg stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen sidder lige foran mig, og
jeg ser p hende, ser p denne smale Ryg og et Par lave Skuldre, som endnu
ikke var rigtig voksne engang. Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig?
Og om jeg var kommet ud af Slottet, hvad s? Kunde det skade hende? Hun
havde i de sidste Dage leet frkt ad mig, nr jeg var uheldig og snubled i
Trapperne eller hang fast i en Spiger, s jeg fik en Rift i min Frakke. Det
var heller ikke lnger siden end igr, at hun havde samlet op mine Kladder
som jeg havde slngt fra mig i Forstuen, stjlet disse kasserede
Brudstykker til mit Drama og lst dem op inde i Stuen, holdt Ljer med dem
i alles Phr, bare forat more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet
hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde havde bedt hende om en
Tjeneste. Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand om Aftenen inde p
Stuegulvet, for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun gjorde ogs
Nar af mig, fordi mit Hr faldt af. Der l Hr og fld i Vaskevandet om
Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. Nu var mine Sko blevne noget
drlige, isr den ene, som var bleven overkrt af Brdvognen, og hun drev
ogs Spas med dem. Gud velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se p dem, de
er store som Hundehus! Og hun havde Ret i, at mine Sko var udtrdte; men
jeg kunde alts ikke skaffe mig nogen andre netop for jeblikket.

Mens jeg sidder og husker p alt dette og forundrer mig over denne benlyse
Ondskab hos Tjenestepigen, var Smpigerne begyndt at tirre den gamle Olding
henne i Sengen; de hopped begge to omkring ham og var fuldt optagne af
dette Arbejde. De havde fundet sig hver sit Halmstr, som de stak ham i
rene med. Jeg s p dette en Stund og blanded mig ikke ind i det. Den
gamle rrte ikke en Finger, forat forsvare sig; han s blot p sine
Plagender med rasende jne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted p
Hovedet, forat befri sig, nr Strene allerede sad ham i rene.

Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke f mine jne bort
fra det. Faderen s op fra Kortene og lo ad de sm; han gjorde ogs sine
Medspillere opmrksom p, hvad der foregik. Hvorfor rrte han sig ikke, den
gamle? Hvorfor slngte han ikke Brnene vk med Armen? Jeg tog et Skridt og
nrmed mig Sengen.

Lad dem vre! Lad dem vre! Han er lam, rbte Vrten.

Og af Frygt for at blive vist Dren imod Natten, simpelthen bange for at
vkke Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, trdte jeg stiltiende
tilbage til min gamle Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde jeg
resikere mit Logi og mine Smrogbrd ved at stikke min Nse ind i Familjens
Kvlerier? Ingen Narrestreger for en halvdd Oldings Skyld! Og jeg stod og
flte mig dejligt hrd som Flint.

De sm Tyvetser holdt ikke op med sine Plagerier. De tirredes af, at
Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak ogs efter hans jne
og Nsebor. Han stirred p dem med et forhrdet Blik, han sagde intet og
kunde ikke rre Armene. Pludselig letted han sig med Overkroppen og spytted
den ene af Smpigerne ind i Ansigtet; han letted sig atter op og spytted
ogs efter den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og s p, at Vrten
kasted Kortene ned p Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. Han
var rd i Ansigtet og rbte:

Sidder du og spytter Folk lige i jnene, din gamle Rne!

Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for dem! rbte jeg ude af mig selv.
Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist, og jeg rbte
aldeles ikke med synderlig Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet af
Ophidselse.

Vrten vendte sig om mod mig.

Nej, hr p den! Hvad Fan skiller det Dem? Hold De bare Flabben p Dem
ganske igen, De, og gr som jeg siger; det vil De have bedst af.

Men nu ld ogs Madamens Stemme, og hele Huset blev fuldt af Sknderi.

Jeg mener Gud hjlpe mig De er gale og besatte allesammen! skreg hun.
Vil De vre herinde, s fr De vre rolige begge to, det siger jeg Dem!
He, det er ikke nok med, at man skal holde Hus og Kost for Krket, man skal
have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne ogs. Men det skal
jeg ikke have mer af, har jeg tnkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. Unger,
og trk Nserne Deres ogs, hvis ikke, s skal jeg komme og gre det. Jeg
har aldrig set p Magen til Mennesker! Her kommer de ind fra Gaden, uden en
re til Lusesalve engang, og begynder at holde Sprt midt p Katters Tide
og gre Leven med Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstr De, og De
kan g Deres Vej alle, som ikke hrer hjemme her. Jeg vil have Fred i min
egen Lejlighed, har jeg tnkt!

Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden op, men satte mig nede ved
Dren igen og hrte p Larmen. Alle skrled med, endog Brnene og
Tjenestepigen, som vilde forklare, hvordan hele Striden var begyndt. Nr
jeg bare var taus, s vilde det nok drive over engang; det vilde ganske
vist ikke komme til det yderste, nr jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket
Ord kunde jeg have at sige? Var det mske ikke Vinter ude, og led det ikke
ovenikbet mod Natten? Var det da Tid at sl i Bordet og vre Karl for sin
Hat? Bare ingen Narrestreger! Og jeg sad stille og forlod ikke Huset, unds
mig ikke for at blive siddende, skammed mig ligefrem ikke herfor, sknt jeg
nsten var bleven sagt op. Jeg stirred forhrdet hen p Vggen, hvor
Kristus hang i Oljetryk, og taug hrdnakket til alle Vrtindens Udfald.

Ja, er det mig. De vil blive af med. Madam, s skal der ikke vre noget
ivejen for mit vedkommende, sagde den ene af Kortspillerne.

Han rejste sig. Den anden Kortspiller rejste sig ogs.

Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig heller, svared Vrtinden de to.
Glder det p, s skal jeg nok vise, hvem jeg mener. Hvis det glder p.
Har jeg tnkt! Det skal vise sig, hvem det er . . . .

Hun talte afbrudt, gav mig disse Std med sm Mellemrum og trak det rigtigt
i Langdrag, forat gre det tydeligere og tydeligere for mig, at det var
mig, hun mente. Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! Hun havde ikke
bedt mig om at g, ikke udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen
Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! rene stive! . . . . Det
var dog et ejendommeligt grnt Hr p den Kristus i Oljetryk. Det ligned
ikke s lidet grnt Grs, eller udtrykt med udsgt Njagtighed: tykt
Enggrs. He, en ganske rigtig Bemrkning, forsvarligt tykt Enggrs . . . .
En Rkke af flygtige Idforbindelser lb mig i denne Stund gennem Hovedet:
Fra det grnne Grs til et Skriftsted om, at hvert Liv var som Grs, der
antndtes, derfra til Dommedag, nr alt skulde brnde op, s en liden
Afstikker ned til Jordsklvet i Lissabon, hvorp der foresvved mig noget
om en spansk Spyttebakke af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som jeg
havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt var forgngeligt! Ganske som Grs,
der antndtes! Det gik ud p fire Fjle og et Ligsvb -- Ligsvb hos Jomfru
Andersen, tilhjre i Porten . . . .

Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede jeblik, da min
Vrtinde stod i Frd med at jage mig p Dr.

Han hrer ikke! rbte hun. Jeg siger. De skal forlade Huset, nu ved De
det! Jeg tror Gud fordmme mig, at Manden er gal, jeg! Nu gr De p hellige
Flk, og s ikke mere Snak om den Sag.

Jeg s mod Dren, ikke forat g, aldeles ikke forat g; der faldt mig ind
en frk Tanke: hvis der havde vret en Ngle i Dren, vilde jeg have vredet
den om, stngt miginde sammen med de andre, forat slippe at g. Jeg havde
en aldeles hysterisk Gru for at komme ud p Gaden igen. Men der var ingen
Ngle i Dren, og jeg rejste mig op; der var intet Hb mer.

Da blander pludselig min Vrts Rst sig med Konens. Jeg blev forbauset
stende. Den samme Mand, som nylig havde truet mig, tager underligt nok mit
Parti. Han siger:

Nej, det gr ikke an at jage Folk ud imod Natten, ved du. Der er Straf for
det.

Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, jeg kunde ikke sige det; men det
var mske s, og Konen besinded sig ganske snart, blev rolig og talte ikke
til mig mer. Hun lagde endog to Smrogbrd frem til mig til Aftens, men jeg
modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke,
idet jeg foregav, at jeg havde fciaet lidt Mad ude i Byen.

Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat g tilsengs, kom Madamen
efter mig, standsed p Drstokken og sagde hjt, mens hendes store,
frugtsommelige Mave strutted ud imod mig:

Men det er sidste Nat, De ligger her, s De ved om det.

Ja, ja! svared jeg.

Der blev vel kanske ogs en Rd til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig
rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested mtte jeg dog finde.
Forelbig glded jeg mig over, at jeg ikke behved at g ude inat.

                                   * * *

Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. Det var endnu ikke lyst, da jeg
vgned, men jeg stod alligevel op med det samme; jeg havde ligget i fulde
Klder for Kuldens Skyld og havde intet mer at klde mig p. Da jeg havde
drukket lidt Vand og i al Stilhed fet Dren bnet, gik jeg ogs straks ud,
idet jeg frygted for at trffe min Vrtinde pny.

En og anden Konstabel, som havde vget Natten ud, var det eneste levende,
jeg s i Gaderne; lidt efter begyndte ogs et Par Mnd at slukke
Gaslygterne omkring. Jeg drev om uden Ml og Med, kom op i Kirkegaden og
tog Vejen ned til Fstningen. Kold og endnu svnig, mat i Knerne og Ryggen
efter den lange Tur og meget sulten, satte jeg mig ned p en Bnk og dsed
en lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de Smrogbrd, som
min Vrtinde havde givet mig Morgen og Aften; nu var det netop et Dgn,
siden jeg fik mit sidste Mltid, det begyndte at gnave mig slemt pny, og
jeg mtte have en Udvej ret snart. Med den Tanke sovned jeg atter ind p
Bnken . . . .

Jeg vgned af, at Mennesker talte i min Nrhed, og da jeg havde summet mig
lidt, s jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk var kommet p Benene. Jeg
rejste mig og gik bort. Solen brd op over serne, Himlen var hvid og fin,
og i min Glde over den sknne Morgen efter de mange mrke Uger glemte jeg
alle Sorger og syntes, at det mangen Gang havde vret vrre for mig. Jeg
klapped mig p mit Bryst og sang en liden Stump for mig selv. Min Stemme
ld s drlig, rigtig medtagen ld den, og jeg rrte mig selv til Trer ved
den. Denne pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel virked ogs altfor
strkt p mig, og jeg stak i at grde hjt.

Hvad er det, som fejler Dem? spurgte en Mand.

Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende mit Ansigt for alle Mennesker.

Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark med russisk Flag l og lossed Kul;
jeg lste dens Navn, Copgoro, p Siden. Det adspreded mig en Tidlang at
iagttage, hvad der foregik ombord i dette fremmede Skib. Det mtte vre
nsten udlosset, det l allerede med IX Fod ngne p Stilken, trods den
Ballast, det alt havde taget ind, og nr Kulsjouerne stamped henover Dkket
med sine tunge Stvler, drned det hult i hele Skibet.

Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, hele dette travle og lystige Liv
stived mig op og fik mit Blod til at banke levende. Med en Gang faldt det
mig ind, at jeg mske kunde gre et Par Scener p mit Drama, mens jeg sad
her. Og jeg tog mine Blade op af Lommen.

Jeg forsgte at forme en Replik i en Munks Mund, en Replik, der skulde
svulme af Kraft og Intolerance; men det lykkedes mig ikke. S sprang jeg
over Munken og vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til
Tempelskndersken, og jeg skrev en halv Side p denne Tale, hvorp jeg
holdt op. Der vilde ikke lgge sig det rette Klima over mine Ord.
Travlheden omkring mig, Hejsesangene, Gangspillenes Stj og den uafbrudte
Raslen med Jrnkttingerne passed s lidet til den Luft af tt, muggen
Middelalder, der skulde st som en Tge i mit Drama. Jeg pakked Papirerne
sammen og rejste mig.

Nu var jeg alligevel kommet velsignet p Glid, og jeg flte klart, at jeg
kunde udrette noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg havde et Sted at ty hen
til! Jeg tnkte efter det, standsed ligefrem op i Gaden og tnkte efter,
men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen, hvor jeg kunde sl
mig ned en Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik g tilbage til
Logihuset i Vaterland. Jeg krymped mig ved det, og jeg sagde hele Tiden til
mig selv, at det gik ikke an, men jeg. gled dog fremad og nrmed mig stadig
det forbudte Sted. Vist var det ynkeligt, indrmmed jeg mig selv, ja, det
var forsmdeligt, rigtig forsmdeligt var det; men det fik ikke hjlpe. Jeg
var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde sige s stort et Ord, at jeg var
et af de mindst kphje Vsener, som Dags Dato var til. Og jeg gik.

Jeg standsed ved Porten og overvejed endnu engang. Jo, det fik g som det
vilde, jeg mtte vove det! Hvad var det egentlig for en Bagatel, det drejed
sig om? For det frste skulde det jo vare blot i nogle Timer, for det andet
skulde Gud forbyde, at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus
igen. Jeg gik ind i Grden. Endnu mens jeg gik over disse ujvne Stene p
Grdspladsen, var jeg usikker og havde nr vendt om ved Dren. Jeg bed
Tnderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I vrste Fald kunde jeg
undskylde mig med, at jeg kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked og
gjre en Aftale angende min Gjld til Huset. Jeg bned Dren til Forstuen.

Jeg blev stende aldeles stille indenfor. Lige foran mig, blot i to Skridts
Afstand, stod Vrten selv, uden Hat og uden Frakke, og kiged ind gennem
Nglehullet til Familjens egen Stue. Han gjorde en tyst Bevgelse med
Hnden, forat f mig til at vre stille, og kiged atter indad Nglehullet.
Han stod og lo.

Kom hid! sagde han hviskende.

Jeg nrmed mig p Terne.

Se her! sagde han og lo med en stille, hidsig Latter. Kig ind! Hi-hi!
Der ligger de! Se p Gammeln! Kan De se Gammeln?

Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk og lige mod mig, s jeg to
Skikkelser, Vrtinden og den fremmede Styrmand; hendes Ben skinned hvide
mod den mrke Dyne. Og i Sengen ved den anden Vg sad hendes Fader, den
lamme Olding, og s p, ludende over sine Hnder, sammenkrben som
sdvanligt, uden at kunne rre sig . . . .

Jeg vendte mig om mod min Vrt. Han havde den strste Mje med at af holde
sig fra at le hjt.

S De Gammeln? hvisked han. , Gud, s De Gammeln? Han sidder og ser
p! Og han lagde sig igen ind til Nglehullet.

Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjrtigen bragt
Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned p min rige Stemning. N, hvad
vedkom det mig? Nr Manden selv fandt sig i det, ja, endog havde sin store
Fornjelse af det, s var der ingen Grund for mig til at tage mig det nr.
Og hvad Oldingen angik, da var Oldingen en Olding. Han s det mske ikke
engang; kanske sad han og sov; Gud ved, om han ikke endogs var dd; det
skulde ikke undre mig om han var dd. Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed
af det.

Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk
tilbage. Jeg var standset midt i en Stning i Dommerens Tale: S byder mig
Gud og Loven, s byder mig mine vise Mnds Rd, s byder mig og min egen
Samvittighed . . . . Jeg s ud af Vinduet, forat tnke efter, hvad hans
Samvittighed skulde byde ham. En liden Stj trngte ud til mig fra Stuen
indenfor. N, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden dd,
dde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig alts inderlig knusende
ligegyldigt med den Stj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker
om den? Rolig nu!

S byder mig og min egen Samvittighed . . . .

Men alt havde forsvoret sig imod mig. Manden stod slet ikke ganske rolig
henne ved Nglehullet, jeg hrte nu og da hans indeklemte Latter og s, at
han rysted; ude p Gaden foregik der ogs noget, som adspredte mig. En
liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over p det andet Fortoug; han
aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde
ingen Fortrd. Pludselig springer han op og bander; han rykker baglnds ud
i Gaden og fr je p en Mand, en voksen Mand med rdt Skjg, som l udaf
et bent Vindu i anden Etage og spytted ned i hans Hoved. Den lille grd af
Vrede og bandte vanmgtigt op mod Vinduet, og Manden lo ham ned i Ansigtet;
der gik mske fem Minutter p den Mde. Jeg vendte mig bort, for ikke at se
Guttens Grd.

S byder mig og min egen Samvittighed, at . . . .

Det var mig umuligt at komme lnger. Tilsidst begyndte alt at rable for
mig; jeg syntes, at endog det, jeg allerede havde skrevet, var ubrugeligt,
ja, at hele Iden var noget farligt Tv. Man kunde slet ikke tale om
Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden blev frst opfundet af
Danselrer Shakespeare, flgelig var min hele Tale urigtig. Var der alts
intet godt i disse Blade? Jeg lb dem igennem pny og lste straks mine
Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange Stykker af stor
Mrkvrdighed. Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang
til at tage fat igen og f mit Drama frdigt.

Jeg reiste mig og gik til Dren, uden at agte p Vrtens rasende Tegn til
mig om at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen,
opad Trapperne til anden Etage og trdte ind i mit gamle Vrelse.
Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der s ivejen for, at jeg kunde
sidde her et jeblik? Jeg skulde ikke rre nogen af hans Sager, jeg skulde
slet ikke bruge hans Bord engang, men sl mig ned p en Stol ved Dren og
vre glad til. Jeg folder heftigt Papirerne ud p mine Kn.

Nu gik det i flere Minutter aldeles udmrket. Replik efter Replik opstod
fuldt frdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. Jeg fylder den ene Side
efter den anden, stter afsted over Stok og Sten, klynker sagte af
Henrykkelse over min gode Stemning og ved nsten ikke af mig selv. Den
eneste Lyd, jeg hrer i denne Stund, er min egen glade Klynken. Der faldt
mig ogs ind en sre heldig Id med en Kirkeklokke, som skulde smlde i at
ringe p et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvldende.

S hrer jeg Skridt i Trappen. Jeg sklver og er nsten fra mig selv,
sidder sgodtsom p Sprang, sky, vag, fuld af Angst for alle Ting og
ophidset af Sult; jeg lytter nervst, holder Blyanten stille i Hnden og
lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Dren gr op; Parret nede fra Stuen
trder ind.

Endnu frend jeg havde fet Tid til at bede om Undskyldning for, hvad jeg
havde gjort, rber Vrtinden aldeles himmelfalden:

Nej, Gud trste og hjlpe mig, sidder han ikke her igen!

Undskyld! sagde jeg, og jeg vilde sagt mer, men kom ikke lnger.

Vrtinden slog Dren op p vid Vg og skreg:

Gr De nu ikke ud, s Gud fordmme mig henter jeg ikke Politiet!

Jeg rejste mig.

Jeg vilde bare sige Farvel til Dem, mumled jeg, og s mtte jeg vente p
Dem. Jeg har ikke rrt nogen Ting, jeg sad her p Stolen . . . .

Ja, det gjorde ingenting sagde Styrmanden. Hvad Fan gjorde det? Lad
Manden vre, han!

Da jeg var kommet ned i Trappen, blev jeg med en Gang rasende p denne
tykke, opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hlene, forat f mig hurtigt vk,
og jeg stod et jeblik stille, med Munden fuld af de vrste genavne, som
jeg vilde slynge mod hende. Men jeg betnkte mig i Tide og taug, taug blot
af Taknemmelighed mod den fremmede Mand, der gik bag hende og vilde kunne
hre det. Vrtinden fulgte stadig efter mig og skldte ustandseligt, mens
samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt, jeg gik.

Vi kom ned i Grden, jeg gik rigtig langsomt, endnu overvejende, om jeg
skulde give mig af med Vrtinden. Jeg var i denne Stund ganske forstyrret
af Raseri, og jeg tnkte p den vrste Blodsudgydelse, et Tryk, som kunde
lgge hende dd p Stedet, et Spark i Maven. Et Bybud gr forbi mig i
Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han henvender sig til Madamen bag
mig, og jeg hrer, at han sprger efter mig; men jeg vender mig ikke om.

Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig, hilser pny og standser
mig. Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt river jeg det op, en
Tikrone falder ud af Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord.

Jeg ser p Manden og sprger:

Hvad er dette for Slags Narrestreger? Hvem er Brevet ifra?

Ja, det ved jeg ikke, svarer han, men det var en Dame, som gav mig det.

Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i
Konvolutten, krller det hele rigtig godt sammen, vender om og gr hen til
Vrtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende
Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg
iagttog blot, at hun undersgte det sammenkrllede Papir, inden jeg gik
. . . .

He, det kunde man kalde at opfre sig med re i Livet! Ikke sige noget,
ikke tiltale Pakket, men ganske rolig krlle sammen en stor Pengeseddel og
kaste den i jnene p sine Forflgere. Det kunde man kalde at optrde med
Vrdighed! Sledes skulde de have det, de Dyr! . . . .

Da jeg var kommet p Hjrnet af Tomtegaden og Jrnbanetorvet, begyndte
pludselig Gaden at svinge rundt for mine jne, det sused tomt i mit Hoved,
og jeg faldt ind mod en Husvg. Jeg kunde simpelthen ikke g lnger, kunde
ikke engang rette mig op fra min skve Stilling; sledes, som jeg var
falden ind mod Vggen, sledes blev jeg stende, og jeg flte, at jeg
begyndte at tabe Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhjedes blot ved
dette Anfald af Udmattelse, og jeg lfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg
gjorde ogs forskellige andre Ting, forat komme til Krfter, bed Tnderne
sammen, rynked Panden, rulled fortvivlet med jnene, og det begyndte at
hjlpe. Min Tanke blev klar, jeg forstod, at jeg holdt p at forg. Jeg
satte Hnderne frem og stdte mig tilbage fra Vggen; Gaden dansed
fremdeles rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af Raseri, og jeg stred af
min inderste Sjl med min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, for ikke
at falde om; jeg agted ikke at synke sammen, jeg vilde d stende. En
Arbejdskrre ruller langsomt forbi, og jeg ser, at der er Poteter i den
Krre, men af Raseri, af Halsstarrighed finder jeg p at sige, at det slet
ikke var Poteter, det var Klhoveder, og jeg bandte grusomt p, at det var
Klhoveder. Jeg hrte godt, hvad jeg selv sagde, og jeg svor bevidst Gang
efter Gang p denne Lgn, blot forat have den desperate Tilfredsstillelse,
at jeg begik stiv Mened. Jeg berused mig i denne magelse Synd, jeg rakte
mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Lber i Faderens, Snnens og
den Hellignds Navn, at det var Klhoveder.

Tiden gik. Jeg lod mig falde ned p et Trappetrin ved Siden af mig og
trred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at
vre rolig. Solen gled ned, det led ud p Eftermiddagen. Jeg begyndte igen
at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle
Timer vilde det atter vre Nat; det galdt at finde p en Rd, mens der
endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var
bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men
kunde alligevel ikke lade vre at tnke p det. Egentlig havde Konen vret
i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at f bo hos
nogen, nr jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikbet givet mig
Mad nu og da; endog igraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt
mig to Smrogbrd, af Godhed havde hun budt mig dem fordi hun vidste, at
jeg trngte til dem. S jeg havde intet at beklage mig over, og jeg
begyndte mens jeg sad p Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind
om Tilgivelse for min Opfrsel. Isr angred jeg bitterlig, at jeg havde
vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i
Ansigtet . . . .

Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor
kom det fra? Frst nu i dette jeblik tnkte jeg klart over dette og aned
med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smrte og Skam,
jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hs Stemme og rysted p Hovedet. Var
det ikke mig, som endog s sent som igr havde bestemt mig til at g hende
stolt forbi, nr jeg traf hende, og vise hende den strste Ligegyldighed?
Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhed og aflokket hende
en Barmhjrtighedsskilling. Nej, nej, nej, der blev aldrig Ende p min
Nedvrdigelse! Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hvde en
skikkelig Stilling; jeg sank, sank p alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen,
sank tilkns, sank tillivs, dukked mig under i Vanre og kom aldrig op
igen, aldrig! Det var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, uden at kunne
slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver, gramse rer sammen med begge
Hnder, hvor de bdes frem, og beholde dem, bruge dem til Logipenge, trods
sin egen inderste Modbydelighed . . . .

Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner p en eller anden Mde?
At g tilbage til Vrtinden og f Pengesedlen tilbageleveret af hende,
nytted nok ikke; der mtte ogs gives en anden Rd, nr jeg tnkte mig om,
nr jeg bare anstrngte mig rigtigt meget og tnkte mig om. Her var det ved
Gud ikke nok at tnke blot p almindelig Vis, jeg fik tnke, s det sled
mig gennem hele mit Menneskevrk, efter en Udvej til disse ti Kroner. Og
jeg satte mig til at tnke svare.

Klokken kunde vel vre omkring fire, om et Par Timer kunde jeg kanske
trffe Teaterchefen, hvis jeg blot havde havt mit Drama frdigt. Jeg tager
Manuskriptet op, der jeg sidder, og vil med Vold og Magt f istand de tre
fire sidste Scener; jeg tnker og sveder og lser over fra Begyndelsen, men
kommer ingen Vej. Ikke noget Prevv! siger jeg, ingen Stivnakkethed her!
Og jeg skriver ls p mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot
forat blive hurtigt frdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at
jeg havde et nyt stort jeblik, jeg lj mig fuld, bedrog mig benlyst og
skrev vk, som om jeg ikke behved at sge efter Ordene. Det er godt! det
er virkelig et Fund! hvisked jeg alt imellem; skriv det bare ned!

Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistnkelige;
de stak s strkt af mod Replikerne i de frste Scener, desuden havde der
slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord. Jeg knkker min Blyant
over mellem mine Tnder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert
Blad itu, kaster min Hat p Gaden og tramper p den. Jeg er fortabt!
hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg
siger ikke andet end disse Ord, slnge jeg str der og tramper p min Hat.

En Politibetjent str nogle f Skridt borte og iagttager mig; han str midt
ude i Gaden og lgger ikke Mrke til noget andet end mig. Idet jeg slr
Hovedet op, mdes vore jne; han havde kanske stet der i lngere Tid og
bare set p mig. Jeg tager min Hat op, stter den p og gr hen til Manden.

Ved De, hvormange Klokken er? siger jeg.

Han venter en Stund, inden han haler sit Ur frem, og tager ikke sine jne
bort fra mig imens.

Vel fire, svarer han.

Akkurat! siger jeg; vel fire, fuldkommen rigtigt! De kan Deres Ting,
hrer jeg, og jeg skal tnke p Dem.

Dermed forlod jeg ham. Han blev til det yderste forbauset over mig, stod og
s efter mig med ben Mund og holdt endnu Uret i Hnden. Da jeg var kommet
udenfor Royal, vendte jeg mig om og s tilbage: endnu stod han i samme
Stilling og fulgte mig med jnene.

He-he, sledes skulde man behandle Dyrene! Med den mest udvalgte
Uforskammethed! Det imponered Dyrene, det satte Skrk i Dyrene . . . . Jeg
var srdeles tilfreds med mig selv og gav mig atter til at synge en Stump.
Anspndt af Ophidselse, uden at fle nogen Smrte mer, uden endog at kende
noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjr henover hele Torvet,
drejed op ved Basarerne og slog mig ned p en Bnk ved Vor Frelsers.

Kunde det ikke ogs vre temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone
tilbage eller ej? Nr jeg havde fet den, s var den min, og der var
visselig ikke Nd der, hvor den kom fra. Jeg mtte jo dog tage imod den,
nr den udtrykkelig blev sendt til mig; der var ingen Mening i at lade
Bybudet beholde den. Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden
Tikrone, end den, jeg havde fet. S der var intet at gre ved det.

Jeg forsgte at se p Frdselen omkring p Torvet foran mig og sysselstte
min Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes mig ikke, og jeg
beskftiged mig stadig med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hnderne og blev
vred. Det vilde sre hende, sagde jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor
skulde jeg da gre det? Bestandig skulde jeg g og holde mig for god til
alt muligt, ryste hovent p Hovedet og sige Nej Tak. Nu s jeg, hvad det
frte til; jeg stod atter p bar Gade. Selv nr jeg havde den bedste
Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, varme Logi; jeg blev stolt,
sprang op ved det frste Ord og var Karl for min Hat, betalte Tikroner
tilhjre og venstre og gik min Vej . . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig
selv, fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt mig i Omstndighed.

Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! Jeg havde ikke bedt om den
Tikrone, og jeg havde nsten ikke havt den mellem Hnderne engang, men
givet den bort straks, betalt den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg
aldrig vilde f se igen. Den Slags Mand var jeg, betalte altid til sidste
Hvid, nr det galdt noget. Kendte jeg Ylajali ret, s angred hun heller
ikke p, at hun havde sendt mig de Penge; hvad sad jeg da og hussered for?
Det var ligefrem det mindste, hun kunde gre, at sende mig en Tikrone nu og
da. Den stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske ddeligt forelsket
i mig endogs . . . . Og jeg sad og blred mig dygtigt for mig selv ved
denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, at hun var forelsket i mig, den
stakkels Pige! . . . .

Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange nervse Ophidselse
og begyndte pny at fle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem,
holdt jnene stive og s ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased
rigtig strkt i mig da, og jeg led meget. Mens jeg sidder sledes og ser
ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en
Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er
Kagekonen ved Elefantapoteket.

Jeg rykker til, retter mig op p Bnken og begynder at tnke mig om. Jo,
det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord p det
samme Sted! Jeg plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, rejser mig op
fra Bnken og begynder at g henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg gav
Fan, enten det var Syndens Penge eller gode norske Hkerpenge af Slv fra
Kongsberg! Jeg vilde ikke vre latterlig, man kunde d af formeget Hovmod
. . . .

Jeg gr frem til Hjrnet, tager Sigte p Konen og stiller mig op foran
hende. Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, som om det var en
Selvflge, at jeg vilde komme tilbage engang.

Goddag! siger jeg. De kender mig kanske ikke igen?

Nej, svarer hun langsomt og ser p mig.

Jeg smiler endda mer, som om det var bare hendes kostelige Spg, at hun
ikke kendte mig, og siger:

Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang? Jeg sagde ikke
noget ved den Lejlighed, svidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer
jeg ikke at gre. Nr man har med rlige Folk at skaffe, s er det
undvendigt at aftale noget og s at sige oprette Kontrakt for hver liden
Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge.

Nej, jas, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok ogs, nr jeg tnker mig
om . . . .

Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde at takke mig for Pengene, og jeg
siger derfor hurtigt, idet jeg allerede sger med mine jne omkring p
Bordet efter Madvarer:

Ja, nu kommer jeg, forat f Kagerne.

Det forstr hun ikke.

Kagerne, gentager jeg, nu kommer jeg, forat f dem. Ialfald endel,
frste Forsyning. Jeg trnger ikke alt idag.

Kommer De, forat f dem? sprger hun.

Jagu kommer jeg, forat f dem, ja! svarer jeg og ler hjt, som om det
burde have vret indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat f
dem. Jeg tager ogs nede p Bordet en Kage, et Slags Franskbrd, som jeg
begynder at spise p.

Da Konen ser dette, letter hun sig op i Klderhullet, gr uvilkrlig en
Bevgelse, som forat beskytte sine Varer, og hun lader mig forst, at hun
ikke havde ventet mig tilbage, forat berve hende dem.

Ikke det? siger jeg. Jas, ikke det? Hun var mig virkelig en kostelig Kone!
Havde hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet hende til Forvaring en
Slump Kroner, uden at vedkommende havde krvet dem tilbage? Nej, ser De
der! Troed hun kanske, at det var stjlne Penge, siden jeg havde slngt dem
til hende p den Mde? N, det troed hun dog ikke; det var endda godt,
virkelig godt! Det var om jeg s mtte sige snilt af hende, at hun dog
holdt mig for en rlig Mand. Ha-ha! Jo, hun var virkelig god!

Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og rbte hjt
derom.

Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dmpet
og eftertrykkeligt: Det var min Vane at g frem p den Mde, fordi jeg
troed alle Mennesker s godt. Bestandig nr nogen bd mig en Kontrakt, et
Bevis, s rysted jeg p Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde Gud vide, at
jeg gjorde!

Men Konen forstod det fremdeles ikke.

Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og frabad mig mig Vrvl. Havde det
aldrig hndt, at nogen anden havde betalt hende i Forskud p lignende Mde?
spurgte jeg. Jeg mente naturligvis Folk, som havde god Rd, for Eksempel
nogen af Konsulerne? Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undglde for, at det
var en hende fremmed Omgangsmde. Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun
havde kanske aldrig vret udenfor Landets Grndser? Nej, ser De der! Da
kunde hun slet ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog efter flere
Kager p Bordet.

Hun knurred vredt, vgred sig hrdnakket for at udlevere noget av, hvad hun
havde p Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af min Hnd og lagde det
tilbage p sin Plads. Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med Politiet.
Jeg skulde vre ndig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var,
S vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge,
jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage s meget, jeg
vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikbet ikke
komme igen mer. Det mtte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags
Mennesker . . . .

Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker, som
hun taksered til det hjeste, hun kunde finde p, og bad mig tage dem og g
min Vej. Jeg kaevled fremdeles med hende, pstod, at hun snd mig for
mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine blodige Priser.
Ved De, at der er Straf for slige Kltringstreger? sagde jeg. Gud bevare
Dem, De kunde komme p Slaveriet for Levetiden, gamle Asen! Hun slngte
endnu en Kage

hen til mig og bad mig nsten tnderskrende om at g,

Og jeg forlod hende.

He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set! Hele Tiden,
mens jeg gik hen ad Torvet og d p mine Kager, talte jeg hjt om Konen og
hendes Uforskammethed, gentog for mig selv, hvad vi begge havde sagt til
hinanden, og syntes, at jeg havde vret hende langt overlegen. Jeg d af
Kagerne i alle Folks Psyn og talte om dette.

Og Kagerne forsvandt en efter en; det forslog intet, hvor meget jeg tog
tillivs, jeg var lige bundlst hungrig. Herregud dog, at det ikke vilde
forsl! Jeg var s grdig, at jeg endog nr havde forgrebet mig p den
sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare,
gmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med
Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke f mig til at glemme
hans Mine, da han sprang op og bandte. Han havde vendt sig ona mod mit
Vindu, da Manden spytted ned p ham, og han havde ligefrem set efter, om
ogs jeg skulde le deraf. Gud ved, om jeg nu traf ham, nr jeg kom derned!
Jeg anstrngte mig strkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden,
passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu
endel Papir l tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset
s ved min Opfrsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde
siddet.

Han var der ikke. Gaden var nsten tom. Det tog til at mrkne, og jeg kunde
ikke blive Gutten var; han var mske get ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt
ned, rejste den p Kant mod Dren, banked hrdt p og sprang min Vej med
det samme. Han finder den nok! sagde jeg til mig selv; det frste, han gr,
nr han kommer ud, det er at finde den! Og mine jne blev vde af Glde,
over, at den lille vilde finde Kagen.

Jeg kom ned til Jrnbanebryggen igen.

Nu sulted jeg ikke mer, blot den sde Mad, jeg havde nydt, begyndte at
volde mig ondt. I mit Hoved stjed ogs pny de vildeste Tanker: Hvad om
jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg
pludselig gav mig til at rbe p Brand? Jeg gr lnger ud p Bryggen,
finder mig en Kasse at sidde p, folder Hnderne og fler, at mit Hoved
blir mer og mer fortumlet. Og jeg rrer mig ikke, gr slet intet, forat
holde mig oppe mer.

Jeg sidder der og stirrer p Copgoro, Barken med det russiske Flag. Jeg
skimter en Mand ved Rkken; Bagbords rde Lanterne lyser ned p hans Hoved,
og jeg rejser mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen Hensigt med at
tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at f noget Svar. Jeg sagde:

Sejler De iaften, Kaptejn?

Ja, om en liden Stund, svarer Manden. Han talte Svensk.

Hm. De skulde ikke mangle en Mand? Jeg var i dette jeblik lige glad,
enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar
Manden vilde give mig. Jeg stod og vented s p ham.

, nej, svared han. Det skulde da vre en Jungmand.

En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk p mig, sneg mine Briller af og stak dem i
Lommen, trdte op p Landgangen og skrved ombord.

Jeg er ikke befaren, sagde jeg, men jeg kan gre det. De stter mig til.
Hvor gr Turen?

Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.

Godt! sagde jeg og tvang mig ind p Manden. Jeg er lige glad, hvor det
brer hen. Jeg skal gre mit Arbejde.

Han stod en Stund og s p mig og tnkte sig om.

Har du ikke faret fr? spurgte han.

Nej. Men som jeg siger Dem, st mig til et Arbejde, og jeg skal gre det.
Jeg er vant til noget af hvert.

Han tnkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at
jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ngstes for at blive jaget iland
igen.

Hvad mener De s, Kaptejn? spurgte jeg endelig. Jeg kan virkelig gre,
hvad det skal vre. Hvad siger jeg! Jeg mtte vre en drlig Mand, om jeg
ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i
Trk, om det glder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.

Ja, ja, vi kan forsge det, sagde han. Gr det ikke, s kan vi jo
skilles i England.

Naturligvis! svared jeg i min Glde. Og jeg gentog endnu engang, at vi
kunde skilles i England, hvis det ikke gik.

S satte han mig til Arbejde . . . .

Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, vd af Feber og Mathed, s indad
mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor
Vinduerne lyste s blankt fra alle Hjem.







End of the Project Gutenberg EBook of Sult, by Knut Hamsun

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT ***

***** This file should be named 30027-8.txt or 30027-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/0/0/2/30027/

Produced by Jens Sadowski

Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
